Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af Martinus' foredrag
i Instituttets foredragssal
søndag den 27. februar 1955.

Vi ved alle, at Verdensaltet udgør et uendeligt rum, i hvilket der svæver et utal af mælkeveje, stjernetåger, sole og planeter. Vi ved også, at der imellem disse sole og mælkeveje er umådelige afstande, ja afstande der er tusinder af gange større end det rum, de nævnte sole og mælkeveje selv indtager. Hvorfor er der nu så gigantiske afstande imellem disse makrokosmiske partikler i verdensrummet? – Hvorfor kunne disse sole og kloder ikke ligge meget nærmere hinanden? – Nej, det kan de ikke. Hvis de store afstande, som nu gør sig gældende imellem himmellegemerne, ikke eksisterede, ville der umuligt kunne udvikle sig det fysiske liv, som vi lever i. Vi ved alle, at hvis jorden nærmede sig solen, ville den tilsidst komme ind i et område, hvor alt liv på dens overflade ville tilintetgøres af solens lys og ild. Ligeledes ville dens liv tilsidst fryse ihjel, hvis den fjernede sig bort fra solen. Der er således et særligt bestemt formål med disse gigantiske afstande mellem verdenerne i rummet. Disse er særligt beregnede til gunst for udvikling af liv. Uden de store afstande mellem de nævnte verdener eller himmellegemer ville der ikke være plads for disses livsnødvendige bevægelse. Uden disses bevægelse ville der hverken kunne opstå tid eller rum, dag eller nat, vinter eller sommer. Den fysiske verden ville være totalt ubeboelig for bevidst liv. Men nu er det modsatte tilfældet. Den fysiske verden er i høj grad udtryk for liv. Men dette liv er koncentreret sammen i tomrummet som de lysende stjernesystemer, vi ser på den klare nathimmel. Alle disse lysende stjerner eller stjernesystemer er alle kommet frem af tomrummets mørke. De ligesom udgør et produkt af dette tomrum, ligesom vi ser dem igen forsvinde ind i mørket og bliver usynlige og kun efterladende sig det tomme rum. Vi har altså for os et gigantisk tomt rum, i hvilket verdener kommer til syne, og i hvilket de igen forsvinder. Da noget ikke kan komme af ingenting, ligesom noget heller ikke kan blive til ingenting, oplever vi her en fiktion. Vi ser, at lysende tåger ligesom opstår af intet. Disse tåger fortætter sig igen til sole og mælkeveje, kulminerer i lys- og varmetilstande for derefter atter igen igennem umådelige tidsrum gå sin tilintetgørelse i møde, opløses i mørket, blive til intet i verdensrummet. Da noget som nævnt ikke kan blive til af intet, kan denne himmellegemernes fremkomst i verdensrummet umuligt udgøre en stoffernes eller materiernes første begyndelse. De må i en ligeså udstrakt grad have været til stede allerede før, de blev til de gaståger, sol- og klodedannelser, vi ser for vore øjne ude i verdensrummet. Da noget ikke kan blive til intet, kan himmellegemernes opløsning og forsvinden i verdensrummet heller ikke være den stoffernes tilintetgørelse eller det totale ophør af materierne, som vi ligeledes ser med vore fysiske øjne. Dette gør det til kendsgerning, at materierne kan fremtræde i en tilstand, hvor de ikke er tilgængelige for vore fysiske sanser. Og der, hvor materierne eller stofferne ikke er tilgængelige for vore fysiske sanser, der kan vi naturligvis intet sanse. Men der, hvor vi intet kan sanse og derfor ingen som helst detailler kan opleve, der kan vi kun opleve tilværelsen som tomrum. Når verdensaltet viser sig for os som et gigantisk tomrum, i hvilket den materie, som udgør sol- og mælkevejene kun fylder overordentlig lidt, er det således absolut ikke fordi, det i virkeligheden udgør et sådant tomrum, men fordi materien her forekommer i en tilstand, der ikke kan indvirke på fysiske sanser. Vi bliver således her vidne til to slags materier: den for sanserne synlige og den for sanserne usynlige. Men ligesom de synlige materier udgør den synlige verden, således udgør de usynlige materier en usynlig verden. Og vi er her kommet til fundamentet i enhver religion, nemlig dette, at der eksisterer en "åndelig" verden hinsides den fysiske. Men for os er den usynlige eller åndelige verden altså ikke en tro eller hypotese, men en realistisk kendsgerning. Men hvorfor betegnes denne usynlige verden som "åndelig"? – Den betegnes som åndelig fordi, hele vor bevidsthed og tankeverden er bygget op af denne materie. Med fysiske sanser eller øjne kan vi ikke se vore tanker eller forestillinger. Derfor er det, at vi må udtrykke os ved et sprog. Hvis vore tanker var synlige ligesom vor fysiske organisme, som vore øjne, hår og hænder etc, behøvede vi ikke talens brug. Da tanker er det samme som bevidsthed, og bevidsthed igen er det samme som ånd, og ånd hører ind under den usynlige materie, har vi her årsagen til, at denne materies område er blevet kaldt "den åndelige verden".

