Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jordens og menneskehedens historie er mildest talt interessant, men med den kosmologiske udviklingslære bliver den endnu mere interessant og desuden meningsfuld.

 

 

 

For omkring 5 milliarder år siden mener man, at vor jord blev skabt. Men der skulle gå over 2 milliarder år før de første livsformer (encellet liv som alger og hvirvelløse dyr) kunne begynde at udvikles. I denne forberedelsestid skabtes atmosfæren. Jordskorpen afsvaledes og en lang tidsperiode med regn begyndte.

Dette førte til at havene blev dannet, hvori de første fysiske livsformer begyndte at udvikles (der var stadig for lidt ilt i atmosfæren og endnu ikke noget beskyttende ozonlag for livsbetingelser på land). Fra encellet liv til flercellet liv (svampe og gopler) gik den fysiske udvikling videre. Så kom også fiskene til. På land var der nu planter, og efterhånden krøb de første hvirvelløse dyr op på land og de udviklede sig til krybdyr. Disse efterfulgtes af dinosaurerne, der fandtes for omkring 240 millioner år siden og forsvandt igen fra jorden efter ca. 150 millioner år. Derefter kom pattedyrene for ca. 65 mill. år siden, mener man. Efter yderlige 35 mill. år, det vil sige for 30 mill. år siden, mener man menneskeabernes forfædre fandtes. Og her kan man vel sige, at vor forhistorie som jordiske mennesker begyndte.

Det gør, at nøjagtige tidsangivelser og øvrige detalje-oplysninger om den biologiske udvikling ikke er så væsentlige. Martinus gik i hvert fald ikke nærmere ind i dette, selv om han måske kunne have gjort det ved hjælp af sin intuitionsevne, hvis han havde ment det nødvendigt. Man kan tænke sig, at den åndelige videnskab måske engang i fremtiden – når stadig flere enkelte mennesker får kosmisk bevidsthed – vil gå ind i dette, hvis der er interesse for det.

I begyndelsen af 70'erne gjorde man i et område af Afrika et fund, et kvindeskelet – "Luzy" døbte man det, som historisk viste, at den menneskelige kropsform var udviklet allerede for 3 mill. år siden, selv om hjernen stadig var en abes på det tidspunkt. Man har også nu konstateret, at den oprejste gang var mindst 4 mill. år gammel. Nogen forklaring på, hvad der virkelig lå bag disse ændringer i livsvilkår eller hvad deres formål var, finder vi ikke i den almene videnskab, bortset fra visse teorier om "tilfældighedernes spil". Men Martinus siger i Livets Bog 6, stk 2255 og 2256: "Fra at være et firbenet dyr er det ved at udvikle sig til at blive et væsen, der mere og mere får evne til at bevæge sig ved den oprejste gang fra sted til sted. Derved degenererer dets forbens natur som "fødder". De bliver mere og mere overflødige i væsenets vandreevne. Men derved bliver de frigjorte for væsenet til en helt anden funktion. De bliver "hænder" eller de redskaber ved hvilke det begyndende menneske kunne udvikle sin fysiske skabeevne, den evne der efterhånden gjorde det dyret kolossalt overlegen, gjorde det til elementernes behersker. Denne voksende frigørelse af væsenernes forben fra vandreevnen og den heraf følgende skabeevne skyldes en indtrådt ændring i det pågældende væsens kosmiske polstruktur." (En forandring af den feminine og den maskuline pol, det vil sige den polforvandling, som ifølge Martinus stadig finder sted i individerne og ligger bag hele spiralkredsløbet eller den bevægelse vi kalder livet). For mandens eller "hannens" vedkommende, er det den feminine pol, som tidligere var latent, der begynder at vokse. Og for kvindens eller "hunnens" vedkommende er det den tidligere latente maskuline pol, som mere og mere giver sig tilkende. Når begge disse poler er i balance i væsenet, er det blevet et fuldkomment menneske og udviklingsmæssigt set nået frem til det Martinus kalder "det rigtige menneskerige". Vi giver igen ordet til Martinus: "Men med den modsatte pols begyndende udvikling i væsenet, begynder et nyt område af mentalitet efterhånden at gøre sig gældende i væsenets fremtræden. Dette område tilkendegiver sig ved en begyndende udvikling af nye evner. Det er ved hjælp af disse evner, at dette primitive dyremenneske blev sat i stand til at danne sig våben og ved de samme evner blev herre over ilden og tog den i sin tjeneste." (Brugen af ilden mener man inden for arkæologien tog sin begyndelse for ca. 1.5 mill. år siden, ligesom de tidligste stenredskaber menes at være anvendt for omkring 2.5 mill. år siden). "Det var også ved de samme evner, det efterhånden blev i stand til at danne sig boliger og klæder og mange andre livsvigtige produkter. Og denne udvikling fortsatte og har nu igennem hundrede tusinder af år og mangfoldige jordeliv eller genfødsler forvandlet dette fortidige abemenneske til det nuværende moderne kulturmenneske med alle dets materielle goder og store beherskelse af millioner og atter millioner af naturens hestekræfter."

