Ældre Kosmos og Kontaktbreve

lutte særkende. Vi forstår derfor her, at den gamle verdenskultur, baseret på krig, straf og henrettelser og mange andre inhumane foreteelser, må fortsætte og udleve sig til ende i "bukkene"s gruppe, ligesom den ny verdenskultur baseret på sin afstandstagen fra al krig, straf og henrettelser, drab af dyr og andre inhumane foreteelser, kun kan vokse sig frem til kulmination og blomstring i "fårene"s gruppe. I denne menneskegruppe har vi altså den direkte jordbund, i hvilken det tyvende århundredes udslag af verdensgenløsningens guddommelige princip kan rodfæste sig. Ved at iagttage nævnte menneskegruppes psyke eller mentalitet kan vi se, hvad nævnte nye impuls af verdensgenløsningen vil give sig udslag i. Det ses da som selvfølgeligt, at den kommer til at åbenbare sig som en næring eller føde for den åndelige hunger, som nævnte gruppe nærer. I de felter, hvor denne gruppe er totalt mættet, har den ingen føde behov. Og vi har set, at nævnte gruppe i større eller mindre grad er nået frem til klarhed over, at den materialistiske videnskab kun er løsningen på stofproblemer. Den kan derfor kun være føde for materialistisk videnshunger, selv om den af den store part af dens dyrkere bliver opfattet som den absolut eneste vej til livsmysteriets gådefulde løsning. Denne materialistiske videnskab bliver altså for "fårene"s gruppe kun en del af den store sandhed eller livsmysteriets løsning. Men da nævnte gruppe mennesker igennem deres lidelser og den heraf affødte humane sans har givet dem oplevelsen af et helt nyt mentalt område, som det endnu meget inhumane menneske ikke kan fornemme eller opleve, fordrer de intellektuel eller videnskabelig vejledning i dette område. De føler, at der må være en logisk verdensstyrelse, der fra det psykiske plan udløser alt i retfærdighed. De føler, at det ikke kan være livets mening, at menneskene skal være menneskenes værste fjender og leve i en krig, der er at betragte som et helvede i forhold til det liv, dyrene lever i. De begynder at ane, at naturens skabelsesprocesser kun har det ene formål i sit slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener. De aner således, at der, hvor nævnte skabelse ser ud som forbandelse, der er den ganske ufærdig og endnu langt fra sit mål eller endelige slutfacit. Med denne deres indstilling til, at livet er en åbenbaring af logik og planmæssighed, aner de også, at der er kosmisk mentalitet eller bevidsthed og villie bag verdensaltets manifestation. De aner her en Guddoms eksistens. I kraft af deres eget sympatiske anlæg, der får dem til at vige tilbage fra al brutalitet og vold, al antipati og ond opfattelse af deres næste og livsproblemerne, aner de også, at verdensaltets grundtone er kærlighed, og at man må gøre det imod andre, man ønsker, at de skal gøre imod os. Kort sagt, Jesu Kristi mentalitet, af hvilken hans bjærgprædiken var affødt, begynder således her at komme til syne i disse menneskers mentalitet. De begynder at ane og fornemme den ophøjede, mentale verden, i hvilken Kristus vågen, fysisk, dagsbevidst levede. De begynder således at opleve den forudsagte "Kristi genkomst" i deres eget indre. Men det er ikke nok for disse mennesker, at de fornemmer og aner denne ophøjede ny verden i deres indre. De ønsker den logisk eller videnskabelig bekræftet. Men de er ikke selv i stand til at underbygge og bekræfte denne deres livsindstilling logisk eller videnskabelig i en sådan grad, at den tilfredsstiller deres intellektuelle sans. De får derfor på dette felt således en stor intellektuel, åndelig eller kosmisk hunger. Denne hunger kan altså kun tilfredsstilles med en intellektualisering eller videnskabelig udredning af livsmysteriets løsning eller verdensaltets struktur på en sådan måde, at den rent intelligensmæssigt urokkelig stadfæster retfærdigheden og kærligheden som livets fundament i kontakt med det, de allerede intuitivt fornemmer på dette område.

