Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære venner!

– Jeg beder Dem med det samme undskylde, at jeg dennegang erstatter det mere neutrale "læser" med ordet "venner", men det har sin årsag deri, at dette brev nødvendigvis må afvige fra alle de breve, jeg hidtil har sendt Dem. Mange af Dem ved allerede, at Martinus har været meget alvorlig syg og har gennemgået en meget kompliceret operation, men mange ved det ikke og modtager med dette brev den første oplysning derom. Når jeg bruger udtrykket "har været", er det måske ikke helt korrekt, idet Martinus i det øjeblik, jeg skriver dette brev, endnu er meget alvorlig syg, men krisen er overstået, og vi ved nu, at vi får lov til at beholde ham, det var vi ikke sikre på for blot få dage siden.

Allerede i vinter var mange af os ganske klar over, at Martinus ikke var helt rask. Men han klagede aldrig og havde aldrig smerter. Da vi heller ikke kunne spore nogen anden årsag, mente vi, at Martinus i virkeligheden kun led under den enorme arbejdsbyrde, han havde taget på sig. Men da jeg vendte hjem fra udlandet, fik jeg nærmest et chok ved at se, hvor medtaget han så ud, og jeg bad ham mindeligt om at gå til en læge. Imidlertid syntes Martinus stadig, at der ikke var nogen grund til at ulejlige nogen. Han mente selv, at han havde arbejdet lidt for meget, og at trætheden nok ville fortage sig, når nu foredragene var forbi. Alle, der hørte hans sidste foredrag bevidner, at han talte med samme ild og varme som altid før, men han følte sig alligevel meget træt. Og det må siges at være forståeligt, for kort efter blev det konstateret, at hans blodprocent var nede på 49 og få dage senere, ved indlæggelsen på hospitalet var den yderligere sunket til 42. Undersøgelsen afslørede, at Martinus led af et meget farligt mavesår, og lægerne skred hurtigt til operation, efter at Martinus forinden havde fået fire blodtransfusioner.

At det har været chokerende og angstfyldte dage og nætter for os, ved jeg, De forstår. Martinus blev opereret mandag den 11.juni kl.8 om morgenen, og operationen varede godt halvanden time. Vi var nogle ganske få, der afventede det øjeblik, Martinus påny ville komme til bevidsthed. Vi vidste, hvad der stod på spil og at sige, at vi var meget urolige, udtrykker ingen overdrivelse. Martinus vågnede op et ganske kort øjeblik ved titiden, men var ikke klar. Det blev han først kl.ca.17.30. Forinden havde vi da fået rede på operationens forløb. Den havde været meget kompliceret, men Martinus liv var blevet reddet, og lægerne gav det bedste håb om, at han ville stå krisen igennem.

Alt, hvad jeg hidtil har skrevet, kan måske lyde underligt refererende, men det er også kun et forsøg på at beskrive det rent ydre billede af denne begivenhed, der har gjort et meget stærkt indtryk på alle os, som oplevede den på nærmeste hold. Men vi har også oplevet andet end angst og frygt i disse dage. Vi har oplevet at se et menneske, som i den dybeste harmoni med sig selv, uden angst og med den allerstørste tryghed gav sig ind under én skæbne som, for os at se, kunne blive meget svær. Ingen af alle os – og vi er ret mange – som fik lov til at opleve Martinus indlæggelse og dagene op til operationen, vil nogen sinde formå at glemme, med hvilken sjælelig overlegenhed han mødte den skæbne, som her ramte ham. Ingen af os har set andet end smil og den dybeste ydmyghed. Fra det øjeblik Martinus forstod, at hans liv måske var i fare, oplevede vi alle det forunderlige, det er at se et menneske bøje sig for Guds vilje uden at blot antydningen af en klage kom over hans læber. Jeg var den sidste, der talte med ham aftenen før operationen, og hans eneste bekymring gjaldt kun os herhjemme. For sit eget vedkommende spøgte han og følte sig lykkelig over, at operationen nu snart skulle finde sted. Han var da allerede blevet forberedt med slange gennem næsen ned i maven og andre ting, der røbede, hvad der forestod. Vor sidste samtale vil altid være mig helt uforglemmelig gennem en enkelt ting. Hele hans liv har han drømt om at gøre sin sag til en selvejende institution, og vi havde også foretaget de fornødne undersøgelser. Men det ville koste ca.15.000 kr. at gøre det, og jeg kunne ingen udvej se for disse penge. Mit hjerte blødte ved tanken om, at vi måske nu skulle opleve, at hans ønske blev virkelighed derved, at han selv gik bort. Martinus tanker kredsede meget om dette problem, som altså syntes uløseligt netop nu. Men sent på aftenen kom der et brev til Martinus fra en af hans trofaste venner, og han nåede at få det læst netop som hans bevidsthed under indflydelse af bedøvende midler var ved at svinde bort. Det indeholdt meddelelsen om, at hans store ønske nu var virkelighed. Vedkommende ven skænkede sagen den nævnte sum som gave.

