Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

At elske sin næste som sig selv, det kan vel egentlig ikke være så svært. Hvis man begynder med sine nærmeste, dem man allerede i forvejen holder af, synes det at gå fint, og man føler sig glad og ganske tilfreds. Selvfølgelig, jeg bærer over med deres særheder og finder virkelig, at plussiderne er i overvægt. Men er det virkelig næstekærlighed? Skal man tælle plusser og minusser og derefter gøre resultatet op?

Pludselig begynder man at fundere over, hvad næstekærlighed egentlig er. Hvordan ser den ud i sin natur? Har den billedform? Et facit? Eller er den lige så flygtig som alt andet. Hvad betyder det egentlig at elske sin næste? Hvordan virker det? Og hvordan bærer man sig ad? Hvad sker der i kroppen? I sjælen? Hos mig. Hos min næste.

Jeg kan nok elske, når jeg sidder hjemme i mit køkken, og han der nede på bænken uden for Brugsen, hvor han plejer at sidde og glo med sine øldåser. Men hver gang jeg går forbi, gruer jeg lidt over hans snavs og nærgående kommentarer. Jeg kan da føle medlidenhed og sende ham et venligt smil. Men det er ikke det, han vil have. Han ønsker sikkert at omfavne mig – og hvem er så nærmest næstekærligheden?

For at komme tilbage til den første yderlighed: den at elske sine nærmeste, så er det måske alligevel den model, vi må gå ud fra. Vi elsker faktisk dem vi elsker, selv om vi ikke altid bryder os om dét, de foretager sig. Vi har det godt, når de har det godt, og dårligt når de har det dårligt, og derfor er det et fundamentalt behov for os først at tænke på dem, for så bagefter automatisk at blive tilfreds selv.

Hvordan viser man da sin kærlighed? Og her tror jeg ikke, der er noget mønster, ikke engang et behov for et mønster. Her fungerer den kosmiske kemi. Næstekærligheden læser man i øjnene og fornemmer i udstrålingen, og man føler den i nervesystemet, som reagerer med velbefindende.

Så langt, så godt. Når det gælder venner, arbejdskammerater og folk man støder på nu og da, gælder naturligvis det samme, men signalerne er vel svagere alt efter engagement, og også følelserne aftager. Man kan da være venlig og forstående mm., men ofte bunder det ganske enkelt i ligegyldighed eller bekvemmelighed – eller en måde at have det godt med menneskeheden på og undgå konflikter. Måske er der stænk af næstekærlighed i det, men desværre kan man let fristes til at tro, at den er større end den er. Hvis man er ærlig og stiller sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg gøre for den og den? Er jeg villig til at ofre noget som er værdifuldt for mig? Har jeg overhovedet tid til at tænke over sagen? Svarene kan være nedslående.

Men lidt hjælp findes der imidlertid. For også næstekærligheden må hjælpes på gled. For det er jo ikke nok at ville, selv om det er startskuddet, man må også øve sig, men hvordan? For mit vedkommende er reinkarnationen med alle dens muligheder og nye vinkler blevet en slags "vækkeur". Hvis jeg tænker mig, at den og den måske har været min søn eller datter i et foregående liv, begynder følelser og intellekt at røre på sig, og straks er der sket noget. At man senere glemmer, fejler og så fortsætter ufortrødent er ganske naturligt. Forhåbentlig tænker man sig om oftere og oftere og opøver på den måde et talent. Bevidst at undlade at gøre nogen noget ondt er også en vej, der fører til større følsomhed og vanskeliggør fejlhandlinger.

 

 

At næstekærligheden udvikles gennem egne lidelser, har vi lært af Martinus og også af Livets Bog og vore egne oplevelser. Når vi kan identificere os med andre gennem vore egne oplevelser, føler vi forståelse og medfølelse, næsten som om vi selvoplevede det samme i vort eget kød og blod eller i vor egen mentalitet. Vi kan gøre os immune og bestemme, at "jeg vil ikke være medfølende og gå igennem dette her svære en gang til", men så giver samvittigheden sig ofte til kende, og man har det alligevel ikke så godt. Så selv om vi har fri vilje til at vælge, venter konsekvenserne altid lige om hjørnet.

Oversætter: SB