Ældre Kosmos og Kontaktbreve

siske verden, til igen at fungere aktivt. Gennem disse ekstase- eller overskudskræfter påvirkes de i det levende væsens overbevidsthed eksisterende evige talentkerner for kontakt med tilværelsens instinkt- og tyngdeenergi, hvorefter den proces begynder, der fører det levende væsen ud af salighedsriget og ind i den overliggende udviklingsspirals plante- og dyrerige, eller ind i den sjælelige tilstand, hvis yderste konsekvens er oplevelsen af den totale modsætning til livet i den guddommelige verden eller intuitionszonen. Det er her endnu engang nødvendigt for mig at understrege for Dem, at de her berørte kosmiske processer foregår så langsomt, at det vil være direkte tåbeligt at forsøge at udtrykke deres udstrækning i fysiske tidsintervaller. Hele denne enorme involution kan kun forstås helt af den, der gør begreberne tid og evighed identiske.

Det er således igennem den vældige ekstase som genoplevelsen af den, for os, underliggende udviklingsspirals plante- og dyreriges selvoplevede erfaringsmateriale giver salighedsvæsenet, at porten til en ny fysisk verden åbner sig. På samme måde som vi nu, fra dybet af vor bevidsthed udstråler meget stærke længselsenergier, der alle er rettede imod en verden, hvis åndelige struktur helt er modsat den, vi oplever her, sender salighedsvæsenet fra sin verden, et lysende hav af længselsenergier imod vor verden, der for dette væsen udtrykker den højeste form for lys og fuldkommenhed. Men for at det skal kunne nå frem til vor verden, må der ske en forvandling med dets sansesæt. Hvor det før, i de høje oversanselige verdener, var fuldkomment derigennem, at dets livsoplevelse hvilede på en sexuel dobbeltpolet tilstand, må det nu gøres ufuldkomment, hvilket altså sker derved, at den ene af de to evige sexuelle poler degenererer og sluttelig bliver latent. At en så voldsom forvandling ikke kan finde sted ganske pludselig, er en selvfølge, og vi ser da også, at den strækker sig over mere end to livszoner, nemlig mineral- eller salighedsriget, planteriget og helt frem til dyrerigets kulminationszone, hvor forvandlingen er fuldbyrdet og det levende væsen absolut sexuelt eenpolet på den måde, at enten er den feminine pol latent, og væsenet et hanvæsen, eller også er den maskuline pol latent, og væsenet som følge heraf et hunvæsen. Her er involutionen fuldbyrdet. Det levende væsen er her nu nøjagtig lige så bundet, som det i intuitionens verden var fri. Hvor det før herskede over materien, er det nu bundet af den på akkurat samme måde, som det nu er bundet af de sexuelle kræfter, det før herskede uindskrænket over. Det har forladt sin strålende "fædrenebolig" og "æder nu sammen med svinene", det er i sandhed "den fortabte søn", eller væsenet, der i den grad har "spist af frugterne på kundskabens træ", at det nu er "døet døden".

Og dog, selv i den dybe fornedrelse, hvor vi påny genfinder den før så strålende gudesøn, vibrerer de høje åndelige verdeners lys endnu ind i den af ham selv ønskede og frembragte verden. En sidste overjordisk stråle forbinder endnu den døende kosmiske bevidsthed med det "fædrenehjem", han nok kunne forlade, men aldrig helt glemme. Denne sidste guddommeligt lysende stråle genfinder vi i den kraft, der binder de sexuelt eenpolede væsener sammen, og som vi i dyreriget har givet navnet "parringsdriften", men som vi i vor egen verden kalder "forelskelsesevnen". Overalt hvor vi møder denne kraft, møder vi et sidste genskin af de oversanselige verdeners højeste ild eller den kærlighedsevne, som alene gør livet udholdeligt. Som et guddommeligt kærtegn lyser denne kraft op i fuglenes sang og dyrenes leg, når de i våren mødes for at parres og dermed fortsætte slægternes rent fysiske beståen. Men vi møder den også i de unge elskendes strålende øjne og i de tusinder af måder, hvorpå de formår at vise hinanden deres hjertes sympati. Og hvem tvivler om, at disse unge, der under fuldmånens blide skær lover hinanden evig kærlighed og evig troskab, ikke i den stund virkelig mener sig i stand til at realisere disse dyrebare løfter? Ingen, som ikke selv har været i denne situation!

