Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På de efterfølgende sider vil De finde et koncentreret referat af mit sidste foredrag i KOSMOS FERIEBY, og som De vil se, har jeg i dette foredrag berørt nogle af de problemer, Martinus sygdom har gjort aktuelle. Hvor lykkelige vi end er over, at Martinus helbredelse skrider så godt frem, som tilfældet er, kan det ikke nytte at nægte at se den kendsgerning i øjnene, at Martinus beslutning om helt at trække sig ud af det aktive foredragsarbejde til fordel for fuldbyrdelsen af Livets Bog har stillet i hvert tilfælde mig over for en situation af ganske speciel karakter. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke selv er i besiddelse af nogen overvældende stærk fysisk konstitution, og selvom jeg er villig til at gøre det yderste for at føre det arbejde igennem, jeg på sin vis føler som min egen mission, ville det være tåbeligt af mig ikke at se i øjnene, at årene også i mit tilfælde kræver sin ret. Der ligger ingen klogskab i at påtage sig mere, end man kan magte, og jeg har hele denne sommer følt, at jeg med stærke skridt nærmede mig et punkt, hvor det klogeste og dermed kærligste ville være af både mig selv og sagen at kræve de rene linier, der er forudsætningen for, at vort arbejde skal lykkes. Det har jeg gjort i det efterfølgende foredrag, hvor jeg har berørt en række af de problemer, der dag ud og dag ind har optaget mig i den tid, der er gået, efter at det stod mig klart, at Martinus sygdom helt har ændret min egen livssituation.

Vi er idag såmange, der gennem de svundne år har nydt godt af Martinus dybe åndelige indsigt og store menneskelige kærlighed, at de byrder, som det arbejde der er blevet frugten af Martinus livsværk, overhovedet ingen byrde vil være, om vi løfter i flok. Hvad man så end vil mene, er det en kendsgerning, at ingen åndelig bevægelse kan eksistere uden en vis fysisk organisation. Gennem hårdt arbejde og store ofre fra vore venners side har vi opbygget rammen om et åndsarbejde, der idag nyder den største respekt. Men vort arbejde er endnu på fosterstadiet, og det vil være stor uret imod det at kræve, at det allerede nu skulle kunne eksistere ved egen kraft. Det behøver hjælp, og det skal vi være lykkelige for, for takket være denne kendsgerning får vi en mulighed for at give dette arbejde lidt af det tilbage, vi fik i de stunder, hvor vi, uden det, måske ville have mistet vor åndelige balance.

En vidunderlig sommer er forbi heroppe, når De sidder med dette brev i hånden. Jeg ved, at for alle de der her oplevede mødet med Martinus tanker, har denne sommer været ud over det sædvanlige. Men jeg ved også, at om ganske kort tid begynder vintersæsonen, og for at den kan begynde på en måde, alle kan blive lykkelige for, holdt jeg dette foredrag, som jeg beder Dem om ikke alene at gennemlæse, men også gennemtænke!

Med kærlig hilsen