Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En svensk modtager af KONTAKTBREVENE har bedt mig gennemlæse vedlagte bilag og snarest muligt prøve at give et svar, der kan blive bragt videre til det ulykkelige ægtepar, som her blotter deres livs dybeste sorg. Jeg vil ikke skjule for denne afdelings læsere, at min første reaktion var den at svare vedkommende privat og foranledige, at den unge mand, der her er tale om, kom herover og talte med os. Men som det næsten altid går mig, når jeg modtager den slags breve, forstod jeg pludselig, at afsenderen har ret i, at der kan findes andre, som ikke har mod til at gå til et stort dagblad med deres problem, andre, som denne afdelings læsere kan møde på deres vej, og at det derfor kan have værdi at få vort syn på netop dette problem, som er langt mindre sjældent end de fleste forestiller sig.

Selve ordet "homosexuel" er ejendommeligt derved, at det på mange virker så ubehageligt, at det, uden at de ved af det, afslører deres indre sjælelige struktur for den, der her har en større indsigt, end det almindeligvis er tilfældet. Personlig har jeg truffet adskillige, som ved dette ords nævnelse har udstrålet en sådan grad af uvilje, ja næsten modbydelighed, at man lynhurtigt har begrebet, at al deres påtagede menneskelighed, deres påståede tolerance, har dækket over en livsindstilling af primitiveste art. Disse mennesker har aldrig til dybden af deres sjæl forstået, at det ikke er en forbrydelse at være født homosexuel, ejheller noget unormalt i dette ords almindelige betydning. Det er blot en afvigelse, en ofte meget ulykkelig afvigelse ganskevist, men alligevel dog kun en afvigelse fra det såkaldt normale. Men det er en afvigelse, som er i meget stærk vækst, og det vel at mærke en vækst, som ingen menneskelig magt kan hindre.

Det er dybt tragisk, at de fleste mennesker her klarer sig med en uafklaret, primitiv instinktindstilling, som har rod i det dyrerige, der altid koldblodigt dræber afvigelserne fra reglen. Det er vitterligt, at mange såkaldt normale mennesker faktisk ofte giver udtryk for, at homosexuelle mennesker skulle "fjernes" fra det "sunde samfund". På den anden side må man også klart se i øjnene, at mange homosexuelle mennesker selv i nogen grad er årsag til denne indstilling, idet der indenfor dette område findes temmelig mange, som finder det i overensstemmelse med deres opfattelse at optræde så provokerende, at omgivelsernes reaktion må blive ret voldsom.

Dette vil i virkeligheden sige, at ingen belysning af de homosexuelles problem er fuldt retfærdigt, uden at man ser den kendsgerning i øjnene, at der faktisk eksisterer to skarpt fra hinanden afvigende homosexuelle typer: den åndeligt umodne og den åndeligt modne. Da det er den åndeligt umodne type, der ved sin ofte arrogante optræden, sine lige så ofte utiltalende overdrivelser af egne ejendommeligheder, der har givet dette bestemte livsområde sin offentlige omtale, må det ikke forundre nogen, at denne omtale er alt andet end tiltalende. I modsætning til denne type står den åndeligt modne homosexuelle, der i kraft af sin åndelige udvikling forlængst har indset, at om hans liv ikke alene skal blive udholdeligt, men også lykkebringende både for ham selv og for hans omgivelser, må han selv blive livskunstneren par exellence.

Nu ved jeg fuldt vel, at mange homosexuelle gang på gang hævder, at vi heterosexuelle ingen muligheder har for helt at forstå dem. Denne følelsesindstilling er forståelig, men efter at Martinus i sit verdensbillede helt har afdækket det levende væsens kosmiske struktur og tegnet et lysende klart billede af det jordiske menneskes udvikling fra dets nuværende halvt dyriske situation, og til det opstår som det fuldkomne menneske, har vi ihvert fald fået en teoretisk mulighed for også at overskue det homosexuelle menneskes virkelige tilstand. Mange homosexuelle mennesker ynder at opfatte sig selv som martyrer. Det er de ikke. De er afvigelser, det er sandt, men denne afvigelse behøver ikke at være tragisk. Tragisk bliver den først i det øjeblik, hvor den, der befinder sig i denne situation, ikke har den mindste viden om dens inderste kosmiske årsag, og derfor heller ikke er istand til at fatte den dybere mening med de vanskeligheder, selve situationen afføder.

