Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg i min undervisning over Martinus verdensbillede her på instituttet netop har afsluttet min gennemgang af de problemer, der knytter sig til det, man i daglig tale kalder "dødens mysterium", vil jeg i det efterfølgende berøre nogle få af de tanker, Martinus her har delagtiggjort os i. Thi medens døden, ligegyldigt hvor meget vi end rent teoretisk kan lære om den, ligesom har noget absolut definitivt over sig for os, så udtrykker den for Martinus selv den største tænkte modsætning til livet, det jordiske menneske overhovedet har frembragt– Intet sted går for ham skillelinien mellem sanseevnen ovenfra og sanseevnen nedenfra dybere end her, og jeg tror, at netop den kreds, som vore kontaktbreve henvender sig til, vil være glad for et lille strejftog ind over Martinus syn på dette for os alle så betydningsfulde område.

I mine sidste kontaktbreve har jeg adskillige gange berørt den kosmiske døds problem og vil her nøjes med at understrege, at dette problem, eller måske rettere: begreb, dækker den kendsgerning, at det levende væsens udvikling svinger mellem en maksimums– og en minimumsoplevelse af begreberne kosmisk lys og mørke. For Martinus er baggrunden for vor nuværende livsoplevelse en kosmisk mørkeoplevelse, der nærmer sig den totale kulmination. For ham er vi væsener, der i vor livsoplevelse nu er "længst borte fra Gud", hvilket vil sige: længst borte fra en livsindstilling med de kosmiske love, på hvilken al virkelig indre åndelig harmoni beror. Set fra Martinus verden er vi specialister i et liv mod de kosmiske love, hvilket i virkeligheden vil sige, at vi er specialister i at dræbe, både fysisk og mentalt. Det er nødvendigt at ridse denne baggrund op, for uden den vil vi savne enhver forudsætning for at kunne forstå den rent fysiske døds mysterium set med Martinus øjne.

I dette, at Martinus betragter vor opfattelse af dødens mysterium som den største tænkte modsætning til livet, ligger, at for ham eksisterer der kun én realitet, og det er livet selv. For ham er det en urokkelig, selvoplevet kendsgerning, at kun livet eksisterer. At vi i visse øjeblikke kan tvivle på vor egen absolutte udødelighed, er Martinus som sådan helt uvedkommende. Vedkommende for ham bliver vor tvivl først i det øjeblik, han ved hjælp af sine analyser søger at bygge en bro mellem sin og vor opfattelse. Selv lever han i en tilstand af fuld vågen dagsbevidsthed med hensyn til ikke alene sin egen, men også vor tilstand som urokkeligt udødelige gudesønner. Dette må man aldrig glemme, når man tænker på hans kosmiske verdensbillede, der jo ikke er skabt for hans egen skyld, men derimod udelukkende for vor.

Jeg har ønsket at understrege disse enkle kendsgerninger, fordi vi netop her står over for forskellen mellem sanseevnen nedenfra, altså vor opfattelse af livet, og sanseevnen ovenfra, eller det kosmisk bevidste menneskes opfattelse af den samme realitet. Thi medens dødens problem, og de opfattelser vi lever på med hensyn til dette problem, i en frygtelig grad har rod i den enkle kendsgerning, at medens døden for os er det synlige tab af et fysisk legeme og det deraf følgende brud på enhver kontakt, enhver korrespondance med den eventuelt eksisterende udødelige sjæl bag dette legeme, så udtrykker den samme død for det kosmisk bevidste menneske kun en midlertidig udskiftning af et specielt organ i det levende væsens samlede kosmiske organstruktur. Forskellen er indlysende. Hvor vi i vor opfattelse af vort fysiske legeme altfor let gør det synonymt med selve livet, er det for det kosmisk bevidste menneske på en måde kun en biting, nemlig et instrument for livet. Hvor vi kan tvivle på det levende usynlige "noget", vi kalder vort "Jeg", er dette Jeg selve livets faste og urokkelige punkt for det kosmisk bevidste menneske, det, hvorom alting i virkeligheden drejer sig. Derfor ser vi også, at medens vi meget let går hen og gør vort Jeg og vor bevidsthed plus vort fysiske legeme til én ting, så er de samme realiteter for det kosmisk bevidste menneske tre helt forskellige ting. Af disse tre ting betyder legemet for dette menneske den mindste, den mest ubetydelige ting. Jeg'et plus bevidstheden bliver for den kosmisk bevidste det absolut centrale.

