Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Erik Gerner Larsson:

Som bekendt er ordet "reinkarnation" udledt af det latinske re–in–carno: tilbage til kødet. I åndsvidenskabelig betydning dækker begrebet den enkle kendsgerning, at det levende væsen – her i betydningen: alle levende væsener – ikke alene er evigt i fremtidig betydning, men også i fortidig, at det med andre ord altid har været til og altid vil være til. Reinkarnationstanken hører til verdens ældste tanker, men medens denne tanke i fortiden udtrykte det negative, at det levende væsen udelukkende genfødtes for at opleve en straffende virkning af tidligere livs synder, en straf som kunne antage de mest groteske former, så gennemgår denne store tanke eller dette vidunderlige begreb i Martinus kosmologi en udrensning eller frigørelse, der betyder det negatives totale fjernelse til fordel for den positivitet, der alene gør denne tanke eller dette begreb til en hundrede procents inspiration og dermed ét med den alkærlighed, der alene er "alle loves fylde".

I sin åndelige udvikling befinder det fremskredne jordiske menneske ifølge Martinus sig i "den kosmiske døds domæne". Takket være sin kontakt med den nu hurtigt fremvoksende intelligensenergi har det mistet evnen til blindt at tro opsatte dogmer og religiøse påbud, hvad der i praksis har ført til en omsigbredende materialisme, der alene akcepterer den rent fysiske tilværelse som udtryk for "livets mening". Utallige mennesker akcepterer idag den tanke, at de i alt er et produkt af arv og miljø, og at deres liv er helt og uigenkaldeligt forbi med den fysiske døds indtræden. Resultatet af denne indstilling er blevet et overdimensioneret krav til de yderst jordiske lykkebegreber, der er koncentreret i ordene "penge" og "sex". At den her berørte livsindstilling ikke har bragt den forventede lykkeoplevelse ses vel bedst af det stadigt voksende antal nervesammenbrud og af de respektive velfærdsstaters forfærdelige selvmordsstatistikker. Et enormt forbrug af alle former for stimulanser spændende ligefra tonsvis af "uskyldige" hovedpinetabletter og frem til den rene narkotika er fulgt i kølvandet på denne udvikling, der, sine lyse tekniske sider ufortalt, har frembragt en menneskehed mere livsangst og mere desillusioneret end nogensinde.

Selvom den kosmiske dødstilstand aldeles åbenlyst dominerer vort nuværende kulturbillede, viser en undersøgelse imidlertid, at noget meget inspirerende er ifærd med at ske. Overalt på jorden begynder en ny mennesketype nu at gøre sig gældende. Denne mennesketype afviger fra det rent materialistisk prægede menneske derved, at den mæt af den materialistiske kortsynethed begynder at rette sin bevidsthed imod nye kosmiske horisonter. Martinus betegner denne mennesketype som "mennesket, der er ifærd med at opstå fra de døde". Denne mennesketype er mindre sjælden end de fleste tror. Har man først lært sig dens kendetegn, møder man den overalt. Midt i en verden af mental kulde og negation udgør den selve håbet om en kommende lys og åndelig meget skøn periode i den menneskelige udvikling.

I modsætning til det materialistisk betonede menneske, der i al tale om højere åndelig udvikling kun ser svindel og bedrag, har denne nye mennesketype et meget åbent blik for de sider af livet, der åbenbarer en anden og højere mening med tilværelsen end den, den rent fysiske videnskab docerer. Denne mennesketype er ikke alene åndeligt søgende. Udrustet med en klar intelligens og en udviklet intuition er den i den grad i kontakt med tilværelsens højere kræfter, at den i daglig livspraksis ikke alene er al høj idealismes bedste forsvarer, men også dens bedste befordrer.

