Ældre Kosmos og Kontaktbreve

havde fløjet i. I denne højde kildrede det lidt i ørerne, men ellers mærkede vi ikke nogen gene på grund af den. Vi passerede herefter ind over det sydkinesiske hav med kurs direkte imod Tokyo, målet for min rejse og endestationen på SAS' længste flyverute. Hvorfor fløj vi nu i denne store højde? – Var det mon fordi, vi her fløj i nærheden af områder, der endnu var ømfindtlige efter det blodige ragnarok, vi havde lært at kende under begrebet: Korea-krigen? – Jeg ved det ikke. – Men blot nogle måneder i forvejen var der skudt en stor passagermaskine ned over de samme terræner.

Imidlertid fløj vi i et blændende solskin. Det var tydeligt at se, at der nede i dybet under os herskede stor varme. Men i maskinen havde vi en dejlig tilpas temperatur. På dette vort sidste stræk fra Bangkok til Tokyo var der kun ganske få passagerer. Vi havde det dejligt og var genstand for stor venlighed fra personalets side. Jeg nød som sædvanlig udsigten fra min gode vinduesplads. Der var ikke mange skyformationer, og i dybet lå det sydkinesiske hav slumrende under et tykt tæppe af varmedis. Hen på eftermiddagen ved 15. tiden kom en af flyverne med et atlas i hånden og satte sig venligt ved siden af mig og sagde: "Det er Formosa, vi nu flyver ind over." Jeg takkede ham for venligheden og bemærkede, at her gik det vel ikke an at optage film, hvortil han svarede venligt: "Nej, det går ikke an. Her må vi være forsigtige". – Han viste mig på kortene vor rute og forklarede, at om en kort stund ville vi passere hen over Okinawa-øerne. Jeg stirrede ned i dybet. Det land, med sin vældigt stigende bjærgkæde, hvis sydspids vi her passerede, var altså Formosa, tilflugtsstedet for det himmelske riges sidste legale regering, Chiang Kai-Sheks domæne. Til venstre for os bredte landet sig stærkt ud til siderne. De vældige bjærgskråninger var beklædt med mørkegrønne jungler. Langt ude mod nord fortonede bjærgtoppene sig og blev til eet med himlen. Kun ca. 300 kilometer ude mod vest lå det vældige Kinas øvrige udstrakte terræner, der i vor barndomserindringer hørte med til eventyrets drømmelande, regeret af intet mindre end mægtige kejsere, der var "sønner af himlen". I dag er eventyrlandet forsvundet i revolutioner og omvæltninger af nye tiders og nye generationers march hen over verden, befordrende den evige Guddoms skabende magt, der i sit slutfacit vil gøre jorden til en lysende verden for det færdige menneske i Guds billede.

Rent bortset fra denne mentale dvælen i menneskeudviklingens "sure stadium før det modne" går dagen på hæld. I seneftermiddagens lysstemning flyver vi nu hen over Okinawa-øerne og passerer herefter ind over Stillehavet. Aftenen stunder til. Og for tredie gang ser jeg solnedgangen fra mit vindue heroppe over skyerne. Første gang var over Schweiz, anden gang var over Pakistan, og nu over Stillehavet på den modsatte side af jorden, set hjemme fra Danmark. Men alle tre solnedgange var lige funklende og strålende i lysvæld og farver. I dem alle tre så jeg den samme nærhed, de samme farveorgier, den samme forgyldte aftenrøde som i de hjemlige solnedgange, set fra min altan på Mariendalsvej og ved Klint. Jeg var kommet meget langt bort fra mit hjem, mine trofaste venner og alle de mennesker, jeg i det hele taget kendte, men jeg var ikke kommet længere bort fra solnedgangen. Gud viste mig her, at dens lysende strålevæld var et stykke hjemligt terræn, som man havde med sig, ligegyldigt hvor man så end befandt sig på jorden. Men ligesom solnedgangen var et stykke hjemligt terræn, således følte jeg også Guds nærhed under disse fremmede himmelstrøg. Der er således områder i livet, indenfor hvilke man kan blive ved med at være på hjemlige strande, selv om man befinder sig på fremmede kyster. Til disse områder hørte også mine mange trofaste venners kærlighed. Jeg vidste, at jeg var omgivet af deres kærligste tanker og ønsker om beskyttelse, held og lykke for min rejse. Det var derfor i en vidunderlig følelse af fred og tryghed, jeg mødte natten og stjernerne for tredie gang heroppe mellem himmel og jord. Nu var jeg snart ved min rejses mål. Om en kort stund skulle jeg stå ansigt til ansigt med mennesker af en anden race end jeg. Gud havde igennem dem bedt mig komme. Jeg var sendt med et budskab. Jeg var altså her på Guds bud. Hvad der videre skulle hænde mig, lå i Guds hånd. Og i en bedre situation kunne jeg ikke være. Og med denne guddommelige tryghedsfølelse i tanke og sind så jeg nu det vældige lysocean fra de to sammenvoksede millionbyer Tokyo og Yokohama stige frem over horisonten langt forude.

