Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal
søndag den 1. maj 1955.

Vi lever i en kulturepoke, hvor den almengældende opfattelse i visse situationer i virkeligheden er: "Øje for øje og tand for tand". Det er denne opfattelse, der ligger til grund for de autoriserede mord, vi kalder "dødsstraf" og i det hele taget for alt, hvad der kommer ind under begrebet "straf". Når et menneske har myrdet et andet menneske, føler man det rigtigt, at det selv skal myrdes. Kan det være mere tydeligt demonstreret, at det her er moseloven, man praktiserer? – Hvorfor da være så bitter på Jøderne, som vi har set, at der er mange mennesker, der er, når man selv i så stor renkultur praktiserer jødedøm? – Det er rigtigt, at Danmark måske har afskaffet dødsstraffen, men det har vist sig, at her har Kristi ord: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder", været meget aktuelle eller påkrævet. Vi har set hvorledes, man efter krigen atter indførte dødsstraffen. Men det var ikke nok hermed. Man lavede også en lov, efter hvilken man kunne straffe for handlinger, der var begået i fortiden, hvor disse handlinger altså var juridisk lovlige. Kan man tænke sig en større underminering af tilliden til og trygheden ved den juridiske retfærdighed? – Hvem kan føle sig trygge her, når det, myndighederne idag erklærer juridisk lovligt, om kommende år af de samme myndigheder med tilbagevirkende kraft kan blive erklæret for ulovligt? – Kan en mere tåbelig, forvirrende og uretfærdig retspraksis manifesteres? – Efter denne retspraksis kan borgere, der vitterligt aldrig har begået een eneste overtrædelse af noget juridisk forbudt, ikke desto mindre pludseligt blive erklæret for lovovertrædere og dermed inrulleret i "forbryderne"s rækker, fordi myndighederne først nu bagefter er kommet i tanker om, at visse af de handlinger, de ikke har forbudt, i virkeligheden er forbryderiske og burde have været forbudt. Denne grove forsinkelse af lovopbygningen kan absolut kun skyldes en altfor lille og snegleagtig langsom tankevirksomhed og iagttagelsesevne hos de lovgivende myndigheder. Men det kommer man altså nemt om ved. Man simpelt hen fængsler og straffer borgerne for overtrædelse af de love, som myndighederne på det givne tidspunkt, grundet på deres manglende intellektualitet eller forsinkede indsigt i de pågældende situationer endnu ikke anede nødvendigheden af og derfor slet ikke havde tænkt på at give. Men at straffe mennesker for overtrædelse af love, der ikke eksisterer, kan kun være forbryderisk. Love, der ikke eksisterer, kan umuligt overtrædes. Myndighederne straffer altså borgerne for "overtrædelse af love", som de samme myndigheder på grund af manglende intellektuelle kvalifikationer på det tidspunkt, "overtrædelsen" fandt sted, endnu ikke havde givet. Hvis der skal være tale om straf her, må det da udelukkende være lovgivningsmyndighederne, der er hjemfalden til straf, for den døds- eller straffefælde de således har sat op for den sagesløse borger, der i god tro kun gør, hvad der er juridisk lovlig, og så alligevel ad åre kan blive udsat for at blive stemplet som forbryder og hjemfalden til straf.

Under den nyligt overståede frihedskamp var det under visse situationer en hædersgerning at dræbe og ligeledes en hædersdød, hvis man selv blev dræbt under denne kamp. Medens disse linier skrives, forberedes der netop store fester til ære for denne frihedskamp, altså en glorværdig mindekampagne til hæder og ære for de mennesker, der i god tro i denne kamp satte livet til, samt for de endnu levende deltagere i dette menneskenes myrderi af mennesker. Dette er i sig selv ganske naturligt. Vi føler alle trang til at hædre det, vi mener er ophøjet. Men hvis man nu her spørger om denne frihedskamp og denne hædring af sværdets eller våbnenes brug er "Kristendom", da er svaret nødsaget til at være afkræftende. Og det er derfor, jeg er kommet ind på problemet her. I vore dage gælder det netop mere end nogen sinde at få konstateret, hvad der er Kristendom, og hvad der er hedenskab. Det, der ikke er Kristendom, er netop hedenskab. Med Hensyn til den nævnte frihedskamp med dens tilhørende fester og opfattelse af "heltedåd", da hører den absolut ikke Kristendommen til. Den er derimod en situation og fest i renkultur til ære for Valhals guder. I dyrkelsen af disse guder var det en hæder og dyd at dræbe og selv blive dræbt. Den, der ikke ville leve således, blev betragtet som en svækling og kunne naturligvis ikke komme i det samme himmerige som de vældige dræbere. Hvad er guden "Thor" med sin vældige "hammer"? – Er han ikke netop symbolet på kulminationen af evnen til at dræbe? – Er han ikke symbolet på den vældige kriger med sit ufejlbarlige mordvåben? – Frihedskæmperne såvel som deres modpart var også krigere, udstyret med mordvåben. Og hvad er moderne krigsredskaber, atom- og brintbomber, samt alle de andre kolossale, effektive mordvåben og krigsredskaber andet end kulminationen af princippet "Thors hammer" i renkultur? – Den oldnordiske gud er i dag dyrket i en langt større grad end nogen sinde. Men denne gudsdyrkelse foregår under navnet "Kristendom". De kristne præster velsigner undertiden våbnene, altså "Thors hammer". Man tvinger statens ungdom til at være soldater, hvilket vil sige krigshåndværkere og underviser eller uddanner de unge mennesker i de metoder, der er bedst egnede til at dræbe "fjenden" og ødelægge hans besiddelser, ejendom og kulturgoder. Man underviser og dygtiggør altså ungdommen i at bruge "Thors hammer". Er det Kristendom? – Og er det ikke de såkaldte "kristne stater", der er de største og mest effektive krigsfolk i verden? – Hvem af de andre verdensreligioners folk har en så overlegen mord- og ødelæggelseskapacitet? – Absolut ingen. Så vi ikke, at præstekaldet indenfor den kristne kirke ikke var mere stabiliseret og ikke havde mere rod i de pågældende præsters mentalitet, end at også mange af disse Kristi officielle repræsentanter gik med som frihedskæmpere, og andre som disses modpart, altså gik over på "fjenden"s parti? – Og var det ikke skydevåben, bomber og helvedesmaskiner, altså Thors hammer, der var fundamentet for deres tilværelse? – Det er muligt, at mange af disse mennesker bad til den kristne gud, men hvad bad de om? – Bad de ikke om, at de nu måtte få held til at sabotere eller ødelægge de fabrikker, huse, våben, der var i fjendens besiddelse? – Bad de ikke om, at Gud ville beskytte dem selv, medens de var ude på den natlige færd for at myrde og sabotere hos modparten? – Og mon det ikke også undertiden hændte, at der steg en bøn af samme slags op imod Gud fra modpartens side? – I sandhed, en mærkelig bøn for kristne mennesker i almindelighed og for kristne præster i særdeleshed. Kan man tænke sig en større parodi på sand Kristendom? – Bliver man ikke her vidne til, at disse det tyvende århundredes præster, ligesom præsterne, der blev Jesu bødler eller mordere for snart to tusinde år siden, ikke ved, hvad det er, de er i færd med at gøre? – De her nævnte Frihedskamper-præster, hvad enten de tilhører den såkaldte "legale" side eller "forrædersiden", har åbenlyst med deres dødbringende væremåde vist, at de i virkeligheden slet ikke kender noget som helst til sand Kristendom, thi i så fald ville de vide, at det største virkelige beskyttelsesmiddel ikke er sabotage, lemlæstelse og mord på andre mennesker, det er ikke princippet "Thors hammer", men det er derimod udelukkende princippet: ikke at dræbe, – ikke at lemlæste – ikke at udløse krig, og er således udelukkende dette, at udløse fred, glæde og velsignelse.

Men når den autoriserede Kristendoms præster endnu ikke ved, hvad sand Kristendom er, er det rimeligt, at den kristne almenhed heller ikke ved, hvad sand Kristendom er. Den moral og væremåde, menneskene efterhånden har tilegnet sig og kalder "Kristendom", er absolut ikke virkelig Kristendom. Hvad er da virkelig Kristendom? – Der findes absolut ikke anden sand Kristendom end det sindelag og den næstekærlige udfoldelse, der udgjorde Jesu daglige liv og væremåde, og som han gav teoretisk, praktisk og symbolsk udtryk i sin tale og undervisning. I denne Jesu Kristi væremåde ser vi den hundrede procents færdige menneskementalitet. Denne mentalitet afviger altså fra det almene menneskes mentalitet derved, at den er totalt udrenset eller befriet for de fra dyreriget nedarvede mentale anlæg. Her eksisterede ingen egoisme eller selviskhed. Her var ingen misundelsestendenser eller skinsygefornemmelser. Her var ingen som helst intolerance eller antipatifølelser. Her var ingen som helst bitterheds- eller vredestilbøjeligheder. Men her var derimod et fuldt udviklet talent for at kunne se løsningen på livets mysterium og dermed målet med ethvert menneskes eksistens. Her var et fuldt udviklet talent for et virkeligt samliv med Gud og dermed for en harmonisk og kærlig indstilling til alt levende. Her var et fuldt udviklet talent for at forstå sin næstes handlinger og genvordigheder, så han i alle situationer kunne tilgive ham, også der hvor de betød korsfæstelse for ham selv. Han havde et fuldt udviklet talent for hellere at give end at tage, for hellere at tjene end for at lade sig tjene. Han havde et fuldt udviklet talent for ikke at kunne fornærmes eller såres. Han havde et fuldt udviklet talent for at kunne vende den venstre kind til når han blev slået på den højre. Han kunne vende kærligheden imod dem, der vendte hadet imod ham. Der forekom således som nævnt ikke i hans mentalitet dyriske tendenser. Han var totalt udrenset for det, der mere eller mindre er stærkt fremme i andre menneskers mentalitet, og som vi har lært at kende som "det onde". Han var det færdige menneske i "Guds billede". Guds billede er igen det samme som Guds ånd, Guds viden og væremåde eller det, der i Bibelen er blevet betegnet som "Den hellige Ånd". Og det er denne Kristi væremåde eller Guds ånd, der er den sande Kristendom, religionernes religion eller åndsvidenskabens kerne. Det er ud fra denne, den fuldkomne menneskementalitet, Guds ånd eller kosmiske bevidsthed, at han kunne udtrykke sig selv som "vejen, sandheden og livet" eller den ophøjede livstilstand, der efter ham fik navnet "Kristendom".