Ældre Kosmos og Kontaktbreve

re skabelsesproces, igennem hvilken Gud befordrer skabelsen af mennesket i sit billede. Udslaget af verdensgenløsningen i det indeværende århundrede, her i dommedagsepoken, afføder derimod en kosmisk videnskab, hvilket vil sige: en videnskab, der forklarer hele det psykiske verdensalt, der ligger hinsides det rent fysiske verdensalt, og som derfor er ganske utilgængeligt for ren materialistisk videnskab. Medens den materialistiske videnskab udelukkende er baseret på ren intelligens, er den kosmiske videnskab ikke blot baseret på intelligens, men også på humanitet eller de færdigudviklede, sympatiske anlæg i mennesket. Ikke desto mindre er menneskene meget tilbøjelig til at mene, at den materialistiske videnskab er vejen til forklaring af hele verdensaltet, eller til selve livsmysteriets løsning. Dette er en skrigende fejltagelse, hvilket også bliver til en urokkelig kendsgerning igenngm den totale uformuenhed, nævnte videnskab overalt udviser i spørgsmålene om en Guddoms eksistens, om de levende væseners udødelighed, om moral og væremåde, om den åndelige verdens eksistens o.l. Her har den ingen som helst kapacitet og kan umuligt have det, ligesom det derfor absolut heller ikke er dens mission at være moralvidenskab. Dens kapacitet og mission ligger udelukkende på det tekniske og kemiske område. Dens facitter er udelukkende mål- og vægtfacitter. Den er udelukkende en videnskab om fysiske materiers reaktioner. Den giver besked om hastigheder, bølgelængder, volumen, tid og rum. Men denne besked udgør i sin dybeste analyse kun oplysninger og egenskaber ved stof. Men at noget stof vejer så og så meget, eller at det bevæger sig med den eller den hastighed, fylder så og så meget, er så og så gammelt, giver ikke nogen som helst oplysning om selve livet eller det "levende noget", der konstaterer og oplever disse stoffers egenskaber eller facitter. Hvad dette "levende noget", er, kan den materialistiske videnskab umuligt befatte sig med, idet den kun er i stand til at dokumentere og udforske materiereaktioner eller stofegenskaber. Det er derfor, at dens materialistisk indstillede tilhængere og ophav benægter alt, hvad der ikke kan vejes og måles, ligesom de også af samme grund i værste tilfælde benægter Guds såvel som den åndelige verdens eksistens, samt de levende væseners udødelighed. At verden måtte blive materialistisk, da denne videnskab afløste menneskenes religiøse instinkt og fjernede troen på universet eller verdensaltet som en levende Guddoms åbenbaring eller tilkendegivelse og gjorde døde stofreaktioner til livets ophav, er selvfølgeligt. Men døde stofreaktioner kan kun udløses af tilfældighed. Den materialistiske videnskab kan således kun give menneskeheden troen på "tilfældighed" som livets højeste fundament, ligegyldigt hvor mange underfulde, materialistiske goder og velsignelser, den er i stand til at give menneskeheden i de felter, hvor den har sin mission. Men at opfatte tilfældighed som livets første årsag og dermed som årsag til den geniale og fuldkomne skabemetode, af hvilke vor egen organisme er et resultat, rent bortset fra alle de øvrige af samme skabemetode frembragte levende væseners organismer, plus det ocean af hundrede procent logiske stofreaktioner den øvrige del af verdensaltet udelukkende er en åbenbaring af, er at tilbede døden i stedet for livet, det er at docere, at det er "det døde", der skaber "det levende".

Den materialistiske videnskab kan således umuligt frelse verden, hvilket den heller aldrig nogen sinde har fået til mission og aldrig kan få til mission. Den er en videnskab om stof og bevægelse. Den er en egenskab ved det "levende noget", men den udgør ikke den særlige sanseevne, i kraft af hvilken dette kan analyseres. Men ved denne egenskab kan dette "levende noget" gøre sig til herre over den fysiske materie og blive lig "Guds billede" i dette felt. Men overfor alt, hvad der ligger hinsides fysisk stof og bevægelse, tid og rum, er den ligeså immun og intetsigende, som det blinde menneskes syn er overfor farvernes verden. Verden må derfor komme bort fra den dødbringende overtro, at lærere, professorer og doktorer i materialistisk videnskab i kraft af denne deres materialistiske kapacitet også er eksperter i spørgsmål, der vedrører selve livets inderste struktur eller detaillerne i det psykiske verdensalt, der ligger hinsides tid og rum, og af hvilket det tids- og rumdimensionelle fysiske eller stoflige verdensalt er et resultat.

Igennem foranstående analyser har vi således set, at menneskehedens kulturtrin af i dag har fjernet sig fra det religiøse princip. Det har ikke mere troen på en Guddom og en åndelig verden til grundlag eller fundament for sin beståen. Denne fjernelse fra det religiøse princip i kulturskabelsen blev på naturlig måde befordret af menneskenes tiltagende intelligensevne, igennem hvilken de fik evne til at kunne tilegne sig den første virkelige konkrete eller håndgribelige viden. Da menneskeheden hele tiden tidligere så at sige levede på tro, der igen er et udslag af instinkt, og derfor ikke før havde haft nogen fremragende konkret vågen dagsbevidst viden, måtte denne intelligensudvikling sætte skel imellem menneskenes fortid og nutid. I fortiden var livet og kulturen altså baseret på instinkt i form af religiøs tro og opfattelse, ledet ved religiøse autoriteter. I nutiden, grundet på menneskenes overgang til kulturskabelse alene baseret på intelligens, måtte denne kultur blive rent materialistisk. I kraft af den blotte intelligens er det nemlig absolut umuligt at tilegne sig kosmisk viden eller videnskabelig bekræftelse på de religiøse dogmer om et evigt liv, om en åndelig verden, om moral o.s.v. Derfor blev den religiøse side i kulturskabelsen fortrængt af den materialistiske viden eller videnskab. Menneskene blev geniale i materialistisk eller fysisk skabelse, gjorde sig til herre over millioner og atter millioner af naturens hestekræfter, men blev antså samtidig religiøs eller åndelig uformuende. På resterne eller ruinerne af de overleverede religiøse foreteelser eller tendenser fra kristendommen dannede man visse humane love, hvilende på et straffende og henrettende politi- og retsvæsen. Det samme var tilfældet med beskyttelsen af staten eller nationen. Den blev baseret på vold og lemlæstelse, mord og udslettelse af dens fjender. Et kapløb mellem jordens stater i at kunne nå længst frem i dygtiggørelsen af at skabe de mest dødbringende krigsvåben og hermed udvidelsen af en tilsvarende kapacitet i at sabotere livet, måtte blive selvfølgeligt. Og den kristendom, i hvilken det hedder: "Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd," blev i første instans ikke til en kulturskabelse, baseret på Jesu væremåde. Den blev derimod, således som Jesus havde forudsagt, til en "dommedag", et krigens helvede, hvor folk rejste sig mod folk og rige mod rige .. – og broder skal overgive broder til døden .. – og livet blev en – alles krig imod alle.– Hvis der til overvindelse af eller frelse fra dette kulturforfald eller fra denne antikrist og gudløshed ikke fandtes andet end intelligensevnen, ville menneskehedens undergang være total. Denne evne, hvor guddommelig den så end er i sig selv, har foreløbig ikke kunnet give menneskeheden andet beskyttelsesmiddel end de mest geniale mordvåben og den hermed forbundne mangfoldiggørelse af evnen til at overtræde livets største bud: "Du skal ikke dræbe". Intelligensevnen alene kan således kun få menneskene til at tro, at denne mangfoldiggørelse af evnen til at sabotere livet er verdens frelse. Og menneskeheden befinder sig her i det største modsætningsforhold til Gud, til livet og den virkelige evige sandhed, der er livsmysteriets løsning. Man forstår således her, hvorfor menneskeheden, trods dens fremragende og højtpriste materialistiske videnskab, i realiteten i sig selv er hjælpeløs. I givne situationer lemlæster, dræber eller udsletter menneskene den næste, som de skulle elske som dem selv. Længere nort fra det virkelige livs fundament eller det, der skal forbinde dem med Gud og den absolutte sandhed, kan de ikke komme.