Men hvad nu? – Jeg spejdede efter de japanere med tolk, der ifølge aftale skulle være til stede og modtage mig her og føre mig til Shimizu, en by, hvortil der var tre timers rejse med eksprestog. Ved kontrollokalernes udgang stod der en mand, der godt kunne se ud til at være dansker. Jeg havde lagt mærke til, at han var særligt interesseret i mig og opmærksomt havde iagttaget mig under min passage gennem kontrollen. Og jeg tænkte, at han sikkert var japanernes tolk. Da jeg nåede hen til ham ved udgangsdøren, spurgte han meget venligt, om det var hr. Martinus. Efter at have fået det bekræftet, forklarede han mig, at han var præst ved den danske sømandsmission og hed Jensen. Han var knyttet til den danske legation her i Japan. Han fortalte mig, at man fra Ananai Kyo bevægelsen samme dag havde henvendt sig til legationen og bedt om at måtte få en mand, der i nogle dage kunne være tolk for en dansk mand, man ventede til deltagelse i verdensreligionskongressen, som skulle afholdes i Shimizu de følgende dage. Men legationen havde svaret, at man ikke så sig i stand til at efterkomme dette ønske. Pastor Jensen havde derfor intuitivt følt, at både jeg og japanerne ved min ankomst muligvis ville komme i forlegenhed. Han var derfor på eget initiativ taget ud til flyvepladsen for at hjælpe os til rette. Denne store venlighed fra pastor Jensens side viste sig at være en ualmindelig god og tiltrængt hjælp, for der var nemlig heller ingen japanere til stede for at modtage mig. Da dette var blevet konstateret, mente han, at der var intet andet for mig at gøre, end at tage med ham til Yokohama, hvor han ville hjælpe mig til et værelse på hotel New Grand, byens fineste hotel, og hvor der forøvrigt boede mange amerikanere. Her skulle jeg så overnatte til næste dag, da ville han komme igen og hjælpe mig til at få forbindelse med Ananai Kyo i Shimizu. Dette hans forslag gik jeg naturligvis med glæde ind på. Vi tog derefter en taxi og kørte til nævnte hotel, hvor jeg fik et værelse. Klokken var da blevet ca. 22.00.

Pastor Jensen var en ualmindelig venlig mand, som gjorde alt for at hjælpe mig, og som jeg fik mange dejlige samvær med under mit ophold i Japan. Han fortalte mig, at han havde hørt om mig og mit arbejde igennem en skibskaptajn i Belgien. Og det viste sig, at pastor Jensen var meget stærkt interesseret i mange åndsvidenskabelige spørgsmål. Og det var næsten blevet midnat, da pastor Jensen forlod mig for at begive sig til sit logi, som han havde hos en gammel dansker, der havde været 40 år i Japan.

Og således nåede jeg min rejses første mål. Den 16000 kilometer lange flyvetur var lykkelig og vel overstået. Og selv om den første modtagelse her i Japan blev noget anderledes, end jeg havde ventet, følte jeg ikke nogen som helst ængstelse eller utryghed. Jeg var klar over, at der måtte have indsneget sig en eller anden misforståelse hos japanerne, og at den næste dag ville bringe klarhed i sagen. Gud havde jo allerede gennem sømandspræsten givet mig beskyttelse og hjælp, da der opstod midlertidig brist i rejseplanen fra anden side.

Hr. Petersen, der havde rejst meget i sine unge dage, blandt andet været flere år i Rusland, var en meget elskværdig ældre herre på ca. 70 år. Hans smukke villa lå på et af de højeste punkter i Yokohamas udkant. Man havde herfra en glimrende udsigt ned over den store by. I virkeligheden lå hans villa på ruintomterne af et stort og smukt hotel, som engang havde ligget her og tilhørt hr. Petersen. Det var blevet totalt ødelagt under krigen. Men da hr. Petersen ikke havde kunnet få nogen erstatningssum udbetalt, havde han ikke set sig i stand til at genopbygge hotellet. Efter fotografier at dømme havde det været et usædvanligt smukt hotel, fra hvis vinduer og altaner man havde haft en vidunderlig udsigt ned over de to store byer, Yokohama og Tokyo. En hel del af ruinerne lå der endnu. Og der var planer fremme om, at de skulle ombygges til en dansk sømandskirke. Denne opgave hvilede på pastor Jensen. Jeg har senere fået at vide, at hr. Petersen er blevet ombestemt og har fået en anden plan med grunden. Der var ellers her betingelser for at skabe et værdigt samlingssted for de mange unge danske sømænd, der på deres farter rundt til verdens store havnebyer også gæster Yokohamas vældige havn. Her er de henvist til kun at kunne tilbringe deres fritid på steder og i lokaler, der er meget lidt egnede til at give de unge sind støtte, medhold og indsigt i de foreteelser, der er livets sande værdi og bærende for udvikling af det menneskelige i mennesket. Jeg vil oprigtigt håbe, at pastor Jensens kirke og hjem for de unge søfolk alligevel må komme til at rejse sig et eller andet sted i millionbyen.

Det er ikke første gang, at hr. Petersen har lidt den skæbne, at hans hotel er blevet lagt i ruiner. Allerede under jordskælvet her for mange år siden blev hotellet også lagt i ruiner, men blev atter genopbygget og har så siden under hr. Petersen været et mondænt hotel, indtil det blev lagt i ruiner af den sidste verdenskrig. Hr. Petersen er således en meget prøvet og modnet mand. Fra hans væsen udstråler stor mildhed og venlighed. Jeg var meget glad for samværet med ham.