Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I maskinen satte passagererne sig hver især efterhånden tilrette for natten i lænestolene, der som før nævnt kunne lænes tilbage og derved dannede behagelige sovesteder. Ligeledes kunne man også selv slukke sit lys over sædet, så det ikke generede, hvis man ville sove. De fleste passagerer havde slukket deres lys og sov nu eller forsøgte at sove. Jeg slukkede også mit lys, selv om jeg ikke var særlig oplagt til at sove. Da jeg kun skal have nogle ganske få timers søvn, får jeg meget let tilegnet mig disse. Jeg ønskede derfor ikke lige straks at sove, men ville benytte mig af min gode vinduesplads til at se ud i natten, hvilket var så meget desto lettere, eftersom alle passagererne nu havde slukket deres lamper, og kun maskinens svage natbelysning var i anvendelse. Det var ikke, fordi der var så meget at se, men der var så meget desto mere at tænke over. Her var man midt i en spændende oplevelse. Den flyvende kufferts eventyr var virkeliggjort til håndgribelig kendsgerning. Vi fløj i dette øjeblik hen over de gamle kulturområder med navne, vi havde kendt fra vore første skoleår. Vi passerede således hen over Middelhavet, hen over Grækenland og videre ind over de bibelske områder med det hellige land under os til højre og Libanon, Tyrus og Sidon under os til venstre og videre frem over de syriske ørkener tværs over Iraq til målet for vor næste mellemlanding: Abadan i Persien.

I maskinen sad passagererne og sov. Kun motorernes fjerne brummen akkompagnerede maskinens svage sitren for de tusinder af hestekræfter, der bar den store Cloudmaster hen over verden. – Men hvad var nu det? – Pludselig kom maskinen i et vældigt styrt og ramlede så stærkt ned på et eller andet, at kufferter, tasker, og hvad der ellers var af bagage, styrtede ned fra hylderne, og enkelte passagerer, der havde køjeplads, faldt ud af køjerne. Det kan ikke nægtes, at man i et sådant øjeblik får en choklignende fornemmelse. Maskinen befandt sig i tre kilometers højde. Den duvede endnu nogle sekunder, kom derefter i balance og fortsatte sin fart støt og roligt videre. Hvad var der sket? – Der var ikke sket andet, end hvad der af og til kan ske, nemlig dette, at maskinen var kommet ind i et lufttomt rum, en slags brønd i lufthavet. Da der skal luft til at bære maskinen, må den uvægerligt styrte der, hvor der ingen luft er. Vi var altså kommet ind i en sådan brønd og var styrtet ned på dens bund. Det var maskinens berøring med bunden her, der var så voldsom, at den virkede som et stød. Men heldigvis var denne bund selve lufthavet. Selv om maskinen var kommet ind i et styrt, så blev dette styrt altså ufarligt, idet maskinen så at sige faldt på en luftpude, hvad den nødvendigvis måtte gøre i kraft af den højde, den befandt sig i. Derfor bliver disse lufthuller heller ikke at betragte som særlig farlige. Da jeg så ud gennem vinduet, så jeg, at lufthavet bagude var et eneste stort fyrværkeri af lynglimt midt i en meget sort uvejrsmasse. Jeg forstod, at det muligvis var dette tropeuvejr, som vi altså havde passeret, der var årsag til lufthullet. Men nu var alt roligt. Jeg lænede mig tilbage i min gode stol og faldt i en blid og styrkende søvn ovenpå denne min første rejsedags eventyrlige hændelser.
 

Da jeg atter vågnede, slumrede de øvrige passagerer endnu i en dyb søvn. Men forude på den østlige himmel begyndte et svagt rødligt lysskær at gøre sig gældende. Det var en ny dags morgenrøde, der nu steg frem over horisonten. I dette morgenrødens skær kunne jeg begynde at skimte terrænerne under os. De syntes at udgøre en endeløs ørken. Men nu begyndte solen at lyse med stærk kraft, alt lå badet i dens glans. En ny verdensdel modtog os blidt i sit strålende favntag. Få minutter efter landede maskinen. Vi var nået frem til Abadan flyveplads i Persien. Og jeg betrådte for første gang Asiens jord, den verdensdel, der engang var menneskehedens vugge. Det var under denne verdensdels terræner og himmelstrøg, at alle de begivenheder havde fundet sted, vi havde hørt om i skolen: Abrahams, Isaks og Jacobs liv og levned, babelstårnet, syndfloden, jødefolkets historie, Kristi liv og væremåde, apostlenes gerninger. Det var ligeledes på denne verdensdels områder, at de mennesker var opfostret, der blev ophav til de store og endnu gældende verdensreligioner. Det var dette himmelstrøg, hvis atmosfære jeg følte, hvis luft jeg indåndede, og hvis jord mine fødder betrådte, der var hjemstedet for al humanitets fødsel i menneskeheden, den humanitet jeg selv havde fået til mission at klargøre, og til fordel for hvilken jeg netop befandt mig her på denne rejse. Det var med en betagende følelse, at jeg nu oplevede at være gæst i den verdensdel, hvor humanitetens og kulturskabelsens første store kilder i sin tid begyndte at rinde.