Og ikke desto mindre udgør det jordiske menneskes evne til at forelske sig nøglen til selve helvede. Thi denne kraft, hvor vidunderlig den end synes at være, er selve kernen i begrebet "begærledet vilje" eller den tilstand, der fører den nu som jegbevidst jordisk menneske opstandne gudesøn den sidste vej ind i den totale smertes åndelige ildhav. Begærledet vilje? Hvad dækker disse to ord over? De dækker i virkeligheden den urokkelige kendsgerning, at medens det levende væsen i tilværelsens højintellektuelle verdener i alt ledes af sin dybe, dagsbevidste oplevelse af Guddommens sande eksistens, og derfor i alt kun ønsker eet: at gøre hans vilje, så rummer det jordiske menneskes bevidsthed to fra hinanden helt afvigende sind, af hvilke det ene så helt og aldeles domineres af egenviljen, ofte camoufleret som selvopholdelsesdriften, medens det andet sind, det gryende menneskelige eller højintellektuelle, beherskes af en stadigt voksende længsel efter i tanke og handling at kunne lede de viljeførende kræfter ind under den kraft, vi kalder "Guds vilje". Og således er livet indrettet, at medens det forpinte og ulykkelige menneske eller mennesket, der vånder sig i smerte, normalt altid i sin smerte retter sin bevidsthed imod Gud, for at bede om hjælp, så finder den forelskede altid sin Guddom i en jordisk genstand, enten denne nu er et væsen af modsat køn, en bil, et hus eller en eftertragtet fremtrædende social, politisk, videnskabelig, eller religiøs position. Thi mennesket kan ikke alene forelske sig i et væsen af modsat køn, det kan forelske sig i næsten hvad som helst, hvilket vil sige, at dets eget begær i den grad kan tage magten over dets viljeførende kræfter, at det helt af sig selv atter og atter styrer lige ud over afgrundens rand.

Egenkærligheden har aldrig været anset for at være særlig guddommelig og ikke desto mindre er den det i den forstand, at uden den ville det levende væsen aldrig for alvor komme til at opleve det fuldkomne helvede. Da det sexuelt eenpolede væsen i kraft af sin specielle kosmiske struktur som han- eller hunvæsen af naturen selv er dømt til at være bundet til et andet væsen og i dette andet væsen se den Guddom, der formår at ophæve dets fornemmelse af at være halv, hvilket vil sige: ulykkelig ensom, er det intet under, at langt de fleste af dets kræfter er beherskede af en enorm længsel efter mødet med den absolut fuldkomne partner. Men eksisterer denne fuldkomne partner? Ja! Men ikke i den verden det jordiske menneske kalder sin. Det fuldkomne ægteskab eksisterer virkelig, men kun i det dyrerige, som det jordiske menneske nok i meget er forbundet med, men som det rent mentalt har forladt. Det jordiske menneske er ikke længere noget fuldkomment dyr. Det ejer i sig visse menneskelige elementer som bl.a. har gjort det til et jegbevidst væsen. Det kan andet og mere end interessere sig for føde, mage og afkom. Det har Interesser, som er disse for dyret så livsbetingende områder, aldeles uvedkommende. Det kan interessere sig for "sin næste", noget dyret kun kender indenfor det snævre begreb, vi kalder "moderkærlighed". Og denne næstekærlighed har intet med sexuelt krav at gøre. Det er en kærlighed på et helt andet plan, et givende plan, hvor den erotiske kærlighed kun eksisterer på et krævende plan. At vide dette, er også ensbetydende med at vide, at udover selve forelskelsesperioden og den påfølgende hvedebrødsdagsperiode, er det jordiske menneskes chancer for en lykkelig ægteskabelig forbindelse helt afhængig af ganske andre faktorer end de, der gør sig gældende i det egentlige dyrerige. De er afhængige af de kræfter, der stråler ud fra de nu påny temmelig aktive modsatte sexuelle poler, nemlig den maskuline pols funktioner i kvindens bevidsthed og den feminine pols funktioner i mandens bevidsthed.