Denne mennesketype, der findes i alle samfundslag, i alle kredse og i alle nationer, udgør i virkeligheden samlet et specielt "organ" i den menneskehed, der idag befolker vor klode, et "organ" igennem hvilket en helt ny tidsalder begynder at gøre sig gældende. En tidsalder der i sin kulmination vil blive en fuldbyrdelse af den evige fred, som mennesket i vor tid så brændende begærer. Da denne mennesketype baserer sin daglige tilværelse på de kosmiske principper, der endnu er skjulte for en større almenhed, kan det have sin værdi at foretage en undersøgelse af netop denne types forhold til reinkarnationstanken, idet det er en urokkelig kendsgerning, at hele den her berørte gruppe af mennesker ikke alene akcepterer denne tanke som livsbasis, men ydermere fuldt bevidst realiserer den på den måde, at de ikke alene oplever Nuet som et resultat af deres evige fortid, men også som fundament for en kommende evig fremtid. Forskellen er her indlysende. Hvor det store flertal endnu oplever det daglige liv uden noget som helst kosmisk perspektiv, eller som en tilværelse mellem punkterne "fødsel" og "død", så oplever det kosmisk indstillede menneske sin tilværelse på evighedens og udødelighedens ulige større baggrund og med en tilsvarende ulige større ansvarsfølelse!

Er reinkarnationstanken da ikke en ligeså abstrakt tanke for denne mennesketype, som for alle andre mennesker? Nej, det er den ikke. Årsagen til forskellen er ene den, at denne mennesketype så at sige har undergivet sig selv en kosmisk opdragelse, der gradvis har ført den frem til en forståelse af de daglige livs foreteelser på et højere plan. Hvor det almindelige menneske kun ser én mening med det oplevede, ser det kosmisk indstillede menneske altid to meninger: den umiddelbare, der fremgår af selve situationen, og den dybereliggende, der altid vil indeholde det kosmiske "budskab", oplevelsen indebar. At almenheden har en anelse om dette forhold, ses måske bedst af den samme almenheds rent instinktive erkendelse af nemesistankens eksistens.

En af de tanker, der rent umiddelbart melder sig for det tænkende menneske, er den, at såfremt livet virkelig skulle være retfærdigt, måtte alle jordiske mennesker have nøjagtig samme start, altså være fødte under samme omstændigheder og med samme livsmuligheder. At livet til overmål demonstrerer denne tankes modsætning, har ikke alene skabt tvivl om en alkærlig og alviis Guddoms eksistens, det har simpelthen skabt selve grobunden for den materialisme, der idag tilsyneladende har sejret jorden over. Imidlertid er livet ikke blot det jordiske menneske. Livet er også både mineralriget, planteriget og det dyrerige, af hvilket vi selv udgør den afsluttende del. Og betragter vi disse underliggende riger, som foruden deres fysiske former også har en bag formen skjult mental tilstand, ser vi, at vi i både planteriget og det mere primitive dyrerige netop står over for åbenbaringen af den tilstand, vi efterlyste for det jordiske menneskes vedkommende. De fleste plantearter ligner hinanden indtil uigenkendelighed, og det samme gør de fleste dyrearter. Betragter vi livet i disse verdener, ser vi, at de enkelte individer næsten bogstaveligt fødes med nøjagtig samme forudsætninger og livsmuligheder. Nogen større individuel forskel eksisterer ikke, og ensartetheden i skæbne er da også her det normale. Planten fødes, vokser frem, sætter blomst og frø – det er dens kredsløb. Dyret fødes, og kun forskeren kan notere visse for det almindelige menneske ganske ligegyldige forskelle. Det vokser frem, modnes, parrer sig, sætter afkom i verden og når på et givet tidspunkt en sådan grad af alder, at det uundgåeligt bliver sine fjenders bytte. Betragter man f. eks. en flok spurve, ja så ligner de alle hinanden indtil ukendelighed, – hvordan går alt dette til?