Vi passerede nu i stor højde hen over Persiens vidtstrakte områder i stærkt solskin. Nede på jorden måtte der være stor varme i de oaser og ørkener, vi fløj hen over. Men grundet på den stærke varmedis gjorde det særsyn sig også her gældende, at vi ligesom så terrænerne igennem vand. Det var, som om de beboede steder med deres byer, huse og palmelunde forekom nede på en havbund. Når vi undertiden passerede hen over hvide skyregioner, kunne vi nede på disse se skyggen af flyvemaskinen bevæge sig med stærk fart fremover. Somme tider var den omgivet af en eller to vandrette, cirkelrunde regnbuer. Denne bevægelse var det eneste, hvorpå vi kunne se, at vi var i stærk fart fremover. I maskinen opvartedes vi, som jeg tidligere har nævnt, på det bedste af det meget venlige personale. For de fleste af passagerernes vedkommende gik de mange flyvetimer næsten udelukkende med at læse og blunde. De syntes at være overtrætte. Reaktionerne fra det moderne livs mange anstrengelser overvælder dem i de stille timer her i den rene luft, hvor isolationen fra dagliglivets forcering af medvind og modvind har givet dem en enestående chance til afslapning i kabinens bløde stole på vor rejse mellem himmel og jord.

Vort ophold i Karachi var kun kort, og vi besteg atter den store maskine for i et stræk at flyve tværs over Indien til Calkutta. Klokken var da ca. 17.00. Et lille stykke tid endnu kunne vi betragte terrænerne under os. Men skyggerne blev efterhånden lange. Bag ude imod vest glødede solnedgangen, og en ny eventyrdag forsvandt i nattens dyb. Ovenover os funklede stjernerne som sædvanligt her på disse breddegrader med usigelig stærk glans. Nede i mørket under os kunne vi af og til skimte små mælkeveje og stjernegrupper. Det var lyset fra de større og mindre beboede steder på Indiens jord. I det samme mørke dyb kunne vi også se enlige lys, der lå langt borte fra de andre stjerne- eller lysgrupper. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvad mon der nu gemmer sig bag et sådant enligt lys? – Mon det er et maharajapalads, eller er det mon en kasteløs families simple bosted? – Hvordan mon dybet dernede ser ud ved højlys dag? – Ja, det kunne jeg i al fald glæde mig til at få besvaret, når jeg på min tilbagerejse skulle være gæst i Indien. Men et vidste jeg allerede nu. Dernede i dybet, skjult i mørket, lå i al fald eventyrets og mystikkens land. Her var der store templer, pagoder, hellige floder, hellige vismænd, hellige dyr samt fakirer og troldmænd, eksperter i mystikkens hemmelige kræfter. – Stjernegrupperne og de enlige lys under os var det eneste, der røbede, at der eksisterede jord og liv nede i mørket. Og hvad der ikke findes af mystik her, det findes der i landet under os et stykke ude til venstre for vor rute. Det er Tibet med Himalajabjergkæden. På den sidste del af vor rute frem til Calkutta er vi kun en times flyverejse fra denne de mystiske klostre og lamaers hjemstavn og verdens højeste bjerg Mount Everest. Vi ser ganske vist ikke noget til disse verdensberømte terræner med vore fysiske øjne, alt er skjult i mørket, men den udviklede tænker vil altid med glæde opleve de visionære mentale indtryk af de landes atmosfære mellem himmel og jord, som den store Cloudmaster med sine fire hundrede kilometers fart i timen fører ham frem igennem.

Det er over midnat. Vi er atter kommet på vingerne. Vi flyver nu hen over det bengalske hav. Vi flyver i det sædvanlige klare stjerneskin. Passagererne har alle sat sig til at blunde. Der er stille i maskinen. Kun den sædvanlige brummen fra de arbejdende hestekræfter mærkes som en behagelig søvndyssende vuggesang for den, hvis nerver er i orden og gerne vil sove. Og selv får jeg også mit tiltrængte blund. Da jeg efter nogle timers forløb atter vågnede, havde vi forladt det bengalske hav og passerede nu hen over sydspidsen af Burma og videre ind over grænsen til Siam (Thailand), for derefter i skæret fra en blændende solopgangs første stråler at lande på flyvepladsen i Bangkok, Siams hovedstad. Flyvestationen her syntes at være på højde med både Zürichs og Kastrups lufthavne. Her var en meget flot restaurant, hvor vi fik dejlig europæisk morgenmad på flyveselskabets regning. Da vi atter en times tid senere lettede fra cementbanen og var kommet i luften, kunne vi rigtigt se, hvor vidunderligt smukt der var omkring Bangkok. Terrænet tegnede sig som en mangfoldighed af små grønne kvadrater. Det var rismarkerne. Ligeledes lå her også en mangfoldighed af smukke villaer i siamesisk stil omgivet af svajende palmer og i bagende solskin. Her var også en mængde kanaler, ligesom floden Menam lyste som en bugtende sølvstribe i det blændende panorama.