Ældre Kosmos og Kontaktbreve

panske banegårde og stationer er der et vældigt folkeliv. Japan er stærkt overbefolket. Her er så at sige "myldretid" ustandseligt. Firesporede baner med eksprestog og S. tog fører folkemasserne i hver retning mellem hovedstaden og et væld af stationer rundt om i provinserne. For pastor Jensens og mit vedkommende gik turen altså til Kamakura. Fra stationen kunne man, rent bortset fra at kunne blive befordret med taxi, også her, ligesom i andre byer i det fjerne Østen, blive befordret i rickshaw. Foruden de ordinære butikker i den lange gade, som førte frem til tempelporten, var der en mængde småboder med souvenirs og små kunstgenstande, som japanerne er så geniale til at fremstille. Alt i gaden var kolossalt farvestrålende. Da røde og hvide farver var særligt fremtrædende, blev man her stærkt mindet om de danske nationalfarver. Midt i alt det fremmede gav de ligesom fornemmelsen af noget hjemligt. En buet bro førte over til tempelområdet, der udgjorde et meget smukt parkanlæg med store træer, plæner og blomster. Baggrunden af området strakte sig opad en bjærgside. Brede trappeformationer førte op til templerne, der fornemt tilbagetrukket og omgivet af store træer fremtrådte her i deres smukke, rødbrune farver og med deres ejendommelige buede tagkonstruktioner. Som de lå der på bjærgets sider, det ene højere end det andet og forbundet ved de himmelstræbende trappeformationer, udgjorde de ligesom et imponerende symbol på en vej mod himlen, altså et symbol på livets vej eller vejen opad imod lyset. Det var et betagende skue, der måtte mane enhver udviklet tænker til beundring eller ærefrygt.

Skønt der her var mange mennesker, var atmosfæren præget af højtidelighed, fred og ro. Japanernes religiøsitet syntes at præge dem med lyse smil og stor høflighed og venlighed overfor hverandre. Der var absolut intet af den alt for alvorlige og for lidt opmuntrende atmosfære, som man ofte bliver vidne til indenfor visse kristne sekter, hvor al munterhed synes at være bandlyst. Foran de åbne templer påkaldte japanerne guddommen ved at give nogle klap med hænderne, og fremsatte så derefter for åbent tæppe og ganske ugenert deres ønsker eller bøn til den. Der forekom heller ingen afspærringer for fremmede. Vi kunne gå frit omkring alle vegne.

Men templerne var trods alt dog ikke det mest imponerende i dette hellige terræn. Her forekommer også den verdensberømte store buddhafigur. Denne gigantfigur er på størrelse med et treetagers hus og stammer fra det tolvte århundrede. Den har således her fra sit høje stade set ned på syv århundreders japanske generationers passage forbi dens fod. Den har set dem skifte fra middelalder til moderne kultur af i dag. Flere store jordskælv har den modstået og ser stadig med et overvældende stærkt, men mildt blik ned på beskueren ved dens fod. Der er noget meget ejendommeligt for ikke at sige mystisk ved den. Det ser fuldstændigt ud, som om den var levende. Hvad er det, der således gør dens blik levende? – Er det de syv århundreders folkemassers trofaste og urokkeligt gentagne forestilling om dens liv, der i dag har fortættet sig om den, i sin blågrønne patina lysende, mægtige bronceskikkelse? – Er det denne massernes tusindårige tankeindstilling og hyldest, der har givet den en astral eller psykisk patina så stærk, at den synes at forekomme som levende og med et blik af en så varmende velsignelse og overjordisk ynde, at man atter og atter ønsker at vende tilbage ind under dette blik og hvile i dets solskin? – I sandhed, tankens magt er overvældende. Den bringer den himmelske verden ind foran de jordiske sanser. Århundreders tilbedelse og tankekoncentration på den samme fysiske ting giver den en virkelig psykisk patina, en sjælelig glorie, en åndelig strålemagt, der er i stand til at velsigne og kærtegne den følsomme og ydmyge beskuer og indgive ham ærefrygt for guddommelig storhed og dermed tillid til forsynet og fred i sindet. Jeg har oplevet noget af den samme psykiske patina eller atmosfære i de kristne kirker, hvor århundreders bønner, prædikener, dåb og sakramenter har været et guddommeligt fundament for generationernes moral eller sjæleliv, men jeg har aldrig før set en sådan psykisk patina gøre en død ting så levende eller indhyllet den i en så tyk atmosfære af ånd som her i den japanske gigantbuddhas ansigt og blik på beskueren. Generationernes permanente tankekoncentration af tilbedelse af det højeste væsen via dette døde metalansigt er her opsummeret som en magisk kraft, der kaster den modtagne sympatimasse tilbage mod beskueren som fra et levende væsen. Fra den døde buddhas åsyn strømmer der ham i møde en anelse af en højere verdens liv, en inspirerende kraft eller ophøjet velsignelse. Det er muligt, at hundreder af fremmede turister kommer og ser buddhaen uden at mærke eller ane denne dens ejendommelige mystik, dens tilegnede ånd eller psykiske masse. Ja, der er vel dem, der i deres kosmiske uvidenhed i den kun ser en "afgud" og lader hånt om denne "hedningernes afgudsdyrkelse". Er det ikke netop således, vi i den kirkelige kristendom har lært at betragte de andre religioners helligdomme og gudsdyrkelse? – Det er denne primitive indstilling til andre religioners gudsdyrkelse, der er med til at skabe den ortodokse eller kirkelige kristendoms forfald og sabotage af den kærlighed, hvormed vi skal elske hverandre og dermed fjerne krigen fra al menneskelig tilværelse. For mig blev gigantbuddhaen til dato min største oplevelse af et kunstværk, fremstillet af menneskehænder. Takket være den kærlighedsatmosfære, som generationerne igennem århundreder har indhyllet den i, blev den til en lysende fakkel på det psykiske plan, ja næsten til et mirakel. Den døde skikkelse velsigner de levende. Millioner af sjæle har igennem århundrederne hentet kraft og styrke i modgangens time fra dens åsyn. I sandhed, Guds nærhed funkler her ud fra den døde materie.