Denne åndelige hunger er således disse menneskers livsproblem. Dette problem kan altså kun løses med en videnskabelig retfærdiggørelse af humaniteten eller næstekærligheden som det primære i verdenslovene eller livets mening. Men en sådan videnskabelig retfærdiggørelse eller stadfæstelse af kærligheden som det primære i verdensaltets styrelse, dette videnskabelige forsvar for den voksende humanitet eller antikrigsmentalitet i mennesket er intet mindre end den af Kristus bebudede "Talsmanden den hellige Ånd", som altså skal lære menneskene om alle ting. Og denne ånd skulle netop blive sendt af Faderen i dommedagsepoken. Da ånd er det samme som bevidsthed, og bevidsthed igen er tanker og viden, er "Talsmanden den hellige Ånd", som altså skal blive menneskehedens frelse, ikke en person, ikke en messias eller kristusskikkelse, der i lighed med de tidligere messiasser eller store menneskehedens førere kunne tilbedes og dyrkes som stedfortrædere eller formidlere mellem Gud og menneskene. Denne nævnte "hellige ånd" er derimod udelukkende det samme som "kosmisk videnskab" eller den allerhøjeste visdom videnskabeliggjort og dermed gjort tilgængelig for intellektualiseret, humanistisk forskning. Denne videnskab afviger altså fra den materialistiske derved, at dens facitter er "livsytringer" og ikke mål- og vægtfacitter. Disse livsytringsfacitter fremtræder i ligeså logiske tankerækker eller analyser, kontrollable for den intellektuelt udviklede humanist, som den materialistiske videnskab. Kun for mennesker med høj humanistisk oplevelsesevne kan denne videnskab blive videnskabelig. For den almindelige materialistiske videnskabsmand, der ikke har den humane sans så højt udviklet, at den kræver andre facitter end mål- og vægtfacitter, kan denne videnskab ikke accepteres som videnskab. Ja den vil endog af de mindst udviklede i human retning blive opfattet som primitiv overtro eller fantasi. Men disse mennesker hungrer jo heller ikke efter den. De har endnu den side ved livet ganske latent i deres mentalitet eller psyke. Men her er vi jo også i "bukkene"s folkegruppe, hvor det er materialismen og lidelserne, der er det primære i udviklingen og ikke den kosmiske videnskab. Da de mennesker, der i særlig grad hungrer efter den kosmiske videnskab, forlængst er færdige med, religiøst set, at skulle tro eller ledes ved dogmer eller påstande og messiasdyrkelse, kan de ikke ledes ved noget diktatur, ligegyldigt hvad enten det er humanistisk eller inhumanistisk, hvad enten det er religiøst eller materialistisk. De ønsker kun at lede sig selv. Men hertil kræves viden. Og derfor bliver det viden og ikke en person eller personer, der bliver det primære i verdensgenløsningens indsats i det nuværende århundrede. At denne videnskabeliggørelse af livsmysteriets løsning kun kan åbenbares eller skabes af vasener, der er nået frem igennem lidelsesepoken, og har nået den organiske indvielse eller den store fødsel og dermed har fået vågen, dagsbevidst oplevelsesevne i den kosmiske verden eller i det rige, som Kristus måtte erkende ikke var af denne verden, er naturligvis givet. Men nu er dette rige, som vi allerede har set, begyndt at være af denne verden inde i de humanistiske mennesker. Og for denne på jorden begyndende ny verden er humanismens eller kærlighedens videnskab ligeså nødvendig, som den materialistiske videnskab er nødvendig for den rent stoflige eller materielle verden. De humanistiske væsener, "fårene"s menneskegruppe, har på den psykiske verdens område en ligeså overordentlig stor trang til at udforske denne verden, som de materialistisk indstillede væsener har stor trang til forskning på det materialistiske eller fysiske plan. De ledende inden for denne ny kosmiske videnskab vil komme til at være lærere eller undervisere i nævnte videnskab uden at være messiasser eller kristusser. Ja, det er endog et urokkeligt særkende for disse væsener, at de ikke på nogen som helst måde ønsker at blive opfattet eller tilbedt som sådan. De kender kun altfor godt, at deres mission er at lære menneskene at stå på egne ben, åndelig set, og at de derfor udelukkende må lære menneskene selv at læse i naturen og her finde bekræftelsen på og åbenbaringen af den store sandhed, der er livsmysteriets løsning. Det er det tyvende århundredes verdensgenløsnings mission at gøre de humant udviklede mennesker, "fårene"s gruppe, til frie forskere af den kosmiske verden, som åbenbarer sig igennem den fysiske verdens udslag. Derfor vil den kosmiske videnskabs repræsentanter altid hjælpe de dertil modne eller udviklede mennesker til at blive kosmisk selvoplevende ved at lære dem at forstå naturens egen direkte tale, der jo er det samme som Guds direkte tale til dem. Efterhånden som disse mennesker får lært denne evne, bliver de uafhængige af andres opfattelser, dogmer og påstande, ligegyldigt hvor store autoriteter disse andre så end måtte menes at være. De vokser sig ud af ceremoniernes, sakramenternes, dåbshandlingernes, sekternes, religionernes og persondyrkelsens spærrende, mentale bånd. De bliver frie, suveræne væsener, der mere og mere bliver eet med Gud, eet med vejen, eet med sandheden og eet med livet.

