Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Varmen står i øjeblikket som en gylden dis udover Kattegat, hvis bølger fornøjet klukker imod vor – desværre – lidt for stenede strand. Men det er sommer nu, og overalt møder øjet glade og fornøjede mennesker, der henrykt nyder den enkle kendsgerning, at vi endelig påny oplever en periode af lange, sollyse og varme dage. Tiden er blevet moderne i den forstand, at nye udtryk på en mængde områder erstatter de gamle, og jeg kunne derfor ikke lade være at smile højt, da jeg en dag oplevede at høre det nuværende dejlige vejr karakteriseret som "brochurevejr"! Det passer! Feriebyen ligner i dette øjeblik en brochure over en sydlandsk sommeridyl, men det gør den ikke mindre tiltrækkende!

Den rent fysiske side af tilværelsen heroppe er således hundrede procent i orden i øjeblikket, og det gør unægtelig det daglige liv ret let for dem, der skal administrere denne efterhånden ret omfattende ferieby. Men hvordan så med den åndelige side af sagen? Er interessen for foredrag lige så stor som tidligere, eller kan man tale om en svækkelse her? Lad mig svare med facts. Martinus har kursus mandag og tirsdag formiddag og foredrag mandag aften. Derefter følger mine to formiddagsforedrag onsdag og torsdag og endelig Mogens Møller fredag aften. Men derudover er der gruppemøder så godt som hver dag under ledelse af de af sagens "gamle", der her føler et kald, der giver både dem selv og tilhørerne stor glæde. Med andre ord: den åndelige interesse er i kolossal vækst, hvad der ikke mindst skyldes det efterhånden meget store islæt af svenske venner, der ikke alene præger det daglige liv, men også i højeste grad har ført de mange samtaler feriebyen over ind på de emner, som, dybest set, udgør årsagen til langt de flestes tilstedeværelse her.

Personligt føler jeg mig overbevist om, at den gryende internationalisme, vi nu oplever her åndelig talt, ugør feriebyens redning. Mennesker, som på forhånd er enige om livets hovedlinier og ligesom både har talt og hørt sig trætte, glider meget let tilbage til kun at drøfte dagens sensationer. Anderledes derimod når nye levende øjne rettes imod en, og hungeren efter den viden, man rummer, slår imod en med sit naturlige krav. Da opdager både den ene og den anden, at de hver for sig faktisk rummer skatte, et medmenneske ikke alene har brug for, men som det også kvitterer for med den taknemmelighed, som gør livet så uendeligt tiltalende.

Også Norge har besøgt os i skikkelse af en dybt interesseret norsk lærerinde, som blev ved med at "strække" sin ferie for at få de fleste foredrag med. Hun er nu borte, men hjemme vil hun samle sine venner omkring sin båndgengiver og på en plads mange, mange mile herfra vil mennesker, vi endnu ikke kender og som slet ikke kender os, for første gang høre vore stemmer og lytte til det budskab, vi bringer. Martinus arbejde er et eventyr i sig selv, men det er også et eventyr for hver den, for hvem det er blevet "vejen, sandheden og livet". Intetsteds på denne jord møder vi stærkere de vældige kosmiske impulser, som nu stråler ind over den mentalt splittede og ulykkelige menneskehed, end i Martinus verdensbillede. På een og samme tid besvarer dette verdensbillede alle de spørgsmål, vi bar på, samtidigt med at det åbner os adgang til nye, vældige perspektiver med deres tusinder af nye spørgsmål. I det modtagelige menneskes sind åbner mødet med Martinus tankeverden porten til et liv, der hvad åndelig rigdom angår, fornemmes som uendelig og evig i disse ords allerdybeste betydning. Det er sandt, at mange slet ikke forstår disse tanker og derfor heller ikke har brug for dem, men har man brug for dem, og det har langt, langt flere, end man forestiller sig, så betyder de den uafbrudte inspiration til at leve, som de gammelkendte, religiøse tankeformer langsomt har mistet.

