Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På en måde forekommer det mig, at af alle årets dage er den 21. december en af de skønneste, og det ligegyldigt om det den dag regner eller sner, eller om vi vælter rundt i det hæsligste søle. For den dag "vender året i sin gang", og fra det øjeblik, vi har passeret den, kan vi igen se frem til de sollyse dage, vi alle – altid – længes efter. For der er dog intet, der som solen kan oplive sindet, gøre byrderne mindre og derfor livet lettere at leve!

Solen – intet under, at der har været mennesker, der i den så det højeste symbol for det ufattelige begreb Gud. Mange af os må i tidligere liv have været soltilbedere, for vi er ikke få, for hvem dette at afvente dens første spæde tilsynekomst over horisontlinien en tidlig sommermorgen, er identisk med den skønneste "kirkegang", som tænkes kan. At nyde dette syn til lyden af en enlig lærkes jublende triller forekommer mig at være højdepunktet af naturnydelse. Det er den skønneste begyndelse til dagens gerning, et menneske kan opleve, og den efterlader i sindet en erindring, man atter og atter kan tage frem og glæde sig over. Men også solnedgangen har sin vidunderlige charme. At se dagen dø en stille sommeraften, hvor solnedgangen simpelthen betyder en iscenesættelse af alle gule, røde og violette farvetoners mulige nuancer, er som en strålende model på kunsten at dø på den for det åndeligt udviklede menneske eneste værdige måde!

Men solen er livets symbol i mere end een forstand. Gennem alle tider har der levet mennesker, der intuitivt har vidst, at som den fysiske sols livgivende kræfter var den hemmelige magnet, der drog hver eneste spire i jorden op i lyset, frem til fuld livsudfoldelse og blomstring, eksisterer der også en åndelig sol – Guddommen – som drager det levende væsen imod sig fra det øjeblik, det overskrider det åndeligt sovende dyreriges tærskel og træder ind i den vågne dagsbevidstheds vældige verden. Menneskeheden af idag har ingen viden om, hvornår det første gudsbevidste menneske fødtes. Vi ved kun, at begrebet "religion" altid har eksisteret, og at det idag, trods al tale om tidens "umoralitet og irreligiøsitet", er mere levende end nogen sinde!

Nu smykker hele den vestlige verden sig til Jul, til den fest der alene fejres for at hylde det gudsbevidste menneske, vi alle kender under navn af Jesus af Nazareth eller i denne forbindelse måske bedre: Kristus. At måden, vi gør det på, ikke på alle områder er i overensstemmelse med hans skønne lære, er en anden sag. Alene det, at vi gør det, at vi idag, snart totusinde år efter hans fødsel, ikke alene ikke har glemt ham, men i stadigt voksende grad lader hans tanker og syner have indflydelse på vort liv, udtrykker den urokkelige kendsgerning, at det gudsbevidste menneske har en magt, som ingen konge eller kejser nogen sinde kan gøre sig håb om at få! Vi står i sandhed her ved noget forunderligt, noget livet tvinger os til at tage stilling til og til at tænke over.

"Det gudsbevidste menneske?" Er Kristus da ikke den eneste, der virkelig har oplevet Gud? Jeg ved, at mange mennesker har denne tro, men det er kun en tro, og den er i mine øjne noget nær den fattigste tro, man kan have, og den er under alle omstændigheder i den dybeste disharmoni med Jesu eget sind. Det forekommer mig at være en stor ulykke, at vi, i stedet for at være opdraget i et omfattende kendskab til mindst tre verdensreligioner, kun er opdraget i det, vi kalder "den kristne tro". Hvor langt lykkeligere ville mange af os ikke have været, om vi allerede fra barnsben havde fået et beskedent indblik i f. eks. både Buddhas og Muhammeds liv og lære! Det er fattigt at tro, at kun ét skulle have fundet nåde for Guds bevidsthed igennem denne fået lov til se ham, lov til at opleve ham så bevidst, at det ikke alene kunne vie sit liv til at forkynde hans eksistens, men også få lov til at dø for sin viden. Nej, så fattig er ikke! Overalt, hvor der blot har været den mindste mulighed for, at hans lys kunne trænge ind, er det trængt ind! Sådan har det altid været og sådan vil det altid være!

