Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I dette øjeblik farver morgensolen tagene gyldentrøde. Endnu ligger sneen overalt, og det fryser hårdt om natten. Men lyset, det nye års lys er der, og fuglene er begyndt at synge. Om få uger, ja måske om få dage, er vi inde i foråret – den vidunderlige kontrast til det lange mørke, som vi endnu knapt har gennemlevet.

For sidste gang i adskillige måneder fremover sidder jeg her i mit lille kontor på Mariendalsvej og skriver til Dem. Om få timer er jeg på vej til Klint, til feriebyen, for der at forberede den kommende sæson, der allerede nu tegner overvældende. Jeg oplever således i dette øjeblik mødet med grænsen mellem de to sæsoner, mit liv er opdelt i, og det er derfor ganske naturligt, at jeg med disse få linier forsøger at kaste et blik tilbage over den vinter, der nu, ihvert fald for mit vedkommende, er afsluttet.

Lad mig med det samme sige, at tiden siden jeg i slutningen af august sidste år forlod feriebyen har været en af de mest oplevelsesfyldte i mit liv. Bag mig ligger rejser, på hvilke jeg fik lov til at besøge de fleste af Europas hovedstæder, og der møde mennesker, for hvem Martinus tanker både var gamle og så nye, at de fængede og skabte dyb interesse. For det verdensbillede, vi har den lykke at arbejde med, er både gammelt og nyt. Gammelt, fordi de sandheder det bringer, har lydt til menneskene gennem alle tider, og nyt, fordi den form, det nu får, er så ny for menneskene, at de uvilkårligt giver sig til at lytte. Jeg oplevede det i Zürich i Dr. Ralp Bircher's hjem, hvor en ung østriger pludselig sprang op og i begejstring udbrød: "Det er det, jeg altid har søgt!", i Paris, hvor en amerikaner, der spiller en meget stor rolle indenfor den vegetariske verdensbevægelse greb min hånd og sagde: "Vi to må mødes igen, detteher er noget meget betydningsfuldt!", i London hvor generalsekretæren for vegetarernes verdenssammenslutning Hanworth Walker tilsagde mig al den støtte, vi ville få brug for i England, i Haag hvor timerne sammen med hollandske venner af vort arbejde bogstaveligt talt fløj afsted, i Sverrig, i Norge – overalt den samme hunger, den samme længsel, som for år tilbage drog os herhjemme ind i den strålende tryllekreds af liv og ånd, som stråler ud fra det verdensbillede, der nu bærer vort liv.

Og senere kom så starten af arbejdet i Stockholm, Göteborg og Oslo. Hver for sig oplevelser som har givet vidunderlige minder for resten af livet. Der er noget forunderligt over dette at få lov til at bringe bud om disse tanker ud til mennesker, som for manges vedkommende i årevis har tumlet med disse svære problemer uden at kunne finde hverken vej eller sti. Jeg tror ikke, at nogen lykke er større end den at se et nyt, lykkeligt lys fødes i et menneskes øjne. Glæden over den nye kontakt forplanter sig til ens egen sjæl og forynger den øjeblikkeligt. For man er ung i det øjeblik, man føler, at man virkelig er til nytte for andre. Livets dybeste, mest evige kræfter bruser da igennem en, og "ordene bliver lagt på ens læber".

Og føjer man til mine egne rejser Martinus lange rejse til Japan og Indien, hvor han oplevede mødet på helt andre himmelstrøg med mennesker af samme åndelige hunger, ja, så finder jeg, at denne vinter i virkeligheden tegner det første svage billede af Martinus arbejde som en verdensbevægelse i sin fødsel. Omend ukendt af den store offentlighed, betyder den nu afsluttede sæson, at Martinus navn og arbejde idag drøftes på selv de fjerneste strande. Vi ser det af vor post, som næsten hver dag bringer os bud fra mennesker, som tusinder af mile fra os tumler med disse tanker og ønsker vor hjælp. Det er jo så lidt, vi endnu kan sende dem af oversat litteratur, men hvor er de dog glade for det, vi allerede kan gøre. Jeg er ikke blind for de store vanskeligheder, vi her står overfor, men jeg føler mig alligevel tryg over for dette problem også. Gennem en såkaldt "menneskealder" har jeg nu set, hvordan led efter led har føjet sig ind i den kæde, hvis udspring blev Martinus kosmiske oplevelse i 1921, at jeg på dette punkt har fundet min nødvendige indre balance. Tingene sker ikke altid så hurtigt, som vi måske kunne ønske det, men de sker og opfylder dermed den plan, som ligger bag Martinus mission, og som urokkeligt vil nå sit mål.