Da Jeg'et i sin egennatur er hævet over anden analyse, end at det eksisterer, bliver der tilbage kun én ting at beskæftige sig med for tanken, og det er vor bevidsthed. Og her er det så, at det lys, Martinus har kaldt "sanseevnen ovenfra", lader os se ting, de fleste af os næppe af os selv havde fundet frem til, blandt andet det, at en bevidsthed er andet og mere end en tilsyneladende tilfældig samling forestillinger om den fænomenverden, vi kalder livet eller tilværelsen. Bevidstheden er en ligeså organiseret verden, som vort legeme er det. Den indeholder elementer, vi, igennem den indirekte sansemetode tænkningen er, kan adskille og sandsynliggøre for os selv, vort Jeg, på en sådan måde, at et strålende Kosmos opstår udaf det Kaos, vi før levede på. Den første virkning af det kosmiske syn som sanseevnen ovenfra udtrykker, er den, at vi klart kan se, at den mest enkle analyse af os selv, vi kan komme på sporet af, er, at vi dybest set kun er et Jeg plus alle vore evner eller talenter. For Martinus er det jordiske menneske ikke et væsen med blot én hjerne. Det er et væsen med et Jeg plus mange småhjerner, som alle er coordinerede sammen til én hjerne. Hver enkelt af disse små hjerner udgør et center for en forestillingsgruppe koncentreret omkring et bestemt begær. Har det f. eks. haft begær efter at spille klaver, har vi her alle de forestillinger, der slutteligt er resulteret i skabelsen af talentet for klaverspil. Er dette begær endnu meget "ungt", måske kun ét eller to liv gammelt, er evnen eller talentet for dette spil endnu kun meget uudviklet. Befinder det sig på kulminationsstadiet, ja så står vi simpelthen over for geniet i denne skønne kunst. Og sådan også med alle vore øvrige begær, der alle befinder sig ét eller andet sted på en skala, der strækker sig fra begærets fødsel over dets kulmination til dets mættelse og dermed påfølgende "afblomstring" til fordel for nye begærs fødsel.

Betragter vi nu vor begærverden, ser vi meget let, at den i kraft af vor specielle kosmiske position som seksuelt énpolede væsener har voldsom slagside til den rent materielle livsoplevelse. Vi lever i langt højere grad på enten maskulin eller feminin logik, end vi lever på den menneskelige logik, der uundgåeligt fører til en kosmisk forståelse af alle livsfænomenerne. I praksis vil dette sige, at det store flertal kun i begrebet fysisk sukces ser "livets mening". Som følge heraf koncentrerer disse mennesker sig helt om denne sukces og opdager forsent, at denne koncentration kun kan fuldbyrdes på bekostning af de åndelige talentkerner, der alene formår at give livet virkeligt indhold den dag, den fysiske sukces eventuelt hænger en ud af halsen. For Martinus er det en selvklar ting, at det enkelte menneskes forståelse af livet efter det vi kalder "døden", må være uhyre ringe og i det meste overtroisk betinget, sålænge vi simpelthen nægter at tage det alvorligt i den betydning, at vi virkeligt gør noget for at lære det at kende. De tågeagtige opfattelser af dette liv, der kommer tilsyne gennem de respektive religioners forkyndelser af salige himle og rædselsfyldte helveder, er for Martinus kun den åndelige pogeskoles første glimt af den virkelighed, der er forbeholdt de ældste klassers undervisning. Det er den første adskillelse af de moralske begreber i sort og hvidt og tjener for ham kun til at være den pil, der peger frem imod problemernes sande afklaring. At han akcepterer disse religiøse forkyndelser med samtlige deres sakramenter og trosbekendelser som værende uhyre nyttige i menneskets første spæde åndelige barndom, ja direkte kærlige, om de da ikke misbruges, er en sag for sig, for ham er de kun den spæde indledning til det kosmiske liv, der venter hver den, der mæt af fysiske sukcesser begynder at forstå, at evigheden er andet og mere end sejr over konkurrenterne med påfølgende hyldest af uvidende masser. For Martinus er evigheden identisk med selve livet, og gennem sit verdensbillede belærer han os om, at kunsten at leve ikke alene er den højeste kunstform, der eksisterer, men også at denne kunstform alene er beregnet på – evigheden! Men hvad er da kunsten at leve? Ja, da livet kun rummer to muligheder: enten et liv med lovene eller også et liv imod lovene, kan der kun blive ét svar, og det er, at kunsten at leve er det samme som at leve sit liv med lovene!

