Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal
den 20. februar 1955

– Nr. 2 –

(sluttes)

Men dette, at være i krig med andre mennesker, er i højeste grad ubehageligt. Og man søger altså at bekæmpe denne krig. Men man kender i virkeligheden endnu ikke krigens sande årsag og ved derfor ikke, hvordan man skal bekæmpe den. Man ved i værste tilfælde ikke noget bedre middel end at dræbe modstanderen, altså et væsen, der på grund af, at det repræsenterer et andet stadium i udviklingen end det, man selv repræsenterer, derfor af naturen er nødsaget til at måtte opfatte sin livsopfattelse som ligeså rigtig som den opfattelse, man selv har. At dræbe dette andet væsen, fordi det vil hævde sin livsopfattelse, kan kun betinge, at det så må blive ligeså retfærdigt, at man selv bliver dræbt på grund af, at man vil hævde sin egen livsopfattelse som den absolut eneste rigtige, rent bortset fra den tåbelighed, der ligger i at myrde et andet væsen, fordi det tilhører et andet udviklingstrin og således har ligeså stor ret til at leve på dette trin, som man selv har ret til at leve på det trin, man selv tilhører. Årsagen til de mange forskellige livsopfattelser er altså ikke en villiesakt, men et udviklingsspørgsmål hos de pågældende væsener. Det er en naturlig ting, akkurat som det er en naturlig ting, at der er regn og solskin, eller at der er dag og nat. At dræbe et menneske fordi det står på et eller andet udviklingstrin er i sig selv ligeså tåbeligt og fejlagtigt, som det ville være tåbeligt at dræbe et menneske, fordi det har blå øjne, lyst hår eller måler den eller den højde. Men ikke desto mindre er det så at sige almengældende, at menneskene i større eller mindre grad myrder hverandre på grund af den omstændighed, at de ikke står på det samme udviklingstrin. Konflikten kan kun opstå på grund af forskellig mening mellem parterne. Forskellig mening mellem parterne kan igen kun opstå på grund af en erfarings- og dermed en udviklingsforskel. Der findes således ikke en eneste strid, der ikke har sin dybeste årsag i, at parterne i visse felter er af forskellig udvikling. Det er denne omstændighed, der er årsag til al krig, såvel mellem nationer som mand og mand imellem. Menneskenes metode til at bekæmpe denne krig er altså en total håbløs metode. Man kan ikke udrydde udviklingen, der er den sande årsag til menneskenes forskelligartethed. Krigens hovedprincip er at eensrette de stridende parter. Men hvordan kan man ensrette væsener af højst forskellige udviklingstrin? – Et primitivt naturmenneske fra Afrikas jungle bliver ikke til et højtudviklet kulturmenneske ved en af mennesker påbudt juridisk lov med påfølgende trusler om tortur, dødsstraf, fængsling eller frihedsberøvelse, hvis man ikke overholder den. Derfor bliver diktatur og krig håbløse som metode eller middel til at skabe den virkelige fred. Man kan myrde de levende væseners kroppe, men væsenerne fødes igen, atter og atter. Fjende vil møde fjende ligeså længe fjendskab kan rummes i et menneskes mentalitet. Det menneske, der vil udrydde sine anderledes tænkende medvæsener, vil ustandseligt være i krig. Krigen er et naturligt udslag af dets udviklingstrin. Det vil umuligt komme til at repræsentere noget andet og mere fuldkomment udviklingstrin på anden måde end ved at tilegne sig dette trins principper og væremåde.

Det er således ikke så mærkeligt, at man fra højere udviklingstrin søger at bringe de underliggende trins mennesker til at forstå den skrækkelige vildfarelse og tåbelighed, de gør sig skyldig i, når de vil afgøre mellemværender med fjendskab, brutalitet, vold og magt, mord og drab. Og det er i denne bestræbelse for at hjælpe menneskene bort fra krigens og fjendskabets område, at man har givet dem det store bud: "Du skal ikke dræbe", og igennem de ni andre af Biblens ti bud har givet et udtryk for alle de farlige variationer, igennem hvilke dette bud kan overtrædes.

At dræbe er altså det samme som at ødelægge livsoplevelsen for andre levende væsener. Hvis et menneske siger en eller anden ufordelagtig ting til en ven om et andet menneske, og denne bagtalelse bevirker, at dette menneske nu ser med antipati på den bagtalte person, har bagtalelsen derved dræbt noget af dette menneskes normale livsfunktion, idet den har bragt nævnte tredie person til at tænke ondt om den bagtalte. Onde tanker er sundhedsfarlige for det fysiske blod og bliver derved helbredsnedbrydende. Og når bagtalelsen kommer den bagtalte for øre, vil den som regel, hvis nævnte person ikke er et færdigt menneske, berøve ham noget af hans normale livsglæde. Han bliver muligvis mere eller mindre deprimeret, hvilket er det samme som nedsat livslyst og dermed nedsat normal livsoplevelse. Men nedsat normal livsoplevelse er igen i en tilsvarende grad det samme som dræbt livsoplevelse. Mennesket er ganske rigtigt nået langt med hensyn til ikke at dræbe eller myrde andre menneskers fysiske krop, rent bortset fra krigens myrderier. Men i enhver situation, hvor man nærer bitterhed og vrede imod sin næste og forfølger ham med bagtalelse og andre former for livsødelæggende gene og ubehageligheder, er man i færd med at dræbe hans normale livsoplevelse. Vi befordrer ham ind i livslede og depression, der undertiden kan blive til sindssyge og selvmord. De eneste tilfælde i vor væremåde, i hvilke vi ikke myrder og dræber, er udelukkende i dem, i hvilke vi forstår vor næste og tilgiver ham, eller i de situationer i hvilke vi opløser al fjendskab med venskab. Med denne indstilling i praktisk væremåde har vi ikke blot ikke dræbt noget, men vi har sendt solskin og liv ind i vor næstes mørke og triste mentale skyggeregioner. Vi forstår således her, hvorfor Kristus på korset kunne sige om sine bødler: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Han vidste, at det, de gjorde, var et udslag af det trin, de stod på. Havde de været på et højere udviklingstrin, ville de have vidst, hvad det var, de gjorde og ville derfor aldrig have indladt sig på at korsfæste noget menneske. Man forstår også her, hvorfor han siger, at man skal tilgive ikke blot syv gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange. Man forstår også, hvorfor man skal elske sin næste som sig selv. Thi den, der elsker sin næste som sig selv, kan ikke nænne at gøre andet imod ham end det, han nænner at gøre mod sig selv.

Dette, at dræbe, gælder således ikke blot dette, ikke at dræbe dyrenes og menneskenes organismer eller fysiske kroppe, det gælder også på det mentale område. Enhver situation, der rummer blot eet eneste ukærligt ord, kommer ind under princippet at dræbe, kosmisk set. Kærligheden er således den eneste vej ud af krigens og mørkets zoner. Uden igennem kærlighed vil vi umuligt komme i harmoni med livet og vor næste. Og uden denne harmoni ingen som helst Immunitet overfor ulykkelige tilstande i vor egen skæbne.