Svaret er her det ganske enkle, at vi her står over for en fuldkommen virkning af det, Martinus kalder "kosmisk automatik" eller det, man almindeligvis kalder "instinkt". Hverken plante– eller det almindelige dyrevæsen er endnu Jegbevidst, kan ikke skelne bevidst mellem "Jeg" og "Det", mellem sig selv og sine omgivelser. Det er endnu åndeligt sovende væsener i den forstand, at hele deres tilværelse dirigeres af medfødte instinkter. Medfødte? Lyt til ordet! Hvor har disse væsener deres evner "med" fra? At besvare dette spørgsmål vil i forbindelse med dette foredrag føre for vidt, her må jeg henvise den interesserede til selv at studere Martinus hovedværk "Livets Bog", hvor svaret er givet klart og koncist. Ét kan imidlertid siges her, og det er, at intet levende væsen besidder nogen som helst evne, noget som helst talent, som det ikke på et eller andet tidspunkt i sin evige udvikling selv har frembragt. Livet er rigt, men ikke så rigt, at det skænker de levende væsener åndelige evner uden det forarbejde, der udgør betingelsen for tilegnelse. Og forskellen mellem det fremskredne jordiske menneske og det åndeligt sovende plante– og dyrevæsen er da også kun den, at medens de sidstnævnte helt dirigeres af instinkter, der ikke tillader nogen afvigelse fra den oprindelig anlagte udviklingslinie, så er det jordiske menneske i kraft af en gryende fri vilje istand til at realisere begær, hvis konsekvenser griber så meget ind i den kosmiske automatiks domæne, at virkningen bliver netop den forskelligartethed i ånd og form, der præger det ganske jordmenneskesamfund i modsætning til den ensartethed, der overalt gør sig gældende i både plante– og dyrerige.

Det jordiske menneske afviger således fra plante– og dyrevæsenet ved, at det med sin egen vilje, sine egne begær kan gribe ind i og ændre det inderste skæbnedannende element i sin sjælelige struktur. Hvor plante– og dyrevæsenet udelukkende har evner eller talenter, der på naturlig vis befordrer dets udvikling fremefter, har det jordiske menneske igennem sine begær tilegnet sig talenter eller evner, der også befordrer en unaturlig eller forceret udvikling. Da ethvert menneskes liv i alt er en frugt af dets egne begær, er det givet, at dets fysiske legeme såvel som dets sind udgør en heltud fantastisk "nøgle" til dets fortidige liv. Disse to realiteter: legeme og ånd udgør jo netop de områder, hvor virkningerne af Jeg'ets begær først og fremmest kommer tilsyne. Måske vil det her være rigtigt kort at gøre opmærksom på, at Jeg'et og ånden eller bevidstheden ikke for Martinus er det samme. Vi er ikke en bevidsthed, vi har en bevidsthed og ydermere en bevidsthed, som ustandseligt er undergivet vækst og dermed udvidelse. En af hovedårsagerne til megen åndelig misforståelse er den sammenblanding af begreberne, der ofte finder sted. Begreber som ånd, sjæl og bevidsthed er i virkeligheden synonyme, hvad Martinus påviser i sine klare analyser af det levende væsens kosmiske struktur. Ifølge disse analyser består det levende væsen af et Jeg, en skabeevne og det evige resultat af samarbejdet mellem disse to faktorer, nemlig: det skabte eller "formernes verden". Til disse "former" hører bl.a. vor bevidsthed, der i sit evige kredsløb veksler mellem en minimums- og en maksimumsudfoldelse. Og minimumsudfoldelsen er netop den, vi møder hos plantevæsenet, hvis højeste form for dagsbevidsthed kun er evnen til at ane forskel mellem begreberne "behag" og "ubehag" i modsætning til dyret, hvis bevidsthedsliv ganske tydeligt er begyndt at antage differentierede former.

