Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Påny kulminerer den danske sommer i et orgie af sol, varme og dejlige farver. Feriebyen er i øjeblikket "dobbeltbelagt", hvilket vil sige, at hvert eneste sengested er optaget, og at man overalt møder glade og smilende ansigter på denne plet, som alle, der er kommet til at elske den, år efter år vender tilbage til med lige stor glæde i hjertet. Også i år er feriebyen blevet udvidet med nye bungalows samtidig med, at adskillige af de ældre har været undergivet en moderniseringskur, der har gjort dem til rene små drømmeslotte. Rent fysisk er det en fornøjelse at se, hvorledes denne lille by er som en levende organisme i sund og stærk vækst. Træer og huse skyder op på denne plet, der for kun godt tyve år siden henlå som et område, ingen dengang troede havde nogen fremtid. Idag derimod, kan enhver se, at Kosmos Ferieby er trådt udenfor "Døgnfluerne"s rækker. Den er her, og den bliver her!

Helt som sidste år har sommeren jo ikke været, men det er ganske ejendommeligt at se, hvorledes dette ikke mærkes nævneværdigt her. Det åndelige liv har med årene konsolideret sig på en sådan måde, at de regnfulde dage kun kommer til at danne rammen om fornøjelige sammenkomster mellem åndsbeslægtede mennesker, der her oplever lidt af den sjælelige varme, de måske ofte må savne der, hvor hverdagslivet har placeret dem. Naturligvis er det en stor skuffelse for mange, at Martinus ikke selv holder foredrag heroppe, men skuffelsen synes at være opvejet ved, at de jævnligt træffer ham, smilende og mere solbrændt end nogen sinde før. Martinus har virkelig holdt ferie i år, noget for ham temmelig uvant. Han har flere gange villet begynde sit arbejde igen, men lægens advarende ord holder ham dog derfra, og selvom han endnu også må leve isoleret, er der dog ind imellem blevet både tid og mulighed for hyggelige småsamtaler med gode venner. Udefra set, ser Martinus mere rask ud end i meget lang tid, og selv føler han sig også i en vældig bedring. "Men nu vil jeg skrive Livets Bog færdig", siger han, og vi er faktisk mange, der er glade ved denne beslutning. For, når alt kommer til alt, har vi haft næsten formegen adgang til at tage Martinus' tid i disse år. Vi var blevet så vante til at have ham og til at lægge vore byrder på hans skuldre, at vi, uden ganske vist at ville det eller tænke derover, har taget mere tid fra ham end godt har været. Nok herom. Vi ikke alene har Martinus iblandt os heroppe, vi har ham også i en form og i en vitalitet, vi ikke havde turdet håbe for blot en måned siden!

Mogens Møller og jeg har jo overtaget alle foredragene, og vi er begge lykkelige ved den store og varme forståelse, vi har mødt. For mit eget vedkommende betød Martinus sygdom, at jeg indtil videre opgiver at rejse til Indien. Mange har spurgt mig, om denne beslutning ikke gjorde ondt, men lad mig her sige, at det gjorde den ikke. Indien løber jo ikke fra mig, og for mig er det i virkeligheden ret ligegyldigt, hvor forsynet placerer mig, når jeg blot må få lov til at virke i den nye verdensimpuls tjeneste. Vort arbejde her i Skandinavien er i rivende udvikling, og der er fremdeles mere end opgaver nok at tage fat på. Foreløbig skal vi nu fuldbyrde den opgave, som skabelsen af en selvejende institution er. Må jeg i denne forbindelse bringe en foreløbig kærlig tak for den meget stærke reaktion på mit sidste brev. Den kærlighed, Martinus oplevede efter det, har uden tvivl medvirket kolossalt til den næsten utrolige hurtighed, hvormed han kom igennem sin sygdom. Når ferien heroppe er forbi, tager sagens juridiske medarbejder og kulturfondens leder, kontorchef Eigil Hansen fat på det meget omfattende arbejde, det er at få skabt det juridiske grundlag for den selvejende institution, og vi har det håb, at denne sag kan blive i orden allerede i indeværende år. Martinus har dermed nået det rent fysiske mål, han havde sat sig, og det er vor overbevisning, at denne ordning vil give os langt mere tid til at arbejde med de rent åndelige problemer end før.