Jeg ved jo, at mange har det, som jeg selv har haft det, at det hele skal gå "meget hurtigere". Men skal det det? Der var engang, da jeg tænkte, at Martinus arbejde ville fænge som en "steppebrand". Idag er jeg inderligt taknemmelig over, at det ikke blev tilfældet. For hvordan skulle vi dog magte en sådan vækst? Som det nu er, løser livet selv problemerne. Vort arbejde er nu inde i en rent organisk vækst, hvor hvert enkelt nyt led harmonisk føjer sig til de allerede bestående. Dette ses måske bedst i Sverrig, hvor den spæde begyndelse i Malmö for år tilbage nu sætter frugt i form af kravet fra en lang række svenske byer, der til høsten ønsker undervisning på linie med den, der allerede gives i dette lands tre største byer. Nu kan dette krav overkommes, fordi jeg har haft fornøden tid til at forberede denne opgave. Og som det er gået i Sverrig, vil det komme til at gå i andre lande, hvor de første svage forberedelser forlængst er igang. Det er min sikre overbevisning, at Sverrig snart vil få sine egne "indfødte" lærere, og det samme vil komme til at gælde Norge, selvom der for dette lands vedkommende endnu kun er tale om en spæd, lille spire, der lige er brudt igennem. Men allerede det er mere, end de fleste måske forestiller sig. Thi selvom dette land har en helt anden folkeånd end de to øvrige skandinaviske lande, så er der for mig ingen tvivl om, at Norge vil blive et endog meget levende område indenfor vort arbejde.

Som De vil forstå, ser jeg således på det, at fremtiden tegner mange inspirerende lyspunkter for os. Overalt hvor vi har mødt "nye mennesker", har vi også mødt en umådelig kærlig forståelse. Der er for mig end ikke antydningen af tvivl om, at der idag er et brændende åndeligt behov i verden. Det intellektuelt betonede menneske, som med egne øjne ser opløsningens deprimerende spor, hvorhen det end vender sit blik, kan ikke slå sig til ro med, at denne opløsningsproces skal være livets egentlige mening. Det føler, at der er noget i billedet, der må være forkert, og når det så, som tilfældet er med vort arbejde, møder tankeklare definitioner på de problemer, dets sjæl tumler med, ja så sker der uundgåeligt det, at det før så forbandede liv påny bliver til den velsignelse, der er dets inderste bestemmelse. Det er sandt, at vi, i forhold til verdens mangfoldighed af mennesker er som et sandskorn ved stranden. Men betyder det noget særligt? Det vigtigste for os må være, at vi selv har fundet vor vej og dermed det faste punkt, udfra hvilket den os omgivende fænomenverden med et slag ændres fra et ulideligt kaos til et inspirerende kosmos. Massemenneske og kvantitet har altid udøvet en fantastisk tiltrækning på hinanden. Herover for står personlighed og kvalitet. Og det er dette sidste, der må være vort mål. Hvor mange vi er, må aldrig være det afgørende for os, det må kun kvaliteten være. Verden idag drukner i idealistiske ord og fraser. Selv det usleste politiske parti vil jo frelse verden og bruger til sit formål de skønneste løfter om en ny menneskelig tilværelse for os. Af den slags er verden ved at være mæt. Hvad den derimod ikke er mæt af, er en ny væremåde og da slet ikke af en, der har rod i en urokkelig indre overbevisning om, at det er det usynlige bag det synlige, der er det egentlige liv.

Det kosmisk indstillede menneske eller mennesket, der er ifærd med at "opstå fra de døde", har måske ikke noget let liv, idet det jo ofte må opleve konflikter både i forholdet til omgivelser og til sig selv, men det har det rigeste liv, der findes. For det gør sig langsomt, men sikkert fri af de lænker, der tynger massemennesket til jorden og hindrer det i at komme i kontakt med tilværelsens positive kræfter. Det er idag mere end let at se mørket og det negative i verden. Dagligt hamrer avisen udsigten til en ny og barbarisk "tredie verdenskrig" ind i massemenneskets altfor ubeskyttede sjæl. Resultatet er netop den frygt og angst, der idag overalt vibrerer så stærkt, at den er følelig for enhver. Imod disse negative impulser, hvis frugt er et næsten fysisk synligt røgslør over al optimisme, står Martinus kosmiske analyser som rene kraftkoncentrationer af lyssyn og positivisme. Her må mørket i bogstaveligste forstand vige for en virkelighed, der har rod i selve universets højintellektuelle struktur. Har man een gang oplevet sandheden i det verdensbillede Martinus forkynder, kan man måske nok synke ned i depressionens mørke påny, men man vil altid – og af sig selv – rejse sit hoved og gennem mørket skimte de lysende stjerner. Man har fundet sin kurs og ejer nu et kompas, der ikke lader sig påvirke af kræfterne udefra.

