Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

Vi lever i en meget urolig tid. Det der igennem årtusinder dannede det faste grundlag og forbillede for menneskenes moral og væremåde, nemlig de store verdensreligioner, spiller ikke længere den samme rolle i vor kulturskabelse, som de før har gjort. Gennem kirker, templer, men mest måske igennem et autoriseret præsteskab, der forestod de ceremonielle og sakramentale handlinger, blev menneskeheden suggereret til at tro på et eksisterende Forsyn og på en moral og væremåde, som disse religiøse institutioner foreskrev som udtryk for højeste grad af etik og menneskelig fuldkommenhed.

Det bærende i denne kulturskabelse blev således troen på et eksisterende Forsyn og på, at der bag alle eksisterende livsoplevelser fandtes en guddommelig plan, mening eller hensigt. Da de mennesker, til hvem denne forkyndelse var rettet, i overvældende grad bestod af mennesker, i hvem det religiøse instinkt simpelthen betingede, at de fandt tanken om et guddommeligt Forsyns eksistens naturlig eller selvfølgelig, mødte præsteskabet ikke større modstand. De store verdensreligioner beherskede virkelig verden. Imidlertid er det religiøse instinkt eller den indre funktion bag trosmenneskets evne eller tendens til at fæste tillid til et Forsyns eksistens ingen menneskelig opfindelse. Den er en medfødt sjælelig-organisk funktion, som vi møder allerede i dyreriget, hvor dyrets dødsangstskrig i virkeligheden udgør den første ubevidste henvendelse til et for det aldeles ukendt Forsyn om hjælp. Hvortil ellers dette dødsangstskrig, som først udløses, når alle dyrets naturlige hjælpekilder er udtømt? Ingen, heller ikke dyret selv, venter, at dets forfølger pludselig skal blive grebet af medlidenhed og skåne det. Rovdyrene kender ikke til en medlidenhed, der i virkeligheden ville betyde deres eget selvmord.

Også hos samtlige naturmennesker møder vi dette instinkt, denne anelse om et eksisterende Forsyn. Ja, i dette felt er denne følelse så udviklet, at vi på disse livsstadier overhovedet ikke finder en eneste "vantroende". Forsynet eller den åndelige verden er en selvfølgelighed for ethvert naturmenneske. Denne tendens, dette religiøse instinkt er således tilstede i ethvert væsen på akkurat samme måde, som tendensen til at blive en plante er tilstede i ethvert frøkorn, og som tendensen til at blive et dyr af den eller den art eller race er nedlagt i ethvert dyrs sædkim. Det er således for det udviklede menneske en urokkelig kendsgerning, at evnen til at tro på et eksisterende åndeligt Forsyn ikke er opfundet af noget menneske, men derimod udgør noget psykisk-organisk ved det levende væsen. Hvorledes det jordiske menneske derimod tænker sig dette Forsyn, vil altid være et produkt af dets fantasi eller forestillingsevne. Normalt vil det altid forestille sig dette Forsyn "i sit eget billede", blot i langt fuldkomnere tilstand end den det selv befinder sig i.

Netop i kraft af sin tilbøjelighed til at skabe Forsynet eller Guddommen i sit eget billede har de forskellige folkeslag gennem tiderne hver især haft deres egen specielle opfattelse at hylde eller dyrke, men fælles for dem alle har været deres medfødte evne eller tendens til at tro, at der måtte eksistere et Forsyn, een eller måske flere Guddomme. Dette instinkt eller denne tendens er blevet styret eller ledet på en sådan måde af profeter, præster osv., at der endnu den dag idag er utalte millioner, der er bundet af og dermed knyttet til forestillingen om et guddommeligt Forsyns eksistens.

Betragter vi imidlertid mennesket af idag, ser vi, at det både i kampen for det daglige brød og på en mængde andre områder er anbragt i en situation, der giver det et utal af erfaringer, det ikke før var i berøring med. Det moderne tekniske samfund påvirker mennesket langt mere intensivt end fortidens samfundsformer, der fulgte en ganske anden livsrytme, end den der idag præger gennemsnitsmenneskets liv. Resultatet heraf er blevet, at det moderne menneske langsomt begynder at vokse fra dette at kunne leve på abstraktioner. Dets forcerede livsrytme giver det utallige nye erfaringer, hvad der uundgåeligt medfører, at livsindstillingen ændrer sig fra det abstrakte til det konkrete. Den stadige erfaringsudvikling bevirker, at det jordiske menneskes intelligensevne nu udvikles så stærkt, at det ofte, sig selv uafvidende, er kommet ind i en tilstand, hvor det gradvis frigør sig af de bånd, der op til vor tid har holdt det bundet til forestillinger, dets intelligens gennemskuer som urimelige, ja, som direkte i strid med den logik, livet på alle områder afslører. Intelligensevnen bliver således mere og mere en afløser af det instinkt, der før har dets sanseoplevelse® Det foreløbige resultat af denne proces er det enkelte menneskes voksende materialisme, dets voksende krav om større andel i de rent fysiske livsgoder. Medens instinktfunktionen udløste evnen til kontakt med tilværelsens psykiske eller abstrakte områder, ser vi, at intelligensen derimod udgør en kraft, ved hvis hjælp det jordiske menneske i stedse højere og højere grad formår at udrede konkrete kendsgerninger.

