Kontaktbrev 1956/17 side 6
den føde vi spiser.
Der er nu mange sygdomme som straf for den kunstige, videnskabelige levemåde.
Frelseren virker i verden allerede nu, kun få ved, hvem han er. Han sår sin sæd, og efter den tredie verdenskrig, der er forestående, kommer den ny verden med fred og harmoni.
Mr. Vaijanat Athavales besvarelse:
Lederne i verden d.v.s. de politiske ledere kræver magt og rigdom. Ledere indenfor andre områder synes utvivlsomt, der er nogen nødvendighed i Frelserens komme, men vagt. Ledere, der virkelig tænker på Frelserens komme, kan tælles på een hånd. Få er de ivrige forventningsfulde, andre sidder med foldede hænder og deres triste ansigt vendt mod himlen afventende hans komme.
Min egen besvarelse:
Den moderne verdens ledere her i vesten synes ikke at have megen tiltro til en religiøs verdensfrelse. De er ganske vist indstillede på gerne at ville skabe fred, helst en verdensfred, men i deres religiøse eller kosmiske uvidenhed ser de ikke anden udvej til skabelsen af freden end igennem skabelsen af et materielt "forsvar", baseret på de mest raffinerede, geniale mordvåben. De lever i den vildfarelse, at kun den stat eller det folk, der har den største materielle magt, beskyttet og opretholdt ved den størst mulige udvidelse af evnen til at undertrykke og eventuelt myrde sine "fjender" og ødelægge deres kulturgoder, kan skabe fred. De forstår endnu ikke, at man med en sådan indstilling saboterer livet, lykken og freden i stedet for at opretholde og velsigne livet, freden og lykken. De forstår ikke, at man med krig ikke kan afskaffe krig. De forstår ikke, at krig kun kan afskaffes, når den overvindes af venskab. Kun det absolutte venskab kan afskaffe fjendskab. Et fjendskab, der ikke er opløst af venskab, er stadig et fjendskab. Et fjendskab, der kun kan holdes i ave ved hjælp af tortur, straf og undertrykkelse, er stadig et fjendskab. Den sande fred, det virkelige venskab eller den bebudede næstekærlighed imellem menneskene kan kun gives frivilligt. Man kan ikke ved nogen undertrykkelse og straf tvinge andre mennesker til at elske sig. Kærligheden mellem menneskene kan ikke opretholdes eller garanteres ved våbenmagt, atom- eller brintbomber. Men det kender de irreligiøse og materialistiske mennesker ikke noget til. Det er denne forfærdelige, kosmiske uvidenhed og overtro, der i dag behersker de fleste af verdens politiske ledere og magthavere. Men dette kan ikke bebrejdes dem. Den viden, de ikke har, kan de ikke handle efter. I virkeligheden ønsker de fleste af hjertet at kunne skabe fred. De fører ikke krig for selve krigens skyld eller af sportslige hensyn. De fører krigen, fordi de ikke ser nogen anden udvej til at skabe ordnede forhold.
Det er denne bundløse kosmiske uvidenhed på det religiøse eller guddommelige område, der må fjernes. Der må skabes en autoriseret konkret videnskab i væremåde eller menneskesamvær, ligesom man allerede har en konkret videnskab, når det drejer sig om skabelse på det fysiske eller materielle område, såsom skabelsen af huse, maskiner, befordringsmidler, klæder og den øvrige mangfoldighed af nyttegenstande, som denne videnskab har beriget menneskeheden med. Menneskeheden vil nu få en videnskab, der viser, at mord fører til mord, krig fører til krig, had fører til had ect., og at kun virkelig kærlighed kan føre til kærlighed og dermed til fred mellem menneskene. At få denne store sandhed ført fra det abstrakte til det konkrete område, så den bliver tilgængelig for intelligensen og dermed kan blive alle menneskers eje som kendsgerning, er det tyvende århundredes verdensgenløsning. Det er "Verdens frelse" af i dag.
48.– Mit symbolforedrag for kongressen.
På kongressen oplæste enhver af deltagerne disse sine svar på kongressens fem spørgsmål. Og ligeledes havde de hver især lejlighed til at uddybe deres svar gennem foredrag. Imidlertid måtte jeg, som læserne vil erindre, forholde mig passiv i kongressens første dage på grund af vanskelighederne ved at skaffe en tolk, da man ikke fra den danske legation i Tokyo kunne få en sådan. Men på kongressens næstsidste dag i Shimizu, onsdag den 26. oktober om middagen ankom en ung japaner, som lige havde været otte måneder i Danmark og derfor kunne en lille smule dansk. Ham havde man fået til at indvilge i at være tolk for mig. Og ham måtte jeg så nøjes med. Derefter blev det så min tur til at komme aktivt frem på kongressen. Men grundet på, at kongressen skulle afslutte sit arbejde her i Shimizu den næste dag for derefter at foretage en udflugt til et andet af bevægelsens centre i Japan, blev der ikke tid til, at jeg kunne få lejlighed til at uddybe grundlaget for mine i forvejen indsendte skriftlige besvarelser af de fem hovedspørgsmål, som man havde tilstillet kongresdeltagerne. Dog blev det bestemt, at jeg kunne holde et foredrag over det evige verdensbillede ledsaget af mine symboler i lysbilleder sent på eftermiddagen. Og jeg gik allerede med det samme i gang med at sætte tolken ind i de symboler over verdensbilledet, jeg skulle bruge til foredraget for derved at lette ham oversættelsen af disse, når han senere under mit foredrag skulle fortolke disse.