For imidlertid at kunne forstå denne nye tilstands dybeste hensigt, er det nødvendigt at kaste et blik på årsagen til dens tilsynekomst. Gennem vor korte undersøgelse af livet i den guddommelige verden og i salighedsriget så vi, at det levende væsens åndelige kurs fra kulminationen af lyset i den guddommelige verden klart indstillede sig på oplevelsen af disse tilstandes totale modsætning. Og vi så, hvorledes længselsenergierne fra salighedsriget langsomt begyndte at gribe ind i og forme de første organismer på det fysiske plan. Der går en klar linie fra krystaldannelserne i mineralriget, over planteriget og over den kødædende plante til livet i det egentlige dyrerige. Ganske vist er alt liv i disse zoner udtryk for salighedsvæsenets underbevidste længsler om at få dannet sig en dagsbevidst organisme på det fysiske plan, men bagved disse længsler ligger også konsekvensen af mætheden af et liv med lovene. Det nye liv måtte som følge heraf blive et liv mod lovene eller netop det liv, vi kan iagttage så langt det dræbende princip har magten, altså dybt ned i planteriget. Men fra dette punkt begynder også de skæbnebetingende kræfter at vende sig imod det levende væsen. Lidelsen begynder allerede i planteriget, vokser stærkt i dyreriget, men folder sig først for alvor ud hos det jordiske menneske. Og i lidelsens kølvand følger polforvandlingen, så sandt som at selvoplevet lidelse uundgåeligt skaber talent for medlidenhed. Men medlidenhedsevnen underminerer den maskuline pol og skaber derigennem vækstmuligheder for den feminine pol. Og vi bliver da også vidne til, at vor verden efterhånden er opfyldt af mænd, hvis medlidenhedsevne eller humane talent er overordentlig veludviklet. Og tilsvarende bliver vi hos kvinden vidne til, hvorledes den igennem tusinder af liv selvoplevede smerte langsomt har undergravet den feminine pols blide eftergivenhedsevne og bevirket, at den maskuline pol i hendes indre skjulte kosmiske tilstand, er kommet i vækst. Resultatet heraf kender vi i form af den voksende trang til selvstændighed, der forlængst har givet sig udtryk verden over i kravet om kønnenes ligeberettigelse. Men dette krav har intet med involution af gøre. Det er ikke hjemmehørende i en verden, hvor det er natur for hunnen at lystre hannen, og natur for hannen at herske over hunnen. Dette krav er livsforbundet med en verden ovenover det jordiske menneske og ikke en verden nedenunder! Findes der da en verden over os? Er hele vor mentale udvikling i sig selv målbestemt? Naturligvis. Som plantespiren i dybet trodser enhver modstand for at nå op og folde sig ud i solen, fordi dens instinkt dikterer den som urokkelig vished, at solen eksisterer, således dikterer det jordiske menneskes religiøse instinkt, at der eksisterer en større, en mere livgivende og varmende sol end den, forelskelsesevnen giver adgang til. Og denne sol er ikke blot af teoretisk åndelig art. Den er i sin natur lige så virkelig som den fysiske sol er det i vor verden. Thi den udgør den moral eller livsindstilling, som er den bærende i den verden, vi alle er på vej imod, den verden Martinus har givet navnet "det rigtige menneskerige". Dette rige, som endnu ikke eksisterer i vor verden, men som ved vore voksende menneskelige anlæg er ifærd med at fødes iblandt os, er ikke ukendt for det jordiske menneske, thi det er fra dette rige alle de, der har ledet vor åndelige udvikling op til vor tid, er kommet. Hvem vil vove at kalde Jesus af Nazareth for et almindeligt menneske? Udgjorde han ikke ved hele sit liv den fuldkomne model på det rigtige menneskes måde at tænke og leve på, og udtrykte han ikke om sin egen verden, at "i mit rige tages ikke til ægte"? I alle livets forhold demonstrerede Jesus en mental reaktionsmetode, som lå uendelig højt over den almenmenneskelige eller netop så højt, at denne måde at reagere på kunne blive forbilledlig for enhver af os. Og som det gælder Jesus, gælder det også Muhammed og Buddha og alle de andre, for hvem dette at give hellere end at tage var deres selvfølgelige livsfundament. At diskutere disse høje væseners indbyrdes størrelsesforhold er aldeles meningsløst og stik imod den ånd, de selv gav udtryk for og som, sagt i korthed, gik ud på altid at tilgive, tilgive og atter tilgive.

