Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg ser ingen grund til at skjule for Dem, at gennemlæsningen af vedlagte bilag, sendte en levende, varm strøm af inspiration igennem mig. Det er så sjældent, man læser en lederartikel i vore store blade, der rent kosmisk sætter tingene på deres rette plads på en sådan måde, at man virkelig begejstres. I de fleste tilfælde rummer de så mange skjulte "om'er" og "men'er", at man mere beundrer teknikken end indholdet. I dette tilfælde har skribenten ikke alene berørt et uhyre vigtigt problem, men gjort det på en rentud forbilledlig måde.

Menneskeheden af idag har oplevet to tankeprocessers enorme udslag. Først præstevældet, i hvilken følelsen i den grad dominerede på intelligensens bekostning, at resultatet måtte blive den dødbringende dogmatik, der jog livet ud af kirker og templer jorden over og derefter den videnskab, i hvilken intelligensen kom til at dominere på akkurat samme måde, hvad der førte til den ubehagelige videnskabelige afgudsdyrkelse, vor tid har så mange kedelige eksempler på. Spørgsmålet: "Hvad siger kirken?" var på så godt som alle områder blevet afløst af et: "Hvad siger videnskaben?" med det resultat, at utallige mennesker blot var kommet fra en grøft og over i en anden.

Langsomt glider tidens store pendul nu henimod den midterlinie, der i alle livets betydende forhold afslører sig som den viseste. Kirkens Gud blev menneskehjertet for lille og snæver, og videnskabens neutrale kulde, hvor ordet "Guddom" nærmest fik det uartiges klang, blev det for goldt. Videnskabelige resultater, hvor strålende de end er, løser nok gåder, men ikke livsgåden. Og de skal det heller ikke! De hvide kitlers heroer er ligeså lidt guder som de kjoleklædte kirketjenere nogen sinde har været det. Begge parter er tjenende borgere i vort samfund, og man kan uden at fornærme nogen sige, at deres værdi for os alle helt har været afhængig af, i hvor høj grad de selv forstod denne deres tjenende rolle.

Mange af dem forstod den ikke. Disse mange spillede solister uden at ane, at de derved udgjorde selve de underminerende kræfter, der fik deres stolte position til at synke i grus. Begge parter oplevede den dybe sandhed bag Ordene: "Hovmod står for fald". Men godt således! Menneskeheden af idag har ikke brug for solister, dertil er vi alle i alt for høj en grad "i samme båd". Overfor løsslupne atomkræfter eksisterer der ikke anden prædestineret beskyttelse end den, der ligger i ens personlige skæbne!

Ingen spørger idag kirken til råds i den nuværende situation, dertil har den for afgørende tabt terræn. Men heller ikke videnskaben bliver spurgt med samme andagt som for blot et tiår siden af den simple grund, at videnskabens egne begynder at sige fra og åbent tilkendegive, at det kun er videnskabens opgave at opfinde og udfinde, men ikke at styre. Drømmen om et teknokrati er definitivt bristet. Men hvad så? Ja, så er der faktisk kun den mulighed tilbage som efterlyses i det lille stykke fra "The Sunday Times". Verden må have en ny filosofi at leve på. Og vel at mærke en filosofi, som på een og samme tid udgør en syntese for både religion og videnskab – eller, om man hellere vil, for alle religioner og alle videnskaber! En filosofi, som ikke formår at kaste sit samlende lys lige så stærkt nedover en svunden fortid som ind over en kommende fremtid, vil allerede på forhånd være dømt til undergang. Og en filosofi, som rent religiøst er uden den tolerance, der lader enhver af de store – og mindre store – verdensreligioner, få sin egen værdifulde plads i den menneskelige evolution, vil også kun blive et tidsbegrænset fænomen. Den nye filosofi, verden idag har brug for, kan således ikke blive noget lokalt vesterlandsk. Den må helt enkelt være universel. Er den ikke det, er den simpelthen uden værdi for en menneskehed, der på alle områder befinder sig midt i en enorm sammensmeltningsproces.