Lovene? Hvilke love? Som børn af en udvikling, hvis pil peger direkte tilbage mod junglens grønne helvede, er det givet, at vi endnu kun har kendskab, bevidst kendskab, til den serie af love, i hvilken magten spiller den afgørende hovedrolle. Det er sandt, at vi har hørt om andre love, også om kærlighedsloven, men hele dette område er endnu mere teori for os, end daglig livspraksis. Overalt, hvor vi vender vore øjne hen, ser vi, at det jordiske menneske på en måde kan udtrykkes som praktisk ondskabsfuld og teoretisk god. For det sætter selv sin godheds grænse ved mennesket – og dårligt nok der. Dyrene, planterne og mineralerne udgør fremdeles for det store flertal en død verden, som man kan skalte og valte med efter forgodtbefindende. Det er denne enkle og uimodsigelige kendsgerning, der får Martinus til at betegne det jordiske menneske som "kosmisk dødt". Og det er i lyset af denne sjælelige struktur med dens farlige begrænsning, at man skal vurdere det jordiske menneskes mulighed for at forstå livet efter døden. Vi har alle et medfødt talent for forståelsen af dette liv, et lille, svagt blafrende lys, som, om vi værnede det med omhu og gav det den samme næring, som vi så villigt giver alle vore rent materielle begær, kunne flamme op og blive den lysende stjerne, der kunne vise os vej i det tusmørke, den første tid efter den fysiske døds indtræden nødvendigvis må blive for ham eller hende, der ganske simpelt har klaret problemet ved at benægte dets eksistens.

Men gennemsnitsmennesket ikke alene "begraver" denne guddommelige gnist, det destruerer den så meget, som den overhovedet kan destrueres igennem opbygningen af sådanne tåbelige forestillinger som: "Vi lever kun én gang", underforstået "og så skal der leves", hvilket igen vil sige: nydes! At prisen for denne mangeartede nydelse ikke alene bliver et liv, hvor sjælen allerede her kan blive arresteret i spæk og sløv vanetænkning, er en sag for sig, men kunne et sådant menneske, for hvem dette sker, blot i et forsvindende glimt se, hvor fattigt hans eller hendes liv ved denne indstilling bliver, i samme øjeblik det overarbejdede hjerte tvinges til at standse sine slag, kunne det være, at dette syn blev den chokbehandling, der fik det til at ændre kurs. Men livet er nådigt. Det ligger ikke i Guddommens natur at være intolerant og gnieragtig. Tværtimod, Vi kan gøre med os selv lige, hvad vi vil, — men vi må betale for det! Og betalingen er netop "døden" – her og nu! Thi sammenholdt med det liv, det kosmisk bevidste menneske lever, lever det store flertal af menneskene et så trist liv, at ordet "død" er det eneste, der dækker det. Thi livet imod lovene, er livet imod den logik, der skaber ånd, kunst og dermed den skønhed, der alene med rette kan bære betegnelsen "liv". I vor travlhed for at skabe et godt liv "for os selv" overså vi ofte den lille, enkle ting, der hedder "de andres ret til livet". Og hvor farligt det har været, fremgår med al ønskelig tydelighed af den situation, vi nu befinder os i!

Det er i denne situation, at Martinus gennem sine analyser viser os vej frem til ikke alene et vidunderligt liv efter døden, men et vidunderligt liv i den fremtid, som ikke alene includerer liv i andre åndelige tilstande end her, men også en tilbagevenden til livet her i et nyt legeme, bygget op af de talentkerner, vi nu så flittigt udvikler igennem vore mange nuancerede begær. Thi for Martinus er livet kun ét liv, og det enten det foregår her eller i andre livsformer. For ham er livet kun "det evige Nu", og han ønsker kun ét for os, og det er, at dette evige Nu må blive så rigt, så skønt, så inspirerende, som overhovedet muligt. Og det kan det kun blive igennem viden – ikke om specielle åndelige tilstande umiddelbart efter døden – men derimod igennem viden om selve det levende, strålende, guddommelige verdensalt, eller om den verdensplan der ikke alene garanterer, at "end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guddommens vilje", men også, at alle, selv det usleste kryb, i kraft af egne lidelser, egne selvoplevede erfaringer, egen vidunderlige indsigt, en dag "skal gå ind til sin Herres glæde!" Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!