 

Hvad angår pyramiderne (ved Gizeh uden for Cairo) har Martinus en helt anden opfattelse end den almengældende i dag – idet man mener, at de skulle være beregnet for de tre ægyptiske faraoner: Cheops, Chefren og Mykerinos for omkring 2.600 år f.Kr. Martinus bruger jo som bekendt hovedsageligt sin kosmiske bevidsthed eller sin intuitive evne, når han fremlægger det evige verdensbillede – ikke for at afdække arkæologiske spørgsmål. Men dette hindrer tydeligvis ikke at han rent spontant – da han på en udlandsrejse besøgte pyramiderne ved Gizeh – fik et intuitivt syn eller en vision om, hvordan pyramiderne havde set ud fra begyndelsen. Området omkring dem var da en frugtbar oase og ikke som nu en ørken. Endvidere fortæller Martinus i bogen "Martinus Erindringer", at pyramiderne ikke blev til ved fysiske kræfter, men ved en psykisk materialisation af et højt udviklet broderskab for mellem 80-90.000 år siden! – Og de skulle anvendes til psykiske indvielser af kommende faraokandidater. Enten er 14 C-metoden (en moderne dateringsmetode) ikke helt pålidelig eller også har Martinus fejlbedømt tidsbestemmelsen, hvilket turde være mindre sandsynligt, da han forekommer så sikker på sine udtalelser. Fremtiden må vel afgøre denne sag.

 

 

Med reinkarnationsperspektivet og Forsynets udviklingsplan i bevidstheden bliver det pludseligt forståeligt, hvorfor netop disse tidligere nævnte civilisationer kom ind i verdenspanoramaet, ligesom de lidt efter lidt forsvandt. Mest sandsynligt beroede det på, at der i individernes kosmiske struktur (før de indgik i civilisationen) på den ene side fandtes visse udviklingsmuligheder på jorden. Dermed inkarnerede disse "sjæle" med deres erfaringer og evner, som de havde tilegnet sig eller udviklet på andre kloder eller verdener, i vort fysiske univers. Når mulighederne for videre udvikling frem imod det rigtige menneskerige, "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed ikke længere fandtes, kunne udviklingen kun fortsætte på andre kloder, hvor der fandtes mennesker (individer), der var nærmere det rigtige menneskeriges kultur. Derimod er der nu i dag, som vi forstår, udviklingsmuligheder for at få kosmisk bevidsthed på jorden (se evt. i Livets Bog 1, stk. 247-248). Den anden siden af sagen er jo, at netop disse tidlige civilisationer med alle deres opfindelser og dengang allerede udviklede samfundsorganisation, samtidig indgik i Forsynets plan: – at bane vejen for den kulturudvikling, som senere skulle blive mere og mere udbredt på jorden.

Litteraturkilder:
Livets Bog 1, stk 247-248,
Livets Bog 6, stk 2255-2256,
Martinus Erindringer,
Alle tiders historia,
Civilisationens Gryning.

Oversætter: SB