Denne nye filosofi kan således ikke være noget "frembragt". Den må være livets egen filosofi eller religion. Den må være en kraft, som på een og samme tid samler alt, hvad vi idag ejer af erfaring inden for samtlige livsområder og ud af dette vældige erfaringsmateriale klart viser ethvert tænkende menneske evolutionens dybeste hensigt og mål. Den må være ligeså inspirerende for det religiøst som det videnskabeligt indstillede menneske, og den må – først og sidst – vise enhver, at begrebet næstekærlighed ikke er følelsesmæssigt postulat, men overlegen videnskab.

Et så vældigt krav kan ikke honoreres af nogen idag eksisterende fysisk videnskab. Det kan kun honoreres af en åndsvidenskab, der i sin natur er rent kosmisk. Og det er her vi møder videnskabens sande afmagt. For den fysiske videnskab udgør i sig selv et produkt af en sanseevne eller en sansemetode "nedenfra". Sten er her lagt på sten indtil videnskabens vældige bygning rejste sig som resultatet af denne mål- og vægtforskning. At denne bygning blev så stor, at den ganske satte katedralerne i skygge, er en sag for sig, men den skjulte ikke solen! Tværtimod kan man sige! For idag står vore ypperste videnskabsmænd der, hvor de ikke alene indrømmer, at de ikke føler sig kompetente til at lede menneskeheden på dens vandring fremad, men også, at de er bange. Bange for hvad? Bange for, at de vældige kræfter, de har givet menneskene nøglen til, skal forvandle verden til et endeløst hav af ruiner. Hvoraf denne frygt? Af den kendsgerning, at nok er menneskeheden gået enormt langt frem i viden, men ikke, absolut ikke, i moral!

Hvad er egentlig moral? Tusinder af fortolkninger findes på dette begreb, men kun een kan værre rigtig. Og mon ikke denne ene kan udtrykkes med de ord, at et menneske, der i alle livets forhold formår at vise den største hensynsfuldhed, den største forståelse og dermed den støste tolerance, er det mest moralske!

En sådan Seer lever iblandt os idag, ovenikøbet i vort eget folk. Som de fleste af sine forgængere lever også han ukendt og ubemærket af det store flertal. Men det er i denne forbindelse ret betydningsløst, for det er ikke hans opgave at vække larmende opmærksomhed. Det er derimod hans opgave at give os alle det uangribelige, teoretiske grundlag for en væremåde, der på alle områder er til gavn og dermed til velsignelse for vore omgivelser, og hvis efterlevelse fjerner enhver form for frygt fra vort sind. Lykkes det ham eller er det allerede lykkedes ham? Spørg enhver, der for alvor har fordybet sig i hans kosmiske analyser, ja, indlevet sig i dem i den grad, at de er blevet det daglive livs ledetråd, og svaret vil blive et fuldttonende Ja.

Men Martinus fuldbyrder ikke skabelsen af nogen "ny tro". Tværtimod kræver han af enhver, der ønsker at tilegne sig hans syn på livet, en aldrig svigtende skepsis, en altid levende og vågen kritik. Det er her han rækker den fysiske videnskab hånden, idet han kræver denne videnskabs metode overført på åndsvidenskaben. Men samtidigt skjuler han ikke for nogen, at vejen til en højere åndelig viden kun står åben for den, der i sig ejer en virkelig levende åndelig sult og dermed vilje til efterlevelse af de sandheder, hans ånd klart erkender. For den i sandhed søgende sjæl udgør de kosmiske analyser to udstrakte arme! For den, der søger en ny åndelig hobby derimod et kuldefjeld, der rejser sig imod himlen!

I sin kamp om den menneskelige sjæl har både kirke og videnskab idag tabt så meget terræn, at man klart kan se afslutningen på denne kamp. Men på dens ruiner ser den, der virkelig har mod til at se – og øjne til at se med – konturerne af et nyt tempel. Når dette engang træder ud af tågerne, vil hele menneskeheden have fået et nyt åndeligt fundament. Til den tid vil det, vi idag kalder næstekærlighed – et ord utallige bruger, men kun fortvivlende få forstår – være blevet livets højeste videnskab og dermed alle tænkende menneskers dybeste inspiration til ånd, kunst og urokkelig, sjælelig harmoni.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!