Hvor lykkelig Martinus var ved denne gave, vil De forstå, når De hører, at de første ord, han hviskede til mig ved sin opvågnen var: "Sig til X, at jeg blev så glad, hvor var det dog smukt af ham !" Var det svært for Martinus at vågne? Havde han det ondt? Jeg ved, at spørgsmålene uvilkårligt må komme, og jeg vil straks svare, at set udefra er det hele meget forunderligt. Martinus smerter har været så ubetydelige, og hans nattesøvn, ja selv den allerførste nat efter operationen, så stille og fredelig, at det overraskede selv sygeplejerskerne. Jeg kommer netop fra ham, og idag blev den hæslige ledning, der førte gennem næsen ned i maven fjernet, og Martinus så derefter så rask ud, som han ikke har gjort det de sidste to år. For sygeplejerskerne er han en elskelig patient, det skjuler de ikke, men også for os andre har hans reaktion og væremåde i disse døgn været en inspiration og en lære, vi aldrig vil kunne glemme.

Vi beholdt Martinus. Vi havde ganske vist hans ord derfor, men vore sjæle var rystede, og vi var meget angste for, hvad morgendagen kunne bringe. Nu, hvor Martinus ihvert fald er udenfor umiddelbar fare, er det intet under, at der kommer en alvorlig reaktion, og at mange tanker gør sig gældende. Jeg ved, at mange har den opfattelse, at Martinus ikke skulle kunne blive syg. Måske forstår jeg nok disse mennesker, men jeg hæfter ikke for deres tro. Personligt har jeg altid syntes, at det ikke var så lidt af et mirakel, at Martinus i al den tid, jeg hidtil har kendt ham, aldrig har været syg, såmeget som han har budt sig selv. Jeg har dog år ud og år ind oplevet, at hans arbejdsdag begyndte ved firetiden om morgenen og ofte sluttede længe efter, at jeg var gået til ro. Martinus selv søger ikke årsagen til sin sygdom udenfor sig selv. Han føler, at han ikke har taget tilstrækkelig hensyn til sin krop i de senere år, hvor alderen krævede en anden livsrytme end i ungdommen, og at han nu har måttet betale for denne "udskejelse". Måden han har gjort det på, har været så forbilledlig for os, at den i os har efterladt den dybeste ærbødighed for hans ånd.

Men fremtiden? Det er umuligt for mig, som, i tilfælde af at Martinus virkelig var gået bort nu, skulle prøve at løfte arven efter ham, at lade være med at tænke på, om ikke mange da ville have bebrejdet mig, at jeg ikke i tide havde gjort dem opmærksom på de vanskeligheder, som uden tvivl har bidraget til Martinus sygdom. Tiden fra min første udenlandsrejse i 1951 og til idag har været en hård tid, en prøvelsernes tid. Men trin for trin har vi ikke alene afviklet en frygtelig gæld, men også opbygget og udbygget rammerne for et stort åndeligt arbejde. Når jeg i dette øjeblik ser tilbage over disse år, undrer det mig, at det virkeligt er lykkedes at nå de mål, vi har nået. Klintsøgaard, som dengang var en martrende byrde, er idag vendt tilbage til samfundet som et af Danmarks fineste rekreationshjem. Havde vi "slagtet" denne smukke ejendom dengang, hvad vi kunne have gjort, hvad havde den så været nu? Martinus ønskede at bevare dette store hus, og han nåede sit mål, selvom han i begyndelsen havde andre tanker med bygningen. Og pavillionerne? De er idag kernen i en ferieby, der søger sin lige og deres lejligheder er permanent belagt fremover fra 15. maj til 15. september, et resultat kun meget få feriebyer i dette land kan fremvise. Kosmos Ferieby er ikke alene færdigskabt til vort eget brug, den er også en håndsrækning til 300 ældre mennesker, som nu år efter år er sikrede en ferie, de ikke vil kunne få mage til andetsteds. Og sagens centrum? Netop i dette forår har en af sagens venner på kærligste vis gjort det muligt for os at installere en moderne trykpresse, der helt har gjort os uafhængig af de stadigt stigende bogtrykpriser. Går man huset igennem, afdeling for afdeling, vil man overalt finde, at det nu er det finest tænkelige instrument i sagens tjeneste. Og vort åndelige arbejde? Ja, strækker det sig, takket være Martinus lange rejser til Indien, Japan og Island nu ikke udover den ganske verden? Næsten daglig får vi breve fra selv de fjerneste egne af vor jord med ønsket om at lære Martinus tanker at kende. Gennem esperanto og engelsk er budskabet om Martinus eksistens nået ud over hele jorden, og en sæd er sået, som engang vil bære den rigeste høst.

