Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af Martinus' foredrag
i Instituttets foredragssal
søndag den 27. februar 1955.

(Sluttet)

Som det fremgår af foranstående, er verdensaltets tomrum i realiteten ikke noget tomrum. Et sådant vil være en umulighed i universet. Men i alle situationer, hvor stoffet eller materien ikke er tilgængelig for nogen som helst form for fysisk sansning, der opstår tomrummet. Hvordan skulle en verden eller et område, der ikke er tilgængelig for nogen som helst form for fysisk sansning ellers tage sig ud? – At tomrummet ikke er et område, indenfor hvilket absolut intet eksisterer, bliver, som vi før har påvist, til kendsgerning derved, at den for sanserne tilgængelige fysiske verden, hvilket vil sige: mælkeveje, sole og kloder ikke i noget som helst tilfælde eller i nogen som helst situation har sin første årsag eller sit første udspring i den synlige verden. Vi ser, at der ud fra tomrummets mørke eller den usynlige verden udrinder en stadig strøm af materier, der fortætter sig og bliver synlig eller tilgængelig for de fysiske sanser. Ligeledes ser vi også, hvorledes de igen opløser sig og bliver atter utilgængelig for de fysiske sanser, hvorved de atter indgår i tomrummets mørke eller den usynlige verden. Det er denne proces, vi kalder "fødsel" og "død". Vi ser, at sole og verdener fødes og dør. Vi ser mineralske skabelser fødes og dør, ligesom vi ser vegetabilske og animalske produkter fødes og dør. Alt, hvad der er tilgængelig for fysisk sansning, fødes og dør. Her gives ingen undtagelser. Da materien ikke kan blive til af intet, ligesom den heller ikke kan blive til intet, bliver denne fødsel og død henholdsvis ikke nogen absolut begyndelse eller afslutning. Fødsel og død er således i realiteten henholdsvis en indgang til og en udgang af den fysiske eller den synlige verden. Vi bliver altså vidne til denne materiens forvandling fra synlig til usynlig tilstand. Men hvem er "vi"? – Er vi identisk med den materie, der er denne fødsel og død underkastet? – Nej, det kan vi umuligt være. Kendsgerningen viser indtil overdådighed, at vi udgør et "Noget", der oplever eller konstaterer denne materiens forvandling eller fødsel og død. Det er rigtigt, at vi har en organisme, der også fødes og dør. Men hvorfor skulle den ikke være den samme fødsel og død underkastet? – Den er kun en logisk opbygning af fysisk materie. Den udgør en blot og bar "skabt" foreteelse, udelukkende beregnet til kun at være et redskab, ved hvilket et "Noget" kan opleve og sanse den fysiske verden. Dette Noget kan ikke være organismen selv, idet den kun udgør en frembragt eller skabt foreteelse, beregnet til at skulle opfylde en særlig hensigt. Men da en hensigt er det samme som et ønske, kan den kun have et levende Noget til ophav. Ethvert levende væsens organisme er således opfyldelsen af et ønske og afslører dermed, at der bag organismen eksisterer et levende Noget, der er ophav til denne organisme, og for hvem denne er et redskab til hjælp for dets oplevelse af livet. Det er dette Noget bag organismen, vi udtrykker som vort "Jeg". Det er dette vort Jeg eller Selv, der ser ved hjælp af vore øjne, hører ved hjælp af vore ører og ved hjælp af alle vore øvrige fysiske sanser oplever og manifesterer sig på det fysiske plan. Da dette Jeg ikke ligesom organismen er skabt, idet det selv er skaberen, har det en evig eksistens. Det eksisterede før dets nuværende organisme blev til, ligesom det vil eksistere, når den samme organisme er ophørt med at være til på det materielle plan. Og ligesom det har været medvirkende til at skabe den nuværende organisme, således vil det igen være med til at skabe en ny kommende organisme og således fremdeles. Men dette Jeg og dets bevidsthed eller tankeverden ligger således hinsides den fysiske sansning og hører derved med til tomrummets detailler. Verdensaltets tomrum er således sædet for alle levende væseners Jeg'er, deres bevidsthed og tankeverdener, ligesom det på samme måde er sædet for Guds Jeg og bevidsthed. I tomrummets mørke i universets dybder eksisterer således livets inderste kilde eller ophav og dets bevidsthed. Alle eksisterende levende væseners Jeg og bevidsthed skjuler sig ligeledes i den samme fysisk, usynlige verden. Dette gælder ikke blot alle de væsener, der har fysisk organisme, men det gælder også i ligeså høj grad alle de væsener, der er frigjorte fra denne organisme, og som vi kalder "de døde". De er alle i den usynlige verden, og ud fra hvilken de atter vil blive inkarneret i en ny fysisk organisme og derved igen komme til at manifestere sig i den fysiske verden.

