Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Intolerance opstår ved en kombination af instinkt– og tyngdeenergi forbundet med primitiv følelse, og er den udløsende impuls for de fleste udfoldelser af tyngdeenergi rettet imod andre levende væsener. Den har sit udspring i det egentlige dyrerige og er nært knyttet til såvel selvopholdelsesdriften som "det dræbende princip". Intolerancen virker i bevidstheden på en sådan måde, at man bliver ensidigt sympatisk koncentreret på sig selv, på sin egen menings absolutte ufejlbarlighed og på sin ret til alle livets goder; idet man i sit samvær med andre levende væsener (med undtagelse af sine allernærmeste) hverken tænker på disses fordele eller kan få øje på noget særligt rigtigt i deres opfattelse, når den ikke falder sammen med ens egen.

Intolerance udfolder sig normalt altid mellem to parter, der har forskellig mening eller opfattelse om et eller andet og er parat til med alle midler at kæmpe for hver sin "ret" og for at erobre de bedste livsgoder; og når begge kun tænker på sig selv, vil de automatisk blive modstandere overalt, hvor deres interessefelter griber ind over hinanden. Da intolerance i bevidstheden udløser tyngdeenergi, er den den direkte årsag til enhver form for kamp og krig mellem mennesker, hvormed dens farlighed afsløres for enhver, der gøres opmærksom på dens rette analyse.

Ikke mindre farlig bliver denne mentalkraft ved sit skjulte og snigende væsen i bevidstheden, for den – efterhånden som det levende væsens intelligens stiger og begynder at afsløre Instinktkræfterne – vil søge at camouflere sig og sine sande motiver under smukke ordbetegnelser og idealistiske følelsestilstande, som f. eks. de så ofte omtalte begreber "retfærdig harme" og "hellig vrede" (thi harme og vrede er ligesom hidsighed og had altid udtryk for intolerance). Af samme grund kan intolerance udmærket udfolde sig rent eensidigt i ét væsen, men rettet imod et andet væsen, selvom dette ikke giver anledning dertil og ønsker at undvige, som f.eks. sker lige fra det rene drab for at røve andres værdier og op til ordmæssige udløsninger blandt såkaldte kulturmennesker i form af sladder og giftige bemærkninger. Der findes således en hel lang skala af forskellige former for og grader af intoleranceudløsninger afhængige af de implicerede væseners udviklingstrin og intelligens. Intolerance er således selve aggressionsdriften i mennesket, en trang til at bruge magt og eventuelt destruere både værdier og rivaler til opfyldelse af egne begær. I princippet er det selve dyresindet eller "mentalt mørke" og uvidenhed, som under stadig nye og mere forfinede former giver sig til kende i jordmenneskesindet og holder det tilbage i udvikling, indtil det andet af de "to sind", det rigtige menneskesind lidt efter lidt får overtaget – vækket af lidelsespåvirkninger som følge af fejlhandlinger.

Det dæmrer for det udviklede menneske, at dets ulykkelige skæbne ikke er "de andres" skyld, men reaktioner af dets egen livsførelse på langt sigt. Dets følelse begynder at binde tyngdeenergien i bevidstheden, så at det kommer ud af de groveste intoleranceformer, der medfører drab, krig og ødelæggelse; – og den voksende intelligens modvirker de ubevidste instinktkræfter, der fik det til at "svare med jungleloven". Det er blevet opmærksom på sine egne mentale ufuldkommenheder, men er slet ikke i stand til at styre sit sinds vanereaktioner og kommer stadig til at gøre "det onde, det ikke vil".

På dette stadium af jordmenneskets udvikling, hvor det er ved at vågne åndeligt og blive bevidst i sin egen mentalitet og livsførelse, virker intolerancen i dets bevidsthed særlig lidelsesfrembringende på det selv. Det er nu under stærk "uddrivelse af paradiset" (dyreriget) og selv en "såret flygtning mellem to zoner". Gennem sin udviklede følelse fornemmer det nu den fortræd, det uden sin vilje kommer til at forvolde sine medvæsener. Kampen på den indre front er begyndt, og alle dets mentalkræfter sættes ind for at kultivere dets eget sind og få herredømmet over "dyresindet", og på et givet tidspunkt vil mennesket komme i kontakt med impulser, som giver det virkelig oplysning og viden om livet og om årsagen til hele dets misére, der stort set er intolerancens virke i dets bevidsthed.

Det går nu rask fremad, men det må stadig ransage sig selv for at afsløre og udrydde resterne af den gamle intolerance, som er gået "under jorden" og nu viser sig i mere og mere forfinede former, hvor den endnu længe vil gøre sig gældende i form af "Tærskelens vogtere", som er det eneste, der hindrer det i at nærme sig det nye paradis, der vinker forude.

Det har sat sig et mål, men tiden, der medgår til at nå det, afhænger af menneskets egen evne til at afsløre den camouflerede intolerance i dets følelse og viljeføring under dets nye device: ret fremfor magt - under næstekærlighedens flag. Det er nu ikke længere så svært at undgå de grovere former for intolerance, såsom vrede, jalousi og misundelse, men des mere må det være på vagt over for de mere forfinede former, især indignation, men også trangen til selvhævdelse og anerkendelse, til at "være noget" der respekteres af andre, og til "ikke at ville finde sig i" noget fra andres side. Det sidste varer det meget længe at få udryddet, da det sidder dybt indgroet som noget selvfølgeligt rigtigt og naturligt – især hos mænd. Det samme gælder trangen til intelligensmæssigt at ville pynte på sine fejltagelser og komme med undskyldninger og søge at retfærdiggøre sig. Det gælder om at se at komme ud over resterne af "flokbevidstheden" og individuelt at gøre, som man selv finder rigtigt, uden at ænse hvad andre siger.

Under kampen for at udrydde resterne af ufærdige naturer i bevidstheden er det af største betydning at kontrollere sine tanker og følelser, fordi disse er basis for alle ens handlinger og viljeføring, og på dette stadium kan bremses inden rester af intolerance har nået at gøre skade. Men blot man forsøger at fylde sin bevidsthed – når det er muligt i det praktiske liv – med kontrasten til de negative kræfter, nemlig: tolerance, kærlighed og uselviskhed i stigende grad; da vil vejen fremad være banet til det egentlige menneskeriges kærlighedszone, og "lyset" have sejret over "mørket" i ens sind.