Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg igår gløj henover Nordfrankrig med kurs mod Amsterdam og dybt nede under mig så det område, der to gange i mit eget liv er blevet vædet med blodet fra utalte tusinder af unge soldater, gik mine tanker uvilkårligt mod nord, mod vort fælles åndelige hjem på Mariendalsvej og mod det menneske, hvis hele tankeverden er den størst tænkelige kontrast til det, der hændte ved Marne, Verdun og Dieppe. Jeg er på vej hjem nu, hvad jeg sådan set ikke er ked af. Det har været en af de rigeste måneder i mit liv, men indtrykkene har været så talrige, at det skal blive rart at få tid til at få dem ordentlig rubriceret. Afslutningen på opholdet i England blev så interessant, at jeg synes, De skal høre lidt om det. En god ven inviterede mig den sidste dag på en dejlig tur ca. 150 km nord for London. Vi skulle besøge en mand, som nu, efter ikke mindre end 16 operationer, nærmede sig sit livs afslutning. Han boede i det vidunderligste hus, man kunne tænke sig, og vi blev modtaget så kærligt, som jeg ikke før har oplevet det i dette lidt reserverede land. Måske skyldtes det, at vi øjeblikkeligt følte en stærk sympati for hinanden. Han var meget syg, men han havde det dejligste humør. Under første verdenskrig havde han fået knust sit ene ben, og efter de mange operationer var der nu gået koldbrand i hans krop, så timeglasset var synligt ved at rinde ud. Han havde besøg af en anden ven, som under den sidste krig var styrtet ned med sin flyvemaskine og havde fået brændt al ansigtshuden bort. Også han havde gennemgået en lang række operationer og var nu så rask, som han vil blive det i dette liv. Synet af ham var frygteligt, men jeg har nu set så mange ødelagte mennesker, at jeg kan klare det uden at lade mig mærke med det. Men i samværet med disse to af skæbnen så hårdt ramte mænd fik jeg rig lejlighed til at se, hvorledes en vidunderlig smuk tankeverden kan vokse frem på ruinerne af et ødelagt legeme. Der kom ikke een eneste bebrejdelse, ja end ikke antydningen af en kritik mod nogen eller noget, over deres læber. For dem var livet en god ting, og de var begge enige om, at "de par skrammer", de havde fået, rigeligt var opvejet med den viden om livet, de nu var i besiddelse af. Vor samtale gik så let og så fornøjeligt, som var alting præcis så fuldkomment, som enhver kunne ønske. For disse mænd var livets fortsættelse udover døden så selvfølgelig, at det ikke engang var et problem for dem, og da de forstod, at jeg på det område var "en af deres egne", varede det kun kort, før vi forsvandt ind i tanker og problemer, der for udenforstående måske kunne synes abstrakte og uvirkelige, men som for os var en kilde til overmåde stor fælles glæde. Det var en dejlig dag, og afslutningen blev ikke mindre skøn, idet vi på tilbageturen først nåede London efter mørkets frembrud. Min ven fulgte en plan, jeg ikke vidste noget om, men pludselig holdt vi på toppen af en høj, og dernede, dybt under os, lå "London i lygteskær". Det var et fantastisk syn at se dette vældige lyshav, og vi sad længe i dyb tavshed og nød det. Det var min sidste aften i England, og denne uventede oplevelse dannede det smukkeste punktum på mit ophold, jeg kunne ønske mig.

Turen over til Paris var en rejse igennem et fuldkomment orgie af vidunderskønne solbelyste skyformationer. Der er og vil altid være noget særegent ved at flyve igennem skyernes mærkelige verden. Jeg ved udmærket, at mange nok ser, og alligevel ikke ser disse evigt skiftende skypanoramer, men jeg vil altid gøre det, fordi de giver mig noget, jeg aldrig har oplevet på landjorden. Det er, som om man påny oplever tiden før skabelsen, alting er så rent! Jordens atmosfære synes ikke at nå op i de højder, vi flyver i, og det evigt vekslende spil af farver og former fortryller sjælen på en sådan måde, at man atter og atter griber sig selv i at sidde og glæde sig over dette ene: at man er til! Man ved, at de brogede felter dybt under en med de mange små hvide punkter er jorden med dens tusinder af hjem, men det føles som en noget uvedkommende. Selvom man bevidst ved, at man jager igennem rummet med en vældig fart, ved man også på en mærkelig bevidst måde, at man er selve "det faste punkt", og at man midt i denne jagende timelighed er selve evigheden.

Netop i det øjeblik, vi passerede ind over Paris, brød solen igennem skylaget, og vi fik derved det dejligste syn af denne eventyrligt skønne by's mange berømte tårne og forgyldte spir. Som De ved, kom jeg til Frankrig i den bestemte mission at skulle møde vicepræsidenten for den vegetariske verdensunion, mr. Woodland Kahler, og med ham drøfte en lang række problemer vedrørende mit arbejde i Indien. Jeg mødte mr. Woodland Kahler for første gang for snart to år siden, og vor indbyrdes kontakt siden har medført et venskab imellem os, der hører til de bedste, jeg har. Mr. Woodland Kahler er amerikaner, men har foruden sin farm i Amerika det skønneste hjem i Paris. Dette hjem, der ligger på en af byens smukkeste boulevarder, er samlingssted for mange af vor tids mest fremragende personligheder fra både Vest og Øst, idet mr. og mrs. Kahler er umådeligt interesserede i internationalt samarbejde. De var sidste år i Indien og kommer der også i år. Vort møde var så hjerteligt, som mødet mellem venner indenfor Martinus' arbejde overhovedet kan være. Sammen drøftede vi alle de problemer, der kunne tænkes at opstå for mig i Indien, og selvom jeg ikke her kan gå i detaljer, angående det resultat, vi nåede frem til, kan jeg med Woodland Kahler's fulde billigelse give udtryk for, at alt, hvad han overhovedet vil være istand til at gøre for både mig personligt og vort arbejde i det hele taget, vil blive gjort. Han er i personlig kontakt med utallige fremstående indere, som han vil underrette om Martinus' arbejde og om min rejse derud. Vi enedes om, at jeg, såfremt det var muligt for mig, skulle lægge min rejse til Østen over Paris, så at vi endnu engang kunne mødes og sammen udarbejde en plan, alle kunne blive lykkelige for. Jeg kunne ønske, at mange af sagens venner havde hørt den dybe ærbødighed, hvormed Martinus' navn nævnes i disse krese der, fjernt fra vort eget land, har lejlighed til at vurdere hans verdensbillede på en noget anden måde, end vi selv har. Det havde gjort et dybt indtryk på Woodland Kahler at høre om Martinus' tanker i Indien og opleve, hvor højt man der vurderer ham. Han skjulte ikke, at han i høj grad ønskede, at vi hjemme i Danmark forstod, hvad det var for et menneske, der levede iblandt os, ejheller at mange ude i Indien meget gerne så, at Martinus kom derud påny. Som De vil forstå, forløb mødet i Paris på den mest fuldkomne måde, og jeg var overordentlig lykkelig ved, at skæbnen havde givet mig denne chance for fornyet personlig kontakt med venner, for hvem vort arbejde er blevet livet på samme måde, som det er det for os selv.

Turen Paris-Amsterdam var en stor oplevelse, idet vejret var næsten ideelt. Overblikket fra en flyvemaskine er jo enormt, og jeg havde dennegang rig lejlighed til ved hjælp af et kort over ruten at betragte alle de historiske steder fra begge verdenskrige. Mødet med Holland vil altid være en fantastisk oplevelse. Set fra luften forekommer det en næsten ubegribeligt, at mennesker tør leve i dette af tusinder af kanaler gennemskårne land, der i mange tilfælde befinder sig under havet. Men man ser også, at der lever mange mennesker her, for alt består – set fra luften – kun af lange, smalle rektangler, gjort af menneskehænder. Et forunderligt land, enestående i sin struktur og, når man lærer blot lidt af det at kende, gennemstrålet af en ånd og vilje, som placerer det blandt verdens bedste nationer.

