Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når vi opmærksomt betragter verden omkring os, kan vi hver især hurtigt konstatere, at lys og skygge, glæde og sorg, lykke og ulykke fordeler sig meget forskelligt i menneskenes liv. Den ene fødes ind i velstand og tryghed, hvorimod den anden ser dagens lys inden for rammer, der kendetegnes af trængsler og usikkerhed. Den ene møder eventuelt uafladelig modstand, må vidtgående undvære sine medmenneskers forståelse og imødekommenhed, samtidig med at vedkommende dog et langt liv igennem i det store og hele forskånes for materielle eksistensproblemer, legemlige svagheder og nedbrydende sygdomme, hvorimod den anden skattes og værdsættes højt af sine nære og fjerne medmennesker, samtidig med at sidstnævnte dog kan være henvist til at slæbe sig frem igennem sin tilværelse, plaget af depressioner, sygdomme og legemlige skavanker.

 

Ja, det ene menneske kæmper måske utrætteligt og med beundringsværdig energi for den ene eller den anden sag og opnår alligevel ingen eller kun ubetydelige synlige resultater af sine anstrengelser, hvorimod det andet menneske vandrer uanstrengt gennem livet og høster resultater, der synligt for enhver tilfalder ham eller hende ligesom af sig selv.

Således kunne vi fortsætte med at skildre det moderne samfunds mangfoldige og tilsyneladende absolut tilfældighedsprægede kontraster. Menneskenes opfattelse af sig selv som en slags mekaniske brikker i et tilfældighedens eller vilkårlighedens samfundsmaskineri har i vidt omfang fortrængt tidligere tiders religiøse forankring, tillid og fortrøstning. Vort samfund er på mange måder blevet udtryk for et "tilfældighedens verdensbillede", der fremkalder tilsvarende former for tro og adfærd mennesker imellem.

Denne menneskets nye dragning har sin baggrund i en forandring af det enkelte menneskes bevidsthedssammensætning, en forandring, som vi ud fra et nærmere kendskab til Martinus kosmologi helt klart kan betegne som værende udviklingsbestemt. Tiltagende intelligens og samtidig aftagende instinkt er hovedfaktorer i denne bevidsthedsmæssige forandring. Derved føres mennesket lidt efter lidt ud af den særlige "formynderiske beskyttelse" og ud af de til denne beskyttelse knyttede naturmenneskelige "barnekår", som har præget det jordiske menneskes tilværelse igennem utallige årtusinder. Således havner det moderne menneske i en mentalovergangstilstand, der mere eller mindre er kendetegnet af egoisme, materialisme og gudløshed under former, der kan variere fra det ene menneske til det andet. Tilfældighedstroens bedrageriske magt kaster i dag mørke skygger ud over hele menneskeheden.

Da et sådant afkast af lønsomhed, tryghed og beskyttelse synes at være fuldstændig uafhængigt af begreber som gudstro, humanitet eller kærlighed, gælder det her ene og alene om ad intelligensmæssig vej at forudberegne, planlægge og programmere det ønskede afkast tilstrækkelig effektivt og derefter føre disse forudberegninger ud i livet som en igangsættende kraft, der givetvis vil gå i organisk forbindelse med "vilkårlighedens lov" eller "naturkræfternes frie spil". Her gælder det blot om at igangsætte kræfter, der på forhånd er blevet gennemtænkt, effektiviseret og udstyret med allehånde forsikringer.

Denne besnærende og skæbnesvangre "tro" er baggrunden for, at mennesker geråder ind i en for dem selv at se naturlig fornemmelse af at måtte være "sig selv nærmest" – at måtte anse det for at være fornuftigere at "slå først", frem for at vide sig udsat for, at modparten vil kunne komme en i forkøbet med et lammende "første slag" – og således at måtte anse kampen om det daglige brød for at være noget ganske selvfølgeligt og ligefrem lovbestemt, også der, hvor kampen føres på andre og svagere menneskers bekostning.

En sådan fornyelse af vor verden er næppe tænkelig uden den erkendelse og viden, som indlemmer reinkarnationstanken i vor livs- og verdensanskuelse som noget naturligt og altså gør tanken om lovbundne og regelmæssige genfødsler i den fysiske verden til noget ganske selvfølgeligt for ethvert menneske. Religiøse trosforestillinger, der ikke føler sig tiltalt af et åndsvidenskabeligt funderet og verificeret reinkarnationsbegreb, vil på længere sigt miste indflydelse, bærekraft og eksistensberettigelse. De mister deres tag i menneskenes bevidsthed, som de ikke mere kan yde fuld retfærdighed, idet samme menneskers bevidsthed udvides rationelt eller intelligensmæssigt, en bevidsthedsudvidelse, der er så fundamental, at den fortsætter langt ud over førnævnte overgangsstadium. Men da kendetegnet af voksende harmoni.

