Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

(Fortsat)

Og hermed nåede vi frem til den 17. juni, Islands store nationaldag. Det er Islands største festdag. Der blev i flere dage truffet overordentlige store forberedelser. Flagstænger i det uendelige blev sat op. Efter at jeg om formiddagen havde skrevet breve hjem til mine venner i Danmark, var jeg med Vignir Andresson ude at se på festen. Det var den mest strålende folkefest, jeg har set. Skønt vejret ikke var særligt fint, der kom stærke regnbyger, så var både gader og skråningerne ved teatret fuldstændigt pakket med mennesker. Man kan ikke sige, at der var sort af mennesker, for menneskene strålede i et eneste stort farveorgie, hvad min film, som jeg optog af sceneriet, også viser. For kvindernes vedkommende var det nærmest de underskønne islandske nationaldragter, der prægede situationen. Der blev holdt taler af Islands førende mænd. Arelius Nielsen holdt festtalen til den tusindtallige forsamling. Denne fest, med dans på asfalten, varede hele den dagslyse nat igennem. Man kan ikke her sige "til den lyse morgen", da her ingen særlig nat eksisterer. Også denne oplevelse blev en af de uforglemmelige i mine erindringers land.

Næste dag var jeg sammen med fru Einar Jønsson, enken efter Islands store kunstner, samt kunstnerens søster, her hos min værtinde fru Haldora Samuelsdatter. Til stede var også søster til præsidentens frue. Sidstnævnte er meget spiritistisk indstillet, men var ligesom de øvrige damer meget elskværdig og behagelig at være sammen med. Einar Jønssons søster lignede sin broder meget og var ligeså elskværdig overfor og interesseret i min mission og sag, som hendes broder i sin tid havde været. Min værtindes trofasthed og store sympati for mit arbejde behøver jeg ikke at nævne. Hendes store indsats med at sørge for min forplejning og husly på hendes regning og øvrige store venlighed imod mig har jeg forlængst udtrykt i denne min beskrivelse af opholdet på øen ved ishavet. At denne sammenkomst blev en mindeværdig oplevelse for mig er naturligvis en selvfølge. Man kan ikke vare sammen med kultiverede og kærlige mennesker, uden at det varmer hjertet, glæder sind og tanke. Om aftenen var jeg sammen med Vignir Andresson. Vi besørgede forskellige forberedelser til mine storforedrag, som skulle begynde den næste dag. Disse skulle afholdes på en stor, moderne skole, hvor vi havde fået stillet en sal til rådighed. Denne sal, der var formet som et amfiteater, kunne rumme ca. 200 mennesker. Vi prøvede lysbilleder og ordnede, hvad der ellers var af småting at ordne. Og dermed sluttede en ny dejlig dag. Og jeg glædede mig til, efter den lille pause, jeg i nogle dage havde nydt, atter at komme i gang med foredragene.

Da vi den næste dag kl. 20.00 ankom til skolen, var der allerede mødt en hel del mennesker. Foredragene skulle først begynde kl. 20.30. Vi havde bestemt, at pastor Arelius Nielsen og Vignir Andresson skiftevis skulle være tolk for mig, af hensyn til de mange tilhørere, der ikke så godt kunde forstå det danske sprog. Præcis kl. 20.30 trådte pastor Arelius Nielsen og jeg ind på scenen. Foran os var der et hundrede mennesker i stor forventning. Pastor Arelius besteg talerstolen og indledte mine foredrag med følgende kærlige velkomsttale:
 

"Ærværdige danske filosof!

Jeg har den ære at byde Dem velkommen til Island. De har jo været her før og ved nok, at vort land er sagaernes ø med ild og is, men det er også de lyse nætters land. Og vi ønsker alle sammen, at Island skal blive solens ø, hvor lyset har den største magt, landet hvor sandheden og kærligheden bor nu og i fremtiden, ja, i tid og evighed. Men jeg vil særlig gøre Dem opmærksom på, at Island er og vil være frihedens hjemsted. Vort folk blev til og har sit ophav i kærlighed til og trang efter friheden. Vores litteratur, vores tankegang og sprog viser denne trang og kærlighed, ja, hele folkets historie er fortællingen om kampen for frihed.

Alt, hvad vi har hørt om Dem og Deres virksomhed, fortæller os om Deres frie tankegang. Deres store og vide følelse for frihed og sandhed, Deres kærlighed til sandheden og Deres dybe forståelse af de hellige skrifter, som er den største kilde til vores kultur.

