Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvor er det dog en stor lykke for os, som bor så højt imod nord, at julen findes og deler årets mørkeste tid i to overkommelige halvdele! Mon ikke selv det mest materialistisk indstillede menneske er lykkelig for denne højtid, der, uanset hvordan man end opfatter den, sender en strøm af vidunderlige behagsimpulser igennem vort nervesystem? At julen er børnenes fest, ved vi, men for de fleste af os er barnets eventyrverden forlængst sunket i grus, og selvom mange af os ad de mærkeligste veje søger tilbage imod dette vort nuværende livs for bestandigt sunkne Atlantis, så ved vi nu, at dets lykke mindre bestod 1 den virkelighed, som også herskede dengang, end i vor daværende evne til at se alting gennem fantasiens vidunderlige brilleglas.

Og dog har også vi voksne behov for eventyr, et behov for en verden, i hvilken alt det hænder, som ikke har hjemme i en grå og triviel hverdag. For nogle går drømmen i retning af at opleve at stå med den "store gevinst" i hånden, at få "en 12'er", og pludselig se sig i besiddelse af alt det, ens normale indkomst ingen chance har for at skænke en. Og den slags eventyr sker. Men det sker også, når vi læser om dem, at vore tanker strejfes af et bekymret: "Mon dette nu også bliver til virkelig glæde og velsignelse for vedkommende?" Et sundt instinkt i os siger, at hvad der kommer let også har en tilbøjelighed til at gå let, – gå, og efterlade alt mulig andet end netop lykke. Men det voksne liv har også andre eventyr at fortælle, eventyr, som finder sted på et ganske andet plan end det, der blot glitrer med svigefuldt guld. Et sådant eventyr bringer det vedlagte bilag, som skildrer et menneskes forvandling fra at være ekspert i at dræbe til at blive soldat i den hær, der udelukkende kæmper for at bevare og beskytte liv.

Mere end de fleste har De Shazer oplevet kredsløbet: sæd og høst, indenfor sit nuværende liv. Oplevet det, fordi han igennem sin evige fortid simpelthen har prædestineret sig selv dertil. Og læg mærke til en lille, men såre betydningsfuld ting. Han oplevede denne høst i perioden omkring sit nuværende livs 30' år. For andre en ligegyldig detalje måske, men for det menneske, for hvem det er blevet naturligt at opleve livet udfra et kosmisk perspektiv, en vidunderlig bekræftelse på en af de livssandheder, det baserer sin tilværelse på.

I en af sit livs mest ydmygende timer oplevede denne mand mødet med kræfter, han nok havde hørt om, sådan som alle hører om dem, men som han ikke havde tillagt den værdi, de virkelig rummer. Nu så han dem, og det blev skæbnebestemmende for ham. Måske vil en og anden synes, at han måtte betale en frygtelig pris for dette syn, men hvis man kunne spørge ham selv, tror jeg næppe, han vil kalde prisen for høj. Han vil sikkert hævde, at den står i et absolut rimeligt forhold til det, han fik til gengæld!

For mange mennesker er dette at blive missionær absolut ikke noget stort eller eftertragtelsesværdigt. Det er så absolut ikke det, de forstår ved et af livets dejligste eventyr. Og det er det heller ikke, rent materielt. Men evner man at anskue denne gerning fra et lidt højere plan, er det uden tvivl den, der giver mennesket det største livsindhold, den største åndelige vækst. Årsagen hertil er let at se, thi det er den eneste livsform, der direkte kontakter det, Martinus har givet navnet "Den højeste ild".

Hvad er da denne "højeste ild"? Det er ganske enkelt Guddommens egen skaberkraft. At fornemme, rent bevidst, en kontakt med denne kraft, er i virkeligheden det samme som at føle sig i direkte berøring med tilværelsens inderste livgivende element. Og denne berøring vil altid føles eller fornemmes som et møde med et kraftcenter, der sender en voldsom "ild" igennem ens blod og nerver. Ethvert menneske oplever dette møde eller denne berøring forskelligt, men fælles for alle er, at den hidfører en øjeblikkelig forvandling af mentaliteten. Man finder sin "vej", hvilket blot vil sige, at man finder meningen eller hensigten med sit eget liv. At denne "vej" eller denne "hensigt" er yderst forskellig, er i denne forbindelse ligegyldigt. Guddommens plan med menneskene er uhyre omfattende, og for dens fuldbyrdelse kræves der "medarbejdere" på de utroligste områder. At vide dette er al sand tolerances inderste hemmelighed, – og også al urokkelig indre harmoni og glædes klippefundament! De Shazer mødte denne højeste ild i et japansk fængsel, – hans modstander, den japanske krigshelt, chefen for den luftafdeling, der angreb Pearl Harbor, kaptajn Mitsuo Fuschida, – mødte den igennem et af De Shazers småskrifter, og begge står de nu på hver sin prædikestol og forkynder næstekærlighedens evige evangelium!

