Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg tilstår åbent, at af alle områder i livet er der ingen jeg frygter mere end det psykiske, koncentreret i ordet "spiritisme". Til gengæld er der kun få, jeg er så draget imod! Lyder det paradoksalt? Nuvel, lad os her være meget ærlige. Hvis vi har øjne derfor, rummer livet, vort eget daglige liv, et hav af psykiske foreteelser, som, om vi helt forstod at tyde dem, meget hastigt ville afsløre, at vi på alle områder er omgivet af en psykisk verden, der uafbrudt griber ind i vore hændelsesforløb. I dette er der intet mærkeligt, idet vi selv aften efter aften beder, - om vi da ellers gør det - om vi må være beskyttede, og om vi må få kraft (eller hjælp) til at handle i kontakt med de love, vi erkender eksisterer. Vor bøn er her en direkte henvendelse til en psykisk verden, og svaret må derfor også blive psykisk, hvilket vil sige en indgriben i form af impulser fra et plan, hvis eksistens vi gennem vor bøn har akcepteret, men hvis tilstand vi kun er meget lidt vidende om.

Her er det så, at vi i vor verden møder mennesker, der i den grad har koncentreret sig om at udvikle kontakt med dette psykiske plan, at de har kunnet bygge en hel lære over denne kontakt. Og læren er smuk, meget smuk endda, ja måske noget af det smukkeste som findes. Men den er en lære, en begrænset foreteelse, som tiltrækker nogen og frastøder andre. Personligt finder jeg det helt i sin orden, at de mennesker, der helt er i kontakt med denne lære, slutter sig sammen i de efterhånden velkendte cirkler, der normalt dannes med et medium som centrum. Jeg vil blot aldrig selv kunne gøre det, ligeså lidt som jeg kunne tænke mig at være medlem af andre idealistiske sammenslutninger. Noget i mig akcepterer uden vanskelighed af nogen art, at andre har det sådan, at det for dem er naturligt at være "med" - lemmer i disse foreningsdannelser, når jeg blot selv må være fri. Jeg egner mig simpelthen ikke til det, og jeg må åbent sige, at havde Martinus gjort sit arbejde til en forening med faste rammer og alt det, ja, så måtte jeg også der have renonceret. Jeg må altså være fri, for så vidt som man overhovedet kan være fri i denne verden. Men selvom man ikke er medlem af disse mange i virkeligheden så værdifulde sammenslutninger, kan man læse deres litteratur, de bøger de udgiver. Og her finder jeg, at det menneske, der på grund af en eller anden tåbelig aversion nægter sig glæden af at studere den spiritualistiske, teosofiske og antroposofiske litteratur, - jeg kunne her supplere de valgte bevægelser op med mange flere - i virkeligheden snyder sig selv. Disse bevægelser havde ikke fået det omfang, de vitterligt har, om de største af personerne indenfor dem ikke havde bragt os alle noget værdifuldt! Og jeg har da også været overordentlig lykkelig ved, at netop Martinus gang på gang har givet udtryk for, at ethvert åndsudviklet menneske bør studere alt, hvad det kommer i berøring med, for derigennem at finde den form for sandhed der sender de mest livgivende impulser gennem dets nervesystem.

I min tilværelse blev det Martinus åndsvidenskab, der blev det mest inspirerende, det mest inciterende, og jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg er lykkelig ved, at jeg først mødte ham og derfor kunne studere den ovenfor berørte litteratur udfra de grundsætninger, jeg gennem ham havde erhvervet mig. For mange år siden lærte Martinus mig, at mennesket i sin åndelige søgen har valget mellem to retninger. Det kan søge efter lighedspunkter mellem de åndelige retninger, og det kan søge efter ulighedspunkter. Vælger det den første metode, vil det gang på gang opleve frydefulde fornemmelser i sjælen, thi da vil det udvikle en evne til i alt og overalt at finde "Guds fodspor i sandet". Da vil det se, at overalt hvor åndelig higen og udtryk er udløst i kontakt med tilværelsens absolutte ærlighed, vil det frembragte bære spor af den ægthed, der altid giver genklang i sjælen. Der vil man bag om formens mere eller mindre betydende rolle føle med hele sin sjæl, at det talte eller skrevne er udtryk for en oplevelse på allerhøjeste plan. Og man vil efterhånden takket være sin indstilling komme i besiddelse af evnen til i alt og overalt at kunne skille "avnerne fra kernerne".

Omvendt derimod, om man kun indstiller sig på at finde ulighedspunkterne. Da vil man uundgåeligt falde i den ene afgrund efter den anden og sluttelig opleve, at man istedet for en velsignelsesrig tolerance og medmenneskelig forståelse har fået tilegnet sig et infamt talent for nederdrægtig intolerance. Man vil da, hver gang man står overfor noget, der ligner det, en anden har skrevet, falde for fristelsen til at påstå, at vedkommende har "stjålet" sin viden fra den anden osv. Om De kunne se mig i dette øjeblik, ville De smile ved synet af mig, for jeg har faktisk et meget lunt udtryk i mine øjne ved tanken om alle de gange, jeg på min vej har mødt typen, mødt dette, at "det" har Martinus "stjålet" fra Rudolf Steiner og "det" har han "stjålet" fra Beasant, Leadbeater osv. Det er såmænd kun ganske få uger siden, at jeg har fået at vide, at han for mange år siden "dagligt" har besøgt et nærmere betegnet teosofisk bibliotek, hvor han lærte alt det, han nu ved!!!

