Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af vort arbejdes trofaste venner i Sverige, en ung svensk læge, har sendt mig medfølgende bilag og bedt mig kommentere det udfra et kosmisk synspunkt. Selvom jeg godt forstår, at adskillige af vore læsere finder de svenske bilag vanskelige at fatte, så læs dem alligevel grundigt igennem, for svenskerne skriver ofte om problemer, man her i landet går let henover. Bilaget dennegang er et godt eksempel herpå. Intet større bladforetagende her ville åbne sine spalter for en diskussion om bordeller, dertil forekommer emnet for delikat. Men "SE" har altså gjort det, og her har De Rune Mobergs strålende svar. Jeg kender kun denne skribent igennem hans artikler, men hver gang, jeg har læst ham, har jeg måttet spørge mig selv, om Martinus egentlig har nogen bedre "medarbejder" i vort broderland. Gang på gang er hans artikler gennemglødet af den dybe, humane ånd, den vidunderlige tolerance, man altid beder til må være i deres tanker, som taler Martinus sag.

Det, der i forbindelse med denne artikkel gjorde mig særlig glad, var hans konklusion, som kommer frem i det allersidste lille afsnit, der begynder med ordene: "Alla längtar." Linie for linie giver han her udtryk for det, Martinus kalder "den ulykkelige ensomhed". Og mennesket, der søger ind i et bordel, er i sandhed ulykkeligt ensomt. Det er i virkeligheden "den fortabte søn" på det stadium, hvor han "æder sammen med svinene". Og er det ikke netop dette stadium, der giver den største ensomhedsfølelse og dermed den største længsel efter modsætningen? Det er det!

Igennem sit verdensbillede afslører Martinus, at det jordiske menneskes udvikling frem imod det højeste mentale lys må passere to afsnit, som hver for sig udgør grader af det mentale mørke, som i sig selv er lysets forudsætning. Disse to grader kender vi alle under navn af uintellektualitet og intellektualitet. Medens de fleste straks vil akceptere den første grad som mørke, vil mange sikkert studse over den anden og måske også protestere voldsomt. For flertallet er vante til at betragte det intellektuelle menneske som det åndelige lys' fornemste repræsentant.

Men hvad er et intellektuelt menneske? Normalt et menneske, i hvis bevidsthed intelligensenergien spiller en så fremtrædende rolle, at det ved hjælp af den har gjort sig fri for alle de fordomme, der endnu binder det uintellektuelle menneske. Det ser altså klar der, hvor den anden mennesketype endnu vandrer i tåger. Det er derfor også fra den kant, man hører enhver form for religiøs forkyndelse udtrykt som "tågetale". Nuvel, meget af det, trosmennesket giver udtryk for, er virkelig så tåget, at udtrykket "tågetale" i mange tilfælde er berettiget, men eet har dette menneske forud for det intellektuelt frigjorte menneske, sin tro på eller overbevisning om, at livet har en højere mening end den, der kommer til udtryk igennem troen på arv og miljø. For dette menneske er Guddommen ikke blevet borte, selvom det i mangt og meget lever imod de love, der er ham.

Det intellektuelle menneske udgør, hvor mærkeligt det end kan lyde, dødens fornemste repræsentant, for det er mennesket, der forlængede dyrets tænder og kløer frem til de våben, en hel verden idag lever i rædsel for. Men det er også mennesket som "afskaffede" troen på en Guddom og et evigt, personligt udødeligt liv, ja gjorde alt, hvad det kunne, for at gøre denne tanke latterlig. Og hvad blev så konsekvensen? Den enkle, at når man kun lever een gang, må livets "højeste mening" blive den at opnå den største sum af personlig nydelse. Og denne opfattelse finder ingen større modstand at overvinde i den menneskelige sjæl, som ved sin nære tilknytning til dyreriget bedre fatter egoismens end altruismens evangelium. Det er nu engang lettere at være god ved sig selv, end det er at ofre tid på andres velbefindende.

Ser vi idag udover det, det intellektuelle menneske har skænket verden, ser vi først og fremmest den fortvivlede ensomhed, alle pines af. Det uintellektuelle menneske har i kraft af sin natur som massemenneske fremdeles den mulighed, at det ved sin påvirkelighed kan blive en lykkelig, mikroskopisk del af en religiøs eller politisk "vækkelse". Men det intellektuelle menneske er individualist, og som følge deraf indstillet på isolation. Det vil tænke selv, og det vil helst tænke videnskabeligt, hvilket i denne forbindelse vil sige i mål og vægt. For andet eksisterer jo ikke. Verden er en død verden, og det er hjernen, der tænker. Alt andet er åndelig tågetale, der hører hjemme i "menneskets åndelige barnekammer".