I enhver udviklet mand og kvinde eksisterer der således idag to sind, som hviler på hver sin indre moralske tilstand. Et ældgammelt, sexuelt eenpolet sind, hvis moral i alt er krævende, og som derfor fandt sin naturlige formel i ordene: øje for øje og tand for tand, og et begyndende sexuelt dobbeltpolet sind, hvis moral naturligt har fundet sit udtryk i ordene: elsker hverandre. Og det er givet, at et ægteskab mellem sådanne væsenstyper i sig rummer alle muligheder for de indre tragedier, livet omkring til overmål delagtiggør os i. Ægteskabet i sin gamle form, med hvid brud og alverdens forældet tradition, hviler på den forestilling, at man kan eje et andet levende væsen. Eje noget gør man imidlertid kun på grund af magt. Derfor ejer hanløven hunløven – og derfor begærer mennesker penge, fordi penge giver magt. Men medens hunløven ikke er istand til at gennemskue sin egen situation, fordi den endnu ikke er jegbevidst, så er utallige mennesker forlængst blevet bevidste i, at ægteskabet for dem mere blev et fængsel end den frihed og åndelige samhørighed, de i forelskelsens hede dage drømte om. De oplevede ganske vist vidunderlige hvedebrødsdage, men ved nu, at disse dage kun var skønne, fordi begge begærede hinandens legemer og i de dage gennemløb den rus, der langsomt bragte dem tilbage til en virkelighedens verden, i hvilken de fandt sig selv "nøgne", hvilket vil sige, at de efter den erotiske rus oplevede, at de så godt som ingen åndelige fællesinteresser havde.

Liv er meget lidt krop, men til gengæld så meget mere ånd. Og ånd er bevidsthed, og bevidsthed er igen den sum af åndelige interesser eller talenter, et menneske har. Derfor advarer jeg Dem imod ordet "ægteskab", idet livet forlængst har belært mig om, at langt de fleste mennesker ved dette ord mere tænker på noget fysisk end på noget psykisk, og endda på noget fysisk i dette ords tristeste betydning, nemlig noget de ønsker at eje. Det løber det udviklede menneske iskoldt nedad ryggen, hver gang det hører et andet menneske bruge udtrykket: "Det er min kone – eller min mand!" med tryk på ordet min. Så ved det nemlig, at en af parterne for det meste allerede er i fængsel.

Det er med velberådet hu, at Martinus har betegnet det åndeligt fremskredne menneske som værende født i "de ulykkelige ægteskabers zone", thi det åndeligt fremskredne menneske har her kun et degenererende ægteskabeligt talent at støtte sig til. Det udviklede menneske ønsker ikke at eje et andet menneske, men det ønsker til gengæld heller ikke selv at blive ejet, ihvert tilfælde ikke så længe, det ikke lever under forelskelsens svøbe. Men da det først når sit nuværende åndelige modenhed omkring sit 3o år, og som oftest længe inden dette tidspunkt i virkelig god tro har afgivet de allerede tidligere omtalte løfter om evig kærlighed og evig troskab, bør den stadigt stigende skilsmissekurve ikke undre det menneske, som er trængt dybere ned i disse problemer, end det almindeligvis er tilfældet. Mennesket er ikke ondt, det er blot forfærdende uvidende om sin virkelige situation. Det ved ikke, at det lever evigt, ejheller at det har en lige så naturlig evig fortid, som det har en evig fremtid. Det tror ofte, at det kun er et produkt af arv og miljø, af gener og kromosomer, og fra utallige sider hører det, at når det er død, er livet for stedse forbi. Kan den "død", der blev spået det, da det begyndte at "æde af frugterne fra kundskabens træ" blive mere komplet? Ensom, uden tillid til nogen eller noget og i en evig angst for sine penge, sit helbred, for at miste sine kære, for krig og anden ulykke, er det virkelig, som Martinus skriver det, blevet en "såret flygtning mellem to riger". Det er ikke længere noget fuldkomment dyr, men det er heller ikke noget fuldkomment menneske. Intet under, at tusinder, aldeles desillusionerede, selv berøver sig dette liv i håbet om, at døden betyder udslettelse.

Men ligegyldigt under hvilken form døden når det jordiske menneske, betyder den aldrig udslettelse. Den betyder kun en overflytning af bevidstheden til en anden kosmisk energikombination, end den vor verden er baseret på. Og selvom selvmorderen i begyndelsen har det svært efter døden, vil han relativt hurtigt nå frem til en helt anden erkendelse end den, der bar ham ind i selvmordets smertefulde domæne. Lad mig her endnu engang understrege for Dem, hvad jeg har givet udtryk for i tidligere foredrag, at mennesket aldrig begår selvmord, fordi det er ked af livet, men kun fordi det er ked af den specielle form for liv, det i øjeblikket oplever!