Vender vi os nu direkte mod det jordiske menneske, ser vi, at det på mange områder har en bevidsthed, der udgør en direkte forlængelse af dyrets. For den fysiske videnskab er det jordiske nenneske et pattedyr, der hører til de såkaldte "østaber"s store gruppe. Også for åndsvidenskaben er det jordiske menneske et dyrevæsen, men her med den forskel, at medens det egentlige dyr endnu ikke er Jeg'bevidst, så er det jordiske menneske ikke alene bevidst i denne sin Jegfornemmelse, det er også bevidst i, at dets sind er spaltet i to sjælstilstande, hvoraf den ene direkte er forbundet med dyrets primitive instinkter, medens den anden derimod rummer alle spirer, alle anlæg for en bevidsthedstilstand, der i så godt som alt er den dyriske mentalitets modsætning. Det er denne tilstand, der får Martinus til at betegne det jordiske menneske som et "overgangsvæsen" mellem to livszoner, nemlig mellem det egentlige dyrerige og et nyt rige, som han kalder "det rigtige menneskerige". For Martinus er det jordiske menneske en åndeligt såret flygtning mellem disse to riger. Det er ikke længere noget fuldkomment dyr, endskønt det evner at hade både langt stærkere og giftigere end dyret, og det er endnu ikke noget fuldkomment menneske, endskønt det brændende begærer i alt at kunne optræde med den åndelige overlegenhed, det har mødt hos de få priviligerede, der blev menneskehedens åndelige førere.

Man må vide disse ting for helt at kunne forstå reinkarnationstankens revolutionerende betydning for de mennesker, for hvem denne tanke er blevet en sådan virkelighed, at de lader den have afgørende indflydelse på deres daglige handlinger. Uden denne tanke er livet for disse mennesker en hæslig karikatur på tilværelse, idet kun denne tanke lader dem ane dyb retfærdighed bag alle de forfærdelige skæbner, vi overalt er vidne til.

Som allerede antydet viser Martinus i sit verdensbillede, at det alene er Jeg'et plus dets evne til at begære, der er årsagen til det levende væsens bevidsthed. Medens jeg her må lade det vældige område ligge, der går forud for skabelsen af det jordiske menneskes nuværende bevidsthedstilstand, skal jeg i det efterfølgende søge at vise, hvorledes livet selv demonstrerer reinkarnationstankens gyldighed på utallige områder, enhver af os er i berøring med. Lad os begynde med vort fysiske legeme. Medens det er en kendsgerning, at langt de fleste dyrelegemer udgør en automatisk reproduktion af forældrenes kroppe, er det en ligeså stor kendsgerning, at utallige mennesker kun har ganske få lighedspunkter med forældrene. Medens et kuld kaniner og et kuld kyllinger kan ligne deres ophav indtil forveksling, finder man ofte søskendeflokke med så store afvigelser, at man, når disse børn er voksne, har svært ved at fatte, at de virkeligt er beslægtede. For vi finder ofte her en blanding af både fysisk og psykisk sunde og syge, der er aldeles ukendt i det egentlige dyrerige. Forklaringen om "arv og miljø" kan måske her tilfredsstille den udenforstående, men den tilfredsstiller absolut ikke den, der er ramt af skæbnen på den måde, at han eller hun måske er født fysisk defekt. Et sådant menneske bliver sit eget problem på den måde, at der i dets bevidsthed af livet selv er født et "hvorfor", hvis besvarelse kan blive afgørende for hele dets udvikling. Hvorfor er jeg født blind? Døvstum? Lam? Ordblind? Krøbling? o.s.v., o.s.v. Spørgsmålene brænder i disse menneskers sind, som det også brænder i hans, der fødes med rige evner uden nogen som helst mulighed for den uddannelse, som kunne bringe disse evner i vækst. Er disse mennesker født med et indre rigt udviklet intellekt uden evne til blindt at følge en følelsespræget religions krav om "ikke at spørge, kun at tro", er de i virkeligheden født ind i et næsten ubegribeligt mentalt helvede. At se alle andre sunde, medens det selv er nægtet bevægelsens nådegave, og så samtidigt kræve af et sådant menneske, at det skal akceptere en alkærlig og alviis Guddoms eksistens, kan blive netop den byrde, der driver det enten til selvmord eller sindssyge.

