Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For den, der læser det medfølgende bilag grundigt igennem, må indholdet være chokerende. For nok ved de fleste, at befolkningstilvæksten verden over er stor, men at den er så stor, som tilfældet virkeligt er, vil sikkert være en overraskelse for den, der ikke til daglig skænker dette problem større tanke. At verden hver ugedag har en halv million flere munde at mætte, kan nok give stof til eftertanke, og videnskaben lægger da heller ikke skjul på, at problemet volder den store kvaler, altså den materielle videnskab, eller den videnskab der måler alt i tal, enten det så er mennesker eller kalorier.

Kan der da overhovedet anlægges andre synspunkter end rent materielle i denne forbindelse? Er den eksplosionsagtige vækst af verdensbefolkningen ikke en så uhyggelig rent materialistisk foreteelse, at alene den tilsyneladende begrænsede eksistens af fødemidler selv sætter grænsen for denne udvikling? Det kan se sådan ud, men der har været meget i vor lange udviklingsrejse fra junglen og hertil, hvor vi nu er nået, der har "set sådan ud". Den fysiske videnskab, der udgør blomsten af sanseevnen nedenfra, repræsenterer, sine strålende resultater ufortalt, altid en vis pessimisme, som, om man tager den altfor alvorligt, nok kan tage modet og livslysten fra en. Men et gammelt ord siger – og gamle ord er ofte dyb visdom, – at "mennesket spår, men Gud rå'r", og det vil derfor nok overfor det her berørte problem være ganske naturligt at vende sig mod den fysiske videnskabs modpol: åndsvidenskaben, og høre hvad den har at sige i denne sag.

For den fysiske videnskab er det en uhyrlig tanke, at den klode, vi lever på, i sig selv er en levende organisme, på akkurat samme vis som vor egen krop. Uden antydning af kontakt med det kosmiske perspektivprincip, der sætter alting på dets virkelige og urokkelige plads, må denne form for opfattelse af tilværelsens fænomenverden konkludere i, at kloden er en livløs materiemasse bestående af de og de kemikalier eller grundstoffer. At disse grundstoffer så er så vidunderligt organiseret i form af mineralske, vegetabilske og animalske materiearter, at de samlet danner netop de betingelser, der skal til, for at De og jeg og alle andre levende væsener med os får hele vor vidunderlige livsoplevelse her, nå ja, det er altså en af den slags tilfældigheder, man må affinde sig med. Det er her, vi møder den dybe afgrund, der virkeligt eksisterer mellem det menneske, for hvem overbevisningen om en Gud, et styrende intellekt bag alt, er en absurditet og så den, for hvem denne Guddom er livets højeste realitet. Men tro ikke derfor, at alle mennesker, der tror, at Guddommen eksisterer, er klar over, at kloden er et levende væsen. Tværtimod. Langt de fleste, der tror på Guds eksistens, er gledet ned i den mentale afgrund, som troen på, at Guddommen er en fra materien adskilt realitet, er. Også disse mennesker opfatter naturen som død, ovenikøbet med tillægsordet ond! Kun panteismen toner her rent flag, idet den klart giver udtryk for, at den ikke kan akceptere nogen adskillelse mellem Guddommen og materien, men at alt må være Gud. Det er denne opfattelse, Martinus kosmiske analyser fører ud i deres yderste konsekvens, og det er disse analyser, der giver os det eneste virkeligt fuldkomne svar på problemet om den stadigt voksende befolkningstilvækst.

For når kloden er et levende væsen, må der bag dens organisme eksistere et regulerende Jeg på akkurat samme måde som hos os selv. Thi også vor krop udtrykker en samling organiseret stof, som uden vor nærværelse kun kan opfattes som "død" eller "livløs". Men i forholdet til denne i virkeligheden vældige mængde materie, fungerer det kosmiske perspektivprincip upåklageligt. Afstanden mellem vort Jeg og de mangfoldige Jeg'er, som eksisterer bag hver lille livsenhed i vort eget univers, er nok stor, men ikke større, end at samarbejdet her fungerer efter hensigten, selvom ligevægten endnu ikke kan siges at være oprettet totalt. Det vil det først være den dag, vi har lukket og nedlagt det sidste hospital. Men een ting ved vi alle, og det er, at midlet, der giver os bevidsthed om vor krops eksistens som levende, er smerten! Psykisk såvel som fysisk lærer smerten os vort ansvar for den materie, Guddommen har betroet i vor varetægt. Og at det også bliver smerten, der vil bringe ligevægt mellem klodejeg'et og dens mikroverden, behøver ingen at være i tvivl om. Sporene er allerede synlige for den, der her evner at se.