På bagsiden af buddhaen var der en dør i dens fundament, igennem hvilken man kunne komme ind i dens indre. Og præsterne gav os for nogle få ører adgang til dette indre. Her var der trapper, der førte op igennem buddhaen til forskellige afsatser. På en af disse kunne vi stå og se ud igennem nogle åbne lemme, der var placeret i kæmpebuddhaens ryg. Det var også med en ejendommelig følelse, jeg her betrådte det indre af dette højalter for guddommelig koncentration og tilbedelse.

Det var i virkeligheden dejligt at se, hvor frit og tolerant asiaterne således skænkede os adgang til deres store helligdomme, buddhaerne eller symbolerne for Gud. Her var virkelig en strålende og varmende tolerance, som mangen en religiøs bevægelse indenfor kristendommen kunne have godt at af blive vidne til og undervist i af de buddhistiske præster. Her var det let at se, hvor tåbelig og ukærlig den ringeagt er, som mange af de ortodokse kristne mennesker udviser overfor denne østens store gudsdyrkelse eller verdensreligion. De tror, at denne gudsdyrkelsesform og dens buddhafigurer eller hellige symboler er udtryk for afgudsdyrkelse, og så er sandheden den, at den ligeså lidt som kristendommen og dens helgen- og jesusbilleder er afgudsdyrkelse. Selvfølgelig tror hverken præsterne eller menighederne indenfor den buddhistiske verdensreligion på, at selve metalbuddhaerne og andre af deres helgenskulpturer er levende guddomme. De ved udmærket godt, at de ligesom de kristne Jesus- og helgenbilleder og sakramenterne kun er symboler, der er beregnede på at stabilisere koncentrationen og indstillingen på den virkelige levende Guddom, der bag alle ydre foreteelser er den samme for alle levende væsener. Forbindelsen mellem denne ene sande Gud og buddhisterne er ligeså ærlig, levende og virkelig som forbindelsen mellem denne Gud og de kristne mennesker. Kristi advarsel imod at dømme vil i høj grad også her være gavnlig.

I et tempel helt oppe på bjærget blev vi også vidne til en meget smuk billedstøtte af en buddha eller helgenskikkelse. Hele dens dragt og hovedbeklædning var ligefrem et ocean af symbolik. Denne imponerende figur var belagt med guld og fyldte ligeledes rummet med tilbagekastet psykisk atmosfære. Men alene ved sin ydre pragt og glans måtte den betage enhver tilskuer.

De buddhistiske præster i templet her var meget interesserede i at få at vide, hvilket land vi kom fra. Og da pastor Jensen som svar på deres spørgsmål meddelte dem, at vi var fra Danmark, fik vi følelsen af at være særligt velkomne. De kendte godt Danmark. Og det var vist igennem H.C. Andersens værker, de var blevet så sympatisk stemt overfor os og vort lille land. Jeg kan forøvrigt her tilføje, at jeg mødte den samme sympati og elskværdighed overalt hos myndighederne, hvor jeg senere kom frem, når de fik at vide, at jeg var fra Danmark. Det var en dejlig følelse at opleve, at vort lille land stod så godt anskrevet hos menneskene i disse fjerne egne. Imidlertid var dette mit andet og sidste besøg i Kamakura forbi. Med minder om uforglemmelige oplevelser tog vi atter tilbage til Yokohama.