Vejen fra junglen til det rigtige menneskerige har flere trin, end de fleste forestiller sig. Skjult bag de ydre formers verden, snor den sig igennem det samfund, vi hver for sig oplever som "vor verden". Hvor frygteligt ville det ikke være, om ikke den højeste ild formåede at forme en lærer til hvert eneste trin, en lærer, som kun er besjælet af eet eneste ønske, at løfte sine elever, sine tilhørere op til det næste? Men ikke alene formår den højeste ild dette, den formår også at forbinde alle disse lærere på en sådan måde, at deres undervisning samlet udgør tilværelsens højeste universitet, det, i hvilket den menneskelige ånd formes og omformes således, at den en dag kan fremtræde i sin højeste bestemmelse eller i det Guds billede, den trin for trin er blevet ført frem imod.

Vi skylder Martinus, at vi idag har det vældige overblik, der kan lade os se den højeste ilds tilsynekomst allevegne, og vi skylder ham, at der nu er anvist os en vej til oplevelse af det største af alle eventyr, nemlig dette bevidst at kunne arbejde med på skabelsen af en verden, hvor alle forstår alle, og hvor dette at være tolerant vil blive lige så livsnødvendigt for ethvert menneske, som det idag er det at ånde.

Idag må vi ofte kæmpe for at være tolerante, og vor tolerance har derfor ofte ikke nogen særlig høj karat. Det nytter jo ikke meget, at øjnene smiler inderligt, og tænderne blottes, når Jeget bagved faktisk har mest lyst til at bide. Men alene i dette, at vi gerne vil være tolerante, ligger der et stort håb for verden. Og det er på baggrund af dette håb, Martinus arbejder, thi udfra det stråler der en længsel efter at vide, der sluttelig vil føre til målet. Mennesket af idag orker ikke længere at være tolerant på den blotte følelse alene, dertil er det for ofte kommet galt afsted. Det må vide, og viljen til denne viden er større nu end nogen sinde før i historien. Derfor vil vi også komme til at opleve, at "trangen til at gøre noget", hvilket jo kun vil sige: trangen til at ofre sig for andre vil melde sig hos flere og flere. Og lad det være sagt straks: på hvert eneste trin af udviklingsstigen! Et enormt kosmisk lys stråler ind over jorden og tvinger selv den mest sløve til at forstå, at noget er ifærd med at ske. En teknisk forvandling fuldbyrder sig lige for vore øjne, men alle begynder at forstå, at skal denne forvandling få virkelig værdi, må den følges op af en tilsvarende moralsk forvandling. Sker dette ikke, vil al vor teknik meget let blive som en skarptslebet ragekniv i en toårigs hænder!

Men hvad vil en moralsk forvandling sige i vor tid? Vil det sige en genopblussen af den kristendom, af hvilken alle vore kirker og katedraler er den fornemste frugt? Den kristendom, som ikke alene rummer begreber som "hellig vrede" og "retfærdig harme", men også omtaler andre folkeslag som "hedninger"? Det er der næppe andre, der tror, end de, for hvem denne specielle form endnu udtrykker deres møde med tilværelsens højeste ild. For alle andre må den betyde noget ganske andet. For dem må den betyde mødet med en åndelig viden, som påny sender sin livgivende strøm igennem deres blod og nerver og bringer hele deres bevidsthed i samklang med den guddommelige bevidsthed, de idag i livspraksis fornægter. Det tyvende århundredes verdensgenløsning sigter ikke imod at belive de kræfter, der skiller, men derimod i at belive alle dem, der samler. Den sigter imod at fjerne de sidste slagger af de sjælelige forvildelser, der endnu søger at retfærdiggøre hadet og hævnen, og som fremdeles er villig til med blod at forsvare selvskabte grænser mellem mennesker, der kun ønsker eet eneste? at leve fredeligt side om side og glæde sig over en verden, der i sig selv rummer alle muligheder for et liv i ånd og kunst og den næstekærlighed, der hverken kender til racehad eller forblindet fædrelandskærlighed.

