Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af årsagerne til at Martinus verdensbillede forekommer den, der virkelig kommer i kontakt med det, så fascinerende, er de vældige overblik, det giver. Alle er vi så vante til, at livet, det menneskelige liv er noget, der befinder sig inden for "historiens rammer", at det bevirker en formelig eksplosion i sjælen at møde et livssyn, der ikke alene ignorerer denne historiske tid, men lader os se den i et perskeptiv, hvor den nærmest får nogle ganske få års karakter. Jeg tænker her på Martinus analyse af det kosmiske liv og den kosmiske død.

For langt de fleste mennesker er døden noget, der udelukkende angår deres nuværende liv. Og vel at mærke angår det på en sådan måde, at de helst undgår enhver tanke på den! Årsagen hertil er let forståelig. Man ved, hvad man har. Livet er noget konkret, noget realistisk, hvorimod døden er i den grad abstrakt, at flertallet foretrækker at lade alle dens problemer være, hvad de er. Hvor uklogt dette er, Viser Martinus igennem analysen af den kosmiske døds vældige område. Thi for Martinus er døden noget ganske andet end det hjerteslag, der sætter et definitivt punktum for vor optræden på det fysiske plan. Ja, man kan næsten sige, at denne begivenhed, der forekommer os så umådeligt skelsættende, af ham reduceres til blot at være en gentagelse af noget, vi har oplevet såmange millioner af gange, at man næsten kan føle sig flov over, at "dette noget" optager ens sjæl såmeget. Men har man først set det samme problem med hans øjne, forstår man, – og man forstår, at fremtidens mennesker engang igennem Martinus analyser vil have befriet deres sind for en af de største byrder, mennesket af idag bærer på: rædslen eller angsten for døden.

For Martinus er vor rent fysiske død en umådelig lysoplevelse i den forstand, at den dels betyder indgangen til en midlertidig lidelsesfri tilværelse, og dels en udskiftning af en organisme, der med dødens indtræden har fuldbyrdet sit formål. Nej, den "død", der optager Martinus langt mere end den, der optager os, er den, der hersker i vort sind og er årsag til vort altfor ofte negative, ja ligefrem depressive syn på livet. Han kender dette syn tilbunds og mere end det, han kender dets egentlige og sande udspring. Han har skuet vort liv fra "bjergets top" og fulgt dets spiralkredsløbs udspring fra den verden af lys, hvor alt var visdom, ånd og skønhed. Hvor vi ser livets udspring i en sædcelles møde med en ægcelle, ser Martinus det i det levende væsens begær efter kontrasten til det, hvoraf sjælen er helt og aldeles mæt. To synspunkter: det timelige og det kosmiske mødes her, og kun sjældent fornemmes kontrasten mellem mørke og lys så stærkt, som i det øjeblik man første gang forstår den virkelige forskel mellem netop disse to synspunkter. Thi hvor det timelige binder og skaber angst og usikkerhed, ja skaber et hav af fejlvurderinger, der giver det kosmiske netop den frihed og den indre tryghed, der af sjælen føles som en næsten for stor opfyldelse, en for vidunderlig besvarelse af de tusinder af spørgsmål, man i en verden som vor dårligt tør røbe har brændt i sjælen helt tilbage fra barndommens dage.

Martinus har alle vismænds blide smil tilovers for den opfattelse, at livet skulle have en begyndelse! Så rigt er hans sind, at kan den opfattelse begejstre nogen, da vil han aldrig berøve dem den glæde. Men for ham er denne opfattelse en barnlig illusion. Han ved på en måde, vi andre kun kan ane, at liv og evighed er identiske, og det er simpelthen kernen i hans mission, hans arbejde iblandt os at vise os, at den virkelige død, nemlig den mentale, kun hjemsøger den, der, for at blive i en nytestamentlig lignelses sprog, ved sin indtræden i vor verden "begraver alle sine talenter"!

Vi fødes alle med en indre mulighed for kosmisk forståelse af den fænomenverden, der omgiver os. Men hungeren efter at opleve dette fysiske plans herligheder er hos de fleste så stor, at den helt tager magten fra de anlæg, der, om de fik en virkelig chance for udvikling, kunne gøre livet til det eventyr, der er dets egentlige bestemmelse. Men som det ofte går, vælger de fleste det billige og skinnende fremfor det dyre, men mere diskrete. "At være" er i vor verden ensbetydende med at være rig, have sukces, spille rolle og blive lagt mærke til, – ikke at være benådet med en sjæl, der over dette sætter synet af Gud og villigheden til at ofre alt for at opnå dette syn.

Utopi! siger den, der har affundet sig med tingenes tilstand og selv er med i jaget. Virkelighed! må den sige, som har "brændt sine skibe" og til belønning oplevet, at der kan være mere sand religion i en lille blomst eni i verdens største domkirke. Thi virkeligt i dette ords sandeste betydning er kun det, der vokser i takt med alderen, og trin for trin giver større og større livsfylde, større og større glæde ved dette "at være til". Det er her, den "kosmiske død"s veje krydses af den "opstandelse", der på sekunder kan lade et menneske føle hele sit tidligere – ja alle sine tidligere – liv som én stor forberedelse til det, som med ét er hændt! At "vågne" i åndelig betydning, virkelig vågne, er livets allerskønneste oplevelse. I den stund det sker, er det, som om et slør drages bort fra alt det, man før opfattede som tilfældigt, ja måske endog meningsløst og ondt — nu står man og ser de samme oplevelser i et helt nyt lys. Ser hvorledes de er som perler på en snor. Ikke én kan undværes, thi de danner tilsammen det mønster, der ved et trylleslag har gjort én helt ubegribeligt uafhængig af alt og alle undtagen af én eneste – Guddommen selv!

Det er denne "opvågnen", Martinus vil med hele sit arbejde. Vil den for vor egen skyld! Fordi han ved, at vi alle længes efter lykke, efter indre fred og harmoni – men også, at vi søger denne indre fred og harmoni ad forkerte veje. For ham er døden den største illusion, der findes. Den eksisterer simpelthen ikke for ham. Han ved, at vi altid har været til og altid vil være til, men også, at livet er således indrettet, at vi vandrer fra hunger til mættelse, fra kontrast til kontrast. Han ved, hvad vi kun kan ane, at vi virkelig engang har oplevet kontrasten til vor nuværende situation, men at også det blev til mættelse! Men for ham er det, vi kalder "mørke", kun camoufleret "lys", og det er denne viden, han ønsker at give os. Tager vi imod denne viden – og det vil vi gøre i akkurat samme grad, som vi er mætte af denne verdens forskellige herligheder – vil vi se, at livet har andre og langt, langt større herligheder parate til os!

"Hvilke"? spørger den skeptiske, og svaret er her et leende: "Livsglæden kære ven! Ikke bare den der hører alt det til, som "møl og rust kan fortære", men i langt, langt højere grad alle de glæder du vil få, når du får såmegen kontrol over dit eget sind, at du kan opgive dit lille private Selv til fordel for de andre!" Thi målt på sandhedens guldvægt – hvilken glæde er så større end den, at se et medmenneske åbne sig for én og give én del i alt det, der er ham eller hende? Hvilken fryd er større end den, hvor andre menneskers åndelige sult får inspirationen til at brænde i blod og nerver og lade ens sjæl blive mellemleddet mellem denne verden og den, der i alt er ånd og ild? Du kan være så rig, du være vil, du vil dog altid være fattig i forhold til ham eller hende, hvis sjæl er ånd af en sådan karat, at den lyser og funkler selv hans bitreste fjende imøde!

Nej, den død, der lurer mest på os, er ikke den, der standser det iltre hjertes slag. Det er den, hvor sjælen stivner i vaneopfattelser, hvor alt bliver forloren "pænhed", og hvor mennesket er blevet mere form end ånd – mere død end liv! Martinus er ikke ene om denne opfattelse. Kristus berømte ord om "de kalkede grave" rummer en pil, der peger i samme retning, ligeså hans evige: "Jeg takker dig Herre, at jeg ikke er som disse – !", men Martinus er ene om at have givet os det enorme overblik, der gør hele det kosmiske livspanorama til virkelighed for os. Aldrig før har en tankens mester malt med så strålende farver og med et så enormt perspektiv. Et lovbundet verdensalt, et af guddommelig ånd gennemglødet univers ruller forbi vort undrende blik, når vi lytter til hans tale, og det føles ofte, som om en guddommelig hånd har grebet alle ens sjæls strenge og fået dem til at tone, når man fordyber sig i det ocean af viden, han har beriget os med.

Er dette store ord, alt for store? Nej, slet ikke. Thi hvordan skal man med fattige ord udtrykke den glæde, det altid vil være at træde fra et tungt og kvælende mørke ud i et strålende, varmende og livgivende lys? Ormen i dybet forstår ikke sit eget mørke, sin egen begrænsede verden før den dag, den som en strålende sommerfugl svinger sig op mod solen, og mennesket forstår ikke sin egen reelle fattigdom, før det har brudt den skal af egocentrisme, der omgiver det og gør sig til ét med den menneskehed, der har krav på al den kærlighed, dets sjæl rummer. Det er så let at "vurdere" livet fra sin egen trygge lænestol og lune lejlighed, men det er ikke desto mindre et "ligtegn". Og vi ved det allesammen, for var fysisk velstand livets endemål, var alle rige mennesker lykkens sande repræsentanter. Nej, intet menneske er sin egen kosmiske død nærmere end ham, der mumler til sig selv: "Nu har du mad nok til mange år!" Levende, virkeligt levende er kun det menneske, der kender sig utryg ved andres lidelser og derfor brænder efter at finde veje til at lindre. Og her er det, at Martinus tanker tænder ild i den trættes blod, thi hans verdensbillede er som et bål, der aldrig slukkes, men som tværtimod flammer desto højere, jo mere ild vi henter fra det. Og dette verdensbillede er liv derved, at det aldrig ophører med at bekæmpe netop de vaner, der fører os lukt ind i dødens kuldeområder. Hvor det trænger frem, begynder den kosmiske sols varme at få de frosne hjerter til at smelte, til at forstå den dybe hemmelighed bag alle virkeligt store menneskers ofte helt ubegribelige offervilje. Martinus verdensbillede er mindre vor tids verdensbillede, end det er fremtidens. Men blot at møde det og begribe lidt af det, er som at møde en hilsen fra våren en iskold vinterdag og med hele sin sjæl fornemme, at også kulden, smerten, skuffelsen, modgangen og lidelsen har sin grænse, og at der hinsides denne grænse eksisterer netop den verden, som i alt er modsætningen til det, vi inderst inde alle opfatter ved det så beske og negative ord – døden!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!