Nuvel, vi lever virkelig i en verden, hvor nydelsesmomentet er sat i højsædet. Men nydelse er sexualisme, hvis stærkeste fysiske udtryk kommer tilsyne igennem det, vi kalder erotik. Og erotik er blevet det intellektuelle menneskes sande Guddom. Det og så penge. Omkring disse to poler drejer alting sig. Har du penge, har du adgang til alle nydelser, også til det overmål af erotik, der udgør de flestes drøm.

Men selv det største overmål af erotisk oplevelse løser ikke ensomhedens problem. Tværtimod. Intet menneske er måske mere ensomt end det, der har erfaret denne sandhed. Jesus vidste dette, derfor fortalte han lignelsen om "Den fortabte søn". Martinus ved det også, derfor gav han os analysen om de to stadier, vi her har berørt, – og derfor viser han os vej til det tredie, som alene løser den ulykkelige ensomheds frygtelige problem: det højintellektuelle livsstadium.

Hvad er da et høj intellektuelt menneske? Det er ganske enkelt et menneske, som både har passeret det uintellektuelle og det intellektuelle livsstadium, og dybt i sig selv, igennem egen personlig selvoplevelse – og selvudlevelse – påny har fundet livets dybe og enkle grundtone: næstekærligheden, og dermed en evig Guddoms eksistens. Ikke på basis af tro og sakramente, men på basis af den erkendelse, som er al lidelses inderste skjulte gave fra Gud.

Medens det intellektuelle menneske, netop i kraft af sin intellektualitet, må tro på, at det selv udelukkende er en ren fysisk foreteelse, hvad der igen fører til en sanseoplevelse uden kosmisk perspektiv, så lever det højintellektuelle menneske helt på det kosmiske perspektiv, der forbinder dets evige fortid med dets evige fremtid. Modsat det intellektuelle menneskes forfærdende isolation, er det højintellektuelle forbundet med Altet på en sådan måde, at det næsten er direkte medlevende i sine medmenneskers oplevelser. Hvor det intellektuelle menneske selv, i kraft af sin egen negative indstilling til livet, blokerer kanalerne for bevidst indførelse i andre menneskers lidelser, dér udvider det højintellektuelle menneske disse kanaler indtil en sådan grad, at det ikke kan få fred med sig selv, før det i praksis "giver sit liv for andre", hvilket vil sige: i alt indstiller sig på at være "sin Næstes Næste". Det er let at se, at medens det intellektuelle menneske i kraft af sin indstilling vandrer lige ind i den ulykkelige ensomheds udstrakte rige, så har det højintellektuelle menneske ved sin indstilling erhvervet sig det pas, der fører ud af dette rige. Det er borger i en ny verden, hvor den lykkelige ensomhed, eller den tilstand, i hvilken Guddommen er blevet direkte nærværende, overalt gør sig gældende. Det er positivt, hvor det intellektuelle menneske så godt som i alt er negativt.

Mennesket uden Guddom, mennesket, for hvem penge og sex er livets egentlige mening, må falde for det, vi idag oplever overalt: at det erotiske er blevet et mål i sig selv. Det højintellektuelt indstillede menneske underkender ikke værdien af den erotiske kraft, men falder aldrig for tanken om at gøre den til et mål. For dette menneske bliver den kun den livets ledsagemusik, der er dens kosmiske bestemmelse. Det ved, at denne kraft kun er een af Guddommens livgivende stråler, og at intet menneske er mere fattigt end det, der kun kender og akcepterer denne ene stråle. Det er i sidstnævnte menneskes sind, at tanken om offentlige bordeller kan fødes, fordi det i sin åndeligt begrænsede tilstand kan tro, at en sådan institution kan løse dets problem. Men bordellerne i Europa er ikke livets sande skønhedstempler. De nærer sig ikke af tilværelsens sublime kræfter. Tværtimod henter de deres næring i den ulykkelige ensomheds forgiftede sumpe. Det ved det højintellektuelt indstillede menneske, og derfor vil det uundgåeligt dér, hvor det har magt, gøre Rune Mobergs ord: "Aldrig i Livet" til sine egne. Lad fremmede mene om Skandinavien, hvad de vil. Med vore fejl udgør vi ligefuldt det område i verden, hvor strålerne fra en nu gryende kosmisk kultur har gjort tanken om slige institutioner aldeles umulig!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!