Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal den 20. februar 1955.

– Nr. 2 –

For menneskene eksisterer der i virkeligheden kun eet bud, nemlig Bibelens femte bud: "Du skal ikke dræbe". Alle overtrædelser af de andre af Bibelens ti bud er hver især kun en variation af overtrædelsen af det femte. I samme grad, som man kan overholde det femte bud, i samme grad bygger man sig en lykkelig skæbne op. I samme grad er man et "menneske". I alle situationer, hvor man dræber, er man endnu et "dyr". Mennesket er ikke et "dyr" i renkultur, thi selv det mest primitive menneske har visse felter i sin bevidsthed, i hvilke det overholder det femte bud samtidig med, at det i andre og mere omfattende felter dræber. Det mener ligefrem, at det er en livsbetingelse for det at dræbe. Det kan ikke hævde eller forsvare sig på anden måde. Men denne indstilling har det tilfælles med det moderne kulturmenneske. Er det ikke netop det samme, der her gør sig gældende? – Mennesket er altså et delvis myrdende og delvis livgivende væsen, hvilket igen er det samme som, at det henholdsvis er "dyrisk" og "menneskelig".

Nu vil de fleste mennesker sikkert hævde, at de aldrig har dræbt noget menneske og derfor ikke kan være morder. Men dette, at man ikke har dræbt noget menneske, er ikke noget bevis for, at man ikke er morder. Alle ufærdige mennesker er mordere og er nødsaget til at være det. Men det betyder naturligvis ikke, at alle ufærdige mennesker er mordere på den måde, at de har dræbt et andet menneske. Denne form for overholdelse af det femte bud er i virkeligheden den første og letteste overholdelse af nævnte bud. Men det femte bud strækker sig ud over en mangfoldighed af andre måder, hvor det er meget vanskeligt for det ufærdige menneske ikke at overtræde dette guddommelige bud. Samme bud er et forbud mod alt dræbende eller livsødelæggende i den menneskelige villieføring og indstilling til andre levende væsener. Og der forekommer netop her, som nævnt, en mangfoldighed af foreteelser, der er dræbende eller livsødelæggende, uden at de udgør det direkte totale drab eller mord på det menneske, de er rettet imod. Livet er en meget større og mere omfattende proces end den, der foregår åbenlys synlig for de fysiske sanser. Mennesket har flere livsfunktioner end fordøjelse, hjerte-, nyre- og leverfunktioner, åndedræt, syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Disse oplevelser eller sansefunktioner er kun grove fysiske processer, energireaktioner, der ikke ville betyde noget som helst, hvis der ikke bag dem eksisterede andre funktioner, ved hvis hjælp mennesket kan omsætte disse fysiske svingninger til mentale fornemmelser, der igen er det samme som det, vi kalder "tanke". Tanke er igen det materiale, der udgør bevidstheden. Bevidstheden er således det samme som det i væsenet opsummerede tankemateriale, erindringer om oplevelser, samt evnen til herudfra igen at skabe reaktioner i den ydre materie, der bliver til oplevelse og tanke i andre væsener. Det er denne omformning af fysiske reaktioner til bevidsthed, vi kalder "tænkning". Og tankernes omformning til fysiske reaktioner kalder vi "manifestation". Livsoplevelsen består altså i "at opleve" reaktioner og i "at skabe" reaktioner. Dette at skabe reaktioner er således igen det samme som væsenets væremåde. Denne dets væremåde bliver derved det samme som dets tilkendegivelse og afsløring af dets eksistens for andre væsener, hvilket igen vil sige, dets indre mentale livsfunktion, dets tænkning, dets viden, begær og villie. Alt dette kommer således til syne i dets væremåde og bedømmes som det samme væsens moral eller umoral, viden og uvidenhed. Denne indre livsfunktion afspejler sig i dets væsen, dets mentalitet og livsopfattelse. Denne livsopfattelse er altså blevet til igennem de erfaringer, behagelige og ubehagelige oplevelser, det i dagliglivet har været eller er ude for. Denne livsopfattelse er derfor ikke noget blivende eller stabilt ved det ufærdige menneske. Det ufærdige Menneske er netop et væsen, hvis livsopfattelse ikke er nået frem til at være fuldkommen, hvilket vil sige, ikke er nået frem til at være baseret på den væremåde, der opfylder selve livsloven, dette: at være til glæde og velsignelse for alt levende og derved fremtræde i "Guds billede". Det ufærdige menneske er et væsen, der mere eller mindre afviger herfra og derfor i samme grad ikke direkte er til glæde og velsignelse for levende væsener. Men efterhånden, som det når frem igennem de ydre fysiske reaktioner, skifter det mening og dermed livsopfattelse. Det, det før mente var god moral og retfærdighed, kommer da undertiden til at se ud som skrigende umoral og dermed fejlagtig væremåde. Det ændrer derfor væremåde. Det er denne ændring af væremåden, vi kalder "udvikling". Vi ser, at alle mennesker står et eller andet sted i denne ændring af væremåde. Derfor er nogle mennesker i dag i en væremåde, som vi selv forlængst har forkastet som umoralsk og uretfærdig, medens andre på samme måde forlængst har forkastet den moral og væremåde, som vi hvis vi ikke er færdige mennesker, hylder som fuldkommen livsopfattelse, moral og væremåde.

Således står alle mennesker på trin i udviklingen. Det, der er moral og retfærdighed for det ene menneske, kan således opfattes som umoral og uretfærdighed af det andet menneske. Derfor må alle ufærdige mennesker mere eller mindre komme i strid med hverandre, alt eftersom de afviger fra hverandre i udvikling og derved har forskellig livsopfattelse. De har absolut ikke alle de samme erfaringer i givne felter og kan derfor heller ikke opfatte disse felter på samme måde. Enhver vil hævde sit synspunkt som det rigtige. Således er alle ufærdige mennesker prædistinerede til at være i strid med andre mennesker. Og er det ikke netop det, der er en kendsgerning idag verden over? –