Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I relation til mit sidste brev, har en af læserne bedt mig besvare et spørgsmål, han har formuleret således: "Fra hvilket punkt i den åndelige eller kosmiske fjernhorisont giver det størst tryghed at iagttage det nulevende gennemsnitsmenneske?"

Min første reaktion overfor spørgsmålet var ærlig talt den, at det måtte give den største tryghed at iagttage det jordiske menneske fra udviklingsspiralens højeste punkt, nemlig "Den guddommelige verden", hvor alle kredsløb er fuldbyrdede, og livets sande blomst folder sig ud i al sin skønhed. Men efterhånden som tankerne for alvor begyndte at kredse om problemet, skete der den ændring med det, at noget inde i mig omformede det således, at spørgsmålet begyndte at blive noget, der angik mig selv. Altså måtte jeg stille det påny, men i en lidt ændret form, nemlig: "Fra hvilket punkt i den kosmiske fjernhorisont henter du selv inspiration til at forstå både dine omgivelser og dig selv?" Jeg håber, at spørgeren tilgiver mig denne ændring i spørgsmålets natur. Jeg mener, at mit svar på den sidstnævnte formulering har større praktisk betydning og dermed værdi, end det ville have på den førstnævnte.

Omkring os bryder foråret nu frem i al sin vælde, og kun det i fysisk materie helt arresterede menneske kan undgå at føle sig betaget af den farvepragt, naturen nu omgiver os med. Men netop i den helt ud fantastiske materialisering af planteriget, som vi bivåner, en materialisering der beklæder alle de skeletagtige træer og buske, vi hidtil har haft for øje, med de vidunderligste kombinationer i form og farver – løv og blomster – har vi den fornemste nøgle til forståelsen af vor egen nuværende kosmiske position. For planten er andet og mere end en fryd for øjet og eventuelt for ganen. Den er en rent håndgribelig skabelse, hvis hele struktur bringer os bud om en skabeteknik, som absolut ikke er "af denne verden". Plantevæsenet er inkarneret intuition. Det er ganske rigtigt, at det er instinktenergien, der dominerer i hele dens tilsynekomst, men hvad er instinkt andet end intuitionens c.stadium. Instinkt i den form, vi møder den hos planten og hos det endnu åndeligt sovende dyr, er ren kosmisk automatik, hvilket vil sige en skabeform på allerhøjeste plan, et plan hvor enhver skabemæssig ufuldkommenhed ganske simpelt er utænkelig. Det er dette, Martinus har udtrykt i Livets Bog I med ordene: "Sålænge der findes en blomst kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!" Nej, det kan den ikke, fordi blomsten igennem sin specielle fysiske og kosmiske struktur udstråler et lys, der kun vil een ting: varme, berige, løfte og dermed kærtegne. Blomsten er fuldkommenhedens tilsynekomst i vor ellers så ufuldkomne verden.

Men blomsten er stadigt "noget mere"! Og vort kendskab til dette "mere" skylder vi helt Martinus kosmiske analysering, idet han igennem den har afsløret for os, at plantevæsenet udgør "underbevidsthedsfunktion" for det væsen, der endnu befinder sig i tilværelsens salighedsrige eller den verden, i hvilken gudesønnen helt og fuldt lever i et for al smerte udrenset erindringsmateriale. Fra livsoplevelsens sidste stadier i denne rent åndelige verden går enormt stærke impulser eller længsler imod den overliggende udviklingsspirals fysiske verden. På samme måde som vi er mætte af den dræbende livsform eller den, i hvilken hadet udgør et formål i sig selv, og nu længes efter kontrasten til hadet og ufordrageligheden, er salighedsvæsenet ved at være mæt af sin specielle livsform og drages nu mod modsætningen. Og salighedsvæsenets underbevidste længsler er ikke et "intet", men derimod i allerhøjeste grad et "noget". De er nemlig det plantevæsen, vi her ser udfolde sig for vore øjne. Og ser vi skarpt nok, kan vi ikke undgå at se, at planteriget i sin samlede udstrækning udtrykker en plan, hvis begyndelse vi kan skimte i samtlige krystalliseringsprocesser, hvis mønstre har plantestrukturer; hvis kulmination vi dagsbevidst oplever i sommerens vidunderlige blomsterflor, og hvis afslutning og dermed egentlige hensigt vi oplever i den klare tilsynekomst af dræbende tendenser i den kødædende plante. For medens rosen, som man så smukt har døbt "dagens dronning", kun udstråler uskyld og skønhed, kan det samme ikke siges hverken om "kandebæreren" eller "søanemonen", der, hvor forskellige de end er, dog har det tilfælles, at de skjult bag plantens "uskyldige" form, er i besiddelse af en djævelsk raffineret dræbende teknik.

Når jeg så indgående har berørt plantens kosmiske udvikling, er det, fordi vi her står overfor det eneste fuldbyrdede kosmiske kredsløb, vi er istand til at iagttage på det fysiske plan. Men netop fordi vi her kan følge alle faserne med vore egne øjne, udgør det en strålende nøgle til forståelse af vor egen natur, eftersom vi repræsenterer det efterfølgende kredsløb. Vi er endnu "plantevæsener" og er som den almindelige plante afhængig af sol og varme, af nat og dag. Men vi er også "dyrevæsener" og har som disse en kosmisk automatik indbygget i vor sjæl i form af et selvforsvarssystem, der lader os opleve vore omgivelser, ikke som vor "elskede næste", men derimod som "venner" og "fjender". Vi er altså lidt mere komplicerede end planten, der helt oplever pr. instinkt. Vi er også lidt mere komplicerede end det almindelige dyr, som også helt er afhængig af sine automatiske instinktfunktioner. Vi kan nemlig "tænke"! Ja, men gør vi det? For det meste ikke. For det meste lever vi stolt på overleverede tankekombinationer frembragt i relation til dyrets specielle kosmiske struktur.

Til den som har stillet mig det spørgsmål, dette brev begynder med, vil jeg sige: " Kære ven! Lad din ånd søge frem til det punkt, jeg her har beskrevet, og du vil føle din sjæl gennemstrømmet af fred! Dette punkt ligger ikke længere borte fra os, end at vi kan nå det med vore lønligste tanker" Og fra dette punkt tager livet på jorden sig ikke nær så mørkt ud som f.eks. fra den guddommelige verden! Fra dette punkt vil du ikke opfatte menneskene som giftige og nederdrægtige og "ikke værd at have med at gøre". Du vil opfatte dem som det, Martinus har kaldt dem, nemlig "sårede flygtninge". Du vil derfra se formens forgængelighed og forstå, at vort jordiske liv er så uendelig kort, at det er tåbeligt at bruge det til noget så negativt som at kritisere tilstande, der forgår i næste øjeblik. Fra dette punkt vil du se, hvor nyttigt livet bliver – og hvor let at leve – når det gives i en tjeneste, der angår de "andre". Og fra dette punkt vil du også se, hvor barnligt og lidet værdigt det er at "vente sig noget" for denne indsats. I livets store kredsløb er det ikke menneskene, der giver dig løn, det er Gud selv, og den løn udebliver aldrig! Men du vil se meget mere fra dette punkt. Du vil nemlig også se, at intet menneske er ondt i sig selv, men at det derimod meget let kan blive ond ved sig selv og må betale en bitter pris derfor. Du vil se, hvorledes enhver der pines i had i virkeligheden lægger en glødende ildkåbe omkring sin egen sjæl, og du vil forstå, at det aldrig kan blive din opgave at gøre dette menneske mere ondt, end det gør sig selv. Fra dette punkt vil du se, hvor ledes menneskehedens værste fjende er de tankekombinationer de i kraft af deres specielle kosmiske struktur fører med sig fra dyreriget. Disse tankekombinationer ligger som vældige skybanker henover kontinenter og have og hindrer det enkelte menneske i at se – sig selv. Men du vil også se, hvorledes enorme længselsenergier gennemkrydser disse mentale tågebanker og trænger frem til den verden, hvorfra du og jeg i dette øjeblik betragter den jord, vi til daglig må leve på. Og du vil se, hvorledes disse længselsenergier fortætter sig og danner kanaler, gennem hvilke denne verdens høje lys og strålende væremåde når ned og befrugter enhver, der har mod til at rette sine øjne mod lyset. Gennem disse kanaler befordres vidunderlige tanker og ideer ned til din og min verden og herfra, hvor vi ser disse ting, forstår du, hvorfor du og jeg aldrig må give op i vore spæde og famlende forsøg på at hjælpe enhver, vi kommer i berøring med til at forstå, at alle seeres, digteres, forfatteres, kunstneres og enhver intuitivt benådet videnskabsmands tanker samlet udgør den "Jacobsstige", der går direkte igennem tågebankerne og op til denne verden, der er det første sande mål på vor evige vandring fra mørke til lys!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!