Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Man nikker genkendende og glad i sjælen til professor Hjalmar Helwegs beskrivelse af en vismands sind og smiler "på indersiden" af hans fine bemærkning om "en velassorteret citatsamling"! I det hele taget er man glad for netop den slags kronikker. De lyser op i ens hverdag, ja virker i et tilfælde som dette, som en inspiration der ikke alene varmer sjælen, men også kaster lys over ting og problemer, man selv har gået og tumlet med.

Som det imidlertid kan ske også i den slags fint forarbejdede tankeværker, kan man falde over en bemærkning, der ligesom skurrer i sindet. Man studser og føler, at tonen her ikke er ægte. Man læser igen – og ser, at enten vil professoren ikke offentligt give udtryk for sin Inderste mening om problemet, eller også er det ikke Intuitivt gennemskuet.

"Så høj alder og lang erfaring er ikke afgørende" – det gav et lille stik af smerte i mig, da jeg læste disse ord, der næppe har udløst nævneværdig reaktion hos ret mange af kronikkens læsere. Dels er det jo en professor, der har skrevet den, og dels, nå ja, dels er det jo ikke altfor mange, der endnu gør sig helt klare forestillinger om visdommens inderste natur og væsen.

Jo, høj alder og lang – og gennemlevet – erfaring er enhver sand visdoms urokkelige forudsætninger. Men hvem siger, at denne "alder" netop skal være oplevet i dette liv? Det, som på én og samme tid gør én glad og bedrøvet ved en sådan kronik, er dette, at den kontakter evighedsbegrebet uden at forbinde sig med det. Den stiller det unge menneske op som noget "nyskabt", som et væsen der er et produkt af noget rent fysisk, altså et væsen uden anden evig fortid end den fortvivlede "arvemasse", som man ynder at gøre både til syndebuk og guldgrube for ethvert åndeligt minus og plus.

Nuvel, vi arver naturligvis temmelig meget fra vor slægt koncentreret i vore forældre, men ét arver vi ikke, nemlig "os selv", vort eget Jeg. Og selvom vi på mange områder står i skyld til slægten for vor krops rent ydre træk, medbringer vi også selv vort eget åndelige "pund": vore evner, vore talenter. Skrællet til sin inderste kerne er en menneskelig sjæl i virkeligheden kun et Jeg plus dets talenter. Det lyder ikke af såmeget, men giver man sig til at undersøge denne enkle definition, udvider den sig hastigt til det verdensbillede, Martinus i sin kosmologi har delagtiggjort os i. For lige så lidt som en arm eller et ben er noget "selvstændigt", men udgør en del af en meget kompliceret organisme, er et talent noget absolut selvstændigt. Det udgør også en del af en i virkeligheden uhyre kompliceret organisme, nemlig vor "bevidsthed". Kunne man forestille sig, at man "fladede" et udviklet menneskes bevidsthed ud, således at samtlige dets talenter kom tilsyne i deres natur son "uopdyrkede" og "opdyrkede" områder, ville man se, at det, vi kalder vor bevidsthed, i virkeligheden er at ligne ved en hel verden af henholdsvis opdyrkede og uopdyrkede områder, af frugtbare tilstande blandet op med rene ørkenområder. Og man ville da pludselig se, at talentet for livsvisdom ikke alene befinder sig i centrum af denne verden, men også at de sjælelige ørkenområder er mindst i det menneskes bevidsthed, hvor livsvisdomsområdet er størst og mest bearbejdet!