Som jeg før bemærkede, eksisterer der i virkeligheden to homosexuelle typer, af hvilke den ene er sin egen situation overlegen, medens den anden er den tilsvarende underlegen. Forskellen beror dybest set på, at medens den åndeligt modne type her forlængst har indset og forstået, at dens egen situations værste fjende, er dens egen iboende evne til at forelske sig i et andet menneske af tilsyneladende samme køn og derfor af al kraft bekæmper denne trang, så giver den anden type helt efter for denne sin tilbøjelighed, hvad der fører den fra den ene katastrofe til den anden, – et forhold, den homosexuelle absolut ikke er ene om!

Læser man vedlagte bilag igennem, står det ganske klart for en, hvilken type den her omtalte unge mand endnu tilhører. Jeg skriver med vilje "endnu", fordi den homosexuelle ligeså godt som den heterosexuelle må gennemløbe en lang række af repetitioner af tidligere livstilstande. Intet menneske, om det er homo- eller heterosexuelt indstillet, er helt sig selv før omkring det 30. år. Hvad der ligger forud for disse år, kan ændre sig meget hurtigt. Men vi ser altså her et ungt menneske, som i sin fortvivlelse over ikke at kunne finde en trofast ven, har forsøgt at berøve sig livet. Det er klart, at det udviklede menneske bliver grebet af dyb medfølelse med et sådant menneske. Men medfølelsen er jo sådan set negativ, sålænge man ikke evner at anvise en vej ud af den opståede situation. Vi ser, at den unge mands forældre har opsøgt flere læger, som kun har kunnet lægge en ny byrde: kravet om resignation, på hans skuldre.

Før man svarer sit absolutte nej, må man trænge lidt dybere ind i problemet. Man må i virkeligheden spørge, om den situation, den unge mand befinder sig i, er en, der strider imod livslovene. Hvis det er sandt, at der "falder ikke en spurv til jorden, uden det er Guds vilje", og at "endog eders hovedhår er talte", og det tror jeg, er det så sandt, at der kan times et menneske noget, som det, ihvert fald ikke i dette liv, selv er årsag til, med Guds vilje? Vil Gud kunne tillade, at der fødes hundredtusindvis af mennesker, som, i kraft af at de ikke er heterosexuelt indstillet, skal være dømt til at resignere, hvilket i deres situation vil sige: til at være forbandede? Tanken er absurd. Det kan ikke være disse mennesker, der sådan set er noget i vejen med. Det kan kun være os. Være vor indstilling! Og der findes da også utallige mennesker i verden, som hverken dømmer eller fordømmer de homosexuelle, men som tværtimod forstår deres problem såmeget, at de af al magt kæmper for at lette de byrder, livet har lagt på deres skuldre.

Martinus er et af disse mennesker, og måske den, der har de største forudsætninger for at kunne hjælpe, fordi han er istand til at overskue hele deres problem. Han ved, hvordan det er opstået, og han ved vejen ud af det. Og han siger ganske klart, at tragedien ved at være homosexuel ikke er den, at et menneske er det, men at det er det uden sand viden om, hvordan det er gået til, at det er blevet det. I sit store værk gør han ganske nøje rede for de veje, der fører til denne situation, og han påviser med al ønskelig tydelighed det sexuelle livs normale udvikling og de afsporinger, der fører til katastrofer.

Hverken det heterosexuelle eller det homosexuelle menneske har noget krav på livet. Vi fødes alle som en frugt af vort evige liv. Vi har altid været og skal altid være. Men vi har ikke altid været, som vi skulle være, hvilket vil sige, at vi på en mængde områder i tidligere liv har handlet imod de love, på hvilke en urokkelig harmonisk livsoplevelse beror. Vi kan have "ædt og drukket os selv til doms". Resultatet heraf viser sig idag i form af organismer, som allerede fra fødslen er elendige. Nogle mennesker har i tidligere liv spist så umådeholdent, at de allerede ved deres nuværende fødsel så at sige arresteres i deres eget fedt. Er det noget lykkeligt liv, ja er det bedre end den homosexuelles? Andre har røget og drukket så umådeholdent, at de i dette liv må finde sig i en organisme af elendigste karakter og med en hjerne, der på det nærmeste er defekt. Er dette ondt? Er det en hævn fra en vred Gud? Nej, det er en konsekvens af ukontrollerede begær. Og sådan kunne jeg blive ved. Den homosexuelle er ikke ene om at have et svært liv. Det har alle mennesker, hvis begær har taget magten over sjælen og dermed fremelsket vaner, der går stik imod muligheden for et normalt og lykkeligt liv. På akkurat samme måde, som det er dødsensfarligt at give efter for en ukontrolleret trang efter spiritus, er det dødsensfarligt at give efter for en uhæmmet trang til erotisk oplevelse. Gør man det, mættes man meget hurtigt af det naturlige og bliver derved offer for det unaturlige. Enhver af vore tilbøjeligheder skaber vaner, og vaner koncentrerer sig i sjælelivet i form af små selvstændige "hjerner" eller "talentkerner", som bliver bestemmende for vore kommende nye jordiske liv. Dette har intet med guddommelig vrede at gøre. Det er kun en ganske simpel konsekvens af den lov, der siger, at "som man sår, skal man høste". En homosexualisme, der giver sig udslag i en trang til selvmord, røber sig selv som afsporing. Og vejen ud af en sådan tilstand er udelukkende den, at se at få disse kræfter såmeget under kontrol, at man ikke gør fortræd med dem. Man må således fjerne fra sin egen bevidsthed den illusion, der går ud på at "eje" et andet menneske. Det levende væsen er ikke en ting, man kan "eje" på samme måde, som man ejer døde ting. Man må opøve sig i kunsten at elske sin næste, uden at ville eje eller bestemme over ham eller hende. Den kunst er der også mange heterosexuelle mennesker, der dagligt træner sig i! I det hele taget må det begyndende åndeligt modne menneske lære sig selv at indse, at livet er således indrettet, at det belønner den, som overholder dets love, medens det modsat anbringer den, der nægter at anerkende disse love, i den ene vanskelige situation efter den anden. Hvordan skulle vi ellers lære det at kende?

Vi har menneskelig pligt til i alle livets forhold at søge at forstå vore medmennesker og til at elske dem, som de er. Men vi har ingen pligt til at anerkende den situation, de befinder sig i, som en straf eller som en byrde, de ved selvmord har ret til at gøre sig fri af. Og selvom man overfor sig selv indrømmer, at det homosexuelle menneskes situation må være sværere end mange andre, så er dette ikke ensbetydende med, at man behøver at få den opfattelse, at den er uudholdelig. For det er den ikke! Man må her regne med selvmedlidenheden som disse menneskers værste fjende ved siden af deres forelskelsestilbøjeligheder, og man må sætte ind her! Man yder erfaringsmæssigt altid et andet menneske dårlig trøst ved at sætte sig hen og græde sammen med det. Vil man hjælpe, må man opøve sig i kunsten at forklare disse mennesker livets utallige lyse sider, og man må først og fremmest gøre dem begribeligt, at den, der overvinder sig selv, glemmer sig selv, f.eks. til fordel for andre, altid vil være så uendelig meget større end de, der korsfæster sig selv på deres egne problemer! Spørgsmålet er dybest set ikke, om man er hetero- eller homosexuel, spørgsmålet er helt enkelt det, om man ønsker at leve for "sig selv" eller for "de andre". Vil man det første, må det ikke forundre nogen, at mange vælger selvmordet fremfor at tage kampen op med de vanskeligheder, livet har påtvunget dem. Vil man derimod det sidste, vil man gang på gang komme til at opleve, at livet er så overdådigt i sin trang til at give, at selv den dybeste smerte, den tungeste modgang, kun er for en lille mørk sky at regne imod det overvældende mentale sollys, der omgiver os på alle sider.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!