Hvor helt anderledes, når de samme skæbner ses i det lys, der stråler ud fra den indre sandhed bag ordene: "Som et menneske sår, skal det og høste" og " – end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje!" eller ud fra en sansehorisont, i hvilken det enkelte liv kun er som en svag krusning på evighedens uendelige havoverflade. Thi selv om man ikke i detaljer kan komme på sporet af den direkte årsag til de lidelser, vi her kommer til at opleve, kan vort intellekt alligevel komme i berøring med de principper og love, vi har overtrådt i den evige fortid, af hvilke vort nuværende liv er et resultat. Det er klart, at et madbegær, der går langt udover grænsen for en naturlig sults tilfredsstillelse, indebærer meget farlige konsekvenser. Vi ser det allerede her, hvor mange mennesker "æder og drikker sig selv til doms". Som borgere i et land, hvor utallige mennesker med stor flid "graver deres grav med tænderne", kan vi ikke være blinde for, at det overdrevne madbegær hos mange mennesker kun har rod i en manglende kosmisk opdragelse, der kunne lade dem forstå, at hver den, der ved mangel på mådehold griber ind i sin egen tilværelses indre kosmiske struktur, løber den forfærdelige risiko at måtte genfødes (reinkarnere) i et legeme, der allerede fra starten er hæmmet af et medfødt dårligt stofskifte, hvad der kan føre til en livslang oplevelse af at være arresteret i en uformelig krop.

Som bekendt stimulerer tobak koncentrationsevnen. Sommetider så godt, at man må tænde den ene cigaret ved hjælp af den, man netop har røget. At processen rent fysisk kan føre til nikotinforgiftning og lungekræft er måske, når alt kommer til alt, ikke den værste virkning. Intet menneske kan koncentrere sig, uden at det beror på et talent eller på en evne. Denne evne har som alle andre evner sin egen lille "hjerne", sit eget organ i vedkommendes samlede sansesæt eller "bevidsthed". Da begæret efter nikotin også meget hurtigt danner sin egen lille "hjerne" sit eget "organ", altså bliver til et talent, står vi her over for to hinanden modarbejdende talentkerner, af hvilke den ædleste på forhånd er dømt til at bukke under for den mere primitive, medmindre Jeg'et bagved kommer til fornuft og indser, hvad det er ifærd med at skabe for sig selv. Og virkningen? Den enkle, at det samme menneske i det følgende liv kan fødes med en så svækket koncentrationsevne, at det ikke formår at leve et mentalt normalt liv. Af alle vore begær er der ingen, der er farligere for vor åndelige fremtid, end vore begær efter spiritus, nikotin og narkotika. Alle griber de direkte ind i vore endnu yderst spæde anlæg for det liv som menneske, der dog er vor dybeste og skønneste drøm. "At nyde disse midler er", siger Martinus, "som at kaste grus i et menneskes øjne og samtidigt kræve, at det skal se klart!" Vort legeme er vor ånds tempel. At vide dette, vide det indtil en sådan grad, at man respekterer denne tanke som udtryk for en uangribelig virkelighed, fører uundgåeligt til et indre, meget stærkt opgør med alle de fra fortiden nedarvede nydelsesvaner. Med ansvar ikke alene over for døden, men også over for evigheden, fuldbyrder mange mennesker idag dette opgør med det resultat, at de helt af sig selv gør sig fri af de begær, hvis virkninger åndeligt er blevet et liv, hvor man "æder sammen med svinene". Mennesket der helt uden at falde i fanatismens utallige faldgruber kan gøre sig fri af kødspisning, tobak, alkohol og narkotika, er ikke alene mennesket, der står som sejrherre på sin egen sjæls "indre front", det er også mennesket, der ved sit eksempel udgør en umådelig inspiration for alle de, der her kæmper en for dem selv tilsyneladende håbløs kamp.