Nuvel, man lærer at lade det enkelte menneske have den glæde, der mest synes at forlyste dets egen sjæl, men er man ikke medlem af noget, har man ihvert fald den indre tilfredsstillelse, at man ikke er forpligtet til at gå i kamp mod nogen, for noget! Personligt valgte jeg at søge lighedspunkterne, og jeg kan roligt anbefale enhver at gøre det samme. For hvor har jeg dog nydt det, hver gang jeg i en bog er faldet over et eller andet, der helt bekræftede, hvad Martinus allerede havde fortalt mig.

At få det at se, man selv elsker, med andres øjne og andres udtryk er jo dog kun en ny åbenbaring af det elskedel Kommet så langt, vil jeg bede Dem læse vedlagte bilag igennem. Det stammer fra den berømte engelske spiritist Arthur Findlay's kloge bog "Foran det æteriske". (Uranus Forlag, København 1948) Bogen er kommet på et utal af sprog og i et utal af oplag, hvad der forekommer meget naturligt, når man læser den. For den bærer nemlig præget af den ægthed, det virkeligt sande alene har. Jeg kunne have valgt andre udsnit end det her citerede. Når jeg har valgt dette, skyldes det simpelthen, at det i alt bekræfter, hvad Martinus har givet udtryk for, og fordi det fortæller om noget, jeg synes er så umådelig værdifuldt, nemlig "den anden død" eller den enkle kendsgerning, at det, at hjertet standser sit travle virke, ikke er ensbetydende med, at man af den grund er "død" i dette ords dybeste betydning. Jeg'et plus psyken eller bevidstheden har nok draget sig udaf den fysiske organisme, men den verden, det nu befinder sig i, er ikke den sande åndelige verden i den betydning, at det nu er født i en virkelig ny verden. Det er kun i "mellemtilstanden" mellem det virkelige liv her og det virkelige liv der. Det er, billedlig talt, mere i et "omklædningsrum", end det er i den virkelighedens verden, det ved sin fysiske død begyndte rejsen til.

Utallige mennesker har stillet sig selv de spørgsmål, Arthur Findley her stiller den svarende bevidsthed. (Jeg kan ikke lide udtrykket "ånd". Det er så ofte blevet brugt i latterliggørelsens tjeneste, at jeg foretrækker ordet "bevidsthed".) Som De vil se, omhandler de her givne svar mest den såkaldte "første sfære", eller den tilstand vi alle må passere umiddelbart efter vor fysiske død. I denne sfære er livet næsten "jordisk" i den forstand, at det endnu er præget af jordiske forestillinger og tankearter. Men efter en kortere tids forløb, ja for meget udviklede mennesker ofte førend de endnu helt har forladt det fysiske plan, er denne tilstand passeret, og mennesket betræder da den virkelige åndelige verden. Denne verden er så afvigende fra vor egen, at man meget sjældent hører om den gennem medier. Og det er i virkeligheden ganske naturligt, da den i sin natur afviger så uendelig meget fra vor, at kun symbolernes sprog her er istand til at virke vejledende. Og det er da også her, jeg vil prøve at fuldende disse beskedne kommentarer til det gengivne bilag, som jeg har læst mange gange med lige stor glæde. Mange mennesker søger spiritismen, fordi de nærer tvivl om livets fortsatte eksistens. Det har jeg faktisk aldrig gjort. Og jeg må ærligt sige, at de mange detaljeberetninger fra den åndelige verdens første sfære kun har interesseret mig meget lidt, dertil har de alle været mig for subjektive. Jeg er ganske klar over, at intet menneske kan stå frem og give en generel skildring af livet efter døden. Det kan give en skildring af sit liv, ligesom jeg kan give en skildring af mit på dette plan, uden at denne skildring dog dækker andet end netop mit liv her. Derfor måtte jeg også i denne sag gå til Martinus for at få den orientering, der gav luft og igen tillod hjertet at banke frit. For Martinus er det ganske enkelt, at den mest oplyste her i vor verden får det rigeste liv, – og at den tilsvarende situation også gælder livet efter døden. Derfor lægger Martinus hovedvægten på de kosmiske love, de kosmiske analyser. De er ikke landet, men landkortet. De er ikke livet, men principperne efter hvilke livet leves. At kende lovene for mentaliteternes skabelse er vigtigere end at kende tyvetusinde mentaliteter, og at vide hvorledes tankerne skal blandes, og af hvilke materier de skal blandes, er vigtigere end at kende nok så mange sande, men dog alligevel subjektive beretninger fra den del af den åndelige verden, som nok ligner vor, men som dog når alt kommer til alt kun er et gennemgangsområde til det liv efter døden, der ikke blot er en salig eller trist kopi af livet på vort eget plan, men en virkelig ny, underfuld verden!

Læst med fornuft rummer den spiritistiske litteratur vidunderlige oplysninger. Læst ukritisk er den præcis lige så farlig, som alt andet man sluger uden at have evne til at fordøje det på rette måde!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!