Udviklingen har således medført, at det jordiske menneske gradvis har tabt sin instinktive kontakt med tilværelsens psykiske områder til fordel for en dagklar intelligensmæssig oplevelse af det fysiske plan, den rent fysiske verden. Resultatet heraf ses klart derigennem, at samtidig med at intelligensevnen vokser frem, svinder evnen til blindt at tro. Det moderne menneske foretrækker at basere sin tilværelse på intelligensbegrundede erfaringer fremfor på tågeagtige instinkt- eller anelsesmæssige opfattelser. Da dets væsentligste af intelligensen gennemlyste erfaringsmateriale knytter sig til den materielle verden, måtte det blive materialismen, der i første omgang gik af med sejren. Ikke mennesket, men livet selv, har ført mennesket ind i den kulminerende materialisme, der idag behersker verden.

At se udover verden idag er at se udover en menneskehed, der for flertallets vedkommende kun bøjer sig for, hvad man rent fysisk kan veje og måle. Da det kun er det fysiske stof, der er tilgængeligt for fysisk sansning, der kan vejes og måles, ser vi, at det er dette alene, der er genstand for det moderne menneskes hovedinteresse. Det tror man på. Det levende Noget, som i virkeligheden eksisterer som stoffets organisator, som den faktor der omdanner stoffet og gør det tjenligt til enten at være en organisme for dette Noget, eller genstande det kan betjene sig af, ser man ikke og tror derfor ikke på. Da dette levende Noget i virkeligheden er identisk med det Guddommelige, med det evige, bag det timelige og derfor dybest set er identisk med Gud, er det moderne menneske i kraft af sin manglende interesse for dette levende Nogets reelle eksistens blevet gudløs.

At være religiøs er således idag det samme som at være naiv. Som intellektuelt menneske kan man ikke være bekendt at tro på eller hælde til opfattelser, der hører en svunden fortid til, hører hjemme i menneskets "åndelige barnekammer". Gennem den voksende intelligensevne er man blevet indstillet på, at livsmysteriets løsning er af rent materiel natur, er at finde i stoffets verden. Den må være noget, man kan veje eller måle, den må være tids- og rumdimensionel. Forgæves har videnskaben søgt og søger fremdeles denne løsning uden at kunne give andet svar, end at alt tilsyneladende beror på tilfældighedernes ukontrollable spil. Alt udenfor menneskets verden, herunder indbefattet alle øvrige levende væsener, samt universet med dets talløse solsystemer og mælkeveje udgør i virkeligheden tilfældige, døde kræfter. Kun tøvende vover man sig ind på den tanke, at andre kloder end jorden skulle være beboede. Det uendelige stjernehav der aften efter aften glider forbi vort undrende øje, disse vældige kosmiske systemer der årtusinde efter årtusinde følger nøjagtigt afstukne baner, alle er de blot døde kræfters tilfældige spil, livløse materiekombinationer uden noget som helst højere formål, kun jorden, dette støvfnuggenes støvfnug i en makrokosmisk gigantverden er benådet med højere liv, kun her alene i det vældige, det uoverskuede og uigennemskuelige univers findes liv, findes tænkende væsener!