Men livet er ikke blot et spørgsmål om ernæring og nydelsesmidler. Det er også et spørgsmål om ånd. Og her møder vi områder, hvor livet aldrig bliver træt af at fortælle os om den evighed, der ligger skjult under timelighedens urolige overflade. Vi møder mennesker, der, hver gang de stilles over for spidse og skarpe genstande, ryster over hele kroppen og helt mister kontrollen over deres nerver. Hvorfor? Lad tanken gå tilbage til den fortid, af hvilken deres liv er et resultat. Hvor ofte opskræmmes vi ikke af beretningen om rystende knivdramaer, ja hvor mange tusinde, for ikke at sige hundreder af tusinder har ikke i tidligere liv mødt døden spiddet på en bajonet? Tror man virkelig, at en så voldsom død ikke efterlader "ar" i sjælen? Når alene dette, at vi engang i tidernes morgen alle med lethed smuttede op og ned ad træstammer, har ført til, at vi endnu går udad på vore hæle, hvor meget sandsynligere er det da ikke, at enhver form for voldsom død fører til en unormal reaktion over for det, der bragte denne død. Hvor mange indebrænder ikke hvert eneste år jorden over, – og hvor mange fødes ikke med en rædsel i blodet for ild? Hvor mange drukner ikke hvert eneste år, – og hvor mange fødes ikke med en vild rædsel for havet? Hvem har ikke stået over for barnet, der skriger af "vandskræk". Kast et sådant barn i vandet, og det går tilbunds præcis som en sten. Sådan som livet igennem de sidste århundreder har været levet her på jorden, er det intet under, at utallige idag fødes med ødelagte nerver og de deraf følgende unormale reaktioner over for et utal af dagliglivets begivenheder. At vide dette fører til dyb forståelse af årsagen til disse voldsomme reaktioner, – og til mild overbærenhed med dem i modsætning til de mennesker, der intet ved, intet forstår, og derfor kun har ét ord, hver gang de stilles over for disse udslag af fortidige dramaer: hysteri!

Imidlertid er livet andet og mere end mørke. Det er sandt, at vi udelukkende er født ind i denne verden for at lære at omgås de åndelige kræfter på rette måde, og det er også sandt, at vi daglig stilles ansigt til ansigt med frygtelige virkninger af menneskers mangel på forståelse af deres egen evige natur som "søn af Gud", men livet rummer også meget vidunderligt lys. Thi som menneskene kan huse begær, der er imod lovene, og derfor må høste sorg, skuffelse og modgang af disse farlige begær, kan de også huse begær, der er med lovene og høster her ligeså naturligt det lys og den lykke, som er denne væremådes frugt. Gengældelse er ikke alene et ondt ord med mørke perspektiver, det kan også være et lyst og velsignet ord med strålende og inspirerende perspektiver. Og intet sted møder vi denne sandhed iklædt skønnere form end der, hvor vi står over for det vordende menneske i "Guds billede" eller det menneske, vi har givet det fornemme navn "kunstner".

Hvad er en kunstner? Det er et menneske, hvis begær har været rettet imod et område, hvis konsekvenser ikke alene er en lys og lykkelig livsoplevelse for det selv, men også for dets omgivelser! Og ser vi udover verden idag, ser vi, hvorledes de kunstneriske evner nu vokser frem på en måde som aldrig før i jordens historie. Det er sandt, at der aldrig har været grædt mere og mere bittert end i vort århundrede, men det er også sandt, at der aldrig før i jordens historie har været spillet, sunget, tegnet, malet og skrevet så meget, som i dette dødens århundrede. Hvoraf kommer det? Helt enkelt deraf, at al virkelig lidelse er kunstens sande moder. Når engang det, vi kalder "vor tid", er blevet fjern historie, vil man se på dette århundrede som det, i hvilket alt det begyndte, der til den tid har sat blomst i form af en strålende hele kloden omfattende verdenskultur. Man vil da se på vor tid som den, i hvilken mennesket kulminerede i dyrisk genialitet og ved sine evner forlængede dyrets tænder og klør frem til de bomber, der skabte det sidste forfærdelige opgør med en mentalitet, der kun ville eje og besidde. Man vil da vide, hvorledes det ragnarok, der er foran os, forløb, og man vil vide, at gennem det vågnede hele menneskeheden op til forståelse af, at menneskets største fjende ikke var de våben, det skabte, men den mentalitet det rummede i sin sjæl. Men man vil til den tid se med mildhed og forståelse på vor tid. Man vil vide, at vi måtte handle, som vi gjorde netop på basis af vor evige fortid og med henblik på vor evige fremtid. Men man vil også se, at midt i det mørke, som idag omgiver os så forfærdende tæt, brød et stort lys igennem. Jorden over lever der idag utalte tusinder af mennesker, som er "opståede fra de døde", og som nu fuldt bevidst danner en usynlig front tværs igennem verden. Alle disse mennesker kæmper på en ny front – en kærlighedsfront. Ved deres klare indstilling på at kultivere deres egne begær til fordel både for dem selv og hele menneskeheden, udgør de en slags "fortrop" til en ny verden. Og alle disse mennesker har kunstnerisk blod i årerne. De hader ikke krigen. De forstår dens natur og hensigt og bekæmper den overalt med den kærlighed, der alene kan besejre den. Vi møder dem som den inderste kerne i enhver fredssammenslutning, ja i enhver form for sammenslutning, der kæmper for humanisme, for sand ånd og kunst eller for den tolerance, der alene er livet værd. Et gammelt ord siger, at natten er mørkest lige før daggry. Nuvel, vi oplever netop dette mørke. Vi ved, at et frygteligt uvejr kan bryde løs når som helst. Men vi frygter det ikke. Vi akcepterer virkelig en kærlig og alviis Guddoms eksistens, thi vi forstår, at intet mørke nogen sinde har været "en hævn fra Gud". Alt mørke i verden er frugterne af vore sind, og disse frugter må høstes, før vi kan gøre os håb om en ny sæds høst. Vi ved dette, for vi har set det ved at se ind i vore egne sind. Thi derinde fandt vi løsningen. Vi så med vore egne øjne ting, vi gruede for, men vi så også ting, der varmede og fik udløsning i sang. Vi ved nu, at som vi er, er alle de andre også. Og vi ved, at som vore lidelser åbnede vore øjne og gjorde det muligt for os at finde en helt ny kurs, en kurs hvor vi har benene på jorden, men øjnene rettede imod stjernerne, vil de andre finde den samme kurs. Det er kun et spørgsmål om tid og – målt med evighedens alen – en meget, meget kort tid.

Mennesket, for hvem reinkarnationstanken er livets urokkelige fundament, har virkelig oplevet mødet med den "klippegrund", intet uvejr kan søndre. Det har dybt i sit eget sind fundet det faste punkt, udfra hvilket det kan vurdere alt, hvad det er vidne til. Og igennem dette, at det i alt og overalt ser "Guds spor i sandet", har det fundet netop den fred, som dets urolige hjerte søgte. Meget har jeg måttet udelade her, således hele det sexuelle mysterium, der vel bedre end noget andet gør reinkarnationstanken til urokkelig virkelighed, men jeg håber at have givet et sådant indblik i denne dybe og skønne tanke, at dette indblik må føles som en inspiration til et videregående studium af Martinus kosmiske analyser, af hvilke dette foredrag jo er et resultat. Sand åndsforskning afviger fra tro derved, at den aldrig slutter, men altid ved hver tilsyneladende afslutning åbner porten ind til nye strålende oplevelser i det guddommelige Kosmos, der omgiver os på alle sider, og til hvilket vi i Martinus verdensbillede har fået en nøgle, der, om vi selv vil det, kan åbne porten for os til en næsten ufattelig skønhed og visdom.