Kontaktbrev 1956/4 side 7
36. – En verdensepokes naturlige forfald.
Det foran nævnte religiøse diktatur er forlængst gået i forfald. Det går nu sin totale opløsning i møde. Og menneskeheden kan ikke mere fødes i kraft af nogen som helst religiøs kultus, hverken i form af dyrkelsen eller tilbedelsen af personer, helgener, messiasser eller verdensfrelsere. Ligeledes vil sakramenter, dåbshandlinger og andre ceremonier med danse, ofringer og lignende endnu kun eksistere for den del af menneskeheden, der stadig befinder sig på trosstadiet eller de trin, hvor menneskenes førelse endnu kun kan foregå ved instinkt og følelseskombinationen i deres mentalitet eller psyke. Disse religiøse, og for de pågældende stadier i udviklingen beregnede hellige, magiske og suggestive hjælpemidler i førelsen og udformningen af den menneskelige psyke, vil efterhånden blive overflødige, alt eftersom de pågældende mennesker udvikler sig ud af instinkt og følelseskombinationens sansesæt og ind i intellektualitets- og humanitetskombinationens sansesæt eller oplevelsesevne. Med denne mentale forvandling vokser alle endnu religiøst troende mennesker efterhånden ud af religionernes, sekternes eller den religiøse kultus' sfærer.
Det er rigtigt, at man, med denne udviklingsmæssige udvandring af nævnte sfærer, for mange menneskers vedkommende bliver materialister og kommer så langt bort fra det religiøse stadium, at man ligefrem benægter eksistensen af en Guddom og ligeledes eksistensen af en åndelig verden med tilhørende højere eller psykiske former for livsoplevelse. Men denne materialisme skyldes et overdimensioneret intelligenstalent i forhold til et endnu meget ringe humanitetstalent. Dette vil igen bevirke, at væsenets væremåde bliver kold og følelsesløs med hensyn til næstens eller medvæsenernes anliggender. Den fremragende intelligens vil da hensynsløst blive benyttet i egoistiske formål eller i uberettigede tilegnelser af fordele på ens næstes bekostning. Det er denne for stærkt intelligensbetonede, men altfor ringe humanitetsbetonede sansekombination, der har ført menneskene ind i den gudløse, materialistiske verdenskultur, hvis fundament næsten udelukkende er forretning. Forretningsprincippet har igen i denne kultur i store områder udviklet sig til at udgøre en camouflage over røveri og plyndring, befordret med mentale våben. Under denne geniale camouflage udnytter den kloge og hensynsløse den mindre kloge og mere hensynsfulde. Under denne, den stærkeres udnyttelse af den mindre stærke, mentalt set, bliver der rigdom, overflod, frådseri og lediggang på den ene side og tilsvarende fattigdom, elendighed og livslede på den anden side, rent bortset fra den unaturlige klasseforskel mellem den rige og den fattige, den også afføder. Den såkaldt moderne kultur er i realiteten kun en kamp om værdier. Alle er tvungne til at være med i denne kamp. Alle må købe og sælge. Og princippet er blevet dette, at få det størst mulige udbytte af den mindst mulige ydelse, ja undertiden helst af slet ingen ydelse. I hvert fald er ydelsen meget ofte camoufleret som en langt større værdi, end den i virkeligheden er. Og værdierne tårner sig op i bjærge på visse steder, hvor de ligger monopoliseret af besidderne og kun kan komme menneskene til gode ved det førnævnte princip: den størst mulige betaling for den mindst mulige ydelse. At dette skrigende naturstridige princip, som der ikke er plads til at uddybe nærmere her, kun kan eksistere som en falsk kulturbasis, er selvfølgeligt for den udviklede tænker. Det er også dette princip, der betinger opretholdelsen af det størst mulige og mest geniale, kostbare krigsberedskab og befordringen af den mest geniale dygtiggørelse i at mangfoldiggøre overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Aldrig har menneskene før kunnet myrde så mange millioner af mennesker og ødelægge områder af kulturværdier i et så gigantisk hurtigt tempo, som de i dag er i stand til, og som de i påkommende tilfælde heller ikke vil vige tilbage fra at benytte sig af. Allerede to gange i dette århundrede har menneskene benyttet sig af deres geniale evner til at befordre massemyrderier og kulturødelæggelser i form af verdenskrige. Og disse blodige udslag af helvedes dødsterræner var udelukkende en kamp om materielle værdier. De var en kamp om gensidig indbildt retfærdighed hos begge parter. De er udslag af en gudløs, materialistisk periodes dødskrampe. De dyriske eller dræbende traditioner i den ufærdige menneskehed iler imod sin afslutning.
37. – Menneskehedens mentalitetsændring.
