Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal
Palmesøndag, den 3. april 1955.

(sluttet)

Der findes også en del mennesker, der sympatiserer stærkt med kristusbevidstheden og egentlig gerne lytter til visdom, studerer bøger og blade, der udenom de autoriserede skrifter og publikationer udtrykker eller omtaler livets store sandheder. Men selv om disse nye publikationer tiltaler dem bedre end de autoriserede, som de føler er meget forældede og derfor meget mangelfulde i deres fremstilling, så har disse mennesker det tilfælles med Nikodemus, at de ligesom ham kun kommer til Jesus om natten. Dette vil altså her sige, at de tør ikke åbenlyst vedgå sig, at de i livsopfattelse afviger fra flokkens eller flertallets religion eller livsopfattelse. De dyrker derfor i smug eller hemmelighed denne deres ny interessesfære. De hylder dens ophav i det skjulte, men åbenlyst eller overfor offentligheden, da lader de som om, de slet ikke kender noget til dette væsen eller dets forkyndelse. Og den væremåde, der anvises i den ny visdom eller vejledning, og som de allerede har begyndt at praktisere i hjemmet eller i det skjulte, den svigter de altså helt, når de bevæger sig iblandt fremmede. Der er f.eks. mennesker, der i hjemmet er vegetarer og her kun nyder vegetabilsk føde og allerhelst kun vil leve i denne ernæringsform, men de tør absolut ikke vedgå sig denne i deres vante omgangskreds. Derfor fornægter de vegetarismen, når de er til middagsselskab ude. Og ligeledes når de selv giver middagsselskab i deres eget hjem, da er det også de animalske retter, der er de primære i festmåltidet. De giver altså her barrabassindelaget i deres eget væsen fri, men fængsler og henretter en del af Kristussindelaget, rent bortset fra det bedrageri de begår overfor deres omgangskreds. De opretholder deres forbindelse med denne på et falsk grundlag. Med denne deres falske væremåde foregøgler de overfor deres omgangs- eller vennekreds, at de deler dens livsopfattelse og væremåde. Grunden hertil er altså udelukkende den, at de er bange for at miste den gode position, de har i deres omgangskreds. De er bange for, at de her skal komme ud for en nedsættende opfattelse af deres væremåde, hvis de giver Kristus og ikke Barrabas fri, hvilket her altså vil sige, fornægter den animalske føde til fordel for den vegetariske. Og den ellers så interesserede og skikkelige Nekodemus bliver her til en Pilatus. Men det er ikke blot med hensyn til den vegetariske føde, at man giver Barrabas fri og henretter Kristussindelaget i sig selv. Hvem af disse mennesker tør vedgå overfor vennekredsen, at de tror på reinkarnationen og de ændringer i livsopfattelse og væremåde, denne tro fører med sig? – Løber man ikke også her den risiko at blive stemplet som tåbelig, som fanatiker eller som en "original", hvilket her vil sige, et menneske, der er "lidt til en side", hvis man åbenlyst vedgår sig ovennævnte erkendelse? – Man er således bange for at blive ringeagtet, man er bange for at miste sine venner, man er bange for flokkens eller den såkaldte "offentlige mening". Og på grund af denne frygt for at gå imod flokkens eller hobens mening, der så at sige altid udløser sig i råbet "Giv os Barrabas fri", lader man sig forlede til at henrette eller lemlæste Kristussindelaget i en selv, medens man giver Barrabas, hvilket altså vil sige, røveren eller morderen i vort eget væsen fri. Og det gode, vi i mange situationer i virkeligheden gerne ville gøre, det gør vi ikke, medens det onde, vi ligeledes i virkeligheden ikke ville gøre, det gør vi. Man spiser kød, man går med til våbenmæssigt forsvar, stemmer på militære foranstaltninger, bliver frihedskæmpere og i givne situationer sabotører, undergrundsmænd og snigmordere, går med til at stemme på indførelse af dødsstraf og andre dræbende og nedbrydende foranstaltninger, skønt man er døbt og dermed højtideligt indviet til et liv i hans navn, der udtalte: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd."

Barrabassindelaget bliver ikke blot frigivet, men bliver endog undertiden her højtideligt æret, dekoreret, ligesom det bliver lovsunget i digte, film og romaner. Det kan ikke bebrejdes nogen. Denne handlemåde sker, fordi man tror, det er den eneste sande og retfærdige udvej for redning af ens eget liv, position og ære. Når man ikke ved bedre, kan man jo ikke handle anderledes. Den viden, man ikke har, kan man ikke handle efter. Og det var i kraft heraf, at Kristus på korset bad for sine bødler og sagde: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre."

Det almene kulturmenneske er således ikke nået så langt frem i udviklingen, at det kan give Kristus fri i situationer, hvor denne frigivelse ville volde det selv gene eller ubehageligheder, ja, koste det livet. Her bliver det ligesom Pilatus en uretfærdig dommer og giver røveren eller morderen i sig selv fri, men fængsler og henretter i større eller mindre grad Kristusvæsenet i dets egen mentalitet og væremåde. En større fiasko og skæbnemæssig ulykke kan det moderne kulturmenneske ikke udløse over sig selv. Det kan ligesom Pilatus redde sin fysiske position og sit velvære i øjeblikket, vaske sine hænder og give de andre skylden, men dette forandrer ikke situationens kosmiske alvor for denne moderne Pilatus. Den uretfærdige dom, at give røveren eller Barrabas fri i stedet for Kristus i sit eget væsen, kommer engang før eller senere over hans eget hoved. I situationer, hvor man giver Barrabas i sit eget væsen fri, er man jo Barrabas og dermed i større eller mindre grad en forfølger af sin næste, ligesom man i situationer, hvor man giver Kristus i sit eget indre fri, er en Kristus. Pilatussindelaget eller dette, at være et moderne kulturmenneske, er således ikke den højeste lykke eller slutfacittet i Guds plan eller hensigt med mennesket. Man er netop ført frem til at blive et Pilatusmenneske, hvilket vil sige det samme som, at man er blevet ført frem til at være en dommer, der skal dømme Kristus og Barrabas imellem, for at man derved kan komme til at opleve, hvad det vil sige at dømme uretfærdigt, hvad det vil sige, at give Barrabas fri i stedet for Kristus i sit eget væsen.

Tvivler man på Kristusmentaliteten i sit eget indre og tror, at man kun kan redde sig ved at give røveren eller Barrabas fri, fordi man eventuelt i øjeblikket er heldig ved denne væremåde, da behøver man kun at se på verdenskulturen, der jo er et produkt af Pilatusmenneskets mentalitet. Er det ikke her almengældende at give Barrabas fri? – At anvende vold og magt, at skabe atom- og brintbomber ved hvis hjælp man kan udslette millioner af medmennesker i sekundet, at tjene formuer på andre menneskers arbejde, sved og tårer, ruin og nedværdigelse, har intet med frigivelse af den Kristusmentalitet at gøre, der prægede ham, der fødtes som jordens fattigste menneske i en stald i Betlehem og lagdes i en krybbe, og som da han blev voksen udtalte: "Saligt er det at give hellere end at tage" – "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder..." og som bad for sine fjender: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Den, der ikke giver denne Kristus fri i sit eget sindelag, giver Barrabas fri. Han bliver i en sådan situation i større eller mindre grad en Barrabas, en dødbringende og ulykkesbefordrende faktor for sin næste.

Det er rigtigt, at Kristusfrigivelsen i sit eget sindelag i første omgang fører til korsfæstelse, men efter denne korsfæstelse kommer der uundgåeligt en opstandelsens morgen. Den, der hele tiden giver Kristussindelaget fri i sin egen bevidsthed og væremåde, bliver udrenset for de lavere dyriske vibrationer, der er en total hindring for opnåelsen af at blive eet med Gud, opnåelsen af kosmisk bevidsthed. Findes der da en sådan bevidsthed? – Ja, en sådan bevidsthed vil efterhånden blive en levende kendsgerning for alle mennesker på jorden, alt eftersom deres udvikling skrider frem.

At blive eet med Gud er det samme som at blive overskygget af eller blive fyldt med det, Bibelen udtrykker som "Den hellige Ånd". Den hellige ånd er igen det samme som Guds bevidsthed, Guds viden om universet, Guds viden om de levende væseners evige liv, Guds udfoldelse af kærligheden, der er universets grundtone, og i hvilken al skabelse finder sted. Det menneske, der efterhånden i sin daglige tilværelse har trænet sig op til at give Kristus i stedet for Barrabas fri i sin væremådes vanskelige situationer, det kan, som før nævnt, ganske rigtigt tabe i første omgang og i værste tilfælde dø på sit kors, men denne død er nøglen til opstandelsen fra de dødes område. Guds bevidsthed træder ind i dette menneskes hjerne og hjerte, kød og blod. Og dets lysende væremådes stråleglans sprænger gravens klippeblokke. Og i dette funklende strålevæld opstår den sejrrige gudesøn for sine bødler, der overfor dette guddommelige lys må segne til jorden. Og gennem rummet lyder den opstandne gudesøns røst: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør." – Det er den store fødsel, der lader mennesket fremstå i "Guds billede". Det er påskemysteriets inderste afsløring.