Verdensaltets uendelige tomrum består altså af en verden af usynlige materier og bliver derved ligeså realistisk som den verden, der består af de for de fysiske sanser synlige materier. Men det betyder naturligvis ikke, at denne usynlige eller psykiske verden, som den også kaldes, passer ind i alle de mange forskellige religiøse forestillinger, man har dannet sig om den. Tværtimod, her har været frit spillerum for unaturlig fantasi og ren overtro. Produkterne heraf har igen bevirket, at mange intellektuelle mennesker ligefrem har fået antipati imod enhver tænkelig forestilling om denne usynlige verdens eksistens. Mange af disse intellektuelle personer eller videnskabsmænd betragter ethvert menneske, der beskæftiger sig med den åndelige verden som primitiv, og blotter derved deres egen intellektuelle brist. De afslører således ved denne deres holdning, at de slet ikke forstår, at de ved at benægte den usynlige verdens eksistens, er nødsaget til at måtte hælde til den anskuelse, bevidst eller ubevidst, at noget kan komme af intet, ligesom noget kan blive til intet. De stadfæster herved indirekte dem selv som primitiv. Den åndelige eller usynlige verden er en åbenlys kendsgerning i form af verdensaltets uendelige tomrum.

Hvad skjuler der sig nu bag dette gigantiske tomrum? – Der må uundgåeligt skjule sig det noget, de love, principper og kræfter, der bevirker mælkevejenes, klodernes eller verdenernes og de levende væseners fremkomst ud af mørket, ud fra den usynlige til den synlige tilstand. Ligeledes må den usynlige eller åndelige verden også udgøre en fortsættelse af den proces, der fører de samme nævnte realiteter tilbage ud af den synlige og ind i den usynlige verden eller tilstand. Der forekommer således en høj aktivitet eller energiudfoldelse inde i verdensaltets store tomrum, men altså i vibrationer og bølgelængder, der ikke kan indvirke på vore fysiske sanser. Hvordan kan man vide, at der virkelig forekommer stor energiudfoldelse i denne usynlige verden? – Ved at betragte vor egen tankeaktivitet og bevidsthedsudfoldelse, som udgør den del af den usynlige verden, der er knyttet direkte til vor oplevelse af livet. Forud for hvert ord, hver en handling, hver en bevægelse, vi ønsker at udføre, er der gået en tankeproces. Vi ønsker, tænker og forestiller os i forvejen de fysiske handlinger eller manifestationer, vi ønsker at manifestere, ligesom alle de fysiske oplevelser, vi kommer ud for, efterlader sig tanke- og forestillingsaktivitet i vor bevidsthed. Alt hvad menneskene har manifesteret er først blevet manifesteret i deres tankeverden, hvilket vil sige i den usynlige del af deres person eller fremtræden som levende væsen. Det levende væsen består således også af en synlig og en usynlig del. Den synlig del er altså den fysiske organisme, medens den usynlige del udgør bevidstheden. Men det er en kendsgerning, at den synlige del dirigeres og styres af den usynlige del. Den usynlige del er således den primære del ved det levende væsen. Men hvorfor skulle det samme ikke være tilfældet med Verdensaltet? – Det består jo også af den synlige og den usynlige del. Og ser vi ikke også her, at de materielle skabelser udtrykker logik, planer og hensigter eller opfylder logiske formål? – Hvorfor skulle disse planer, ideer og hensigter ikke være opstået i den usynlige del af universet? – Hvorfor skulle den usynlige del af universet ikke være sædet for disse planers, ideers og hensigters fremkomst? – Hvorfor skulle den samme usynlige del af universet ikke være bevidsthed ligesåvel som hos de levende væsener? – Den usynlige del af universet udløser jo akkurat den samme art manifestation som den usynlige del af de levende væsener, nemlig hensigtsmæssig skabelse. Den usynlige del af universet, altså det uendelige tomrum, er således bevidsthed, sæde for tankemanifestationer, begær og villie og det noget, der er ophav til disse tankemanifestationer, dette begær og denne villie. Det er ikke så mærkeligt, at den forestilling, at "Gud er i himlen", er kommet ind i verden, ligesom det også her bliver selvfølgeligt, at begrebet "i Ham leve, røres og ere vi" også måtte komme ind i verden. Guds Jeg og bevidsthed udgør således den usynlige del af det væsen, vi kalder Gud, medens Guds fysiske organisme (det fysiske verdensalt) udgør den synlige del af samme væsen, akkurat ligesom hos os selv og alle andre levende væsener. Vort Jeg og bevidsthed udgør jo vor usynlige del, ligesom vor fysiske organisme udgør vor synlige del. På denne måde er vi således allerede i "Guds billede".