Reinkarnationstanken kan siges at komme ind i dette udviklingsforløb som en erkendelse, der afslutter menneskets tilbedelse af selvforsvars- og selvretfærdighedsprincipper – årsagerne til vilkårlighed og anarki. Reinkarnationstanken fører mennesket ind i en ny livs- og verdensanskuelse, som ophæver tilfældighedstroens livsfjendtlige alliance med menneskets nøgne intelligens.

Vi lærer her mennesket at kende som et væsen, der har evig eksistens og for hvilket en absolut død derfor ikke kan forekomme. Bag det enkelte menneskes fysisk-psykiske fremtræden erkender vi eksistensen af et oversanseligt kraftfelt eller legeme (evighedslegemet). Dette felt består af en yderst sublim bevidsthedsenergi (moderenergien) og rummer samtlige individets karaktertræk og udviklingsmuligheder i en programmeret og alligevel levende eller belivende struktur. Selv om denne struktur først kommer synligt eller oplevelsesmæssigt til udtryk igennem vor psykiske og fysiske fremtræden, eksisterer den dog allerede før undfangelsen – iklædt et elementært, men særdeles aktivt mentalt legeme.

Evighedslegemet, som jeg på en illustration i forbindelse med denne artikel har markeret ved hjælp af en stiplet cirkel, rummer altså i kodet form allerede før undfangelsen utallige erfaringsinformationer fra vore tidligere inkarnationer (1). Alt, det et menneske udsættes for fra fødsel til grav, står i organisk forbindelse med den usynlige retfærdighed, som evighedslegemets skæbnedannende impulser er udtryk for. Ethvert menneske vil derfor aldrig kunne møde andre skæbnepåvirkninger inden for rammerne af en bestemt inkarnation end de påvirkninger og muligheder, som han eller hun selv har "oparbejdet", dvs. indprogrammeret i sit evighedslegeme i forudgående inkarnationer.

 

 

Et opmærksomt studium af fosterdannelsen leverer overbevisende vidnesbyrd om individets reinkarnationsbetingede udviklingstilværelse og dermed evige eksistens. Thi fra og med undfangelsens første øjeblik er den opmærksomme iagttager vidne til en forrygende udviklingshistorie, som genspejler det tilblivende menneskes efter hinanden følgende animalske fortidsstadier og munder ud i tilblivelsen af den såkaldte menneskelige organisme (3).

Denne gentagelsesprægede fosterudviklingsproces afsluttes ikke med den såkaldte fødsel, men fortsætter ud over denne og slutter først omkring 30-årsalderen (4). Undervejs aftager udviklingshastigheden gradvis, samtidig med at legemet og psyken differentieres mere og mere. Set på denne baggrund fremtræder et menneskes barndom og ungdom som en udviklingsbestemt gentagelsesproces, der i et sammenhængende forløb genspejler samtlige individets forløbne inkarnationer. Fortidige mentale udviklingstrin, skelsættende hændelser og forandringer i væremåde tager her skikkelse i nye sammenhænge, repræsenteres af nye ansigter, der ikke blot genspejler et repetitionsforløb, men også i nogen grad peger fremad mod en meningsfyldt videreførelse af individets evige tilværelse. Hele denne genoplevelse fremtræder for det pågældende individ i en sammentrængt og modificeret form, der ligesom en film eller et billedbånd passerer dets endnu ikke helt udfoldede eller vækkede bevidsthed.

Et særligt træk i repetitionen af vore tidligere inkarnationer er vor hukommelsesevnes udviklingsbetingede tilbagegang undervejs frem til vor modne alder. Barndommen opleves overstrålet af forholdsvis megen hukommelsesenergi, hvorfor mange hændelser fra barndommen ofte huskes meget bedre end senere hændelser, samtidig med at den i barndommen indeholdte kosmiske fjernhed lader vore barndomserindringer fremstå i et salighedens lys, idet også de ubehagelige sider af vore barndomsoplevelser aftegner sig i vor bevidsthed i et gyldent og forsonende skær.

Disse dybtgående konstateringer, som Martinus kosmologi stiller os overfor, sætter helt nye signaler for fremtidens psykologi, i særdeleshed for den psykologiske forståelse af de første tredive år af vort liv.