Deres forståelse af evangeliet er i mange henseender en af de skønneste og dyrebareste, jeg har læst. Vi er derfor glade for, at De vil berige vort land med Deres visdom.

Vi tror, at De må være en god repræsentant fra vort brødrefolk danskerne, som vi ser op til med inderlig venlighed, som venner og brødre og som vi så gerne lærer meget af, skønt vi først og fremmest vil være islændinge.

Jeg tror, De har den nådegave at være en af de store danskere, som dog for det meste var skjult for sin samtid f. eks. Kirkegaard, Andersen og Bang. Deres skrifter overbeviser mig om, at De er en stor vismand og en af de store frihedselskere, som vi islændinge synes så godt om og sætter så højt.

Den islandske præstestand er trods sine usle kår liberal i det hele taget. Men det må De også vide, at vi sætter vor fornuft meget højt og lytter til dens domme. Vi venter at lære meget af Dem og glæder os vældigt til at høre Deres budskab.

Vær derfor hjertelig velkommen. Jeg håber, Island vil være Dem varmt og solbeskinnet og folket venligt og inderligt, og vi ønsker Deres virksomhed må vokse og blomstre ved Guds velsignelse og give hele verden et åndepust fra den herlige Guds nærværelse, visdom og kærlighed.

Gud velsigne Deres ord og give Dem den gode jord, som giver hundredefold grøde."
 

Efter denne smukke og kærlige velkomsttale til mig holdt jeg mit storforedrag "Reinkarnation og Skæbne". Foredraget, der blev ledsaget af lysbilleder, fortolkedes samtidigt til islandsk med overordentlig stor rutine og inspiration af Vignir Andresson. Med en så glimrende tolk kunne foredragene ikke undgå at vække stor interesse og glæde blandt tilhørerne. Dette blev yderligere understreget igennem dette, at tilhørerskaren til de næste foredrag voksede til op over halvandet hundrede.

Den næste dag fik jeg en masse kærlige breve fra venner i Danmark og tilbragte en dejlig stund med læsning af disse. Ligeledes var jeg også sammen med Vignir Anresson rundt i byen for at gøre forskellige småindkøb. Om aftenen holdt jeg mit andet kursusforedrag "Hinsides Døden". Foredraget blev meget vellykket og understregedes ligeledes med Vignir Andressons glimrende fortolkning på islandsk. Interessen for mit arbejde voksede stærkt og blev mere og mere inderlig, kunde jeg mærke pa de mange hjertelige håndtryk og venlige smil, jeg fik fra mange af deltagerne. Efter foredraget var jeg sammen med nogle af mine islandske venner i et privat hjem og fik således en dejlig afslutning på en vellykket dag.

Næste dag, tirsdag den 21. juni, skulle der ikke holdes foredrag. Der blev derfor lejlighed til denne dag at skrive breve, samt give samtaler til mennesker, der havde anmodet derom. Derefter et samvær med Vignir og en ældre mand, der var rejst langt for at få en samtale med mig om nogle for ham særligt vigtige åndelige spørgsmål. Disse blev besvarede til hans store glæde og tilfredshed. Samværet var hos min værtinde, fru Haldora Samuelsdatter.