Menneskeheden er således i vor tid ved en meget stor milepæl i dens omskabelse fra dyr til menneske. Som vi har set, er den døende verdensepoke et ganske naturligt led i Guds plan. Dette led er forlængst forudsagt af forskellige vise eller af menneskehedens største førere. Kristus kaldte dette led eller dette stadium i den menneskelige udvikling for "Dommedag" – "De sidste tider". Han gav yderligere udtryk for visse fundamentale principper, der ville komme til udløsning og skabe en ny åndelig og materiel verdensepoke for menneskeheden, som han henholdsvis betegnede som "En ny himmel" og "En ny jord". Han forudsagde også, at i denne nye himmel og jord skulle retfærdighed bo. Rent bortset herfra er juleevangeliets forjættelse om fred og velbehagelighed for menneskene jo også en guddommelig forudsigelse af menneskehedens fremtid. Nu er menneskeheden forlængst nået frem til "de sidste tider", hvilket vil sige, afslutningen af den særlige verdensepoke, og den særlige verdensgenløsningsform, under hvilken menneskeheden hidtil er blevet ført. Ligeledes er "Dommedagen", der er det samme som mørkets kulmination og målet eller højdepunktet for menneskehedens udvikling i morderisk, satanisk kunnen, meget stærkt iøjnefaldende. Aldrig nogensinde før, og aldrig nogensinde mere, vil menneskeheden kunne opnå en sådan genial mangfoldiggørelse af overtrædelsen af det femte bud "du skal ikke dræbe" eller sabotage på selve livet, menneskers myrderi af mennesker, rent bortset fra deres til lyst grænsende myrderier og lemlæstelse af dyr, som i vor nuværende tidsperiode. De har hidtil ikke anet, at det ikke var en livsbetingelse for mennesket at dræbe, således som tilfældet er i dyreriget. Igennem årtusinder har der lydt fra verdensgenløsningsprincippet påbudet om ikke at dræbe, påbudet om, at den, der dræber, selv skal omkomme ved drab, påbudet om at tilgive sine fjender eller kort og godt påbudet, der er alle loves fylde, nemlig dette: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Men en sæd vokser dårligt og giver kun mindre fold i dårlig og ukultiveret jordbund. Og den mentale sæd i form af de guddommelige påbud faldt da også i dårlig og ukultiveret jordbund og gav kun et meget ringe udbytte. Det meste af sæden kvaltes i de kolossale masser af ukrudt og vildt græs, som de store mentale sædemarker verden over var befængt med. Det er ikke så mærkeligt, at en af de store sædemænd, Jesus Kristus, kunne forudsige, hvordan det ville gå, at der ville komme en "dommedag", en lidelsernes periode, hvor man skulle ..."høre om krige og krigsrygter". – ..."thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør..." – ... "og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skulle stå op mod forældre og slå dem ihjel". – Og den store sædemand eller Kristus fortsatte med at skildre de sidste tider ..."thi i de dage skal der være en sådan trængsel, som der ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme". – Ligeledes talte den store verdensgenløser om gudløsheden og den heraf affødte materialisme og forfølgelse af det religiøse liv. Er disse to tusinde år gamle udtalelser ikke et nøjagtigt historisk billede af det tyvende århundrede? – Hvem af os, der har oplevet den første halvdel af nævnte århundrede, er ikke enten direkte eller indirekte blevet bekendt med opfyldelsen af de nævnte forudsigelser? – Disse begivenheder turde være så almenkendte, at jeg ikke behøver at komme nærmere ind på dem. Efter at have udtalt sig om de materielle trængsler, der ville markere "de sidste tider", udtalte han sig også om de himmelske trængsler, der ligeledes skulle markere de samme "sidste tider" eller selve afslutningen på den religiøse verdensopfattelse, menneskene under forskellige traditioner og former hidtil var blevet ført ved. Han siger blandt andet følgende: "Men i de dage efter den store trængsel, skal solen formørkes, og månen ikke give sit skin, og stjernerne skulle falde ned fra himmelen, og de kræfter, som er i himlene, skulle rystes". – Naturligvis er det ikke en materiel universkatastrofe, Kristus her sigter til. Det er ikke så almindelige ting som en sol- eller måneformørkelse eller de såkaldte "stjerneskud", der skulle blive kendetegnet på en verdensepokes undergang eller den store omvæltning eller ændring i menneskehedens livsopfattelse og skæbne. Det er ikke begivenheder på den materielle himmel, men derimod begivenheder på den religiøse eller åndelige himmel, verdensgenløseren sigter til. Her er der blevet både sol- og måneformørkelse og stjernefald i stor stil. Kan den herskende gudløshed være andet end åndelig solformørkelse? – Kan den tabte tro på religionsstiftere være andet end åndelig måneformørkelse? Og er kongedømmernes fald ikke det samme som stjernefald? – Oprindeligt var kongerne Guds repræsentanter på jorden og af Guds nåde suveræne eller selvherskende førere for menneskene. De var lysende stjerner på den jordmenneskelige, mentale himmel. Og man forstår således her, hvorfor Kristus udtrykker den nye verdensepoke som "en ny himmel" og "en ny jord". Vi ser således her, at det nuværende store epokeskifte i menneskehedens historie ikke har været ukendt af Jesus Kristus. Han vidste, at dette var et uundgåeligt, naturligt led i Guds videreførelse af menneskeheden frem til dens totale fuldkommengørelse.