Måske er det denne trang i mig til at opponere imod den ensidige påvirkning, vi i vort liv her i vesterlandene er udsat for, der har fået mig til at gengive den vedlagte beretning om Buddhas liv og lære. Men jeg tror, at den kreds af mennesker, vi er i berøring med, med stor glæde vil læse dette bilag om et andet strålende gudsbevidst menneske, hvis liv og tanker ikke har fået mindre betydning i menneskehedens førelse frem imod det kosmiske lys end Jesus af Nazareths. Thi forlader vi den fanatiske følelses blankslidte landevej og med ro i sjæl og sind ser tilbage over den vældige vandring, vi nærmer os afslutningen på, ser vi ikke én, men mange, ja næsten utallige mennesker, der "gav alt, hvad de ejede til de fattige" og fulgte den himmelske røst, der havde kaldt dem. Graden af det himmelske lys, deres øjne havde skuet, var forskelligt, men i én ting er de ens: de brød op fra deres hidtidige liv, uanset om det kostede dem slægt og venner, og viede resten af deres dage til at forkynde HANS eksistens, de måske kun i et eneste kosteligt nu havde skuet. Vi står her ved noget urokkeligt sandt, selv om den fysiske videnskab ikke formår at give noget svar på denne sandhed. Hvis kun ét menneske havde oplevet Guds eksistens, ville vi alle leve i tvivl. Når så mange af os ikke tvivler blot et sekundt på, at Gud virkeligt eksisterer, beror det på det overvældende antal mennesker, der har givet deres liv for denne sandheds skyld! Vi står her over for det ejendommelige paradoks, at medens en hel verden er villig til at akceptere en fysisk videnskabelig sandhed, når blot nogle få videnskabsmænd forkynder den, er verden fyldt med mennesker, der tvivler på den mest bekræftede sandhed af alle!

Så stor –! Det nytter ikke at benægte de gudsbevidstes eksistens og ej heller den indflydelse, de har haft på den jordmenneskelige bevidsthedsskabelse. Men det tjener heller intet fornuftigt formål at tilsløre den kendsgerning, at disse skikkelser altid har måttet leve et liv i kamp, og at deres tanker ligger på et så højt plan, at det tager århundreder, før menneskene blot begynder at ane deres virkelige storhed. Hverken De eller jeg tvivler blot et sekund på, at Martinus verdensbillede gennem de kommende århundreder vil gå sin sejrsgang over verden, – i hvert fald gør jeg det ikke! – men vi ser sikkert også, at der netop skal århundreder til! Igennem de mange år, jeg har haft den lykke at følges sammen med Martinus og både gennem hans ord og i livspraksis fået et vist kendskab til jordmenneskelig mentalitet, er det blevet meget klart for mig, at selvom mange mennesker gerne vil efterleve de høje livslove, hans verdensbillede afdækker, så kan både manglende evner dertil og de daglige omgivelsers magt og indflydelse være af en sådan art, at der kun kan blive tale om en tilnærmelse til et liv i kontakt med de idealer, man nu så gerne vil realisere, Vi er, som han selv siger det, "sårede flygtninge mellem to riger", en sandhed man bliver meget bevidst i, når man som jeg har så rig en lejlighed til at komme sine medmennesker meget nær ind på livet.

I det ydre har Martinus kamp for at skabe og føre sit verdensbillede frem tilsyneladende været meget mindre end hans store forgængeres. Men det er også kun tilsyneladende. Det blev jo ikke Martinus livsopgave at skulle tale "på gader og stræder", men derimod i analytisk form at give menneskeheden det afrundede verdensbillede, der på én og samme tid bekræftede alle tidligere tiders store Vises ord samtidigt med, at de førte den sandhed, disse ord rummede, frem til deres absolutte endemål, til den kosmologi, der både forsvarer alt og forklarer alt. Hvilken belastning det har været for et fysisk, jordmenneskeligt nervesystem at bære denne permanente indstrømning af intuitionsenergi, kan vi kun gætte os til, men der er ikke for mig nogen tvivl om, at der her har været tale om en virkelig farlig belastning, der har krævet sin høje pris. Vi er mange hundrede mennesker, der kender Martinus urokkelige ro og indre ligevægt, og vi var også mange, der så med hvilken overlegenhed, han mødte sin svære sygdom i sommer. Men for mig er der ingen tvivl om, at denne sygdoms årsag blandt andet vil være at finde i den enkle kendsgerning, at det endnu er unaturligt for et jordmenneskeligt legeme at blive udsat for en permanent belastning af rene, højintellektuelle kræfter.

Og dog var denne sygdom en stor lykke både for Martinus og for alle os andre! Igennem den stilledes vi alle på en prøve, som, det tilstår jeg gerne nu, kunne have givet andre end mig et chok. De ved alle, at Martinus liv, fra det øjeblik lægerne definitivt forbød ham at fortsætte sine foredrag, på en måde blev tvunget til at "drage sig tilbage fra verden". Han sidder nu dagligt ved sin skrivemaskine og arbejder på fuldbyrdelsen af Livets Bog. Selv erklærer han, at han aldrig har følt sig så lykkelig som nu, hvor alle ydre byrder er taget fra ham, og hvor han helt kan hellige sig sit livs mission. Den 30. oktober i år blev vort arbejde rent juridisk en selvejende institution under Martinus ledelse. Dermed nåede Martinus det fysiske mål, han satte sig den dag Livets Bog's første bind så dagens lys, og han kan nu roligt sige, at ved hans død kommer ingen arvinger til at slås om boet. Alt, hval han har ejet og kommer til at eje, har han betroet os!

Os –? Hvem er egentlig "os"? Vi udgør jo ingen forening, har ingen rammer, ingen love, ja ingen som helst "ydre krop". Hvem er vi da? Vi er simpelthen den gruppe af mennesker, der den dag da livet uigenkaldeligt gjorde det klart for os, at enten stod vi nu sammen omkring denne i virkeligheden dybt ensomme der midt iblandt os havde oplevet hint guddommelige lys, der altid i klodens mørkeste timer er blevet tændt, eller også svigtede vi det aller bedste i os selv, og overlod ham kampen helt alene. Jeg føler ingen grund til at skjule for Dem, at mine nerver var meget tyndslidte i de dage, hvor den sygdom, som så overrumplende afbrød alle årets planer, tvang mig til at foretage de generelle prisforhøjelser, som, om de blev akcepteret, betød, at vi stod sammen, og som, om de ikke var blevet akcepteret, havde betydet sagens økonomiske ruin.

Tiden der fulgte, blev på en måde mit livs største eventyr. Nu, hvor året toner ud, kan jeg fortælle Dem, at vi ikke alene har en langt større tilslutning til vort arbejde end nogen sinde før, vi har også en langt dybere og inderligere kontakt med hverandre end før i sagens historie. Igennem alle de år, jeg har været tilknyttet Martinus arbejde, har livet her i centrum været en til tider meget hård kamp med skabelse og opbygning af denne sags ydre organisme og skabelsen af midlerne til denne opbygning. Begge dele i forening har været byrder, der skulle og måtte bæres, men også byrder der blev båret. Når jeg i denne stund ser tilbage blot over de sidste ti år, toner en lang række kærlige og forstående menneskers ansigter mig imøde. Mange er allerede gået over på det psykiske plan, men mange er her endnu. I et ubrydeligt indre fællesskab har vi søgt at tjene den ånd, Martinus ved sit eget lysende eksempel har givet udtryk for, og når alting er lykkedes så skønt, som tilfældet er, tilkommer æren ikke den enkelte, men hver og en som aldrig svigtede, ej heller da stormene for alvor brød løs. Idag har vi sluttet en ring omkring Martinus liv og mission, som aldrig vil briste. Med os her i centrum vil De glædes den dag, De ser, hvor meget Martinus virkelig har skænket os. Med institutionens første beretning og regnskab ihænde vil De se, at var vejene end stejle, og vandringen til tider hård, er det også et lysende resultat, vi har nået.

Men vi er ikke ved vejs ende. Vort livs eventyr standser ikke med skabelsen af det, vi indtil nu har nået. Det fortsætter ind i en fremtid, som endnu er skjult for vore øjne, en fremtid der mere og mere vil få brug for Martinus kosmiske analyser. Mørket sænker sig påny over verden, og de fire onde ryttere holder sig påny klar til at ride ud. Det ligger helt i Guds hånd, hvor og når dette skal ske, og på en måde angår det ikke os. Thi vi har valgt. Vi akcepterer den lidelse, vi ikke kan afværge og gør os rede til at hjælpe dem, der ønsker vor hjælp. Langsomt vågner en hel verden til erkendelse om, at kun en ny livsindstilling kan hjælpe fremtidens mennesker. Verden over begynder menneskene at se mod norden. Og her er det, at vi, når julen sænker sin stille og milde fred over menneskene, dybt i vort hjerte kan glædes over, at det faldt i vor lod at skue det lys, en kommende fremtid vil betragte med ligeså stor ærefrygt, som menneske idag bøjer sig både for Asiens lys og for lyset fra Bethlehem!

Med de kærligste ønsker for julen og det nye år og en inderlig tak for alt i året der nu toner ud fra alle husets medarbejdere og