Et problem, som ofte kommer frem i samtalerne heroppe, er fremtiden. Overalt hører man dette, at vi må blive mange flere, der bringer bud om Martinus tanker. Det er sandt, det må vi – og det bliver vi! Men her er det, at den, som gennem mange år har stået i et sådant arbejde, stilfærdigt må sige, at begejstring alene gør det ikke! Det er så forståeligt, at mennesker heroppe beruses af den glæde, det er, at møde smilende og kærlige øjne, hvorhen de end vender sig og gribes af den tanke, at det, at hjælpe andre til at kende den åndelige lykke, man her har mødt, må være tilværelsens højeste lykke. Det er tilværelsens højeste lykke, ja det skønneste man kan bruge sit liv til! Men man må ikke for medaljens lysende side glemme den side, der hedder "den grå hverdag", eller den tilstand hvor livet nødvendigvis må være en kamp mellem vaner og fordomme på den ene side og nye, skønne livssyner på den anden. Hvad der fornemmes så let på denne plads, kan meget let være et næsten ulideligt helvede på en anden. Der er noget af en profet i hver eneste af os, men profeter bliver meget let stenede, det bør man holde sig for øje, når sjælen gør sig fri af sit trange hylster og svinger sig mod de himmelske højder. Den sidste Ikares har endnu ikke stormet solen og set sine vinger smelte for dens ild. Det ved man, når man år ud og år ind har arbejdet med at bringe netop det budskab frem, som her forkyndes så let, fordi vi selv her har skabt rammen om det og alle betingelserne for dets bedste tilsynekomst. Men "ude i livet", altså der, hvor mennesker som de er flest lever, der skifter billedet helt karakter. Der dukker modstanden op, og slet ikke den modstand man heltemodigt overvinder fra barrikaderne. Tværtimod. Modstanden mod åndelig nyorientering vil ramme en fra områder, man ofte slet ikke evner at forestille sig. Som oftest først familien, der normalt slet ikke er særligt henrykt ved at opdage, at den blandt sig har en "outsider", der ikke vil, som andre vil. Fra den kant kan "spydene" meget let nå de "ædlere dele", og mange er de, som allerede er "forblødt" i den kamp. Selvom det ikke er min opgave at slå et menneskes mod ned, når det føler den ild brænde i sig, som ihvert fald jeg kender bedre end de fleste, så er det heller ikke min opgave at stimulere noget menneske til et liv, det ofte vil komme til at fornemmes som en endeløs kæde af ydmygelser derigennem, at det fuldt bevidst giver enhver ret til at "gå til angreb" fra sig.

Martinus tanker ikke alene skal frem, de vil komme frem. Derom behøver man ikke at nære blot antydningen af tvivl. Men de skal frem på en måde, der er ret ny for menneskene derigennem, at det ikke skal ske ved hjælp af "martyrer". Det skal ske ved hjælp af mennesker, der ved, hvad de indlader sig på og er villige til at betale den pris, det koster, nemlig retten til "privatliv" i den forstand vi endnu kender det. En ny "tro" vil altid kræve martyrer, men en åndelig videnskab af den art, der her er tale om, kræver kun eet: den sjælelige overlegenhed, der består i at vide, at man aldrig med rette kan vente sig noget som helst af andre end sig selv og derfor aldrig med rette vil kunne bebrejde nogen noget som helst for det resultat, man opnår, om det mod forventning, skulle blive ultra-negativt. Men har man denne overlegenhed – og kun livet kan afsløre det – er vejen også åben til hele verden. For hele verden længes idag efter det budskab, Martinus bringer os alle. Men man skal vide, at det man indlader sig på, er en vandring opover, og at vanskelighederne vil tiltage, jo højere man stæber. Derfor er dette arbejde ikke for børn med blanke, begejstrede øjne. Det er kun for den, der i givne situationer har mod til at gå imod strømmen, hvad det så end skal koste. Jeg er mig fuldt bevidst, at mine ord kan lyde "søgte", men intet menneske gavner hverken sig selv eller den sag, det vil give sit liv, om det ikke gør sig klart, at dyb menneskelig ensomhed normalt vil være den løn, der venter den, der bryder broerne bag sig. Det er så let i en stemningsfyldt tilstand at akceptere en kærlig Guddoms eksistens. Men udfordrer man ham, kræver man at se ham og tillægger sig selv større værd, end man har, må man gøre sig klart, at det syn man møder, ikke bliver "det hvide altgennemtrængende lys", men derimod de "tærskelens vogtere", der fra evighed til evighed værner de farlige pas. Og godt således! For når alt kommer til alt, vil kun det menneske yde noget virkeligt værdifuldt for andre, som har mod til at gå igang med sig selv, og som, om det kræves, tør tage den jættekamp med sit eget Jeg, der kan betyde den totale adskillelse fra flokbevidstheden. Der siges, at der er koldt på de højder, hvorfra menneskeånden ledes. Jeg tror det ikke. Jeg tror snarere, at der er ensomt, men jeg tror også, at denne ensomhed er vidunderlig positiv, fordi man der, mere end noget andet sted, vil møde Gud. Ikke som en lysende gestalt, men derimod som en levende varm strøm gennem hjertet, der lader en føle, at man handlede rigtigt, da man valgte den vej, der vel gik bort fra menneskers almindelige tankegange og væremåde, men som også lod en føle, at Gud i langt højere grad er en realitet, end man forstod, da man endnu var ombølget af den brusende begejstrings lidt farlige illusioner.

– – – – – –

Det er sommer ved Klint nu, og vi bader os i et både fysisk og psykisk sollys, der for enhver af os betyder opfyldelsen af ønsker og drømme, vi så længe har næret. Iblandt os har vi nu Martinus, og jeg vil ikke kunne slutte denne lille hilsen heroppefra uden at give udtryk for, at har De endnu aldrig hørt ham tale her på denne dejlige plet, så har De faktisk en oplevelse tilgode, som de bør indhente, medens tid er!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!