Jeg skulle være gæst hos en af vort arbejdes trofaste venner, direktøren for Compagnie Générale d'Electricité, ingeniør Henrik Dunnewolt, hvis frue sammen med andre af vore hollandske venner, afhentede mig på flyvepladsen Shiphol ved Amsterdam, og førte mig til deres dejlige hjem i Wassenaar. Og her er jeg påny blandt mennesker, for hvem Martinus' tanker er blevet en kilde til daglig inspiration og glæde. Eet er, i det øjeblik jeg skriver disse linier, meget mærkeligt for mig, og det er, at foråret slet ikke synes at være nået til Holland! Jeg var faktisk en smule rystet, da jeg påny mødte kulden igen og dernæst alle de nøgne træer. I London var det det dejligste forår med grønne parker og tusinder af forårsblomster. Vejret derovre var nærmest som i begyndelsen af maj i Danmark, og selvom det var lidt køligere i Paris, var kastanietræerne dog sprunget ud, og særlig anden påskedag var vejret dernede aldeles eventyrligt dejligt. Men her –! Nå, af alle årets årstider er foråret faktisk den eneste, som virkelig tåler en gentagelse, og inderst inde tror jeg nok, at jeg ville være en smule ked af ikke at få lov til at opleve det ved Klint. Ganske vist så jeg igår nogle glimt af ret store marker med blå og gule krokus, og det så virkelig festligt ud, men det forår, jeg allerede har oplevet, det er så absolut ikke her og altså næppe heller hjemme.

--------

– – Så sidder jeg igen på mit lille kontor på Mariendalsvej! Besøget i Holland var kun kort, men dejligt, og jeg havde den meget store glæde også at gæste venner i Haag, hvor vi tilbragte en aften, hvor jeg næsten debuterede som foredragsholder på engelsk. For vore hollandske venner har mødet med Martinus' tankeverden været en så stor oplevelse, at de til sommer kommer som gæster i feriebyen ved Klint. Timerne sammen med dem svandt hastigt, og påny blev det tid at pakke, dennegang med hjemmet som mål. Vi fik det mest strålende flyvevejr, og da min sidemand var en overordentlig venlig og meget danskinteresseret japaner, gik turen næsten hurtigere, end jeg holdt af. Det var lidt chokerende at se Sydsjælland dækket af sne, og jeg forstod, at det forår, jeg allerede havde mødt og i højeste grad nydt, ikke var nået til mit eget land. Da vi gled ind over Korsør, fik jeg det første glimt af Klint, ihvert tilfælde af stedet, hvor det ligger, men snart tonede Roskilde Domkirkes grønne tage frem, og ganske få minutter senere lagde vi an til landing i København. En rejse, som sent vil gå mig af minde, var fuldbyrdet. Sprogligt tør jeg godt sige, at jeg har lært såmeget, at jeg uden frygt rejser ud til Østen, og hvad vort arbejde angår, tør jeg roligt skrive, at vi, i de lande jeg har besøgt, nu har så fine kontakter, at den indre organisation, det er blevet min opgave at skulle arbejde med, skrider roligt og sikkert frem. Martinus' arbejde er ikke en døgnflue. Som alt virkelig stort er det født i "mørke" eller ukendthed, og som alt stort, må det have en lang "fosterperiode". Men det er til, og det er for Dem og mig det vigtigste. Med vor åndelige hunger er vi knyttet til dets skabelse og første tilsynekomst i verden, og det er, når alting skal vejes og måles mod hinanden, måske vort nuværende livs største lykke. Mere end de fleste er det faldet i min lod at opleve, i hvor høj en grad verden idag har brug for Martinus' tanker, og skal jeg summere min afsluttede rejses dybeste erfaringer op i ganske få ord, må det blive disse, at jeg ikke har haft blot een eneste samtale med mennesker udenfor mit lands grænser, som ikke har understreget den dybe nødvendighed af skabelsen af et nyt åndeligt fundament for den menneskehed, der påny, på grund af en manglende åndelig fællesnævner, befinder sig på randen af en tredie verdenskrig. Vi har dette åndelige fundament, og vor hele tilværelse er baseret på det! At være med til at bringe bud om dets eksistens til andre, er ikke alene en umådelig stor lykke, det er livets største og mest sande eventyr!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere