Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

(sluttet)
 

religionen rækker sine livsfacitter med ordene: "Det et menneske sår, skal det og høste", – "Du skal elske din næste, som dig selv", – "Stik dit sværd i skeden, th: hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "Du skal ikke ihjelslå" osv. Men religionen giver ingen bevisførelse for sine kravs videnskabelighed. Den forlanger blind lydighed og tro og giver ingen grunde for sine krav, som kan efterforskes ved hjælp af intelligensen. Den kræver simplethen at være højeste autoritet i disse spørgsmål og afviser med ordene "Guds veje er uransagelige" enhver forstandsmæssig indblanding.

Det tænkende menneske akcepterer dette forhold, men evner ikke at akceptere det for sit eget vedkommende. Det kræver ret til en selvstændig vurdering af alt, hvad det oplever. Det ønsker at anvende de erfaringer, det igennem den materialistiske videnskab er kommet i besiddelse af, og evner derfor ikke længere at bøje sig for et åndeligt diktatur. Stilles det over for en påstand, kræver det denne påstand belyst og begrundet, ikke alene for følelsen, men også for intelligensen. Og det er over for dette krav, at de respektive religioner verden over kommer til kort. Thi ligeså glimrende en næring de har været for følelsen, ligeså umulige er de for intellektet. Religionerne er ikke skabte til mennesker, der kræver konkrete kendsgerninger. At dette er tilfældet ses let, dersom vi for eks. forsøger at betragte kristendommen i intelligensens lys. Hvad er kernen i kristendommen? Den må vel udgøres af de læresætninger, som Kristus selv har givet menneskene. Har vi ikke netop lært, at Kristus i en situation, hvor en af hans disciple drog sit sværd imod Ypperstepræstens svende, sagde: "Stik dit sværd i balgen, thi hver den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd!" Endvidere har vi lært, at "dersom nogen slår dig på din højre kind, vend da også den venstre til!" På korset udbryder han: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre!" Og endelig forkynder han, at "man skal elske Gud over alle ting, og sin næste som sig selv!" Mon nogen vil bestride, at disse rene Kristusord ikke skulle udgøre Kristendommen inderste kerne? Næppe! Men i disse ord findes der intet som helst forsvar for krig. Al krig er her absolut bandlyst. Ikke desto mindre er de kristne stater de mest krigeriske. Det er iblandt dem, at "krigsvidenskaben" har nået de største højder, ja det er blandt dem, vi idag finder de frygteligste mordvåben, der nogensinde er skabt, nemlig atom- og brintbomben og formentlig også snart den altødelæggende koboltbombe. De kristne mennesker er blevet jordens største dræbere og evner på øjeblikke at udslette millionbyer og derudover alt liv i hundreder af miles omkreds. Er ikke menneskets evne til at dræbe ikke tusind fold større end tigerens? Når man ikke desto mindre inden for den kristne kirkes præsteskab både velsigner våbnene og beder himlen hjælpe hærene til sejr, må det derfor bero på, at kristendommen, således som den doceres inden for skoler og læreanstalter, endnu ikke eksisterer i den renkultur, der er udtrykt i de foran citerede læresætninger, og sådan som den blev efterlevet af dens ophav. Alt, hvad der er iblandet den af tendenser, der går i retning af både at velsigne og forherlige vold, må nødvendigvis være i modsætning til Kristus klare læresætninger. Krig, drab og undertrykkelse af mennesker udgør en modsætning til den kristendom, Jesus selv forkyndte. Men en modsætning til den sande kristendom kan kun være ikke-kristendom eller antikrist, der igen vil være det samme som hedenskab. Verden regeres således ikke af en sand kristendom, men derimod i stor udstrækning af en kristendom, der på en mængde områder er opblandet med hedenskab. At den kristne Guddomsopfattelse heller ikke er kristen i renkultur, gør ikke sagen bedre. Man lærer her om en Guddom, der både bliver vred, straffer og hævner. Man lærer, at Guddommen favoriserer nogle mennesker, frelser dem og lader dem komme op i sin egen himmel, medens andre får en forsmædelig tilværelse i en evig ild. Man docerer et evigt helvede for alle dem, der ikke tror på denne Guddom, samtidigt med at man lærer, at han skaber alle levende væsener. Man forklarer, at han er almægtig og alvis. Men er han dette, må han i forvejen vide, at dette eller hint menneske vil følge en vej, der fører det til evig fortabelse, til et evigt helvede. Hvorfor skaber han disse væsener? Hvorfor skaber han ikke alle på en sådan måde, at hvert eneste væsen ender i hans lyse himmel? Ja, det hævdes yderligere, at langt den største part "går til helvede", medens kun "den lille flok" bliver frelst. Men hvis Guddommen ikke i forvejen ved, hvem der går til helvede, og hvem der går til himlen, er han ikke alvis. Og hvis han ved det i forvejen, og ikke kan forhindre det, er han ikke almægtig. Og hvis han kan fri disse væsener for helvedets forfærdelige pine, men ikke gør det, er han ikke alkærlig. Til hvad nytte er iøvrigt dette evige helvede, når ingen kan komme ud derfra? Når Guddommen ikke desto mindre skaber den største part af menneskeheden således, at de uundgåeligt må komme der, og der således ikke er noget andet mål med disse væsener, må han jo finde behag i at se dem pines. Er dette tilfældet, er han ikke alene ikke alkærlig, så er han direkte pervers, direkte sadistisk!