Utopi! siger mange. Ja, hvis man lever på den forestilling, at denne forvandling skal fuldbyrdes indenfor et givet, fastsat tidsrum, vil det ikke alene være en utopi, men også en farlig utopi, fordi den meget let kan føre den enkelte til fanatisme. Men forstår man, at livet ikke er revolution, men derimod evolution, og at denne evolution uundgåeligt vil blive fuldbyrdet i "Guds tid", vil man aldrig tabe målet af sigte. Da vil man, måske sig selv aldeles uafvidende, være en af de utallige kanaler, gennem hvilke det kosmiske lys trænger ind i vort samfund og fuldbyrder denne udvikling. Ord gør det nemlig ikke længere. Floder af kærlige og kloge ord er strømmet ud over menneskenes hoveder uden at have sat sig de spor, de talende har drømt om. Nu drejer det sig om handling. Ikke alene den kollektive, men også den enkeltes. Nu drejer det sig om praktisk given afkald. På hvad? På den specielle form for individualitetsfølelse, der altid kræver sig selv i forgrunden. Livet, det rent praktiske liv omkring os, afslører, at verden idag regeres af åndeligt umodne mennesker, eller af mennesker, som kun anelsesmæssigt er i samklang med de kræfter, der må herske, om freden skal være andet end tomme ord. Takket være en umådelig forceret intelligensudvikling er vi gledet ind i en udviklingsepoke, hvor verden langsomt overbefolkes med ulykkelige intellektuelle, der i kraft af, at de i så godt som alt har frigjort sig af tilværelsens religiøse element, er ifærd med at omforme deres tilværelse til et neurosernes eldorado. Men selvom det intellektuelle stadium ligger over det uintellektuelle, så udgør det dog ikke udviklingens endemål. Det gør kun det højintellektuelle stadium, hvor gudsbegrebet ikke alene påny har genindtaget sin plads som livskraftens inderste kildevæld, men gjort det på en sådan måde, at det på det stadium vil forekomme enhver ganske utænkeligt, at et åndeligt umodent menneske på noget som helst område skal have magt over andre levende væsener. Det er dette ideal, det er blevet Martinus' mission at forkynde menneskene, og vel at mærke forkynde i et sprog, de kan fatte.

Vi er mange nu, for hvem vort livs største eventyr blev mødet med Martinus' verdensbillede. Det skabte klarhed i vor sjæl og orden i vor idealverden. Det lod os påny møde den højeste ild og lod os derigennem kende både den dybe glæde ved dette at være til, men også den dybe smerte ved bevidst viden om egen utilstrækkelighed. Men det genrejste tilliden til en alkærlig Guddom i vor sjæl og ledte os derved ind på baner som, hvor svære de end er at følge, så dog er blevet så synlige, at vi aldrig mere vil kunne vende tilbage til "den gamle verden". Vi lytter betaget til vor barndoms sang om hyrderne på marken, men vi ser frem til en anden verden, nemlig den, for hvis skyld alt det skete, vi nu mindes, når klokkerne ringer julen ind. For os kan religion aldrig mere blive et blot og bart følelsesproblem. Den vil tværtimod mere og mere blive et krav som, dag ud og dag ind, vil binde os til løftet om med alt, hvad vi er, at søge de idealer fuldbyrdet i verden, som vor sjæl bekender sig til.

– – – – – –

Et år rinder sagte ud, og et nyt toner frem. Året der gik, har på mange områder været et vidunderligt år for os. Overalt har vi mødt en stadig voksende forståelse af vort arbejde, og vi har haft den store glæde at se nye grupper vokse frem både her og i Sverrig. Vi har – og vil måske altid have – mange vanskeligheder at kæmpe med, men vi har også glæder, som det kun forundes få at opleve. Vort arbejde kontakter jo på alle områder det levende liv, og bedre end de fleste får vi lejlighed til at konstatere, i hvor høj en grad Martinus' verdensbillede dækker alle former for åndeligt behov. Vi kender jo intet "udenfor", derfor har vi så let ved at møde enhver på hans eget trin og tale til ham i hans eget sprog. Vor stilling bliver herigennem langt mere fri, end det før har været tilfældet i et åndeligt arbejde, men medfører også større ansvar. Dette ansvar ville ingen af os kunne bære, om der ikke omkring os stod den store skare af mænd og kvinder, der nu gennem såmange år har været med til at forme sagens ansigt udadtil. Takket være deres kærlighed og offervilje kan vi give hele vor tid til det, vi føler er vort livskald. Den er det, der bærer os oppe, når vanskelighederne af og til synes at overstige kræfterne, og den er det, vi støtter os til, når tankerne rækker frem imod det år, der på såmange områder vil blive skelsættende i sagens historie. Det er for denne indre dybe og inspirerende følelse af samhørighed i en stor sags fødsel, en samhørighed, som forlængst har bestået sin prøve, og hvis resultater enhver idag kan se, at jeg på alle de medarbejderes vegne, som på den ene eller anden måde er beskæftiget her i sagens centrum, bringer Dem vor kærligste tak! Og til denne tak vil jeg gerne føje vore kærligste ønsker for Dem om en lys og god jul og et virkelig fredbringende nytår!