Naturligvis lægger man mest mærke til dette visdomsområde hos de ældre. Grunden hertil er den simple, at der er man indstillet på at finde det. Den unge opdrages jo direkte til at forestille sig, at den ældre også er "den klogere", og det er den ældre naturligvis også på en mængde felter. Men ét har den ældre tilfælles med alle levende væsener: han kan ikke høste på en ager, hvor han ikke har sået! Og forudsætningen for en livsvisdomstalentkerne er det bevidste begær efter at besidde den. Og hvor mange har eller har haft dette begær? Utallige mennesker har det slet ikke. Ikke således, at de ikke gerne vil vide noget om livet, men de vil have denne viden forærende. At slide sig til den på samme måde, som man slider sig til penge, ligger helt uden for deres tænkeevnes rækkevidde. Anderledes derimod med det menneske, som på grund af de lidelsesoplevelser, der altid er al sand visdoms moder, er blevet bevidst i sin hunger efter at forstå livet. Et sådant menneske bygger ligeså bevidst sin talentkerne for livsforståelse, som et andet menneske bygger sig en talentkerne for f. eks. musikforståelse. Lovene for talentkernedannelse er de samme, – og virkningerne de samme! Og derfor vil jeg hævde, at der findes akkurat ligeså mange "unge vismænd" i verden, som der findes "gamle vismænd". For mennesket er et evigt væsen, hvilket vil sige et væsen med en lige så evig fortid som evig fremtid. Selve livet er kun Nuet, og i dette Nu oplever vi overalt, om vi da vil se, et strålende galleri af alle former for bevidsthedskombinationer. Den vises natur er det stille, ydmyge væsen. Den vise taler kun unødigt om det, der inderst inde beskæftiger hans sjæl – det er jo derfor, han er vis! Men betragter vi ungdommen af idag, – som i virkeligheden er en ikke altfor fjern fortids "gamle" i nye legemer, – ser vi, at den i virkeligheden udgør en vidunderlig kontinuerlig fortsættelse af menneskesamfundets mentale liv, isprængt frugten af de lidelser de sidste århundreder har bragt dette menneskesamfund. Og hvilken frugt!!! Har der nogen sinde før været en tid så rig på vidunderlige løfter om en gylden fremtid for menneskene? Ser vi ikke overalt, hvorledes ungdommen er ifærd med at gøre op med den forhadte "militære tanke" og den ligeså dødsensfarlige "nationale tanke", og ser vi ikke også, hvorledes det menneskelige, det humane element overalt er i strålende vækst?

Tager vi det samlede menneskesamfund som én stor bevidsthed, er der kun grund til at glæde sig over at være født i dette århundrede, hvor "alt det gamle falder, og hvor alt det ny får fæste". Lad så være, at dette århundrede har været vel slemt ved de mennesker, der blev vore fædre og bedstefædre. Men verden kunne ikke fortsætte på den bov. Vi er inde i en udvikling nu, der vil føre menneskeheden lige ind i en verden, hvor livsvisdommen vil blive sat i højsædet, og hvor dette at være viis, hvilket jo kun vil sige at handle med de love, på hvilke al sand lykke beror, vil blive selve livsmålet for enhver. Da denne nye verden nu kun er nogle få årtusinder borte, er det klart, at vi allerede idag må kunne se de tegn, der varsler dens komme. Og tegnene er der!!! Kollektivt såvel som individuelt. Overalt "koger det", for overalt forstår man, at verdenslivet ikke kan fortsætte som i fortiden. Man rejser nu engang ikke fra København til Moskva på halvanden time, uden at det får konsekvenser både for Moskva og København! Lige for vore øjne oplever vi, at verden år for år bliver mindre og mindre, og vi kan allerede se, at den dag ikke er altfor fjern, hvor arbejdsmand Hansen, uden at det vækker nævneværdig opsigt, holder sin sommerferie i Tokio.