Martinus har gang på gang givet udtryk for, at det sjælelige liv på Jordens overflade i sig selv udgør en eventyrlig forstørrelse af det, der sker i vor egen bevidsthed. Som bekendt udgør denne bevidsthed et rum, i hvilket to moralske tilstande lever side om side med hver sin kerne eller akse. Vi har to sind. Eet, hvis forestillingskredse eller opfattelser alle svæver som små planeter omkring en moralsk sol, der inspirerer og beliver enhver dræbende, hadefuld og egoistisk tanke eller forestilling og eet, hvis forestillinger, tanker og ideer belives af den kærlighedens sol, der gør os til menneske. Og som vi har det, har kloden det også. Verden er idag delt i disse to sind. Intet menneske kan bortforklare, at der gennem verden går mentale strømninger, der helt belives af fortidens junglemoral, og strømninger der belives af højere åndelige tilstande. Som vi i dybet af vor sjæl kæmper med ældgamle instinkter, gør kloden det også. Og som vi, med vor vågne, dagsbevidste vilje stræber imod intuitionens klare lys, gør også klodejeg'et det.

Tilsyneladende har instinktet altså herredømmet i klodens bevidsthed. Tilsyneladende lader den indenfor formeringens område begivenhederne forløbe uden kontrol, akkurat som vi møder det hos den, der ser sin største mission i ukontrolleret børneavl. Men også kun tilsyneladende. For hvem siger, at videnskaben har ret i, at der kun kan leve så og så mange mennesker på jorden? Hvad ved den, når alt kommer til alt, om det spørgsmål? Det er ganske rigtigt, at verden tilsyneladende iler imod en overbefolkningskatastrofe, men når det er sagt, skal det også siges, at denne opfattelse kun er den ene side af medaljen og det endda den mørke. Thi trykket af denne vældige inkarnation af sjæle, fører nye tanker og ideer med sig. Sålænge vi var relativt få, kunne vi isolere os i "nationer" og indenfor disses rammer hylde tanker, som var rendyrket egoisme. Sådan er det ikke mere. Også i klodens bevidsthedsliv er der sket vældige forskydninger. De uintellektuelle centrer kommer mere og mere under kontrol af de intellektuelle, repræsenteret ved alle de "mikrohjerner", som vi samlet har givet navnet "videnskaben", og disse centrer arbejder aldeles åbenlyst på dels teknisk at koordinere alle organer i denne vældige klodeorganisme til een samlet og virkelig samarbejdende helhed og dels psykisk ved at lade hvert eneste mikrovæsen fornemme værdien af denne helhed. Isolationstanker – altså primitive instinkttanker – er ikke længere populære i verden af idag. Tværtimod ønsker hvert eneste mentalt levende menneske at komme i berøring med "de andre". Verden er gennemstrømmet af en levende, positiv internationalisme som aldrig før. Men dette er kun eet af de goder, udviklingen har ført med sig. Et andet er den enkle kendsgerning, at det enkelte menneske, i samme grad som det begynder at føle kontakt med personlighedens ide, vokser ud af masse- eller formeringsmenneskets begrænsede verden. Skjult bag overfladen oplever vi en vældig sexuel forvandlingstilstand. Ud af det grå, sløve massemenneske begynder det kunstneriske menneske at komme frem og løfte sine øjne mod stjernerne. Mennesket begynder at få andre glæder end lige netop den at avle børn. Det har begyndt at besinde sig, og præventivteknikken er blevet resultatet. Her står kirken eller den gamle religiøse tilstand svagt. For den gik aldrig massemenneskets ærinde, og vi oplever da også stadig at se, i hvert fald på den sydlige del af kloden, hvorledes primitive instinkttanker, koncentreret i dette at man skal lyde sine instinkter mere end sin forstand, endnu har herredømmet. Den katolske kirke bekæmper den tekniske prævention, og i Østen fører religionen til ukontrolleret børneavl igennem opfattelsen af, at en mand skal og må have en søn til at begræde sin afgang til det hinsides. Men alt det, er kun et meget begrænset tidsspørgsmål. Thi ikke alene er de intellektuelle kræfter i vældig vækst i verden, de højintellektuelle er det også, og den dag behøver ikke at være særlig fjern, hvor et nyt humant og langt mere etisk præget præventivmiddel end de hidtil kendte, ser dagens lys, og da vil billedet helt skifte karakter.

Udviklingsmæssigt befinder vi os i et fantastisk tidehverv. Gammel vanetænkning mødes med nye mentale stormfloder i et voldsomt livtag. Utallige mennesker, også blandt de såkaldt "fremskridtsvenlige", er endnu bundet i den instinktive tænknings millionårige solide lænker. Hvor ofte møder man ikke her den primitive mands uvilje mod at se sit driftsliv bragt under forstandens kontrol? Men livet står enhver form for primitivitet imod. Ad utallige kanaler belæres det enkelte menneske om, at det hverken er ligegyldigt, hvad det tænker eller gør. Og hvad er så disse utallige vejes inderste årsag andet end klodens bevidsthed! Herfra udgår alle de impulser, der dirigerer livet på akkurat samme måde som vort Jeg's impulser dirigerer livet i vort univers. Men linierne her er blot meget større, og aldrig begår vi nogen tåbeligere fejl, end når vi lægger vort eget tidsbegreb til grund for en vurdering af den udvikling, vi her er vidne til. Vi har fået magt over sygdommene, siger videnskaben. Mon? Sålænge vi ikke har fået magt over de begær, der fører til sygdommene, er det vist så som så med magten over dem! Takket være brintbomben har vi nu fået magt over krigen, siger andre, idet de mener, at ingen nu tør slippe den løs. Mon? Hvornår førte skabelsen af nye våben til fred? Nej, vi vil endnu i lang tid komme til at kæmpe med både sygdom og krig og kan meget vel komme til at opleve udgaver af begge dele, som vor nuværende fantasi slet ikke kan forestille sig. Men alt dette vil ikke ændre den urokkelige kendsgerning, at vi bevæger os imod en åndelig guldalder, hvor mennesket – det personligt bevidste menneske – endelig har fået magt over alt det i dets sjæleliv, som hindrer det i at opleve den fred og lykke, som det nu så vågent og dagsbevidst begærer.

Ifølge den fysiske videnskab er der kun plads til et begrænset antal mennesker på jorden, om de alle skal have et menneskeværdigt liv. Men ved dette begreb forstår den fysiske videnskab et liv i lighed med det, vi idag kalder "menneskeværdigt", altså et liv med en fortsættelse af forældede tanke- og levevaner, med undertrykkere og undertrykte osv., osv. Ifølge den kosmiske videnskab ser billedet ganske anderledes ud. Fra dette høje syn er det en urokkelig kendsgerning, at vældige skæbnebølger er på vej imod menneskeheden. Krige, af dimensioner man aldrig før har kendt og sygdomme, hvis natur man idag intet kender til eller kun svagt aner, vil feje ind over vor verden som et resultat af vor vægring ved at tage de idealer alvorligt, der alene kunne hindre alt dette. Men disse katastrofer, så ufatteligt svære de end vil være, er alle tidsbegrænsede, udgør et "ragnarok", udaf hvilket menneskeheden vil opstå lutret og forædlet på akkurat samme måde, som ethvert menneske, efter sit ragnarok under hvilket det oplever at en tornado af tidligere udløste skæbnekræfter fejer enhver overdimensioneret stolthedsfornemmelse og ethvert hovmod ud af dets sjæl, opstår lutret og dermed udrenset for enhver form for primitiv egoisme.

Den dybeste tragedie, mennesket uden kosmisk indsigt oplever, er, at det tænker uden sandt perspektiv. Det tænker udelukkende i "sin egen tid", hvilket vil sige: uden kontakt med sin evige fortid og evige fremtid. Mennesket, der har lært at tænke kosmisk, ved, at kun den, der altid tænker i "Guds tid", står stærkt. Et sådant menneske har lært at koncentrere sine kræfter om "det eneste fornødne", nemlig dette: at opøve sin sjæl til i alt og overalt at se Guddommen eller den sandhed, den virkelighed, som aldrig svigter, og som gør det muligt, selv ansigt til ansigt med så dramatiske avisoverskrifter som den her gengivne, at bevare sin indre ligevægt og endda det lille usynlige smil i sjælen, der gør, at det kan berolige de opskræmte og lade dem forstå, at man ikke alene skal give videnskaben, hvad videnskabens er, men også Gud, hvad Guds er!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!