Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange mennesker spørger: Hvordan var Martinus?

Martinus havde foruden alle gode menneskelige egenskaber også kunstneriske egenskaber. Men disse sidstnævnte kunne ikke komme til fri udfoldelse på grund af hans særlige mission. F.eks. gik han engang til en lærer for at tage undervisning på klaver. Næste dag da han ville skrive, opdagede han at det kunne han ikke. Der var lukket af for musikken.

Martinus kunne være blevet maler. Han forsøgte sig lidt i den retning og har lavet nogle få oliemalerier.

Og Martinus kunne være blevet digter. Han har jo skrevet vidunderlige poetiske stykker i sine bøger, f.eks. i Blade af Guds billedbog. Han elskede i øvrigt digte, som det også fremgår af erindringsbogen om ham.

Også skuespiller kunne Martinus være blevet. Det gav han prøver på ved enkelte lejligheder. Han var jo indlagt på hospitalet et par gange og gik til eftersyn hos en overlæge, der sad bag sit skrivebord og så meget alvorlig ud. Men hver gang han så over på Martinus, kom han med et lille kunstigt smil. Martinus kunne gengive dette smil noget så livagtigt. Et "minismil" kaldte han det.

Martinus kunne finde på mange sjove ting. Det fremgår også af hans erindringer. Han var lattermild og havde mange venner som han skrev flittigt til på sine rejser. Han kunne også finde på at sende søndagsbreve. Dengang kunne man få breve bragt ud om søndagen. Jeg så et af dem forleden dag. Portoen var 20 øre – plus 10 øre for at få bragt ud om søndagen. Det var utroligt hvad Martinus kunne overkomme og gøre for at holde kontakt med sine venner og medarbejdere rundt omkring.

Martinus var kvik i replikken, han var slagfærdig. En akademiker sagde en dag til Martinus, at hans værker måtte omskrives sådan at videnskabsmænd kunne læse dem.

– Jeg kan da ikke tro at videnskabsmænd er dummere end andre mennesker, kom det kvikt fra Martinus.

En anden gang forhørte en medarbejder sig om Det Tredje Testamente. Før det som nu blev titlen på de samlede værker, var det i mange år en arbejdstitel på et værk som Martinus ofte nævnte på fødselsdagene. Det blev aldrig færdigt.

– Hvordan går det med Det Tredje Testamente, er det snart færdigt? – spurgte medarbejderen.

– Mangler du noget at læse i? svarede Martinus polisk. På det tidspunkt var der jo 4-5000 sider at gå i gang med.

Martinus var uimponeret af sig selv. Han var uhøjtidelig, og han var ikke selvhøjtidelig. Han var ydmyg på den måde, at han vidste hvem han var, dvs. han hverken overvurderede eller undervurderede sig selv. Nok havde han kosmisk bevidsthed, men det var han ikke spor imponeret af, for han vidste jo at det var det normale i Guddommens primære zone. Det var kun her mellem os, der er relativt primitive, at han var en éner.

Martinus havde den menneskelige evne at kunne tilgive. Jeg overhørte engang en samtale, hvor en medarbejder bad Martinus om undskyldning for en eller anden fejl, han øjensynlig havde gjort.

– Det er allerede tilgivet på forhånd, svarede Martinus.

Det synes jeg var en interessant bemærkning. Nu kender vi jo godt dette med at man kan have svært ved at tilgive. Nogle kan gå et helt liv igennem uden at tilgive, men efterhånden som humaniteten udvikles, bliver afstanden i tid mellem fortrædeligheden og tilgivelsen kortere og kortere. Fra timer og minutter nærmer den sig et nul-punkt, hvor tilgivelsen er øjeblikkelig. Men Martinus var altså på den anden side af dette nulpunkt. Han havde allerede tilgivet på forhånd.

Bønnen udgjorde en vigtig faktor i Martinus liv. Det er omtalt andre steder. Foruden sin store bøn om aftenen havde han en meget kort bøn, som han benyttede, når noget mørkt pludseligt kom imod ham, på gaden eller i andre situationer.

– Så siger jeg blot: Vær hos mig! fortalte Martinus.