Denne kosmiske videnskab vil altså være Guds eget svar på alle de spørgsmål, det udviklede, intellektuelle, humanistiske menneske hungrer efter. Den udreder i logiske analyser: Guddommens og de levende væseners udødelige eksistens. Den viser reinkarnationen igennem naturens processer som den evige livsoplevelsesevnes fornyelsesproces. Den viser årsags- og virkningsloven. Den viser mennesket som dets egen skæbnes ophav. Den viser, at "som et menneske sår, skal det høste". Den viser verdensaltets struktur eller livets principper i evige facitter og stadfæster derved sig selv som den urokkelige sandhed om evigheden og uendeligheden eller sandheden om det tids- og rumdimensionelle og det ikke tids- og rumdimensionelle i verdensaltet. Den viser, at absolut alle naturens og dermed Guds skabelsesprocesser i sit slutfacit urokkeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener og stadfæster således sandheden i det evige ord, som bibelen lader Gud udtrykke om sin egen skabelse: "Alt er såre godt". Men hvis den kosmiske videnskab eller åndsvidenskaben ikke opfyldte dette, kunne den jo heller ikke være identisk med Guds bevidsthed eller "Talsmanden den hellige Ånd". Enhver videnskab eller påstand, der påberåbes at være den evige sandheds analyse, vil således være fejlagtig i samme grad, som den afviger fra at kunne stadfæste ovennævnte altomfattende facit eller dette, at "alt er såre godt". Og således må menneskene også her lære at kende træet på dets frugter. Den kosmiske videnskabs højeste frugt er åbenbaringen af Guddommen og de levende væsener i en evig kærlighedsverden.

Når jeg har givet så omfattende en kosmisk analyse af verdenssituationen i det tyvende århundrede, er det fordi, at jeg gerne vil give mine venner og læsere et indblik i det grundlag, ud fra hvilket jeg afgav mine svar til Ananai-Kyo og i særdeleshed for at give nævnte store bevægelse et bedre indblik i det samme grundlag og fundamentet for min særlige besvarelse af de, af nævnte bevægelse, givne spørgsmål. Det havde jeg ikke nogen særlig adgang til på kongressen i Shimizu, da japanerne, som i forvejen havde lovet mig en fuldt ud acceptabel tolk, alligevel ikke kunne skaffe en sådan. Det er rigtigt, at de ganske vist fik fat i en ung japaner, som havde været i Danmark i otte måneder og derfor kunne tale en lille smule dansk. Og han gjorde virkelig, hvad han kunne for at fortolke mine analyser, men det var umuligt for ham at klare disse højtliggende, kosmiske analyser, som han i virkeligheden slet ikke forstod og derfor ikke accepterede. Jeg kunne derfor ikke, således som de andre kongresdeltagere, der beherskede det engelske sprog, yderligere fortolke mine i forvejen afgivne svar eller synspunkter til kongressen. Men takket være mine venner, havde jeg adskilligt oversat materiale fra mine kosmiske analyser med, som man var meget sympatisk stemt overfor. Men dette materiale berørte jo ikke det emne, der var kongressens hovedemne eller brændpunkt. Jeg fik kun i sidste øjeblik i et brev fra Ananai-Kyo at vide, at man indenfor denne bevægelse var indstillet på, at der i en nær fremtid ville fremstå en ny messias, altså en ny Kristus eller verdensfrelser. Og senere fik jeg at vide, at bevægelsen mente sig udvalgt af forsynet til at tage imod ham. Og det er i henhold hertil, at jeg har uddybet min analyse af verdensgenløsningens udslag i det tyvende århundrede så indgående. Verdensgenløsningens situation vil, som min analyse viser, blive noget ganske andet end det, man venter sig i Ananai-Kyo. Og jeg har derfor følt det som min pligt at skabe denne analyse, som vil blive oversat til engelsk og tilsendt Ananai-Kyo. Og hermed vil det, der på kongressen blev forsømt på grund af den manglende, tilstrækkeligt kvalificerede tolk, blive oprettet og dermed blive til hjælp for den store, idealistiske bevægelses kærlige bestræbelser, hvis den er i stand til at forstå den virkelige sandhed i den mission, den mener sig udvalgt til at skulle udløse.