Og nu skænker Martinus os alt dette. Efter hans ønske gøres sagen nu til en selvejende institution, der udelukkende skal varetage udbredelsen af hans tanker, trykke hans bøger og i alt være et tjenende instrument for den kultur, han ved sine tanker har været med til at grundlægge. Det er sandt, at vi endnu har store vanskeligheder at kæmpe med, men "bjergets top" er forlængst passeret, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der kun er vidunderligt lys forude, om vi ikke svigter vor pligt overfor de tanker, der dagligt, time efter time, udgør vort inderste livsfundament. Bør vi ikke netop nu slutte op om "Martinus Kulturfond" og vise ham i gerning, både at vi elsker ham og ønsker at støtte ham? Er det ikke vor pligt at skåne ham netop nu og give ham mulighed for i fred og stilhed at fuldbyrde Livets Bog. År ud og år ind har han givet os sit eget liv og aldrig krævet noget af os. Bør vi ikke nu benytte lejligheden til at give ham nogle år uden det hårde slid, som de foregående har været for ham? Jeg ved i dette øjeblik intet om, hvor stærk Martinus vil være efter dette, jeg ved blot, at han skal og må skånes, om han selv skal opleve at se sit arbejde gro frem. Til de, der har lånt sagen penge uden at ønske renter eller afdrag, vil jeg sige: Stryg disse penge, hvis De kan! Hjælp Martinus til at gøre hans sag selvejende på så smuk en måde, som det er muligt! Vi har idag kun en bankgæld på ca.55.000 kr. mod engang 475.000 kr., men hvorfor skal vi betale næsten 8% af disse penge og have urimeligt hårde afdrag, dersom der findes en eller flere, som kan overtage disse midler på en for sagen billigere og kærligere måde? Vi har bankmæssig sikkerhed nok, men vi magter ikke de vilkår, som bankerne idag kræver. Og gør noget for vore Kontaktbreve! Er De klar over, at dersom blot hver eneste modtager i løbet af eet år tegnede blot een ny abonnent, eller støttede sagen med et dobbelt-abonnement, var næsten alle vore vanskeligheder løst? Vi er langt over tusinde mennesker, der direkte slutter op omkring Martinus, lad os blive totusinde, og vi giver Martinus den skønneste gave, vi evner at give ham! Jeg har bedt kontorchef Eigil Hansen overlade mig girokort på Fonden til dette brev, som jeg skriver helt på eget ansvar. Brug det og lad det være vor hilsen til den tankens mester, vi alle står i så dyb gæld til.

- - - - - -

Hvornår kommer Martinus hjem? Jeg ved det ikke. Vi har det håb, at han ret snart vil kunne udskrives og bringes op til villa "Rosenberg", hvor vi, uden at kunne vide det, netop har fuldbyrdet det skønnest mulige "rekreationshjem" til ham. Sidste sommer blev vi enige om, at bygge en stue på 5 x 5 m i forlængelse af Martinus lille stue og derved skabe ham den smukkeste mulighed for at kunne modtage alle de mange gæster fra udlandet som nu, sommer efter sommer kommer til Klint. Vi har arbejdet meget flittigt med denne stue, og den vil stå klar til at tage imod ham, såsnart han vender hjem. Med sin blomstersmykkede altan og sine dejlige vinduer direkte ud imod Kattegat, er den som skabt til at give Martinus al den sol, lys og varme han har behov, for påny at komme til kræfter.

Min egen første reaktion ved budskabet om Martinus alvorlige sygdom var at jeg nu ville blive hjemme og udsætte rejsen til Indien indtil videre. Martinus ønsker det ikke sådan, men får han ikke sine kræfter tilbage, således at han kan genoptage sine foredrag, håber jeg han akcepterer mit ønske om at blive hjemme og hjælpe ham. For mig, og jeg tror det gælder os alle, er der kun eet ønske nu, og det er, at Martinus kan blive helt rask og fri for unødvendige byrder og alene hellige sig skabelsen og afslutningen af sit store livsværk: Livets Bog. Det skylder vi ham, og det skylder vi fremtiden!

Martinus kender ikke dette brev, men han har bedt mig sende Dem alle sine kærligste hilsner, og han har bedt mig bringe de mange, der allerede har sendt ham kærlige og opmuntrende breve, sin allerkærligste tak!

Fra samtlige medarbejdere her i huset såvel som fra mig selv, får De også en kærlig hilsen!

P.S. Mandag den 18/6.

Der er nu gået en uge siden Martinus blev opereret og vi kan glæde Dem alle med, at han er i strålende bedring og sandsynligvis vil blive udskrevet om en god ugestid. Martinus vil derefter tage direkte til Klint, hvor han forhåbentlig vil gå en dejlig sommer imøde. Efter samtale med sin læge indstiller Martinus nu sine foredrag og sine mange personlige samtaler og koncentrerer sig helt om fuldførelsen af "Livets Bog". Han har derfor bøjet sig for mit ønske om at udsætte min rejse til Indien til næste år, således at jeg kan overtage foredragene her i København. Martinus glæder sig nu af hele sit hjerte til udelukkende at beskæftige sig med fuldførelsen af sit livsværk og til skabelsen af alle de symboler, der hører til afsnittet om mikrokosmos.

Angående foredragene i KOSMOS FERIEBY i sommer sker der således den ændring, at Mogens Møller og jeg helt overtager dem. Dette gælder ligeledes de sædvanlige kursus.