Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

(Sluttet).

Morgenen var frisk og dejlig. Dog var der af og til regnbyger. Vi skulle egentlig have foretaget turen til Gullfoss og Geysir med en af de store rutebiler, som Island er så rig på. Men da den var overfyldt, tilbød bilselskabet at befordre os i en dejlig ny og rummelig taxi. I denne sad Vignir Andresson og jeg naturligvis anderledes behageligt, end hvis vi var kommet til at sidde i den overfyldte bus. Et stykke udenfor Reykjavik indhentede vi rutebilen, som var kørt fast på grund af et eller andet maskinuheld. Vi måtte da køre tilbage til rutebilstationen for at hidkalde hjælp. En anden rutebil blev da straks sendt ud for at føre passagererne videre. Med denne lille forsinkelse fortsatte vi så videre ud af vejen gennem de islandske terræner, som jeg nu efterhånden begyndte at kende så godt. Vejen gik forbi Hveragera med de varme kilder, og hvor det kogende vand herfra løber hen ad gaderne. Vi gjorde ikke noget ophold her, men fortsatte direkte fremad imod vort mål, den hede springkilde Geysir og nåede i øsende regnvejr frem til hotellet, som ligger i dens umiddelbare nærhed. Hotellet, til hvilket der også hører en bondegård og et gartneri, hvis drivhuse får varme fra de hede kilder, er moderne indrettet. Efter at have indtaget et måltid og beset drivhusene tog vi over til geysirterrænerne, der tilhører hotelejeren. Terrænerne her fremviser adskillige huller med kogende vand. Den store geysir fremtræder som et rundt hul på ca. 8 meter i diameter. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var en lille fredelig dam, man her havde for sig, lig en af dem man hist og her kan se ved en idyllisk bondegård hjemme i Danmark. At denne lille fredelige dam har et så dramatisk indre, at den af og til kan sende en koghed, tonsvægtig vandstråle indtil 60 meter op i luften, vil ingen uindviet tænke på. Det blev meddelt os, at den havde sprunget eller været i udbrud dagen før, så der var ingen sandsynlighed for, at den netop ville springe i dag. Den springer kun med visse mellemrum i den korte islandske sommer. Men man har fundet ud af, at ved at komme grøn sæbe ned i hullet kan man bringe den til udbrud. Og det blev da også forsøgt her, men det lykkedes ikke at få noget liv i kilden. Sæben skummede, og skummet fløj med vinden og havnede på markerne rundt omkring, men Geysir forblev stadig livløs. Da jeg heller ikke under mit forrige besøg på Island, hvor jeg også besøgte Geysir, fik set den springe, fik hotelejeren dennegang en af de mindre Geysire ved siden af til at sende sine vandkaskader ca. 15 meter op i luften. Det lykkedes mig da at få taget billeder af dette pragtfulde natursceneri. Vi forlod herefter de berømte terræner og satte kursen mod Islands største vandfald Gullfoss.

Det regnede stadig, men da vi sad lunt og godt i den dejlige vogns behagelige sæder og herfra kunne nyde udsigten til den ejendommelige natur, vi kørte igennem, blev turen alligevel en stor og interessant oplevelse. Imidlertid nåede vi frem til det store vandfalds terræner, hvor vi beså vandfaldet med dets vældige vandmasser, der styrtede ud over de lodrette klippevægge. Vandfaldet får en betagende størrelse derved, at dets største afsnit forekommer så at sige på langs ad floden. Klippevæggen, over hvilken vandet styrter ned i dybet, går ikke tværs over floden, men går skråt over fra den ene bred til den anden, og når således først denne anden bred et langt stykke nede ad floden. Derfor bliver vandfaldet af tilsvarende meget stor bredde, rent bortset fra de mange andre udstyrtningsafdelinger, det repræsenterer. Alle disse vældige nedstyrtende vandmasser er et betagende skue. Vi er her ligesom stedet for en kræfternes festplads, et mødested for gigantudløsninger, en demonstration af den evige skabers vælde, akkompagneret af den monotone tordenagtige sfærernes musik, som disse vældige vandmassers nedstyrtninger udløser. Det er en sang om sollyse jøkler, evig sne, is- og gletscherregioner. Det er en sang om smeltevandets brusende elves og bækkes rislende løb ned ad bjærgskråninger, ud over lavamarker, ørkener og oaser for at blive medvirkende her i naturens store orkester midt i ødemarken. Det er en hymne til skaberens pris åbenbaret igennem Islands stemme.

Efter dette betagende skue af denne Islands store seværdighed fik jeg også her taget mange gode farvefilm og fotos, skønt det var regnvejr. Efter at vi havde indskrevet vore navne i stedets gæstebog, påbegyndtes turen direkte tilbage til Reykjavik, hvortil vi nåede omkring ved 17.tiden. Her ventede fru Haldore Samuelsdatter med dejlig mad. Og efter et behageligt samvær i samtale med hende gik jeg en tur sammen med min sags meget gode ven oppe fra Nordlandet, fotograf Simpson fra Isafjørdur. Og hermed gik atter en ny lykkelig dags hændelser som skønne minder over i min indre verden.

Vi nærmede os nu stærkt tiden, hvor jeg atter skulle forlade mine kære islandske venner og deres skønne land. Næste dag, mandag den 27. juni, skulle jeg om aftenen holde mit sidste foredrag. Om formiddagen havde jeg samtaler med forskellige mennesker, som havde problemer, de gerne ville drøfte med mig. Om eftermiddagen var jeg inviteret til at bese Ejnar Jønsson museet og til et besøg hos fru Jønsson, kunstnerens enke, som bor i den for kunstneren indrettede smukke lejlighed i museet. Det var en stor oplevelse at gense de vidunderlige kunstværker, som dette museum rummer. Det er som at vandre i et helligt tempel. Al ting maner til andagt for den, der forstår det sprog, som Gud igennem den geniale kunstner her har åbenbaret for verden. Det maner de allerædleste følelser frem i hans indre. De fremtryller i hans sind de inderligste ønsker om at hjælpe det Gode til sejr over det Onde. Igennem de snehvide grupper i marmor og gibs i disse stille sale og kamre funkler de første gyldne stråler fra en ny verdensepokes solopgang over jorden. Og her i selve kunstnerens atelier ser vi Guds model for skabelsen af mennesket i sit billede, en gigantstatue af Jesus Kristus. Men da dette gigantværk efter kunstnerens mening ikke var fuldkomment nok, har han senere, ligeledes i stort format, skabt et Kristusansigt og med sit genis sidste evner og kræfter bragt kærlighedens og visdommens glans til at funkle fra dette geniale kunstværk. Det blev den store kunstners afskedsgave til verden og en værdig afslutning på det store genis hellige livsværk, et livsværk, der vil kaste glans over livets mening og næstekærlighedens autoritet langt frem i tiden.

Efter besøget i museet var jeg som nævnt inviteret til kaffe hos fru Jønsson. Til stede her var også min værtinde fru Haldore Samuelsdatter, samt kunstnerens søster. Det blev et dejligt samvær med disse elskelige mennesker.

Om aftenen holdt jeg, som før nævnt, mit sidste foredrag på Island. Jeg talte over emnet: "Ud af mørket". Til foredraget, der blev oversat til islandsk, var der god tilslutning, ligesom det også vakte stærkt bifald. Jeg fik her mange kærlige håndtryk og udtalelser om den glæde, det havde været for deltagerne at overvære mine kursus og foredrag. Næste dag var der forskellige ting at ordne med henblik på min afrejse fra Island, der skulle finde sted den følgende dag. Om aftenen havde man arrangeret en afskedsfest for mig med fælles kaffebord. Her holdt pastor Arelius Nielsen, Thorvaldur Arnason, lærer Jacobsen og Vignir Andresson hver især en tale for mig, i hvilken de udtrykte deres taknemmelighed og glæde over mit besøg og over mine foredrag og samværene med mig. Efter disse hjertevarme ord om mig og min mission, overrakte Vignir Andresson mig en stor gavepakke fra mine venner. Den indeholdt intet indre end et moderne lysbilledapparat til fremvisning af farvebilleder. Jeg var meget rørt og søgte naturligvis så godt, jeg på stående fod formåede, at udtrykke min inderligste tak og glæde over den kærlighed, jeg havde mødt hos dem alle. Jeg havde oplevet, at de alle utrætteligt havde gjort alt, hvad der stod i deres magt for at glæde mig og gøre mit besøg på Island til noget, som jeg måtte komme til at længes efter at gentage. Og som læserne her har set, blev jeg af mine islandske venner på hver en ledig dag eller time mellem foredragene ført ud til en eller anden af Islands mange seværdigheder. Ligefra man modtog mig på flyvepladsen, havde jeg ikke et eneste øjeblik været udenfor disse min missions og sags elskelige venners kærlige omsorg. Og rent bortset fra den store fællesgave, jeg som nævnt fik overrakt, havde jeg fået mange andre gaver og sympatibeviser fra disse mine venner. Nu håber jeg, at mine kosmiske analyser må blive til en sådan velsignelse for dem i deres daglige liv, at de herigennem kan få en inspirerende gengældelse for al den kærlighed, hvormed de modtog mig i deres skønne land. Og efter en kærlig afsked med hver enkelt deltager var dette lyse samvær med mine islandske venner og interesserede i min mission og sag forbi. Men jeg havde fået stærkt understreget min tillid til, at igennem disse kærlige mennesker ville den gode sæd, som Gud havde givet mig at bringe til Island, blive passet og plejet på en sådan måde i deres gerning og livsopfattelse, at den vil komme til at bære frugt og blive til glæde og velsignelse for folk på Island, ligesom den er blevet til glæde og velsignelse, blevet til vejen, sandheden og livet for mennesker mange andre steder verden over.

Næste morgen kl. 9.00 skulle min afrejse finde sted fra Reykjaviks flyveplads med en af Islands store maskiner. Efter et tidligt morgenmåltid, som den elskelige fru Haldore Samuelsdatter venligst havde sørget for, kørte mine venner mig til flyvepladsen. Her tog jeg en sidste kærlig afsked med de kære mennesker, på hvem omsorgen for mig under mit ophold på Island særligt havde hvilet. Der var således Vignir Andresson, som er leder af vor sag på Island. Dernæst var der hans søde lille hustru, som også ydede mig stor venlighed og assistance ved foredragene. Og så var der fru Haldora Samuelsdatter, som så venligt havde givet mig husly og meget omhyggeligt sørget for min forplejning, rent bortset fra den store interesse og støtte, hun sammen med mine øvrige venner yder min sag og studiekreds på Island. Og til slut var der lærer Jacobsen, som også har vist mig stor interesse og venlighed. Derefter gik jeg op i den store maskine, som lidt efter lettede. Og efter et sidste glimt af mine venner dernede på flyvepladsen så jeg nu Reykjavik med Esjafjeldet liggende bag ude under mig i det dejligste solskin. Nu satte maskinen sin kurs mod øst og fulgte kysten et langt stykke. Inde på land lyste Vatnajøkuls hvide snemarker og gletscherskråninger. Men snart forsvandt det sidste svage glimt af sagaøens snetoppede fjelde og jøkler ned under Atlanterhavets horisontlinie bag ude. Det gik nu med stærk fart hen over oceanets hvide skydække, der her oppe fra flyvemaskinen fuldstændig lignede snemarker. Undertiden kunne vi se flyvemaskinens skygge jage hen over disse ejendommelige hvide terræner omkapslet af to cirkelrunde regnbuer, den ene inde i den anden. Undertiden lignede skyhavet under os et fladt landskab, hvori der hist og her var store huller, igennem hvilke vi kunne se ned igennem til en underverden. På bunden af denne "underverden" kunne vi skimte Atlanterhavets dønninger tre kilometer under os. Til andre tider dannede skyformationerne vældige bjærglandskaber med tinder, der tit ragede højt op over flyvemaskinen, og hvis tilsvarende blå dale og kløfter forsvandt helt ned i dybet. Ligeledes dannede der sig også undertiden af skyformationerne de særeste ansigter af trolde og fabeldyr. Det var i ordets bogstaveligste forstand et eventyr i "luftkasteller".

Efter nogen tids flyvning passerede vi hen over Færøerne. Da vi kun kunne se disse øer gennem huller i det tætte skydække under os, så de mørke og triste ud. Der var regnvejr der dybt nede i den "underverden", hvor de befandt sig. Skydækket, der under os lyste som blændende snemarker, måtte for færingerne, der kun kunne se dets underside, være en uigennemsigtig grå eller sort regnvejrshimmel lige bortset fra nævnte huller i skydækket. Igennem dem måtte der for færingerne være glimt af en blå himmel ovenover den ellers så tunge og uigennemsigtige mørke regnvejrssfære, de befandt sig i. Og således kunne vi her fra flyvemaskinen iagttage to verdener: en solskinsverden oventil, i hvilken vi selv befandt os, og en mørkets verden nedadtil, hvori regn og slud havde til huse. Imidlertid fløj vi stadig videre i det dejligste solskin. I maskinen indtog vi de sædvanlige måltider, kaffe og forfriskninger, og blev betjent af dens meget venlige og kultiverede personale. Ved femtentiden passerede vi hen over en lang kystlinie. Det var Jyllands vestkyst. Det gik med stærk fart tværs over Jyllands frodige landskaber, gårde, huse, marker og skove for lidt efter med kurs over Århus by at forlade Jylland med kurs direkte ud over kattegat og ind over Sjælland til København. Medens sigtbarheden var noget sløret over Jylland på grund af regnvejr, lå sjælland i et noget klarere lys. Og så tonede Københavns konturer frem i det fjerne. Her var sigtbarheden normal, og vi havde lejlighed til at se dens slotte, gader, pladser, kanaler og broer etc. i et dejligt perspektiv under os, inden maskinen tog startbanen i Kastrups lufthavn. Derefter gik døren op, og et øjeblik efter var jeg atter i inderlige og gode venners kreds, som med mine nærmeste medarbejdere i spidsen var mødt op her på flyvepladsen for at give mig en kærlig velkomst. Og så gik turen til Mariendalsvej, og jeg var atter hjemme. Et skøn eventyr var endt. Jeg havde for anden gang besøgt min sags kære venner, medarbejdere og interesserede deroppe på den store ensomme ø ved Ishavet, Polarkredsen og Midnatssolen. Og disse mine venner havde ligeledes for anden gang åbnet deres kærlighedens dør for mig og taget min fortolkning af livets mening eller Guds store kærlighedsplan med menneskene til deres hjerte.