Ja, således blev altså konsekvensen af den rent intelligensmæssige udredning af de oplysninger, den autoriserede kristendom giver os. Intet under, at et så besynderligt, et så sadistisk gudebillede ikke kan vedblive at være det åndelige fundament for menneskenes moral og væremåde. Intet under heller, at der måtte fødes et menneske i kød og blod, der kunne vise menneskene en mentalitet og væremåde, der langt overstrålede det hedenske gudebillede hvad kærlighed angår. Dette menneske var verdensgenløseren Jesus Kristus.

Naturligvis kunne Kristus rene lære ikke i årtusinder være blandet med den hedenske atmosfære uden at blive forringet, blive forvrænget til gunst for hedenskabet. Og som jeg allerede har givet udtryk for, blev hans rene og kærlige læresætninger kun til facitter, som man nok forkynder fra hundredtusinder af prædikestole verden over, men som man slet ikke forstår og ejheller retter sig efter. Selv om det billede Kristus gav os af Guddommen langt overstrålede det gamle testamentes gudebillede, blev resultatet dog ikke så meget det, at man fulgte hans eksempel, som det at man opfattede Kristus som et væsen, der skulle formilde Guddommens vrede på menneskene ved at påtage sig straffen for de synder, de havde begået.

Men er dette flatterende for Guddommen? Hvis han kunne tilgive menneskene, er det dog besynderligt, at han skulle lade et uskyldigt menneske som Jesus korsfæste for at gøre de andre fri af den evige fortabelse. En sådan indstilling og handlemåde leder langt mere tanken hen på perversitet end på alkærlighed. Nej, alle disse forestillinger viser altfor tydeligt ulogisk, menneskelig tænkning. Det er en Guddom skabt i menneskets billede og med menneskelige svagheder eller ufuldkommenheder. Det gamle testamentes ufuldkommenhed eller hedenskab har forplantet sig dybt ind i det nye testamentes beretninger eller selve kristendommens fundamentale bog.

Det er imidlertid yderst forståeligt, ja direkte selvfølgeligt, at et sådant gudebillede ikke kan udgøre det åndelige livsfundament for menneskeheden gennem alle tider, og at der måtte komme et tidspunkt, hvor en ændring ville finde sted. Den første virkning af denne ændring er det store frafald, de respektive verdensreligioner oplever jorden over. Alle vegne, hvor den materialistiske videnskab gør sig gældende i opdragelse og skoleundervisning, degenererer troen på den gamle guddomsopfattelse og den dermed forbundne religiøse kultus. Den materialistiske gudløshed opstår, og man begynder at tro på tilfældighedernes spil og på naturens livløshed, trods den uhyre logiske skabelse man er vidne til i vor egen organisme og uden for i både den nære og den fjerneste del af vor sansehorisont. For det moderne menneske er livet reduceret til et uhyre konkret kendskab til materien og dens kræfter, samtidigt med at det så godt som helt har mistet kontakten med tilværelsens psykiske side eller med den side, der i virkeligheden udtrykker eller er selve livet. Den følelsesbetonede religiøse verden lever i troen på en defekt Guddom, og den materialistiske eller fysisk-videnskabelige verden lever i troen på gudløshed, på tilfældighed og kaos. Begge opfattelser afslører en i virkeligheden helt ud fantastisk overtro. Men på overtro kan intet bestå, og den nuværende verdenskultur, der har frembragt så mange geniale vidundere, er, trods al sin genialitet, en verden i sammenbrud. Det moderne menneske er uden virkeligt åndeligt 1ivsfundament. Det er et væsen midt imellem to mægtige livsepoker, men det ved det ikke. Det tror idag mere på døden end på livet. Det oplever helt realistisk en vældig åndelig verdens undergang, men de, der virkelig har "øjne at se med" og "øren at høre med" har forlængst "set" de første vibrerende stråler fra en ny kosmisk solopgang over verden og forlængst "hørt" lyden af den sfærernes musik, der midt i det dybeste mørke altid vil bebude en ny tidsalders fødsel. En tidsalder hvor livets eneste, sande Gud påny vil blive det centrale i al tænkning, og hvor den for enhver dyrisk slagge udrensede næstekærlighed vil stråle fra pol til pol.

 

(Foranstående foredrag af Martinus blev holdt i Studenterforeningens Festsal mandag den 17. september 1951. Foredraget er bearbejdet for kontaktafdelingen af E. Gerner Larsson. Bearbejdelsen godkendt af Martinus.)