I dette, at man ikke længere er afhængig af "andres mening", ligger den dybeste værdi i det kosmiske verdensbillede, som af livet selv er udset til at være fremtidens åndelige fundament. Dette skal man have for øje, når man betænker vort arbejdes nuværende situation. Thi kernen i dette arbejde dannes nemlig af alle de, der har indset dette, alle de, for hvem Martinus kosmiske analyser er blevet vejviseren til en ny virkelighedsnær og praktisk væremåde, i hvilken tolerancen i alt har afløst den mere eller mindre camouflerede intolerance. Livet består nu engang kun af et negativt og positivt kraftfelt, og ingen kan bestride, at det er det negative, der idag har magten. Hver for sig er vi kosmiske elektroner i disse kraftfelter, og kendetegnet på, at man har skiftet kraftfelt, er jo netop det, at man har gjort sig fri af al negativitet. Hvor trøsterigt det end kan synes at være, at man kan give andre skylden for sin egen uheldige situation, er denne indstilling dog identisk med livets største fattigdom, for den fører aldrig op, kun ned og atter ned! Det er her det kosmisk indstillede menneske har sin virkelige styrke. Ansigt til ansigt med universets inderste styrende kraft at turde indrømme over for sig selv, at ingen, absolut ingen anden end en selv kan være årsag til ens egen skæbne, er den klippe vi alle før eller senere skal og må nå. Og engang nået og virkelig erkendt, indebærer denne oplevelse en inspiration af enorm kraft. For da venter man ikke noget af livet, som livet ikke vil kunne skænke en. Da lever man både i sin egen og i Guds tid, og inden for dette område finder enhver livsoplevelse sin sande og urokkelige placering. Modsat denne tilstand står massemenneskets evigt rastløse tilværelse. Det jager en lykke, som altid vil være uden for rækkevidde. Tilsyneladende opnåelig vil den altid i det afgørende øjeblik opløse sig i den blå luft og påny være akkurat lige så fjern som før.

Mennesket uden Gud er jordens ulykkeligste skabning af den simple grund, at det er mennesket uden mening med sig selv. Uden anelse om sin evige fortid og uden kontakt med sin evige fremtid svæver dets tilværelse afsted, løsrevet fra det eneste, der kan give dets livs dage både mening og indhold. Og det er dette menneske, hvis angstfyldte ansigt altid er rettet imod os, fordi det intuitivt fornemmer, at vi måske ejer noget, der kan hjælpe det. Derfor søger det os og ved end ikke selv, at det er denne dets søgen, der giver vort liv mening og værdi. Sålænge har det jordiske menneske handlet imod de kosmiske love, at det næsten helt har mistet kontakten med den virkelighed der nu, skjult bag alle timelighedens brogede detaljer må leve sin kummerlige tilværelse i dets sjæl som en rudimentær instinktiv anelse om at "der må jo være en mening med det hele". Nu overvælder disse detaljer det og truer det med en åndelig kvælningsdød. Det er ved at være som en druknende, der desperat kæmper for at få luft. Ved man det, og forstår man det, så forstår man også, hvor livsvigtigt det er, at vi hver for sig gør, hvad der står i vor magt for at sprede de tanker og ideer, vi igennem Martinus kosmiske analyser er kommet i berøring med.

– – – – – – – – –

Når De får dette brev ihænde, er jeg forlængst oppe i Kosmos Ferieby. En usædvanlig vinter ligger da bag mig, en vinter hvor en moderne tids trafikmiddel har båret mig fra by til by og bragt mig i berøring med utallige mennesker, for hvem Martinus tanker har givet nyt livsmod og ny inspiration. Til alle sider står jeg i den dybeste taknemmelighedsgæld for, hvad jeg har mødt og oplevet. Noget, som ikke kan standses, er begyndt, og cirklernes ringe vil blive videre og videre. Men hvor langt jeg end skal rejse i denne sags tjeneste, vil jeg dog altid vide, at budskabet, jeg bringer, fødtes i dette land, brød igennem her, værnet af utallige kærlige hænder og her bestod de ildprøver, der for alle os, der søger at leve i dets ånd, gav os beviset på sin evighedsværdi.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!