Takket være pastor Jensen, som stadig elskværdigst stillede sig til rådighed for mig, så snart der var lejlighed til det, uden at det hæmmede ham i hans øvrige arbejde, blev mit ophold i Japan ikke kedeligt. Hver dag gav nye oplevelser og indblik i japansk psyke og folkeliv. Jeg fandt her i dette asiatiske metropol, som Tokyo og Yokohama frembyder, en levende bekræftelse på mange af mine analyser i "Livets Bog", ligesom jeg også her fik opmærksomheden henledt på nødvendigheden af kommende analyser af områder, jeg uden disse mine rejseoplevelser ikke ville være kommet til at give i mit hovedværk. Og heri ser jeg, at mit "ufrivillige" ophold i Japan således havde en dybere årsag end det hændelige uheld, at det indiske gesandtskab i Stockholm gav mig forkert visum. Og således har jeg yderligere haft den glæde at se, at alle de foreteelser ved min rejse, der i en overfladisk belysning og indstilling til sagen har taget sig ud som fejlagtige og unyttige, dog ved en større og mere kosmisk indføling med livet og Guds veje absolut ikke har været værdiløse, men netop har været livsbetingende for at føre mig frem til de oplevelser, jeg nødvendigvis måtte have for at kunne fuldende mit hovedværk og dermed min mission i menneskehedens tjeneste. Mine rejser såvel som mine øvrige oplevelser, ubehagelige såvel som behagelige, har alle været manifestationer, igennem hvilke Gud har åbenbaret for mig absolut nødvendige oplysninger, som jeg igennem symboler, skrift og tale skulle bringe videre til glæde og velsignelse for menneskeheden, ganske ligegyldigt hvad den eller den så end måtte mene øg tænke i det pågældende felt.

Imidlertid er vi nået frem til lørdag den 6. november, dagen for min afrejse fra Japan. Men da min maskine ikke skulle afgå før om aftenen ved 21-tiden, tog pastor Jensen og jeg toget ud til Fujijama, som jeg meget gerne ville se endnu engang, inden jeg skulle forlade Japan. Selve den lille provinsby, hvortil vi var taget, og som lå ved bjærgets fod, var, ligesom alle andre byer i Japan med sit myldrende folkeliv (Japans folkeliv svarer til det samme, som hvis Danmark havde 42 millioner mennesker i stedet for 4 millioner), sine ejendommelige huse, japanske klædedragter, salgsboder, håndarbejder og nipsgenstande o.s.v., et eventyr for sig. Her udenfor denne lille by rejste sig et af verdens skønneste naturscenerier, et rent ud fantastisk skue. Japan har mange bjærge, men på den breddegrad, på hvilken Fujijama ligger, er det kun dette bjærg, der når op i den evige snes regioner. De andre bjærge former sig i lange kæder, men er ligesom trukket til side, således at Fujijama kommer til at ligge helt frit. Og her i ensom majestæt, med de andre bjærge lidt på afstand, hæver Japans hellige bjærg sin kegleformige masse op igennem skyerne for hinsides disse atter at komme til syne og betage beskueren med sin hvide kalot i den evige snes domæne. I den gryende dags første morgenrøde funkler denne kalot som en krone af det reneste guld og anmelder dagens komme, medens det endnu er tusmørke på bjærgets sider og nat i dalene omkring dets fod. Men det er ikke blot i morgenrødens gyldne glans, det kan betage beskueren. Det skifter stemning efter vejr og vind, efter solskin og gråvejr rent bortset fra den eventyragtige, sølverne stemning, det frembyder i måneskin.

Synet af dette betagende bjærg blev min afskedsoplevelse med Japan, dette østens skønne eventyrrige. Vi tog toget tilbage til Yokohama og Tokyo for derfra at tage ud til flyvepladsen, hvor jeg skulle fortsætte eventyret i SAS' store cloudmaster til Indien, det andet af østens store eventyrriger. Men fra mit vindue i toget kunne jeg stadig se Fujijama. Det var ligesom om, det fulgte med. I kraft af dets gigantiske masse syntes det at blive ved med at være lige nær. Toget buldrede fremad Igennem den ene tunnel efter den anden. Bjærgkæde efter bjærgkæde lagde vi bag os, men ude på de åbne sletter imellem bjærgkæderne skimtedes stadigt Fujijamas top ragende op over de andre bjærge højt imod himlen. Og her oppe over skyerne lyste det med sin hvide krone et sidste farvel til beskueren. – Men det følger ham stadig. Jeg så mange andre ting i Japan, som jeg mere eller mindre har glemt, men synet af Japans hellige bjærg, denne åbenbaring af guddommeligt skabevælde, og oplevelsen af den døde – "levende" – buddha fulgte mig ud over havene, ud over andre af østens fagre riger og hjem til Danmark og er den dag i dag en lønlig lyskilde, ved hvilken jeg bliver velsignet, når jeg dvæler i mine minders land.