Kl. 17,00 fyldte kongresdeltagerne en til foredraget beregnet mørkelagt sal. Og det spændende øjeblik indtraf, da jeg skulle vise verdensbilledets kosmiske analyser for den store og meget forventningsfulde, asiatiske forsamling. At man var spændt på at se de kosmiske analyser i lysbilleder kom til udtryk ved en stor klapsalve fra de unge mennesker på Ananai-Kyos kontor, da det dagen før var lykkedes at få fremskaffet et lysbilledapparat fra det amerikanske kulturcenter i Japan. Dette, at se verdensaltets analyser i en så gennemført kortlægning i grafisk fremstilling overført til lysbilleder, var her, ligesom i Indien, noget ganske nyt og uvant, så forventningen hos de tilstedeværende var stor. Men desværre var tolken alt for lidt kvalificeret til at kunne udføre den meget krævende sprogmæssige opgave, der her blev stillet ham. Han ikke alene skulle oversætte min tale fra dansk til engelsk, men også til japansk. Og da det hele skulle foregå i et meget hurtigt tempo, da der var alt for lidt tid reserveret foredraget, måtte det nødvendigvis bryde sammen for den unge tolk. Allerede ved et af de første billeder, der blev fremført, måtte foredraget lægges helt om, så jeg måtte nøjes med – ikke at forklare analyser – men derimod kun ganske kort at nævne, at med det og det symbol kunne den og den kosmiske analyse forklares. Men selve analysen måtte således udelades. Foredraget blev således i virkeligheden kun en påvisning af, hvilke analyser symbolerne kunne bruges til at forklare eller var en kortlægning over. Jeg har aldrig før eller siden holdt et så lidet talende foredrag ved hjælp af mine symboler. Hvis kongressens ledelse havde kunnet holde, hvad den lovede i sit telegram til mig, nemlig dette, at en fuldt kvalificeret tolk forefandtes, ville den ikke således i blinde være kommet til at overvære det budskab, som jeg følte, Gud havde givet mig at bringe den. Nu var de så begejstret og fuldt optaget af små, intetsigende, lokale analyser, såsom at verdensreligionen skulle have det engelske sprog til hovedsprog, og at man skulle det og det til fordel for den, men selve verdensaltets kosmiske analyser, udarbejdet i intelligensmæssige tankerækker, kontrollable for enhver human udviklet tænker, fattede de ikke. Og dog var denne analyserække det absolut eneste, der kan være fundament for et åndeligt ståsted for hele menneskeheden. Kun denne kosmiske analyserække som videnskab kan blive hele menneskehedens absolut faste punkt. Alle disse ellers så elskelige mennesker var netop her samlede i denne kongres for at skabe et ståsted for alverdens mennesker, men de var så optaget af deres egne på dogmetro og hypoteser baserede forestillinger om "Verdens frelse", at de tilsyneladende ikke fattede, at Gud eventuelt kunne have en hel anden mening om denne menneskeheds fremtid. I denne deres mentale indstilling havde de derfor ingen mulighed for at fatte det guddommelige svar på deres bønner, der i form af verdensaltets kosmiske analyser viste sig for dem i farver og lys fra mine symboler på det hvide lærred. Den stemme, der på deres eget sprog kunne have indviet dem i det guddommelige budskab, der var et svar på alle de store livsspørgsmål for menneskeheden, og som udtrykte Guds almægtighed, alvisdom og alkærlighed og betinger, at ikke eet eneste menneske eller noget som helst andet levende væsen nogen sinde vil blive fortabt, men at absolut alt liv uundgåeligt tilsidst vil blive i Guds billede efter hans lignelse, havde de tilsyneladende ikke lagt vægt nok på at skaffe til veje. De måtte derfor nu se på manifestationen af den guddommelige verdensplan uden at vide, hvad det var, de så. Men jeg havde gjort min pligt. Jeg havde rejst 16.000 kilometer hen over verden, støttet af mine venners kærlighed for at bringe det Guds budskab til Ananai-Kyo bevægelsen, som den tilsyneladende søgte og igennem kongressen håbede at støtte. Men selv om man manglede den helt fuldt ud kvalificerede tolk, så var der dog enkelte af de tilstedeværende, der anede noget af den sandhed, de var vidne til. Og en videnskabsmand fra Indien udtalte om mig: "Den mand er mere videnskabsmand, end han er filosof". Men selv om man således ikke havde forstået ret meget af dette mit symbolforedrag, kunne jeg dog mærke, at det havde givet dem en vis respekt for mit arbejde. Og den store elskværdighed og sympati, man hele tiden havde vist mig, var ligesom blevet endnu mere inderlig. Der var måske alligevel ind i deres hjerter sivet lidt af den guddommelige virkelighed, der lå skjult i symbolernes farver og streger.