Universet eller verdensaltet består altså af to slags verdener: den fysiske verden og den åndelige verden. Alle mælkeveje, sole og planeter og alt, hvad der i forbindelse med disse verdener er synlige for de fysiske sanser, udgør altså den fysiske verden. Alt, hvad der ligger udenom disse fysisk synlige foreteelser, hvilket vil sige verdensaltets mørke tomrum, udgør den åndelige verden. Når denne verden viser sig som tomrum, er det som tidligere omtalt, kun fordi nævnte verdens detailler ikke er tilgængelige for fysiske sanser. Men for de højeste åndelige evner eller psykiske sanser udgør den åndelige verden ikke noget tomrum. For disse sanser bliver verdensaltets fysiske tomrum til en gigantisk strålende verden fuld af liv, lys og glæde. Vi skal ikke her komme nærmere ind på denne verden, da vi i andre foredrag og skrifter har omtalt den. Vi skal bare her give endnu et lille strejflys ind over den fysiske side: Verdensaltets tomrum. I al almindelighed tror menneskene, at dette tomrum også er en fysisk Verden, som man fysisk kan nå frem til at leve og bevæge sig i på samme måde, som man kan leve og bevæge sig i det fysiske område, der hedder jordkloden. Mange mennesker tror, at man vil nå frem til at kunne bygge fartøjer, en slags rumskibe, ved hvilke der ligefrem kan etableres ruteforbindelser til andre kloder og solsystemer. De fremmede verdener skulle således kunne blive til fabelagtige turistattraktioner, ligesom import og eksport imellem kloderne derved også måtte blive en kendsgerning. Vi ser her, hvor kolossalt en fantasi kan løbe løbsk, når den beskæftiger sig med områder, hvis sande struktur dens ophav ikke kender. De forstår slet ikke, at det er lige så umuligt for det animalske væsen at leve i verdensaltets tomrum, som det er umuligt for en almindelig flue at leve på bunden af oceanet og for en dybvandsfisk at leve i en brændende ørken. Alle levende væseners fysiske livsområde er totalt afhængig af de livsmuligheder, der er givet dem adgang til igennem deres fysiske organisme. Livsmuligheder denne ikke er bygget til at kunne afføde, hvordan skulle de levende væsener kunne opleve disse? – Ethvert levende væsens organisme er et redskab udelukkende beregnet til at give sit ophav en særlig bestemt livsmulighed. Hvad denne livsmulighed går ud på er således baseret på denne organismes kapacitet. Udenfor denne kapacitets område kan intet væsen normalt opleve den fysiske tilværelse. Derfor kan en flue ikke leve på bunden af oceanet og en dybvandsfisk ikke leve i en brændende ørken. De må hver især blive, hvor de er, da deres organisme ikke kan give dem livsmulighed under andre betingelser end de, den er bygget til at opfylde. Hvis væsenet kommer udenfor de livsbetingelser, dets fysiske organisme er bygget til at opfylde, ophører dets fysiske tilværelse, og vi siger, at det dør. Men denne død gælder kun dets fysiske tilværelse. Dets Jeg og dets hermed forbundne usynlige del af dets eksistens, hvilket vil sige dets bevidsthed eller tankeverden eksisterer stadig. Men da den fysiske organisme er død, kan væsenet ikke mere igennem den tilkendegive sit Jeg's og dets bevidstheds eksistens. Og der bliver derfor nu et fysisk tomrum, der hvor det før med sin manifestation opfyldte det fysiske rum. Men i dette tomrum lever det altså stadigt, manifesterer sig og oplever livet igennem sin dertil egnede åndelige organisme sammen med alle de andre ligestillede væsener, indtil det atter kan fødes på det materielle plan. Da denne tilværelse som her påvist ikke er tilgængelig for fysiske sanser, er det givet, at den fysisk kun kan fremtræde som usynlig.

Og det er denne usynlige verden, vi oplever som verdensaltets tomrum. I dette tomrum skjuler sig således den virkelige primære verden. Herfra fødes væsenerne i den fysiske verden. Og hertil kommer de tilbage, når de dør fra nævnte verden. Den fysiske verden er kun en sekundær verden. Den fysisk usynlige, åndelige verden eller verdensaltets tomrum er således det primære livsområde. Det er det evige livs domæne.

I henhold til foranstående lille strejflys over verdensaltets tomrum vil man se, at dette i sig selv ikke er og vil aldrig i nogen situation kunne blive skuepladsen for fysisk liv og tilværelse på anden måde end igennem princippet: den organiske fødsel og død. I kraft af dette princip indgår vi til den fysiske verden fra den åndelige verden. Og i kraft af samme princip vender vi atter tilbage til den åndelige verden. Når vi har kunnet fødes til den fysiske verden, er det kun i kraft af, at der i forvejen eksisterede en sådan verden. Men en fysisk verden kan ikke eksistere og give livsmuligheder for diskarnerede væsener uden at være en levende organisme. En sådan organisme er jordkloden. Indenfor dens særlige struktur forekommer de særlige livsmuligheder, på hvilke vort daglige fysiske liv er baseret. I samme grad som vi eventuelt forlader jordklodens fysiske område, kommer vi ind i verdensaltets tomrum, hvor vi ingen som helst mulighed har for at opretholde vor fysiske tilværelse. At komme ud i verdensaltets tomrum, er det samme som at komme ud i forhold, hvor vor fysiske organisme ophører med at være et redskab for livets oplevelse, idet de fysiske dimensioner, den er bygget til at skulle overvinde, ikke mere eksisterer. Hvor der ikke er luft, kan lungerne ikke fungere. Hvor der ikke er lys, kan synet ikke fungere. Hvor der ikke er lyd, kan hørelsen ikke fungere, ligesom talens brug også bliver en umulighed. Men hertil kommer endvidere, at den tyngdekraft, der ellers holder os på plads, heller ikke eksisterer, og dermed træder vort ligevægtscenter ud af funktion. Der eksisterer ikke mere noget "op" eller "ned" for os. Og dermed er vor orienteringsevne sat ud af funktion. Desuden måtte vort befordringsmiddel kunne præstere en fart, der mindst svarer til lysets hastighed, hvis ikke denne gigantiske rumrejse skulle komme til at kollidere med vor, i forhold hertil, fremtrædende døgnfluetilværelse. Efter dette turde det måske være forståeligt, at fysiske rumskibsrejsende aldrig vil nå levende frem til det fjerne mål i verdensrummet, som de har sat sig. Hvis deres befordringsmiddel uskadt kan nå bestemmelsesstedet, hvilket sandsynligvis ikke er udenfor mulighedens grænse, da vil rumskibet på den fjerne verden kun komme til at udgøre en grav, i hvilken dets passagerer er bisat. Rumskibsrejsen bliver således kun en bisættelse af selvmordere. Verdensaltets tomrum er ånd og kan derfor kun befærdes af åndelige væsener.