- - - - - - - - - - -

Strømmen af svenske gæster er vokset støt fra år til år og er i år større end nogen sinde. Om få dage kommer der gæster fra Islands hovedstad Reykjavik og fra Amsterdam og Wassenaar i Holland. Også England når at blive repræsenteret inden sæsonen slutter. Der ligger en egen inspiration i disse besøg, som vidner om, hvor langt Martinus tanker rækker. Intet menneske rejser så langt, som disse mennesker gør, uden at der ligger et dybt åndeligt behov bagved, og erfaringerne viser os, at de ikke bliver skuffet. Vi har ikke alene skabt en ferieby, hvor man kan nyde det ydre liv, vi har også skabt en åndsvidenskabelig sommerskole, hvis ry er nået viden om. Måtte vi blot snart blive flere lærere! Jeg ved, at ønsket eksisterer mange steder, men livet har vist os, at netop det område er et af de sværeste i vort arbejde. Og dog ved vi, at de må findes, og også at de findes. Men her gælder det mere end noget andet sted at være varsom og at give sig tid. Thi lige så stor en lykke det er for et menneske at føle et kald indenfor dette område, lige stor en tragedie er det, om evnerne ikke rækker. Derfor kan man ikke skabe en skole på dette felt, selvom tanken er uhyre fristende. Man må vente med tålmodighed og derudover stole på, at de næste led i kæden vil komme i den time, hvor behovet nødvendiggør deres tilsynekomst.

Noget andet er det mindre krævende medarbejderskab, hvor mennesker søger at udvikle og udvide den viden, de igennem foredrag og selvstudium har erhvervet sig. Til Imødegåelse af dette behov har vi heroppe skabt en række mindre kursus, og erfaringerne herfra peger frem imod en undervisningsform, der synes at rumme mange gode muligheder. Det ville uden tvivl være ønskværdigt, om mange af de, der nu igennem snart mange år har arbejdet med Martinus kosmiske analyser, i deres respektive hjembyer dannede små studiegrupper, små kontaktcentrer, hvor Martinus tanker kunne blive belyst fra flere sider, end det er muligt gennem de mere offentlige foredrag. Vi har ofte drøftet, hvorledes et sådant arbejde kunne tilrettelægges, og vi vil faktisk være meget glade for ideer indenfor dette område. Båndgengivere er nu blevet så billige, at det ikke skulle være uoverkommeligt for en gruppe enten at eje eller leje et sådant apparat. Vi har de bedste muligheder for optagelse i København, og vil gerne gå ind i et sådant arbejde, om blot de Interesserede vil være med til at bekoste båndene. Når vi ikke har gjort ret meget ved den ide, skyldes det kun, at vi har været meget optaget på andre områder. Måske er tiden nu inde til at forsøge et fremstød her, vi vil ihvert fald være meget glade for at høre læsernes mening!

- - - - - - - - - - -

Det er højsommer nu, og vi nyder alle disse varme og skønne dage, som vi "vented så længe". Men som kulminationen af een tilstand i det store kosmiske kredsløb altid betyder fødslen af en ny tilstand, således også i det små. Om få uger slutter denne dejlige lysoplevelse, og de lange mørke aftener begynder at tone frem. Endnu synes vi gudskelov, at der er længe til, men vi ved, at de kommer, og vi må lægge vore planer. Hvorledes Mogens Møller vil lægge sit program, ved jeg ikke, jeg ved kun, at også han gerne vil udvide antallet af sine krese på samme måde, som jeg gerne vil overkomme mest muligt. For Københavns vedkommende vil der imidlertid nok ske den ændring, at søndagsforedragene slutter, og at al undervisning henlægges til hverdagens aftener. I mange år har vi ikke kendt til en normal arbejdsuge med en mulighed for en regulær hviledag. Da Martinus nu må ophøre med foredrag, og jeg selv skal rejse over meget lange distancer i Sverige foruden at passe foredragene i København, tror jeg de fleste vil forstå, at om helbredet skal holde, må der være mulighed for afspænding, og dertil forekommer weekend'en mig at være den naturligste. Men, som skrevet, endnu er der langt til efteråret og de mørke aftener, og dette brev skal da også ende, som det begyndte, med en hyldest til sommerens varme og skønhed, til den tid, hvor vi heroppe mødes og i en vidunderlig atmosfære af indbyrdes kærlighed drøfter alt det, Martinus har ført ind i vort liv. Sommeren i år er lidt speciel på grund af Martinus sygdom, det føler vist både han og vi, men denne følelse kaster ingen skygger, tværtimod tror jeg at turde sige, at den for mange af os med et slag har givet vort liv et dybere perspektiv.

Martinus beder mig med dette brev bringe hver eneste af Dem en kærlig hilsen og en inderlig tak for de mange breve, blomster og andre hilsener, som er blevet sendt ham. Når han er blevet mere rask, vil De alle høre fra ham!!!

Til slut en hjertelig hilsen fra alle medarbejdere og fra