Men er dette ikke det samme som at tilbede døden? Såfremt vor verden alene er den eneste beboede klode i universet, og livet her kun er et produkt af "arv og miljø", af "gener" og "kromosomer" og enhver tale om personlig udødelighed "uanstændigt vrøvl", må vor verden være selve dødsriget og vor klode være det mærkeligste "lig", der nogensinde har eksisteret. Den her berørte livsfilosofi udgør den yderste konsekvens af en ren materialistisk eller tids- og rumdimensionel forskning. Denne forskning giver kun rent materielle oplysninger, men ingen som helst vejledning i moral eller væremåde. For den er livet kun en fysisk proces, og på dette område kulminerer den i en viden, som må kaldes genial. Thi takket være denne viden er mennesket blevet herre over elementerne. Utalte millioner af hestekræfter arbejder takket være denne viden idag for menneskeheden. Overalt trykker menneskene idag på knapper, og maskiner spyr nyttegenstande fra sig i hundredtusindvis. Ved at trykke på knapper, dreje på håndtag etc., får de lys og varme i deres boliger, sejler under havet, over havet og jager gennem luften. I sandhed, mennesket er på visse områder blevet Gud lig. Udstyret med en magt som aldrig før byder mennesket, og stoffet lystrer dets vilje. Men – bag al denne magt, bag al denne guddommelige kunnen eksisterer vantroen, gudløsheden. Midt i al sin geniale, intelligensmæssige kunnen er det jordiske menneske blevet – et kosmisk bevidstløst væsen!

Her i Vesten er vi alle blevet opdraget i den kristne tro og har alle hørt om de to træer i "Edens have", "kundskabens træ" og "livets træ". Og vi har alle lært, at "den dag, du æder af frugterne på kundskabens træ, skal du dø døden!" Denne, for mange så gådefulde spådom, har i vor tid og i vor verden oplevet sin kulminerende opfyldelse. Overalt, hvorhen vi vender vore øjne, ser vi, at menneskets fornemste resultat af sin kontakt med intelligensen er blevet evnen til at udslette liv i et omfang, selv ikke den mest levende fantasi evner at forestille sig. Menneskehedens selvudslettelse ved midler, den selv har frembragt, er idag ihvert fald en teoretisk mulighed. Men er en livsudfoldelse, hvis mål er død og lemlæstelse for utalte millioner af mennesker og dyr, er tilintetgørelse af alt liv indenfor vældige landområder, udtryk for højintellektualitet? Absolut nej! Det er kun udtryk for den kosmiske død, som nydelsen af frugterne fra "kundskabens træ" ville medføre. Dette, at mennesker ødelægger mennesker, er jo i virkeligheden det samme, som at menneskeracen ødelægger sig selv. En sådan tilstand forekommer ikke hos andre livsformer på jorden. Løver myrder ikke løver, og tigre myrder ikke tigre. Forekommer der endelig mord her, er det kun et resultat af periodiske brunstkampe, og disse mord vil aldrig være farlige for racens eller artens beståen. Men mennesket myrder ikke blot med de bare hænder. Det er ikke som dyret henvist til kun at myrde ved hjælp af sin egen fysiske organisme. Nej, det har konstrueret maskiner, hvis mordkapacitet nu er af en sådan art, at det blot ved tryk på en knap kan tilintetgøre millioner af dets egen race. I sandhed, mennesket er blevet den fuldkomne dræber, det geniale dyr. Intet under, at virkningen af denne tilstand er blevet en verden i frygt, en verden, hvor "alles kamp imod alle" nu raser henover samtlige klodens kontinenter og have.

At det er kommet hertil, har hverken kristendommen eller de andre verdensreligioner kunnet forhindre, ligesom de endnu mindre vil kunne få denne tilstand til at ophøre. Den idag eksisterende verdenskultur vil derfor stadigt synke. Krig og oprustning vil fremdeles være verdens aktuelle problemer og sluge alle de værdier og al den arbejdskraft, uden hvilke en ny og virkelig human verdenskultur ikke kan bygges op. Angsten for nye krige holder idag "alles krig imod alle" ilive. Og i denne angsts kølvand følger nød og elendighed, invaliditet og dødsrallen, demoralisering og dyrtid, eller alt det der skriger til himlen om mangel på kultur, mangel på den ånd, kunst og næstekærlighed, der altid lyser der, hvor virkelig sand højintellektualitet behersker sjælelivet.

Hvad er årsagen til, at hverken de asiatiske eller den kristne verdensreligion er istand til at frelse eller befri menneskeheden for denne altomfattende "alles krig imod alle"? Den er i virkeligheden den ganske enkle, at disse religioner aldrig har været bestemt til eller indstillet på at give mennesket klare intelligensmæssige analyser af livsmysteriet, men derimod udelukkende en serie koncentrerede livsfacitter, kulminerende i kravet om menneskekærlighed eller en humanitet på allerhøjeste plan. Religionerne blev ikke skabt til en menneskehed af universitetsuddannede væsener, men derimod til en menneskehed der endnu var i besiddelse af evnen til at tro betingelsesløst. Derfor ser vi, at den fremdeles er istand til åndeligt at give alle de mennesker føde, der endnu er istand til at leve på en udefineret følelsesoplevelse af tilværelsens dybeste problemer. Det er til disse mennesker, at