Og dette store epokeskifte måtte uundgåeligt komme, fordi der i menneskets mentalitet udviklede sig nye evner, netop de evner, der skulle forvandle det ufærdige menneske til "mennesket i Guds billede". Der er således ikke tale om, at den mørke tidsperiode, vi for tiden oplever, er unaturlig eller skulle være en slags afsporing af menneskehedens førelse fremad og dermed noget, der helst ikke skulle være sket, noget der ikke var med i Guds plan. Det er absolut ikke en menneskehedens "undergang", vi oplever. Det, der sker, er derimod en forvandlingsproces i menneskenes egen mentalitet eller psyke. Denne forvandling sker på grund af menneskenes stærkt overdimensionerede befordring af "det dræbende princip" i form af krig staterne imellem og indbyrdes splid og fjendskab mand og mand imellem. Dette ocean af lidelser, som denne "alles krig imod alle" eller dette bloddryppende og torterende ragnarok eller helvede, som det tyvende århundredes krige førte over menneskeheden, skyldes udelukkende nævnte menneskeheds ufærdige tilstand, dens tro på og beherskelse af den gamle hedenske tradition – øje for øje og tand for tand – og den herpå baserede væremåde med straf og henrettelser, krig og ufred. Men de af en sådan væremåde affødte lidelser udvikler i væsenerne den humane evne eller de sympatiske anlæg. Denne udvidelse af menneskenes humane talent eller anlæg bevirker, at man, alt eftersom denne udvikling finder sted, ikke mere kan nænne at påføre andre væsener lidelser. Denne udvikling er allerede så langt fremme hos mange mennesker, at de ikke mere hverken vil gå på jagt eller fiskeri, de vil ikke dræbe dyr, ligesom de absolut heller ikke vil være soldat eller gå med i krig, fordi det er imod deres samvittighed at dræbe og lemlæste. Og denne tilstand tager ikke af, men er i stærk udvikling, således at flere og flere millioner af mennesker fødes med større og større humane talenter samtidig med deres fremragende, intellektuelle begavelse. Det er disse mennesker, der idag repræsenterer den nye verdensepokes fødsel.
Og ligesom disse mennesker er udviklede bort fra krigens, hadets og andre dræbende impulser grundet på deres humane talents udvikling igennem de lidelser, de selv i det nuværende eller i fortidige liv har gennemgået, således vil alle jordens mennesker nu igennem virkningerne af de lidelser, de har påført andre levende væsener, og som nu rammer dem selv i form af deres egen ulykkelige skæbne, få udviklet deres humane talent eller sympatiske anlæg eller kort og godt selve næstekærligheden. Og således sker udviklingen eller fuldbyrdelsen af Guds plan lige for øjnene af alle mennesker, men det er endnu kun meget få, der kan se det. Den guddommelige befaling, "der vorde lys", sker således totalt fuldkomment. Menneskene er absolut ikke i en situation, de skal "reddes" eller "frelses" fra. Der foreligger ikke nogen truende undergang for menneskeheden. Derimod skal menneskeheden hjælpes og stimuleres, således at den i kraft af sin kombinerede intellektualitet og humanitet og begyndende intuitionsevne kan få en fundamental bekræftelse på, at de lidelser, man påfører andre, afføder tilsvarende lidelser i ens egen skæbne. Men igennem oplevelsen af denne lidelsesskæbne udvikles de humane anlæg, der netop i forbindelse med intellektualitets- og humanitetskombinationen og den heraf igen affødte intuitionsevne omdanner menneskets mentalitet til "kristusmentalitet", og befordrer dermed fuldbyrdelsen af Guds skabelse af os selv som "mennesket i Guds billede". Menneskene modnes altså igennem den forcerede krigstilstand og det heraf følgende store opbud af lidelser og ulykkelige skæbner, de befinder sig i, til at forstå livets virkelige struktur. Det er denne udviklede evne til at forstå, der betinger, at deres videreførelse i udvikling og væremåde absolut kun kan ske i kraft af konkret viden. Deres åndelige hunger er derfor nu i stigende grad ved at tage form af sådanne dimensioner, at den kun kan tilfredsstilles med oplevelsen af livsmysteriets absolutte løsning i form af en konkret, humanistisk videnskab, kontrollabel for en tilsvarende intellektualiseret, humanistisk be-
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige