Kontaktbrev 1955/26 side 7
ordene på dansk efter min anvisning. Til gengæld udtalte de så for mig, hvad de samme motiver hed på japansk, hvorefter jeg prøvede at udtrykke ordene på dette sprog. Det var virkelig en glimrende underholdning. Det morsomme i den var den ubehjælpsomme og uvante måde, vi gensidigt udtrykte ordene på i det for os fremmede sprog. Imidlertid drønede ekspressen fremad igennem nattens mørke. Det buldrede og gungrede hvert øjeblik meget stærkt. De unge mennesker forstod med det samme min undren herover og forklarede mig på deres kærlige, letfattelige måde uden om sproget, at det var tunneller, toget susede ind igennem. Da jeg senere under mit ophold i Japan havde lejlighed til at passere strækningen ved dagslys, så jeg, at det japanske landskab var en række parallelle bjærgkæder med en lille smal slette imellem hver. Da de gik på tværs af banelinien, som var gravet ind igennem dem, var det ikke så mærkeligt, at vi hvert øjeblik hørte det forstærkede bulder. Når toget passerede en sådan tunnel, blev larmen fra toget af tunnelvæggen kastet tilbage imod os. En af tunnellerne var så lang, at det tog eksprestoget 9 minutter at passere den. Jeg skal senere komme tilbage til mine indtryk af det japanske landskab. Vi er imidlertid nu nået frem til Shimizu. Man mærker, at togets bremser allerede er i funktion. Den ene af de unge mænd åbner vinduet og giver et eller andet tegn til nogen udenfor på perronen, og frem stormer et halvt hundrede unge mennesker, hver med et lille flag i hånden, som de svinger med. Og her ved denne lejlighed var det særlig det danske flag, der blev holdt i forgrunden. Flagene gav udtryk for de nationer, der deltog i verdensreligions-kongressen. Da toget standsede, og jeg trådte ud, blev jeg hyldet, kærtegnet og omfavnet, ja næsten båret i guldstol af de jublende unge mennesker, der alle var asiatere. Denne hjertelige velkomst vil jeg aldrig kunne glemme. Den blev en lysoplevelse for hele livet. Et fremmed folk, en fremmed race, en fremmed verdensdel havde taget mig kærligt i sit favntag. Guds nærhed kunne ikke være mere tydelig. Jeg følte mig uendelig lykkelig. Og næsten uden at jeg havde sanset det, var jeg nu blevet anbragt i en stor luksusvogn, ligesom man også havde sørget for min bagage. Herefter blev jeg ført igennem Shimizus gader til Ananai-Kyos hovedkvarter, der med sine mange bygninger virkede som en lille by i byen. Portalen ind til denne helligdom var også internationalt flagsmykket. Her indenfor modtog jeg en lignende stor og kærlig velkomsthilsen, som den jeg allerede havde fået på banegården, men måske noget mere dæmpet, thi her var det alle kongressens ældre og mere modne deltagere med Ananai-Kyos præsident i spidsen, der havde samlet sig for at give mig en hjertelig velkomst. Her vinkede man også med hver sit lille flag. Præsidenten for Ananai-Kyo, Shin Negami, bød mig hjertelig velkommen, ligesom jeg af al den venlighed og sympati, der strålede mig imøde fra de øvrige mange tilstedeværende, kunne skønne, at jeg ikke blot fysisk set, men også i højeste grad sjæleligt set blev modtaget med åbne arme. Skønt alle disse mennesker tilhørte en anden race end jeg, og jeg var på et for mig ganske fremmed himmelstrøg, følte jeg mig meget lykkelig. I disse menneskers sind var der de samme interesser, de samme tankeklimaer, det samme ønske om at skabe fred på jorden, altså det samme sjælelige område som det, der var blevet mit livs store opgave at videnskabeliggøre, så det kunne blive alle menneskers ejendom og rettesnor. Bag disse menneskers for mig fremmede ydre, fremmede sæder og skikke og fremmede omgivelser eksisterede der meget af den samme hjemlige atmosfære, den samme samhørighed som den, der føles iblandt menneskene ved foredragene på Mariendalsvej og ved Klint. Dog var de endnu ikke så dogmatisk frie og totalt uafhængige af overleverede, religiøse traditioner og knyttet til fri logisk tænkning, som vi er det herhjemme i mit arbejde, grundet på de kosmiske analyser, Gud har givet os at befordre. Men denne forskel, som af gode grunde nødvendigvis måtte være til stede her, kom ikke så meget frem på overfladen. Atmosfæren var kærlig. Og jeg kom også her til at tænke på, hvor store områder af hjemlige tanker, der dog trods alt er at finde i fremmede racer og fremmede egne.
19. – Til the sammen med Ananai-Kyos præsident.