Men at verden ikke alene har en frygtelig stigende selvmordskurve, men også et utal af overfyldte nerveklinikker og direkte sindssygehospitaler, foruden det svimlende antal normale hospitaler eller sygehuse, fortæller jo netop, at der er noget ved det jordiske menneskes liv, der er helt forkert. Dette "noget" kan kun have sit sæde i det jordiske menneskes skabecentrum, udfra hvilket alle dets tanker, ideer og forestillinger om livet udstråler. Dette skabecentrum eller, som Martinus kalder det: X.II er selve sædet for den højeste ild eller det sexuelle mysterium, og det er som følge heraf her, vi skal finde årsagen til de forhold, vi i den ydre verden er vidne til. Og her, i dette skabecentrum, finder vi, at Jeg'ets ønske om at opleve modsætningen til de højintellektuelle verdener, har medført en sexuel polforskydning, som har fået netop den virkning på det enkelte menneskes skabeevne, at det nu fremtræder som specialist i kunsten at skabe mørke, smerte, ja ligefrem raffineret grusomhed.

Det jordiske menneske er måske tilværelsens ejendommeligste skabning. Det har et – ofte – glimrende intellekt, men bag ved det beherskes det af en så lang række af traditioner, som er forbundet med det direkte dyrerige, at man ofte tvinges til at spørge sig selv, hvilken glæde det i virkeligheden har af sit intellekt. Sandt nok har det, takket være dette intellekt, frembragt en vidunderverden af teknik. Det hersker over den døde materie og tvinger den til at arbejde for sig, men lykken, tilfredsheden, trygheden – glæden ved dette at være til, hvor er den henne? Kun få mennesker "ser frit op" i vor verden. De fleste bærer tungsindets og desillusioneringens smertefulde kappe på deres skuldre og det udelukkende, fordi de igennem de mange liv fra det egentlige dyrerige og frem dertil, hvor de idag lever, har tilegnet sig en sådan last af evner, egenskaber eller talentkerner, der alle er tilknyttet dyreriget, at de dårligt formår at se den skønhed, livet i sig selv er. De er blevet så "begavede", at de har "afskaffet" Gud. De kan selv! Men hvad? De kan skabe frygt og angst, uro og utryghed, statsligt såvel som familiært, men absolut ikke fred.

Som jeg allerede beskrev for Dem i mit foredrag om "Tilværelsens eneste virkelige helvede", er det jordiske menneske specialist i at skabe sig selv en tilværelse, der i hele sin struktur står som det mest geniale udtryk for modsætningen til livet i de højintellektuelle verdener. Dets egen begærledede vilje, dette, at det i alt søger sit eget, har frembragt den mest fuldkomne grobund for hadets, hævnens, bitterhedens, sygdommenes og perversiteternes blomsterflor, som tænkes kan. Thi det er i den absolut afklædte egoismes inderste "hemmelige rum", at vi finder spirerne til al den ulykke, vi på alle sider ser os omgivet af. Og dette forhold kan ingen ydre magt ændre. Det kan kun livet selv. Og livets eneste metode til omformning af den menneskelige sjæl er – selvoplevet smerte!

Det er således den sexuelt eenpolede tilstand, der er al smertes virkelige moder. I kraft af en livsindstilling, der i sin natur er "længst borte fra Gud", hvilket vil sige: længst borte fra de love, på hvilke al sand næstekærlighed beror, er det levende væsen, alias det jordiske menneske, endelig nået til den zone, hvor livspendulet atter svinger, og hvor den åndelige kurs som følge heraf påny rettes op, rettes imod det "fædrenehjem", som "den fortabte søn" nu endelig forstår er lykkens og fredens sande hjemstavn.

Men at ville vende tilbage til dette "fædrenehjem" er ikke gjort med blot at græde fortvivlet over sin nuværende situation. Hertil kræves der et alvorligt arbejde med sin egen sjæl, og dette arbejde går først og fremmest ud på ved hjælp af sin egen vilje at få tilintetgjort de evner eller talentkerner, på hvilke vort nuværende liv beror og her måske mest den talentkerne, der i alt kræver "sig selv først". Af natur er det sexuelt eenpolede væsen absolut ikke ydmygt. Ja, vil man undersøge et "virkeligt mandfolk"s indstilling til ydmyghedsbegrebet, vil man som oftest finde, at han direkte afskyer det, det er simpelthen imod hans sunde instinkter! Det forstår vi, men livet kan ikke længere leves på instinkter. Livet, eller i hvert fald det liv, vi her taler om, altså et liv, hvis kurs klart og bevidst går imod højere åndelig udvikling eller højere åndelig selvkultivering, kan kun fuldbyrdes på bekostning af de instinkter, der nok skaber glæde i dyreriget, men som i de verdener, vi nu er på vej imod, er selve årsagen til de hindringer, vi kæmper med.

Mennesket, sådan som vi almindeligvis møder det, er slet ikke klar over, at det i alt selv er første-årsag til sin egen skæbne. Men det er det, og den dag, det lærer at forstå det, begynder en kamp, som vel er svær, men som dog i sig selv indeholder en så rig belønning for hvert overvundet stadie, at den absolut er overkommelig. Det kan være svært at blive vegetar, ikke på grund af selve kostforandringen, men på grund af de vaner, der så helt behersker livets rent madmæssige side. Kødspiseriet er jo forlængst ført frem til sit genistadium. Blader man i en moderne kogebog, er det som at se ind i en verden, hvor dette at spise, er gjort til livets hovedindhold, dets centrale ide, og man forstår, at det kan være meget svært for gudesønnen at rive sig fri af dette geniale, kulinariske favntag. Men det kan gøres! Og det samme gælder både nikotin, alkohol og alle de øvrige "stimulanser", menneskene har vænnet sig til! Og det må gøres. Loven her er aldeles urokkelig. Den, som ikke vil rense sit eget tempel, vil aldrig komme til at opleve, at dette tempel fyldes med tilværelsens vidunderlige intuitive kræfter. Det vil kunne opleve glimt, men aldrig den helhedsoplevelse, der for alvor giver gudesønnen følelsen af, at han nu virkelig er "på vej hjem".

Men mennesket kan falde i andre faldgruber end de her nævnte. Selve dets sexuelle liv kan i dette åndeligt mørklagte "no mans land" afspores, hvilket kan føre det til oplevelsen af livets måske mest smertefyldte områder. Der går igennem hele den sexuelle forvandlingsproces en slags moralens kongevej som, om den bliver fulgt, aldrig vil føre til smerte og livslede. Denne "vej" kan udtrykkes med ordene "at det menneske, som aldrig ved sit sexuelle begær påfører noget som helst menneske smerte eller fortræd, som aldrig bryder een gang givne løfter, og som aldrig forgriber sig på noget umodent, ikke alene er med lovene, men også altid vil være beskyttet af lovene.

Men det er svært for det enkelte menneske at følge denne lov. Ensom, som det ofte er, og uden kontakt med livets inderste centrum, med Guddommen, fristes det tit såmeget over evne, at en smertefuld udvikling derved sættes igang, en udvikling der uundgåeligt vil føre det direkte til selvoplevelsen af den smerte, det ved sit begær påførte andre. Det vil her føre altfor vidt for mig, at fordybe mig i dette stof, der omfatter alle variationer af det sexuelle liv direkte fra den rent dyriske heterosexualisme frem til den rent menneskelige sexualisme. For de mennesker, der virkelig er interesserede i dette spørgsmåls fulde klarlægning, må jeg henvise til Martinus: Livets Bog's femte del, der er det mest dybtgående værk om dette spørgsmål, der nogen sinde er skrevet. Jeg kan kun her sige enkelte ting, som jeg mener, har almenværdi, og da her først og fremmest dette, at på intet andet felt i tilværelsen stilles der så store krav til Deres tolerance og til Deres medfølelse som indenfor disse områder. Det er så let – og så fantastisk billigt – her at dømme de mennesker, hvis sexuelle adfærd byder en imod. Den intolerance man her ofte støder på, har sine rødder direkte ned i den mørkeste del af dyreriget, helt derned, hvor vi oplever at se dyrene selv dræbe de af deres egen art, der er uskikkede til den hårde tilværelseskamp. Mange mennesker nærer således en så dyb aversion imod homosexuelle mennesker, at de ganske glemmer, at også disse mennesker er "af Gud", hvilket vil sige, at hellere end at dømme burde disse mennesker undersøge og forske, thi så ville livet her åbenbare sig for dem på en sådan måde, at de også i dette, som byder dem så voldsomt imod, ville møde den alkærlighed, vi finder udtrykt i ordene "der falder ikke en spurv til jorden, uden at det er Guds vilje". Martinus har gang på gang udtrykt det som sin mission at vise det udviklede menneske Guddommen i mørket eller i alt det, der byder det imod. At se Guddommen "i lyset" er ingen vanskelig sag, men at forstå, at det også er ham, man møder, hver gang man stilles overfor et problem, der bringer intolerancens onde ild til at flamme i ens bryst, er ulige sværere.

Men også indenfor de heterosexuelles område foregår der ting, der så absolut intet har med de love at gøre, på hvilke al virkelig lykke beror. Mange mennesker har i deres bevidsthed en talentkerne for forelskelse af altfor voldsom karakter. Disse mennesker bliver derved uundgåeligt "mandejægere" og "skørtejægere". "Don Juan"-typen er ikke ukendt heller i vore dage, ejheller kvinden, der med et moderne udtryk er blevet "maneater", men om begge disse typer er der i virkeligheden kun det at sige, at selvom deres talent for "erobringer" er meget stort, formår de ikke at skænke hverken sig selv eller de, med hvem de indlader sig, nævneværdig lykke. Disse mennesker glemmer ofte den elementære sandhed, at intet menneske kan bygge et nyt lykkeslot på et andet menneskes åndelige ruiner. At der findes utallige situationer, hvor det er bedre at opløse et ægteskab, end lade det bestå, er en sag for sig, men alle udviklede mennesker bør være klar over, at virkeligt åndeligt udviklet er kun det menneske, der også indenfor disse områder formår at bære endog meget tunge byrder. Sålænge et sexuelt forhold mellem to frie mennesker er barnløst, er det en så absolut privatsag, at enhver Indtrængen udefra intet har med moral at gøre, men er der børn i et ægteskab, bør man aldrig glemme, at Guddommen har sat enhver far og mor til at være "skytsengel" for deres eget afkom. At svigte her og blot for tilfredsstillelsen af egne begær at efterlade et hjem til opløsning, indebærer i sig selv en strafmulighed, det er meget farligt at ignorere. Vi ønsker alle at blive fødte under gode og trygge forhold, men vor mulighed for at opnå dette strålende privilegium er i allerhøjeste grad afhængigt af vort eget forhold til de børn, vi i denne inkarnation bærer ansvaret for.

Man har ofte spurgt mig, om jeg ikke tror, at et ægteskab kan blive lykkeligt i dette ords bedste betydning. Jeg vil gerne her svare, at det tror jeg. Men jeg vil i samme åndedrag have lov til at sige Dem, at de ganske få lykkelige ægteskaber jeg har mødt, alle har været baseret på et helt andet fundament end det sædvanlige. For mig at se, har disse mennesker i langt højere grad baseret deres indbyrdes samliv på en dybtgående venskabs eller kammeratskabs ide. Personligt anser jeg det almindelige vaneægteskab for en af vor verdens ondeste oplevelser. Atter og atter oplever vi, der arbejder med denne side af tilværelsen, at utallige lever sammen uden overhovedet at vide, hvad virkeligt samliv er. Det er min overbevisning, at den virkelig frugtbare kærlighed mellem to mennesker først får fuldkomne vækstbetingelser den dag pengenes herredømme er brudt og ingen kvinde længere ydmygt skal bede sin mand om penge. Jeg tror på en stor lykke indenfor disse livsområder den dag, hvor ikke alene pengene intet problem er mere, men hvor også det fælles soveværelse har fået sit endelige dødsstød. Der er meget lidt sand kultur i verden og især er der meget lidt sand natkultur. Det burde være en menneskerettighed at kunne sove alene, kun omgivet af sin egen åndelige atmosfære. Det ville gavne både nervesystemet og kærligheden! Jeg ved at utallige mennesker deler disse mine synspunkter, men også, at det er dem ganske umuligt at realisere dem. Dette bør dog ikke forhindre os i utrætteligt at arbejde for at den dybe respekt for et menneskes åndelige særpræg og ret til disse særpræg, gøres til et ideal for ungdommen. Idag dominerer formen som det centrale i al tilbedelse. Hun skal være selve inkarnationen af sex og han skal være indbegrebet af maskulin charme. Disse idealer er sørgelige, fordi de er så uægte som noget overhovedet kan være. Den dag de er afløst af det ideal, der sætter ånd over form og pligt over lyst, vil mulighederne for et lykkeligt samliv mellem kønnene være betydeligt større end de er idag. Men for at kunne opfylde dette ideal må mennesket reopdrages og denne reopdragelse kan kun, om den skal lykkes, foregå på det kosmiske grundlag som vi finder i Martinus verdensbillede.

-------

Vor lange rejse er hermed til ende. Panorama efter panorama har afløst hinanden under dette vort forsøg på i fattige ord at overskue det vældige mysterium, der går forud for vor tilsynekomst her og nu. Hvormeget jeg end har kunnet vise Dem, har jeg dog måttet lade mere ligge, men jeg har det håb, at jeg i glimt har kunnet vise Dem lidt af de dybereliggende årsager til den situation, vi idag befinder os i.

Som De nu har set, udgør den form for sexualisme, vi har givet navnet "erotik", kun en enkelt af den sexuelle sols millioner af stråler, og jeg håber, at De forstår, at den kærlighed, som menneskene idag sætter så højt, enten den så indkapsles i et ægteskab eller fuldbyrdes på anden vis, ikke er den kærlighed, på hvilken verdensaltet beror. Som vi i vor tid oplever at se den kirkelige religion tabe terræn, og som vi oplever at se kongemagten synke i grus, således vil vi også komme til at se den ægteskabelige institution degenerere og opløses til fordel for nye former, der i højere grad er i kontakt med de menneskelighedens love, der nu for alvor begynder at erobre terræn. Idag er ægteskabet ikke alene et forhold, der angår de to implicerede parters sexuelle liv. Det angår også deres økonomiske situation. Når så mange millioner mennesker, som tilfældet her vitterligt er, lever under forhold, der grænser til hæsligt slaveri, for ikke at sige ren prostitution, beror det netop på, at menneskene endnu lever under en økonomi, hvor den stærke kan tillade sig næsten, hvad det skal være, medens den svage, hvilket vil sige flertallet, må tage livets vilkår, som de er i en verden, der endnu beherskes af en eenpolet sexualisme, eller en verden, der i så godt som alt er formet af maskulin logik.

Det er sandt, at kønnene officielt er ligeberettigede, men kun det mest blåøjede menneske kan undgå at se, at dette forhold, verden over, endnu mere er en smuk drøm end en praktisk virkelighed. Men at forstå de dybest liggende årsager til alle disse forhold er ensbetydende med på een og samme tid at akceptere dem som en virkning af vor evige fortid og gå til kamp imod dem til fordel for vor evige fremtid. Det er her, det kosmisk indstillede menneske står så langt stærkere end det almindelige, religiøst indstillede menneske. Det nøjes ikke med blot at tro på Guds eksistens, det søger i alt at tænke hans tanker efter for ad denne vej at blive bevidst i, hvad der er hans inderste vilje. Og idag peger sporene klart fremover. En vældig involutionsperiode er forbi. Den har efterladt os indspundne i et forfærdende net af forestillinger, der så godt som alle alene har angået vor egen behagelighed. Vi er idag "længst borte fra Guddommen", hvilket kun vil sige, at vi idag er mere i vore egne primitive tankers vold end nogensinde før. Vi ved alle, at verden påny ruster sig til tænderne, og at et forfærdeligt militært uvejr kan bryde løs når som helst. Angsten rider idag menneskeheden som en mare, og der ofres flere milliarder på dens alter end på noget som helst andet alter i verden. I en sådan situation, hvor alle ydre kræfter truer med at bryde den enkeltes indre sjælelige ligevægt, er det af uvurderlig betydning, at et verdensbillede er blevet født, i hvilket alle problemer indbyrdes afbalancerer sig på en sådan måde, at vi nu klart kan se, at vi står ved begyndelsen til en udvikling, en evolution af hidtil uanet omfang. Uanset al tale om undergang og udslettelse, er vor verden endnu meget, meget ung og står i virkeligheden kun ved begyndelsen til den åndelige æra, alle store seere har profeteret menneskene. Vi har nu nået bunden af en åndelig tilstand, i hvilken mørket har herredømmet, men i det fjerne vibrerer vidunderlige stråler fra en ny kosmisk solopgang over verden. Mennesket, det enkelte såvel som det hele menneskesamfund skal ikke i al evighed være bundet af primitive tanker og forestillinger indenfor livets virkelige områder. En enorm frigørelsesproces er igang, og man kan af sit hele hjerte lykønske det menneske, som har fået kontakt med de kræfter, der ikke alene vil fremtiden, men allerede er den.

Vi – De og jeg – lever i en verden, hvor alt er i opbrud, og hvor titusinder rives med af farlige strømme. Prøv at forstå, hvor lykkeligt det menneske er, der midt i dette virvar, midt i dette kaotiske opbrud, pludselig oplever, dybt inde i sig selv at finde det ståsted, der aldrig giver efter, aldrig svigter. Jeg har fundet et sådant ståsted, og jeg har intet højere ønske end ved mit liv at bidrage til, at alle de, jeg kommer i berøring med, må finde det samme ståsted. Det er sandt, at det kræver sin pris, men lad mig til slut sige, at denne pris forekommer mig at være for intet at regne imod den vidunderlige fred, den til gengæld giver den, der er villig til at vandre vejen. At være med til at hejse den ubegrænsede tolerances fane i en verden af ubegrænset intolerance, forekommer mig at være det skønneste, et menneske kan opleve. Denne oplevelse har De og jeg mulighed for at være med i, og jeg tror, at De forstår, at svigter vi her, da svigter vi ikke alene verden, men da svigter vi også det bedste i os selv!