Næste dag skulle jeg holde mit sidste kursusforedrag. Men rent bortset herfra var jeg af Islands biskop inviteret til et samvær samme dag med landets præster, der var samlede i Reykjavik til en synode. Lidt før kl. 15.00 kom pastor Arelius Nielsen og hentede mig i sin bil og førte mig til universitetet, hvor samværet skulle foregå i studenternes store spisesal. Her blev jeg præsenteret for Islands nye biskop, som bad mig til sæde ved sin højre side ved et af de meget lange kaffeborde, som fyldte den store sal. Ved min højre side havde jeg min sags gode ven pastor Arelius Nielsen. Ved kaffebordet blev jeg af biskoppen præsenteret for de tilstedeværende islandske præster, hvilket vil sige omkring et hundrede personer. Til stede var også en islandsk professor i teologi fra Amerika, samt en dansk præst. Jeg må også tilføje, at den islandske biskop selv har været professor i 25 år, før han blev biskop. Det var en ejendommelig oplevelse for mig, der aldrig selv har fået nogen som helst akademisk uddannelse eller nogen som helst anden form for religiøs undervisning end den, man i en primitiv skole på landet får gennem opremsning af salmevers og skriftstederne i Luthers Katekismus, at sidde overfor denne lærde forsamling af universitetsuddannede, autoriserede sagkyndige i Kristendom. Biskoppen havde opfordret mig til om lidt at give denne forsamling et lille glimt ud fra mit eget syn på livet. Jeg betragtede disse mange forskelligt prægede præsteansigter meget nøje og tænkte på, hvordan man nu ville reagere overfor mit syn på det fundamentale emne, som jeg om lidt skulle give den store præsteforsamling. Pastor Arelius gættede mine tanker og hviskede kærligt til mig: " Ja, De behøver jo ikke at være bange for, hvad De skal sige til os, thi De er i så rigt mål gennemstrømmet af den hellige ånd, så De vil altid kunne sige det rigtige, selv om De eventuelt slet ikke skulle være forberedt". Han havde allerede i forvejen givet mig et lille vink om, at man gerne ville høre lidt om mit syn på Kristus. Og så kom det øjeblik, da biskoppen gjorde bekendt, at jeg ville tale til forsamlingen. Der blev meget stille, og jeg gav et koncentrat af mit syn på Kristus så godt, som det nu kunne lade sig gøre på de ca. 20 minutter, der var givet mig til mit foredrag. Jeg må dog her indskyde, at da mit foredrag udelukkende blev holdt pr. intuition og ganske uden manuskript, kan jeg ikke her gengive det ordret. Dog skal jeg forsøge at gengive mit syn på Kristus i en ordform, der ligger så nær den anden, at der, hvor den eventuelt ikke udtrykkes ved de samme ord, så dog ved ord, der siger det samme som de, der blev benyttet ved foredraget, og hvorved helhedsindtrykket af dette er bevaret. Jeg begyndte med at forklare, at jeg ikke på nogen måde kunne acceptere den ortodokse opfattelse, at Kristus kom til verden for at påtage sig straffen for menneskenes synder, og at enhver kunne blive fri for at fa virkningerne af sine slette handlinger, fordi Kristus var blevet korsfæstet. En Gud, der ikke kan tilgive en synder, uden at straffen for hans forseelse skal udløses på et andet menneske, som er ganske uskyldigt i den givne forseelse, eller synd, elsker hverken synderen eller det uskyldige menneske. Hvis han virkelig elskede synderen, ville han tilgive ham ganske uden at forlange straffen for hans forseelse påført et andet menneske. Og hvis han elskede den uskyldige, ville han umuligt kunne tillade, at denne skulle lide straf for en synd, han aldrig havde begået. Det vigtigste for denne Gud er således hverken synderen eller den retskafne, men derimod udløsningen af straffen. Denne skal for enhver pris udløses; kan den ikke udløses på den skyldige, må den udløses på den uskyldige. Det er altså hovedbetingelsen for "syndernes forladelse". Men en synd er jo ikke forladt eller tilgivet, når straffen for den ikke er ophævet. At lade en uskyldig lide straffen for den skyldiges forseelser er kulminationen af uretfærdighed, også i tilfælde, hvor den uskyldige frivilligt gerne vil påtage sig den. Den ortodokse, kirkelige syndsforladelsesopfattelse lader således Gud komme tilsyne som et ganske uretfærdigt væsen, totalt blottet for kærlighed til de levende væsener, men derimod med en så urokkelig villie og lyst til at se udløsningen af straf og lidelse over de samme væsener, at han urokkeligt kun fritager et væsen for lidelse ved at overføre den til et andet væsen. En sådan Gud har altså aldrig nogen siden ophævet virkningerne af eller straffen for nogen synd. Hvis en mand ikke kan betale sin kreditor det pengebeløb, som han skylder ham, men der kommer en anden mand, som betaler gælden for ham, er det denne mand og ikke kreditoren, der har eftergivet gælden. Ligesom kreditoren her ikke har givet afkald på sit tilgodehavende hos debitor, således har Gud i den førnævnte syndsforladelsessituation heller ikke givet afkald på straffen overfor synderen. Han lader bare en anden gengælde. At en sådan syndsforladelsesopfattelse ikke kan overleve udviklingen af logisk tænkning og voksende retfærdighedssans hos menneskene turde være en selvfølge. At en livsopfattelse, der i sine dybeste, logiske konsekvenser lader Gud blive et væsen, der hverken er retfærdig eller kærlig, og hvis højeste, ufravigelige mål og interessesfære er straf eller lidelse over de levende væsener, umuligt kan danne basis for en guddommelig verdenskultur eller opfyldelsen af juleevangeliets fred på jorden og den heraf følgende store velbehagelighed for menneskene, turde ligeledes ufravigeligt være givet.