Da den foran beskrevne kærlige velkomst var overstået, blev jeg ført til et værelse til the sammen med præsidenten og nogle andre af de ledende personer indenfor bevægelsen, samt mine to unge, sympatiske rejseledsagere. Ved indgangen til dette værelse stod der en mængde tøfler. Og en af de unge mænd gjorde tegn til, at jeg kunne udskifte mine sko med et par af disse tøfler. Men aldeles ukendt, som jeg var, med hensyn til japanske skikke, har jeg åbenbart været lidt for langsom i opfattelsen af situationen, for der blev hurtigt gjort tegn til mig fra de ældre tilstedeværende, at det skulle jeg slet ikke tage hensyn til. Jeg skulle bare beholde mine sko på, hvilket så også skete. Jeg sad derefter til bords med præsidenten og de øvrige personer med mine sko på, hvilket sikkert i japansk opfattelse var ligeså uhøvisk, som hvis man i Europa ville sætte sig til bords med hatten på. Men den kærlige atmosfære, der herskede over vort samvær, overstrålede langt denne min uhøviske fremtræden med sin tilgivelse. Japanerne var altfor fintfølende til at lade mig mærke noget som helst i retning af nedsættende tanker. Jeg kunne jo heller ikke vide, at alle disse mange par tøfler ikke var private personers ejendom, men udelukkende var stillet til rådighed for alle eventuelle besøgende i bygningen. Ved bordet fortalte mine to unge rejseledsagere alt, hvad de havde oplevet sammen med mig og de spørgsmål, som de havde fået besvaret i vort samvær med pastor Jensen og med ham som tolk. Vi havde jo her benyttet lejligheden til gensidigt at få talt ud om den fælles situation, jeg og Ananai-Kyo var kommet i grundet på den manglende tolk. De unge mennesker var således blevet godt underrettet om situationen, set fra min side, ligesom jeg var blevet underrettet om den samme situation, set fra japanernes side. Spørgsmål, som præsidenten nu rettede imod mig, kunne således besvares af de unge mennesker. Og mine spørgsmål til japanerne havde jeg jo allerede af de unge mennesker fået besvaret. Og der opstod således heller ikke her nogen pinlig situation på grund af sprogvanskeligheder. Alle de vigtigste spørgsmål blev således let klaret. Og hvad der var af mindre vigtige spørgsmål klaredes meget let med hjertets eget sprog.
20. – Tolk-problemet.
Og nu sad jeg altså her sammen med præsidenten, der så venligst gentagne gange havde skrevet til mig og indbudt mig til kongressen. Han var naturligvis meget ked af, at man ikke havde kunnet skaffe nogen tolk. Man havde fra japansk side været så sikker på, at den danske legation i forbindelse med de mange danske, der opholder sig i Japan, ville have stillet sig velvillig overfor en af deres egne landsmænd, der af japanerne var indbudt i en så human interessesfære, som arbejdet for en verdensfred eller en fred imellem alle jordens mennesker. Men de var altså her blevet skuffet. Nu havde de sat himmel og jord i bevægelse for at finde en af deres egne landsmænd, som kunne tale dansk, men det var naturligvis meget vanskeligt, hvis det da i det hele taget lod sig gøre. Japan er ikke overfyldt med japanere, der er det danske sprog mægtig. Og med hjertets sprog alene kan man ikke holde forelæsninger, forklare lysbilleder eller kosmiske verdensanalyser.
Men til alt held fik man tilsidst fat i en ung japaner, som lige var kommet tilbage fra Danmark, hvor han i otte måneder havde givet undervisning i japansk på Berlitz School i København. Han havde i disse måneder tilegnet sig en smule kendskab til dansk. Og ham måtte jeg så desværre nøjes med. Men han kunne ikke komme før den følgende tirsdag. Og i dag var det søndag. Kongressen havde allerede i dag været samlet for første gang. På grund af SAS's fejloplysning angående min ankomst og det heraf foranledigede ophold i Ykohama, kom jeg således en dag forsent til kongressen. Og der ville altså hengå endnu et par dage af kongressens kostbare tid, inden jeg aktivt kunne deltage. Men til gengæld ville man så give mig så megen desto mere tid til at fremkomme med mine synspunkter, når tolken ankom. Og med denne orientering af situationen sluttede det venlige samvær med præsidenten i megen stor sympati og venlighed.
21. - Glimt af japansk psyke.
Efter det behagelige samvær med præsidenten og hans følge spurgte man mig, (naturligvis ved mimik og tegn), om jeg ikke ønskede et bad, hvilket jeg var meget glad for at få efter den lange rejse og ophold i tropeklimaet. Smukke unge og smilende japanerinder stod til min rådighed og tilberedte badet for mig. Her oplevede jeg det ejendommelige, at der ikke syntes at være den samme gensidige blufærdighed mellem kønnene, som den, der i Vesten er indpodet i ens psyke lige fra ens spædeste barndom. Med hensyn til mit bad ønskede jeg som sædvanlig at betjene mig selv, således som jeg var vant til det hjemmefra. Og således blev det – vistnok til stor forundring for de tilstedeværende af begge køn. Efter badet blev jeg af kongreslederen mr. Teruo Asamiya ført til mit værelse, som lå i en anden bygning på 1. sal. Da vi kom ind i forhallen til denne bygning, stod der også her rækker af tøfler. Denne gang kom tøffelsituationen ikke overrumplende bag på mig. Jeg iførte mig et par af de tøfler, der passede mig bedst, og som kongreslederen venligst havde hjulpet mig med at udfinde af de snese af forskelligartede modeller i japansk stil, der her var til rådighed. Da japanerne er små mennesker, er deres tøfler også af numre, der ikke helt var af samme størrelse som den, jeg ellers er vant til at bruge i fodtøj. Min hæl kom således til at rage lidt udenfor. Men det vænnede jeg mig hurtigt til. Jeg havde næsten ikke mine egne sko på under opholdet her i hovedkvarteret. Det var kun, når jeg skulle passere fra den ene bygning og over i en anden på grund af foredrag, spisning eller besøg, jeg blev inviteret til af gæster, der i særlig grad blev interesseret i mit arbejde, efterhånden som det blev åbenbaret for dem igennem læsningen af de mange oversættelser heraf, som jeg, takket være mine venners kærlige bistand, var så rigeligt forsynet med. Mit værelse var stort og rummeligt og med store vinduer. Her måtte være meget lyst og dejligt om dagen. Det var udstyret med to store og brede senge, hvoraf den ene var beregnet til tolken, som altså endnu ikke var ankommet. Sengene var i europæisk udstyr med hvide lagener og tæpper. Dog var der en lille forskel. Det var med hensyn til hovedpuden. Den var for mig et lille mysterium. Den syntes at være et stykke lærred, der var syet udenom et aflangt, firkantet, hårdt legeme, eventuelt en træklods på en stor murstens størrelse. Men hvad det var, ved jeg ikke. Jeg fik ikke gåden løst. Men nu glædede jeg mig til at komme til hvile.
22. - En intuitiv orientering.
Den japanske hovedpude viste sig at være glimrende til sit formål. Og jeg tænkte på Jakob, der under sin lange vandring fra Kanaan til Mesopotamien en aften blev træt og lagde sig til hvile med sit hoved på en sten. Men jeg drømte ikke om Gud eller nogen himmelstige og engle. Men derimod følte jeg i vågen dagsbevidst tilstand Guds nærhed og beskyttelse. Jeg havde fået den mest udsøgte, kærlige modtagelse. Jeg kunne i eet og alt kun takke Gud, fordi han således viste sig for mig i de mennesker, igennem hvilke, han havde kaldt mig hertil. Jeg vidste, at han havde en mening med mig, et ønske der skulle opfyldes med denne min nærværelse hos det fremmede folk. Jeg følte mig helt i Guds varetægt. Med hele min sjæl havde jeg overgivet mig til hans ånd og villie.
I den vidunderlige følelse af beskyttelse og tryghed, som denne indstilling til Gud giver, gik jeg til ro. Og med "stenen" under mit hoved sov jeg ind i en meget blid og rolig søvn. Udenfor og omkring mig slumrede Shimizu i nattens stilhed. Op over det hele rejste Fujiyamas sneklædte top sig højt imod stjernerne.
23. - Min første morgen i Ananai-Kyos hovedkvarter.
Næste morgen vågnede jeg tidligt og var dejligt udsovet. Fra mine store vinduer betragtede jeg, i det begyndende dagslys, med stor nysgerrighed den verden, der her lå omkring mig, og som jeg jo ikke før havde set ved dagens lys. Shimizus huse var meget lave og bestod tilsyneladende af træ. Herfra må dog undtages husene i city eller byens centrum. Her var der høje huse, moderne butikker og gader ligesom i de store byer andre steder i verden. Shimizu har også en meget stor havn. Da husene i hovedkvarteret var lidt højere end de omliggende huse, var der her fra vinduerne i de øverste etager god udsigt ud over byen. Kun nogle få kilometer borte lå, som jeg før har berørt, Japans hellige bjærg, det 3778 meter høje Fujiyama med sin snekalot, hvis ene side i øjeblikket funklede som det rødeste guld. Dette glødende guld var et første varsko om en ny dags kommende strålevæld, og at livets kilde var i anmarch og om lidt ville stige frem over horisonten der langt ude i det fjerne. Jeg stod meget betaget af dette vidunder af et natursceneri, denne virkeliggørelse af et bjærg fra barndommens drømmeverden, som man aldrig havde tænkt sig at skul-
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige