Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For enogtyvende gang i dette liv har jeg i år gennemført et eksperiment, hvis resultater år for år forekommer mig mere og mere interessante. På en næsten given dato forlader jeg København og dermed så godt som alt det arbejde, jeg gennem ca. syv måneder har været beskæftiget med og tager til Klint, hvor jeg i ca. seks uger isolerer mig fra enhver bevidst åndelig beskæftigelse og udelukkende koncentrerer mig om at forberede sæsonen i Kosmos Ferieby. Jeg er da helt en "håndens mand" og gennemfører faktisk eksperimentet såvidt, at jeg hverken læser aviser eller hører radioavis, det sidste med det forbehold, at jeg nok hører den daglige "madseddel", fordi jeg naturligvis er og må være interesseret i vejrmeddelelserne. Men det øvrige stof lader jeg i videst mulig udstrækning gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.

I de første år forekom eksperimentet mig at være udtryk for en naturlig afslapning ovenpå et til tider altfor anspændt åndeligt arbejde. Men med årene begyndte jeg at udarbejde en speciel "teknik" for denne afslapning, og nu er jeg nået dertil, at jeg er istand til rent konkret at gøre denne periodes facit op i visse positive konklusioner, som jeg tror vil interessere Dem.

Det daglige liv i sagens centrum er utroligt intensivt. Vi arbejder jo ikke med døde ting, men derimod med mennesker og menneskeskæbner. Hver eneste postgang og hver eneste telefonopringning indeholder mulighed for højspænding, hvad et menneske angår. Og det drejer sig her ikke alene om dagen, men ofte også om aftenen og natten med. Martinus navn er trængt langt ud i storbyen, og det hænder ikke mere så sjældent, at et sjæleligt oprevet, ja måske helt desperat menneske, griber telefonen meget sent og absolut må tale med en af os, ellers – . Et sådant liv sætter sit eget spor. Man er ligesom altid i allerhøjeste alarmberedskab for at kunne være de opstående situationer voksen. Derfor kan det virke temmeligt voldsomt pludselig at være uden for dette konstante pres på nerverne. De første døgn eller rettere: den første uge, som jeg altid tilbringer alene, går næsten med søvn. Ikke fordi man var søvnig, da man kom, men simpelthen fordi det, at man nu er "væk fra det hele", kobler alarmtilstanden ud, og reaktionen bliver da uundgåeligt et enormt krav om hvile, som man glad giver sig hen i. Jeg fornemmer i virkeligheden denne tilstand som en tilstand "mellem to liv". En morgen vågner jeg – og det har bekræftet sig hvert år, – med en utrolig lyst til at tage fat på det job, jeg er her for at fuldbyrde. Planerne for dagen står lysende klar, og jeg går igang. Og så sker der altså det forbavsende, at hele mit vinterliv ligesom glider af mig. Næsten umærkeligt skiller det sig ud af mit sind som noget selvstændigt, der nu for en tid "visner bort". Jeg hverken savner det eller er interesseret i det. Jeg lader det simpelthen visne eller modne af, om man vil. Men virkningen af denne proces er ganske forbløffende, idet man helt vågent oplever, hvorledes bevidstheden spalter sig i to dele: en hensovende psykisk og en opvågnende fysisk. For mange mennesker er tanken om groft fysisk arbejde en sand vederstyggelighed, og mange ser med en hemmelig foragt på kropsarbejderen. Jeg tror, at denne indstilling er meget farlig. For vel er det ikke livets endemål, at mennesket skal tjene sit brød i sit ansigts sved, men det er heller ikke dets mening, at man skal hade glæden ved sunde musklers funktion. Tilmålt i overkommelige doser indebærer groft fysisk arbejde nøjagtig samme fryd som enhver anden form for skabelse. At have sat sig et mål for dagen og overkommet det således, at man træt i alle lemmer kan ligge i sin seng og se tilbage på det heldigt gennemførte, hører i virkeligheden til en af menneskelivets største glæder, og det hvadenten det drejer sig om regulær kunst eller blot om et stykke jord, der nu ligger gravet, revet og dermed velforberedt til sit specielle formål. Det er sandt, at dette at grave, male, høvle, save, ja kort sagt alt det, vi skal gøre heroppe, er rent fysisk og ikke kræver noget overmål af begavelse, men det er samtidigt – i hvert tilfælde for mig – en vidunderlig hvile for ånden. Men ikke en negativ hvile, hvor intet sker, men derimod en utrolig positiv, under hvilken titusinder af indtryk fra en svunden vinter bringer sig selv på plads i ens sjælelige rum. For mig selv har jeg opgjort det på den måde, at overflytningen her op til Klint i virkeligheden bytter om på mine sansehorisonter. Den rent fysiske, som før måtte være "fjernhorisonten", bliver nu pludselig "nærhorisonten", medens omvendt den åndelige horisont, som før omgav mig på alle sider, nu rykker ud i det fjerne. Virkningen heraf er meget forbavsende – og meget sund! For man oplever nemlig her noget, som de fleste ingen mulighed har for at opleve, ja vel næppe forestiller sig eksisterer. Man oplever nemlig her den dybeste værdi af dette, at besidde en åndelig indsigt, der ikke er et produkt af hjernespind.

Jeg nævnte før, at jeg ikke læste aviser i disse ca. seks uger, men jeg læser overhovedet så godt som ingen ting og besvarer kun de allernødvendigste breve, og det endda med en vis uvilje. Det lyder ikke tiltalende, men sådan er det. Til gengæld fungerer min bevidsthed langt mere fri end ellers. Tilfældet vil, at jeg er født det, man kalder "praktisk", hvorfor hændernes arbejde går let og ubesværet for mig, hvad der gør det muligt for mig at "forfølge" mine tanker hele kredsløbet rundt. Intet forstyrrer, jeg er på en måde, det ellers ikke er muligt, "alene med mig selv". Og her er det så, at det sker, som for hvert år er blevet mere og mere værdifuldt for mig, – og som jeg tror vil være værdifuldt for enhver. Frigjort for ydre indtryk (aviser, radio, breve osv., osv.) begynder livet at antage nye og renere konturer. Detaljerne viskes ud, ting og personer, der under andre perspektiver kan være yderst påtrængende, toner ud i en vis uvirkelighed, medens til gengæld livets dybere principper og love nu viser sig i al deres vidunderlige herlighed. Man "ser" de fysiske former og ting, men overalt hvor man ser, afklæder tingene sig deres ydre form og blotter deres indre mening og samhørighed. Man lytter til ord, man i virkeligheden "hørte" forlænge siden, men pludselig dør disse ord, og deres inderste mening står lysende klart for ens sjæl. Jeg ved så dårligt ord til at udtrykke det, der sker under denne årligt gentagne proces, men eet har optaget mig meget, og det er sådan set årsagen til, at jeg forsøger at skrive dette brev, og det er den forbavsende virkning, som mødet med ens "fjender" har i denne tilstand. Om jeg har færre eller flere fjender end flertallet af almindelige mennesker, ved jeg ikke, men som alle mennesker på en ansvarsfuld post, har jeg naturligvis mødt adskillige, for hvem mine reaktioner ikke alene udløser ubehag, men også uvilje indtil en sådan grad, at de gerne så mig derhenne, hvor peberet gror. Det er givet, at mødet med sådanne mennesker indenfor nærhorisontområdet ikke forekommer en selv særligt behageligt. Helt anderledes derimod når de samme personer og hændelser nu dukker op som dele af fjernhorisonten. Da sker der det forbløffende og næsten utrolige, at de samme personer og tilstande kan opleves som rene salighedselementer. Man ser dem nemlig da ikke længere som "personer", men derimod som "redskaber" for den guddommelige ånd, der ideligt former og omformer ens sjæl, og man kan da gribe sig selv i at sende den dybeste og varmeste strøm af taknemmelighed imod de personer, som man i nærhorisontområdet ikke har overvældende tilovers for! For mig at se, udgør vor meget fremskredne evne til at give "de andre" skylden for alt det ubehag, vi oplever i det daglige, det ligevægtselement der gør det muligt for os at leve i nærhorisontområdet. Det er nu engang umuligt at falde det menneske, der lige har sagt noget nederdrægtigt om en, om halsen, og bringe det en jublende tak for den raffinerede uforskammethed, det velfødt har bragt til verden. Men det er ondt for menneskene, at de ikke i almindelighed, endnu da, har modtaget en sådan grad af kosmisk opdragelse, at de hvert år eller halvår, kan opleve det, som jeg her prøver at forme i ord. Verden over lever utalte millioner i et had og en ufordragelighed til andre, som en oplevelse, som den, jeg her har søgt at skildre, kunne fri dem ud af. For det er "vore fjender", som vi skylder det meste af den åndelige vækst, det fysiske liv giver os! De er de "raspe", "file", "bor", ja det "sandpapir", Guddommen må anvende, om der ellers skal komme noget smukt ud af os. Og derfor er det, vi kalder "smerte", "skuffelse", "modgang" osv. mindre livets kritik af os end dets kompliment til os. Et menneske, der er enhver ligegyldig, gider ingen jo sige noget nederdrægtigt om, og sådanne mennesker får ofte lidet frugtbare liv i modsætning til dem, der både får mange venner og mange modstandere.

For mange mennesker ville den tanke, at de ikke skulle have deres daglige avis være identisk med den højeste forladthed. Igennem den er de i forbindelse med livet, siger de. Men er de det? Jeg evner ikke at besvare spørgsmålet, der ikke er så enkelt, som det kan se ud. Men jeg ved rent positivt for mig selv, at aviser, radio, bøger og anden underholdning også formår at holde en borte fra livet. Masser af mennesker lever idag omgivet af "tingenes mur" og ser slet ikke, at de i virkeligheden har gjort sig selv til "døde sjæle". De er nervøse, rastløse, irriterede og inderligt utilfredse, trods den daglige avis og alle de øvrige underholdningselementer. Selv forstår de ikke årsagen til deres i virkeligheden lidet misundelsesværdige tilstand, som helt enkelt er den, at de er ifærd med at blive kvalt af nærhorisontens ufordøjede detaljerigdom. At denne nærhorisont formår at følge dem igennem dødens port og et temmelig langt stykke ind på det psykiske plan, gør den ikke mindre farlig. Det er derfor ikke helt uden betydning, at man i praksis får lært, under sin egen viljes tryk at kunne skifte fra nærhorisont til fjernhorisont, fra det timelige til det evige. For det er kun på det eviges plan, at tingene kan indtage deres rette pladser og proportioner, det kan de aldrig på det timeliges! Her er alt under- eller overdimensioneret. Intet er her, det, det synes at være. Det er altid noget andet. På det eviges plan er alting derimod bragt i orden, og der hersker der ingen tvivl om hensigten! At have set og oplevet dette plan, omend kun igennem tåge, er livets skønneste gave til os. For Martinus ligger dette plan udenfor tågernes verden, thi han sanser alt herfra, derfor er han vor vejleder. Men leve vort liv kan hverken han eller andre. De må vi selv gøre. Ejheller kan han skænke os de store sandheder som vort inderste livs eje. Han kan afsløre dem for os, men tilegnelsen bliver vor egen sag. Går vi imidlertid igang med denne opgave, – og ingen synes mig større eller vidunderligere – hænder der enhver det, som er hændt mig, og som jeg her har søgt at give udtryk for. Og da sker der uundgåeligt det, som der en dag hændte mig heroppe, hvor jeg stod og lænede mig op ad et stort træ, en tilsyneladende død ting, endnu under vinterens herredømme. Men pludselig var træet ikke dødt mere, og vi var heller ikke to adskilte ting. Vi var een og samme ting. I os var de samme kræfter, de samme love gjaldt for os begge og gennem os strømmede den samme længsel efter dette ene: at være – være eet med disse love, følge dem og sætte den blomst, der er vort evige livs bestemmelse!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!