Men vi har i det foranstående også set, at selv om menneskeheden i dag repræsenterer kulminationen af mørket, ragnarok eller dommedagsepoken, så er den absolut ikke fortabt. Absolut intet levende væsen kan blive fortabt eller komme ud af den guddommelige plan, som Gud har med ethvert levende væsen, nemlig denne, at det skal blive til "mennesket i Guds billede". Herom drejer sig al skabelse, al bevægelse, enhver begivenhed på jorden. Og vi blev da også vidne til, at dommedagen, altså den nuværende kulturepoke med sin kulmination af lidelse og myrderi, ikke er menneskehedens undergang, men derimod blot dens kulturundergang. Vi har set, at lidelserne afføder i menneskene en ny evne; den humane sans, altså den evne, der bevirker, at man, alt eftersom den udvikler sig, i en mindre og mindre grad kan nænne at gøre s in næste eller noget levende væsen fortræd. Det er denne evne, der bliver til den kærlighed, med hvilken man kan elske sin næste som sig selv. Alt eftersom menneskene har gennemgået deres lidelser, dels affødte af krig og fjendskab, og dels affødt af et sygdomsbefordrende levned, og har gennemgået invaliditet og unaturlig død, afføder disse lidelsestilstande i vedkommende væseners nye jordliv nævnte guddommelige evne. Og i samme grad, som man ikke mere befordrer lidelser for sine omgivelser, i samme grad er ens væremåde begyndt at blive i "Guds billede". Det er dette voksende "Guds billede" eller næstekærligheden i væremåden, der udgør den virkelige menneskelige bevidsthed. Og det er denne, den virkelige menneskelige bevidsthed i mennesket, der er verdens frelse. Det er denne begyndende menneskebevidsthed, i hvilken næstekærligheden begynder at blive det primære i dens ophavs daglige liv, der bringer dette til at tilhøre den nu stærkt voksende gruppe mennesker, kristus har udtrykt som "fårene", der skal arve det rige, som har været den beredt fra verdens grundlæggelse. Dette rige er intet mindre end den i sin første spæde begyndende fostertilstand nu fremtrædende ny verdenskultur. Denne ny verdenskultur har endnu ikke nogen særlig ydre magt, men den lever og vokser som det af Kristus betegnede "Himmeriges Rige", der bor inde i mennesket. Og der, hvor det begynder at blive det primære i menneskets mentalitet, bringer det vedkommende menneske til at tilhøre "fårene"s gruppe i dommedagsepoken. Og således fødes himmeriges rige eller næstekærlighedens mentalitet i flere og flere mennesker verden over. Og "fårene"s gruppe vil dermed vokse sig frem til en overvejende majoritet i jordens befolkning og derved nå frem til at overtage hele menneskehedens kulturskabelse og føring. Og således vil "bukkene"s gruppe efterhånden helt overgå til "fårene"s gruppe, alt eftersom dens væsener kommer igennem deres lidelsesepoke og får deres humane evne udviklet. Og således får Kristus også her ret. Himmeriges rige er et sennepskorn, der skal vokse og blive til et stort træ. Ligesom en surdejg kan gennemsyre en deg og gøre denne tilsvarende syrlig, således vil himmeriges rige, altså kærlighedens væremåde, gennemsyre hele menneskeheden og gøre den til "een hjord og een hyrde". Alt eftersom himmeriges rige eller kærlighedens vækst får majoriteten til at vokse indenfor fårenes gruppe, vil alle nationale skillerum mellem staterne eller nationerne falde og alle tåbelige og intolerancebefordrende livsopfattelser forsvinde fra menneskehedens mentale domæne. Der vil kun være een religion, den absolutte sandhed, videnskabelig stadfæstet igennem kosmisk videnskab. Som videnskabelig sandhed, må livsmysteriets virkelige løsning sluttelig blive ens for alle mennekser på jorden. Menneskeheden vil derfor uundgåeligt, slutteligt blive til eet folk, hvilende på den, på intellektualiseret humanitet og intuition baserede kosmisk videnskab, igennem hvilken hvert enkelt menneske i denne nye verdensepoke vil blive ført frem til med egne sanser og vågen dagsbevidst at opleve sig selv som det færdige "menneske i Guds billede", værende eet med Gud eller vejen, sandheden og livet.

Og således har vi her set en ganske kortfattet analyse af Guds førelse af menneskene igennem den kulturepoke, i hvilken han fuldender deres skabelse som "mennesket i sit billede efter hans lignelse". Og med denne forståelse kan vi her se, at det tyvende århundredes verdensgenløsning vil komme til at give sig udslag i, at Guds ånd, den såkaldte "hellige ånd" vil overskygge den voksende kulturgruppe, som Kristus udtrykker som "fårene". Denne gruppe er ikke en foreningsmæssig eller ved medlemskort sammensluttet religiøs sekt eller bevægelse og vil aldrig nogen sinde komme til at fremtræde således. Medlemsskabet er her udelukkende et udviklingsspørgsmål. Når man har nået den for denne gruppes mentale struktur særlige højde i humane anlæg eller næstekærlighed, så tilhører man denne gruppe, ganske ligegyldigt om man selv ved det eller ej, og ligeledes ganske ligegyldigt om man kender andre medlemmer af samme gruppe eller ej. Men her må man i høj grad huske på Kristi ord om at kende træet på dets frugter, for mange mennesker, der i virkeligheden tilhører "bukkene"s gruppe, vil tro om sig selv, at de tilhører "fårene"s gruppe og højt og bredt forkynde denne deres forestilling om dem selv for deres omgivelser. På samme måde vil mange af de mennesker, der af naturen tilhører "fårene"s gruppe, være så ydmyge og beskedne af sindelag, at det slet ikke falder dem ind at have den tanke, at de skulle være så udviklet, at de tilhører nævnte gruppe. Ja, denne indstilling er ligefrem karakteristisk for disse mennesker. Kendetegnet for de to gruppers identitet er således ikke så meget det, de siger om sig selv, men er derimod urokkeligt det, de gør imod deres næste eller omgivelser. Manglende kærlighed i væremåden overfor andre levende væsener er "bukkene"s urokkelige kendetegn, ligesom fremragende sympati eller kærlighed overfor andre levende væsener både ven og fjende, både dyr og menneske, er "fårene"s abso-