49.– Oplæsningen af mine besvarelser på kongressens fem spørgsmål.
Den næste dag skulle mine indgivne svar på kongressens fem spørgsmål frem på kongressen. Først skulle jeg selv læse disse svar på dansk. Derefter skulle tolken læse dem på engelsk, hvorefter en anden japaner skulle oplæse dem på japansk. Det var ikke uden en vis spænding, at jeg skulle op foran mikrofonen og læse mine svar for denne blandede asiatiske forsamling og eventuelt for den japanske radio, ifølge hvad der blev skrevet til mig i invitationen. Efter min oplæsning på dansk kom der en meget venlig klapsalve. Da ingen i salen ud over den japanske tolk kunne det danske sprog, var jeg klar over, at denne klapsalve kun var af ren venlighed eller høflighed overfor mig. Men efter min oplæsning læste tolken den engelske oversættelse af mine svar. Efter denne oplæsning kom der en ikke mindre energisk klapsalve. Dernæst blev den japanske oversættelse af mine svar oplæst. Efter denne oplæsning, som kunne forstås af alle japanerne, der med undtagelse af den lille gruppe udenlandske gæster, udgjorde den væsentligste del af forsamlingen, lød der et meget stærkt og hjerteligt bifald. Det kom hovedsageligt fra de unge japanere. Jeg følte, at mine svar her var faldet i en meget god jord. Men som jeg tidligere har antydet, havde jeg på grund af sprogvanskelighederne ikke lejlighed til at uddybe grundlaget for disse mine svar, således som de andre deltagere havde haft det. De havde hver især i de forudgående dage holdt det ene store foredrag efter det andet om deres indgivne svar til kongressen. Mine svar fik altså slet ikke nogen uddybning der. De blev kun oplæst i sin nøgne kortfattede enkelthed. Jeg håber min uddybning af grundlaget for mine svar her i rejsebeskrivelsen nu i sin engelske oversættelse må komme Ananai-Kyo bevægelsen til gode, når de får den tilstillet.
Efter min oplæsning var der fælles the. Og jeg havde lejlighed til at være sammen med nogle ældre japanere, som var overordentlig venlige. De syntes intuitivt at have en følelse af mit arbejdes betydning og var tilsyneladende levende interesseret i min person og i mit arbejde. Men også her var tolkens alt for ringe kendskab til det danske sprog en hindring. Men det kan ikke lægges tolken til last, han gjorde sit bedste. Dog det var altså en fejl, at man ikke i tide havde fået anskaffet en virkelig kvalificeret tolk. Men rent bortset herfra knyttede japanerne sig til mig ved et kærlighedens sprog, en tolerance og venlighed, som senere nok skal gøre dem til noget af den gode jord, i hvilket mine kosmiske analyser af verdensaltet og den evige Guddom vil blive det daglige livs bærende fundament til glæde og velsignelse for alt og alle. Og dermed sluttede kongressen i Shimizu.
50.– Kongressen tager på udflugt.
De følgende dage skulle kongressen med overhovedet for Ananai-Kyo bevægelsen Mr. Yonosuko Nakano i spidsen foretage en udflugt til et andet af bevægelsens centre i Japan. Skønt denne rejse ville være en meget interessant udflugt for deltagerne, følte jeg mig stærkt tilskyndet til hellere straks at rejse til Indien end at tage med japanerne på denne udflugt. Min mission i kongressen var jo forbi, eftersom sprogvanskelighederne var altfor store for tolken, som forøvrigt ikke var særlig glad ved at skulle tage med på denne tur. Det er forståeligt, at han, som lige var hjemkommen fra Danmark, meget gerne snarest muligt ville hjem at holde ferie hos sin familie. Jeg meddelte derfor kongressen, at da jeg nu kunne gøre mere nytte hos mine venner i Indien, følte jeg at måtte give afkald på at deltage i kongressens udflugt. Dette vakte megen skuffelse hos de kære mennesker. Og de gjorde gentagne gange forsøg på at overtale mig til at tage med. Men jeg syntes trods alt, at jeg på grund af sprogvanskelighederne hellere måtte rejse. I Indien havde jeg i al fald en tolk, der kunne oversætte min tale ligeså hurtig, som den blev udtalt. Og derved kunne jeg være meget mere til nytte og glæde med min nærværelse der, end på en udflugt med de mange mennesker, overfor hvilke mine tanker af virkelig betydning ikke kunne blive oversat. Forøvrigt var der også andre af deltagerne, der ikke tog med på kongressens udflugt, som altså fandt sted den næste morgen: torsdag den 28. oktober.
51.– Man arrangerer et par små udflugter for mig.
Imidlertid skulle jeg selv først afrejse fra Shimizu den følgende dag:
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige