Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal
Palmesøndag, den 3. april 1955.

Det er i dag Palmesøndag, og den kristne verden skal til at holde påske. Som bekendt er påsken en fest, der holdes til minde om Jesu korsfæstelse og opstandelse. Og det er disse begivenheder, der ligger til grund for gudstjenesten i de kristne kirker i påsken verden over. Men påskeevangeliet rummer ligesom alle de andre store bibelske evangelier eller beretninger en langt større og dybere beretning end den historiske. Påskeevangeliet er ikke blot en fortælling om Jesu korsfæstelse og de andre rent fysiske begivenheder vedrørende Jesu lidelseshistorie, der fandt sted i Palestina for ca. 1900 år siden. Det er også en symbolisering af det almene, ufærdige kulturmenneskes mentalitet. Hvis evangeliet ikke i sig selv var en kosmisk analyse, en analyse af evige principper, der er et led i Guds skabelse af mennesket, ville Kristusbegivenheden næppe være nået frem til vore dage. Vi ville næppe være kommet til at kende Jesus af Nazareth eller gudemennesket Kristus. Påskeevangeliet er som nævnt en rent kosmisk analyse af den menneskelige mentalitets udviklingsepoke fra "dyr" til "menneske". Da denne udviklingsepoke er en videnskabelig kendsgerning, og påskeevangeliet er denne kendsgernings første fortolkning, vil dette evangelium i sin dybeste analyse således være udtryk for noget evigt. Påskeevangeliet er ikke blot en smuk fortælling om et menneske, der ofrede sit liv, for at den virkelige sandhed eller kristendom kunne fødes eller indpodes i verdenskulturen, den er også en fortælling om almene foreteelser i det moderne kulturmenneskes psyke og væremåde. Så selv om mange tror, at Kristusbegivenheden på Golgatha aldrig har fundet sted, og at Jesus aldrig har eksisteret, betyder det absolut intet i dag. For netop i det menneskes psyke, som proklamerer denne vantro, eksisterer de tre sindelag, som er påskemysteriets dybeste eller inderste afsløring. Det menneske, der fornægter påskeevangeliet, bliver således det største bevis for eksistensen af påskemysteriets urokkelige sandhed. Vi vil derfor ikke spilde tid med at drøfte, om Jesus af Nazareth har eksisteret eller ikke, men derimod se på de sandheder, påskemysteriet indeholder og åbenbarer.

Hvad er det da, vi her bliver vidne til? – Vi bliver i højeste grad vidne til, at der i påskebegivenheden fortælles om tre store hovedroller, fordelt på personerne "Pilatus", "Kristus" og "Barrabas". Disse tre roller udtrykker tilsammen det almene, moderne kulturmenneskes mentalitet eller psyke. Pilatusmentaliteten er endnu det overlegne eller herskende sindelag i det moderne kulturmenneske. Barrabas udtrykker det dyriske sindelag i det samme væsen. Nævnte sindelag udgør alle de tankearter, der fører til had og hævn, vold og mord, røveri, løgnagtighed og bagtalelse og dermed til sorg, nød og elendighed. – Kristus derimod udtrykker alle de tankearter, der udgør kærlighed, uselviskhed, glæde ved at tjene andre. Kristussindelaget opløser alt fjendskab med tilgivelse og venskab. Alt, hvad der kommer ind under begrebet humanitet eller skabelsen af fred, glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med, er det samme som kristussindelaget. Disse tre former for sindelag er tilstede i hvert eneste kulturmenneske, der endnu ikke er blevet et færdigudviklet menneske. Hvor megen kristusmentalitet og hvormegen barrabasmentalitet, der gør sig gældende i nævnte kulturmenneske, bestemmes af dets pilatusmentalitet. Denne mentalitet er et sindelag, der delvis er vokset op over barrabassindelaget, men endnu ikke har fået en særlig effektiv kristusmentalitet, selv om det nok i nogen grad sympathiserer med dette sindelag og gerne vil være med til at straffe og henrette barrabassindelaget.

Ligesom Pilatus eller den romerske statholder i Palestina blev stillet overfor kristusmantaliteten og barrabasmentaliteten i form af de to personer Kristus og Barrabas, som han skulle dømme imellem, således bliver kulturmennesket mange gange om dagen stillet overfor de to sindelag i dets egen psyke og skal dømme dem imellem. Pilatusmentaliteten udgør dets standardmentalitet. Den er det herskende sindelag. Det er dette sindelag, der gør det til dommer over sit eget væsen. Med dette sindelag skal det dømme Barrabas eller Kristus i dets eget væsen til døden. Igennem pilatusmentaliteten har det nok en følelse af, at det er Barrabas og ikke Kristus i dets eget væsen, der må henrettes, men det er ligesom Pilatus, den romerske statholder i Palestina, bange for folkets mening. Og i mange tilfælde tør det ikke give Kristus i dets eget væsen fri. Det giver Barrabas fri. Spørgsmålet: "Hvad er sandhed"? – eller "Hvad er den rigtige løsning på livet: kristusmentaliteten eller barrabasmentaliteten", er endnu noget vaklende i kulturmenneskets pilatussindelag, akkurat ligesom det var i den romerske landshøvdings psyke. Han vidste, at romerne havde deres særlige opfattelse af sandheden, han så, at det jødiske præsteskab og de skriftkloge havde en anden særlig opfattelse. Og nu stod han overfor Kristus, der også påberåbte sig at være eet med selve sandheden. Derfor var det berømte spørgsmål til Jesus, "Hvad er sandhed", heller ikke noget virkeligt spørgsmål fra landshøvdingens side, men snarere et udtryk for en slags ironi, affødt af den tvivl, som han nødvendigvis måtte nære til alle disse højst forskellige opfattelser af den samme sandhed, som han var vidne til. Men han så godt, at de jødiske skriftkloges og præsters forfølgelse af Jesus mere dikteredes af intolerance end af virkelig kærlighed til sandheden, og at det således i virkeligheden slet ikke var sandheden, det drejede sig om. Det drejede sig derimod om at få denne konkurrent til folkets gunst skaffet af vejen. Hvis han skulle have lov til at leve, ville hans åndelige lys hurtigt komme til at overstråle præsternes og de gamle traditioners åndelige lys. De skjulte ufuldkommenheder og mangler, der var i dette sidstnævnte lys, ville blive altfor åbenlyse. Folket ville hurtigt gå med Jesus og acceptere det nye lys, hvorved præsterne ville tabe deres autoritet og magt og dermed deres gode levevej. Det var derfor, at de, medens de endnu havde position og magt over folket, ved falsknerier og løgnehistorier opildnede folkehoben til at forlange røveren Barrabas fri i stedet for Kristus. Denne frigivelse af røveren kunne jo aldrig komme til at betyde nogen fare for præsternes possition og levevej. Og da det så åbenlyst her er synligt, at det netop var den, det drejede sig om at bevare, ganske uafhængigt af hvad der var sandhed og ret, forstår man her, hvorfor præsterne og de skriftkloge så ivrigt og med lave og urene midler kæmpede for at få røveren fri og den uskyldige mand henrettet. Pilatus så udmærket denne deres indstilling. Han gjorde derfor alt, hvad han kunne for at få præsteskabet til at se anderledes på tingene. Han råbte til masserne: "Jeg finder ingen skyld hos dette menneske". Men da blev folket med præsterne i spidsen truende og råbte atter: "Giv os Barrabas fri". Så søgte Pilatus at vække folkets medynk med Jesus. Han lod ham hudstryge eller lemlæste og førte derfter denne blodige og næsten halvt ihjelslåede unge mand frem for folket og sagde: "Se dette menneske". Men der var ingen medynk at hente hos denne af præsterne forblindede og vildledte folkemasse. De skreg endnu mere hidsigt end før, at de ønskede Barrabas frigivet og Jesus henrettet. Og Præsterne så sig foranlediget til at true Pilatus og råbte: Hvis du ikke giver os Barrabas fri og henretter denne oprører, der kalder sig "Jødernes konge", er du ikke Kejserens ven. Vi har kun en konge, og det er Kejseren i Rom. Vi bliver da nødt til at klage over dig på allerhøjeste sted. Nu blev Pilatus bange. Der havde før været klaget over ham hos kejseren. Han så nu sig selv i fare og sin stilling truet. Og så gav han Barrabas fri, og dømte Jesus til henrettelse, udelukkende for at redde sit eget skind. Og mange mange mennesker føler sig den dag i dag forarget på Pilatus. Men i virkeligheden er han hverken værre eller bedre end alle andre ufærdige kulturmennesker. Hans handlemåde viser os selve det almene kulturmenneskes mentalitet – ikke blot i Palestina for 1900 år siden, – men også det almene kulturmenneskes væremåde af i dag her midt i det tyvende århundredes moderne videnskabelige verden. Det moderne ufærdige kulturmenneske af i dag er ligeså vaklende med hensyn til at dømme barrabasmentaliteten og kristusmentaliteten imellem i dets eget sindelag. Og denne vaklende pilatusmentalitet vil blive ved med at eksistere, sålænge der endnu er et menneske tilbage på jorden, der ikke er færdigudviklet eller er blevet til "mennesket i Guds billede".

Alle mennesker indenfor den i dag herskende verdenskultur er hver især mange gange om dagen stillet i nøjagtig den samme situation som Pilatus. De skal tage stilling til det eller det. De skal træffe beslutninger i den ene eller den anden retning. Og ikke een eneste af disse beslutninger kan være udenfor princippet "Barrabas" eller "Kristus". De skal i de givne situationer give enten barrabassindelaget eller kristussindelaget fri. Og vi ser også her, hvorledes de søger at danne et kompromis. De ved egentlig godt, at de burde give kristussindelaget fri, men så kan denne frigivelse eventuelt komme til at berøre deres position og gode omdømme, ja måske være farlig for deres økonomi eller livsstilling. Og så bliver man bange ligesom Pilatus og giver barrabassindelaget fri og fængsler og henretter kristusmentaliteten i sig selv.