Nej, Kristi mission var ikke dette at lade sig slagte eller korsfæste for at formilde en vred og hævngerrig Gud, ligesålidt som det var for at opdrage menneskene til ikke at tage konsekvenserne af deres forkerte eller slette handlinger. Livet selv udvikler eller opdrager alle levende væsener til at tage konsekvenserne af deres handlinger. Kommer et menneske salt i sin kaffe i stedet for sukker, må det finde sig i, at kaffen bliver salt. Og således vil alle mulige ubehageligheder i et væsens skæbne udelukkende kunne føres tilbage til den samme årsag. Det har været uvidende og handlet forkert. Disse forkerte handlinger udløser virkninger, der ligesom fejltagelsen med saltet, bliver af ubehagelig natur. Men denne ubehagelige natur, der ofte kan udløse sig i en kulmination af ulykke og lidelse, giver hele fundamentet for det, vi kalder udvikling. Fejltagelsernes ubehagelige virkninger afføder visdommen. Fejltagelserne og visdommen vil således uundgåeligt gennem reinkarnationen forvandle det nuværende ufærdige menneske til "Mennesket i Guds billede". Dette mål er anderledes en Gud værdig, end det førnævnte, perverse mål, at fritage skyldige mennesker fra straf ved at overføre den til et uskyldigt menneske. Men hvordan bliver menneskene kendt med "Guds billede". Ja, var det ikke derfor, at dette måtte åbenbares i kød og blod? – Var det ikke meget strengt nødvendigt, at der fødtes et menneske, der helt kunne udtrykke Guds billede i tanke, sind og væremåde? – Og er Jesus Kristus ikke åbenbaringen af dette billede? – En væremåde, der aldrig i nogen som helst situation kan udløse vrede overfor nogen eller noget, en væremåde, der kan tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men tilgiver ham indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt, en væremåde, der vender den højre kind til, når dens ophav bliver slået på sin venstre, en væremåde, i hvilket det er saligt hellere at give end at tage, en væremåde, i hvilken dens ophav hellere selv vil lide, end at andre skal lide, en væremåde, i hvilken man aldrig i nogen situation kan dømme andre væsener til straf og lidelse, en væremåde, i hvilken man på korset i kulminationen af de sværeste lidelser med de sidste rester af sine døende kræfter kan kærtegne sine bødler eller korsfæstere med sit inderligste ønske om, at disse ikke selv skal komme til at gå disse lidelser igennem, en væremåde, indenfor hvilken man ved, at alle dem, der påfører andre væsener lidelser og smerte, i virkeligheden slet ikke ved, hvad det er, de gør, og derfor i realiteten ikke er "syndere", men uvidende og dermed ufærdige mennesker i Guds skabelse af mennesket i sit billede og således kun kan betragtes som yngre brødre, en væremåde, der ser, at alt i øjeblikket er et stadium i opbygningen af himmeriges rige på jorden, det er åbenbaringen af Guds billede. Det er kosmisk bevidsthed. Det er Kristus. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus kunne sige "Jeg og Faderen, vi er eet". At et sådant Guds billede, manifesteret i kød og blod, manifesteret i fysisk væremåde, må få det gamle hedenske gudebillede med sin vrede, straf og evig fortabelse over syndere til at blegne, synke i grus, opløses og forgå, turde vel også være selvfølgeligt. Når et menneske i kød og blod kan udvise en så ophøjet, fuldkommen bevidsthed i kulminerende kærlighed, må Guddommens bevidsthed eller stråleglorie være mindst ligeså funklende og lysende. Kristi mission var således at åbenbare Guds billede på jorden. Kristus er det fuldkomne menneske. Han er den model for guddommelig væremåde, efter hvilken al menneskelig væremåde må opbygges. Derfor er han vejen, sandheden og livet for alverdens endnu ufærdige mennesker. Uden denne væremåde ingen som helst fred i sindet, ingen fred mellem nationer og racer, ingen afskaffelse af sygdom, nød og elendighed. Livet selv bearbejder og modner mennesket til denne væremåde, men den dag, det selv kan begynde at være medvirkende til at gøre denne væremåde til talent og vane, da begynder det allerede at opleve himmeriges rige i sit eget indre. Og i samme grad som himmeriges rige vokser i dets indre, i samme grad er det selv ved at blive en Kristus eller "Mennesket i Guds billede".

Min tale vakte stærkt bifald, og biskoppen takkede mig for foredraget og sagde: "Det kom fra hjertet, det kunne man mærke". Herefter kørte Arelius Nielsen mig tilbage til min bopæl. Og hermed var jeg blevet en ejendommelig oplevelse rigere.