Men en verden, som er blevet vor i den betydning, at ordet "verdensborger" med et slag har fået virkelighedsværdi, må hvile på en anden indstilling hos den enkelte end en verden, hvor hvert enkelt lille område endnu kæmper med en slags nationalt højhedsvanvid. I denne nye verden er det ikke magtens tanker, der vil komme til at stå højest i kurs, i den verden bliver det fredens milde og livgivende tankearter, der giver størst bonus til den enkelte. Og disse tankearter er aktuelle idag. Begrebet "forståelse" er blevet et krav til os alle. Men at ville forstå, at indstille sig på virkeligt at ville det, er en del af livsvisdommens strålende talentkerne, det er en partikel i denne juvel, og ingen bør være i tvivl om, at summen af i disse "partikler" er i rivende vækst. Det er sandt nok, at man ikke direkte kan uddanne sig til vismand, men man kan skam heller ikke blive det, uden at være indstillet på det! Før hed det: Penge er magt! – Det er penge stadig, men de er en degenererende magt, som allerede nu må se i øjnene, at en ny livsformel er ved at vinde frem. Den hedder: Forståelse og kærlighed er magt! Og den afviger fra sin forgænger ved at have fremtiden for sigt Hungeren efter at forstå "meningen med det hele" er idag så stor verden over, at man overalt kan se de første spæde spirer både til en kommende forståelsens og kærlighedens videnskab og til de skoler, der skal befordre denne nye viden. Disse skoler får intet af fortidens sekterisme over sig. Det bliver skoler af en indre åndelig frihed og af en tolerance, der endnu er delvis ukendt i verden. Idag er det intelligensens gudinde, mennesket knæler i støvet for, og hun har også rigt belønnet sine tilbedere. Uden hendes gavmildhed havde vi hverken A– eller B–bomber. Men hvor gavmild hun end er, og hvor stor indflydelse hun end skænker den, der vier hende sit liv, er hun dog magtesløs over for sin afløser: intuitionens strålende og altbesejrende genius. Det anes gennem menneskesamfundet, at denne strålende gudinde er ifærd med at gøre sin entre iblandt os, thi det er hendes herolder, vi hører, hver eneste gang en af vore store opløfter røsten og kalder til besindelse, til sindelagsændring og til forståelse af, at livet ikke er et spørgsmål om magtmidler, racer og umættelig besiddelsestrang, men derimod et spørgsmål om på kærligste vis at fordele livsgoderne på en sådan måde, at verden bliver den skueplads for ånd og kultur, der er dens endelige bestemmelse.

Og her er det, at livet først for alvor får mening, dybde og perspektiv, når reinkarnationstanken igen bliver sat i højsædet, og ethvert barn ved sin indtræden i vor verden, så hurtigt som dets ånd kan begribe det, bliver gjort bevidst i sin egen evighedsnatur og i den enkle kendsgerning, at dets liv i et og alt følger den lov, der éngang blev så fornemt udtrykt med ordene: "Som du sår, skal du høste!" Så had, og du høster had, så kærlighed, og du høster kærlighed, hvilket vil sige: lysende liv, skønhed og menneskelig lykke!

Som man vil forstå, er livsvisdommen ikke noget livsfjernt, endsige noget mystisk. Vi rummer alle en indre mulighed for at udvikle os til sande vismænd, og vi vil begynde at blive det fra den stund, hvor vi for alvor begynder at træne os i kunsten at tænke udover os selv, udover vor egen lille lukkede og altfor ofte triste verden! Idag har skolen på det nærmeste forladt al undervisning i menneskekundskab, for idag skal alle være "teknikere", være eksperter i at tumle maskiner og være med i de vældige tekniske fremskridt. Men den leg får også ende, og paradokset er her, at det netop bliver maskinerne selv, der fremkalder den! En dag har vi mad nok, huse og møbler nok, tøj nok, ja nok af alt det, såmange idag må savne. En mættelsens bølge vil da skylle henover verden og blive afløst af en helt ny bølge, – en længsel efter ånd, en længsel efter et menneskeligt samliv på et helt andet plan end det, hvor man blot praler med, hvad man besidder af alt det, "møl og rust fortærer". Og denne verden er ikke mere noget fjernt. Den er i virkeligheden på vej i iltempo. Det er i dens spor, man ser de helautomatiske fabrikker skyde i vejret, thi den verden er en "forløser", der skal fri mennesket ud af materiens grove fangenskab. Og her er det, at det åbent kan siges, at den, der vil møde denne verden bedst forberedt, netop er det menneske, der fuldt bevidst vendte ryggen til alt det, der ønskede at binde ham, og åbent vendte sig imod livsvisdommens evige kildevæld med ønsket om at få lov til at knæle ned og slukke sin brændende tørst!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!