Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af
Martinus foredrag
i Instituttets foredragssal den 16. januar 1955.

– Nr. 1 –

(Sluttet)

Medens det primitive fortidsmenneske hovedsageligt handlede pr. instinkt og ingen spekulationer eller skrupler havde angående retfærdigheden, idet det faktisk var en uskrevet lov ligesom hos dyrene, at retfærdigheden var på den parts side, som kunne udslette eller myrde modparten, har det moderne menneske ikke denne robusthed. Dets instinkt animerer det godt nok til at ønske allandsens ulykke over modparten, men en begyndende humanistisk følelse virker nu ind i væsenets udvidede tænkeevne og skaber her tankearter, der går i retning af at forsvare modparten. Væsenets instinkt og følelse kommer således her i konflikt med hinanden. Men denne konflikt bringer hurtigt vedkommende menneskes udvidede tænke- eller spekulationsevne i funktion. Og nu begynder en spekulation, der meget ofte er langvarig. Hvis væsenets instinkt er dominerende eller har overtaget over følelsen, vil det diktere væsenets intelligens og dermed dets spekulation i instinktets favør. Da instinktet er sædet for fortidens vaner og tilbøjeligheder, hvilket vil sige den førnævnte uskrevne lov, hvor retfærdigheden er på den parts side, som kan udslette eller undertvinge modparten, bringer det væsenet til med dets intelligens at skabe de mest geniale tankebilleder, igennem hvilke det ser sig selv som totalt uskyldig eller som hundrede procents martyr. Igennem den samme af instinktet førte tankespekulation ser det i værste tilfælde modparten som den mest infame skurk, der bør generes og bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Om anklagematerialet eller begrundelsen for denne forfølgelse er baseret på kendsgerninger, er ganske overflødig for den anklagende part. Den har forlængst suggereret sig selv til at tro på sine egne af dets instinkt og intelligens skabte tankebilleder som urokkelig virkelighed. Det ønsker i værste tilfælde død og undergang over modparten. Og vi har her mødt Vikingen, Neandertalmanden eller naturmennesket i det tyvende århundredes moderne menneske.

Men således at bære vildmennesket og dets uskrevne love i sit hjerte og i sin hjerne og lade det være medbestemmende i sin væremåde, er en byrde, som det tyvende århundredes moderne menneske ikke kan bære uden mentalt og villiemæssigt at forløfte sig. Det er bogstavelig talt den byrde, der skaber det samme væsens unaturlige træthed. Det slæber sig ofte til døde på denne byrde. Grundet på den tidligere nævnte store udvidede tænkeevne, som det ifølge en anden væsenstilstand i dets indre er kommet i besiddelse af, kan denne fra fortiden nedarvede vildmandsnatur bringe det ind i en overdimensioneret spekulation. I et andet foredrag, som jeg har kaldt "Menneskets skjulte fjende", skal jeg gøre rede for denne vildmandsnatur. Her vil jeg blot gøre rede for den af vildmandsnaturen frembragte spekulation. Denne spekulation er identisk med alle de tankearter, der giver sig udslag i vrede, had og forfølgelsestendens overfor mennesker, man mener er ens onde ånd eller årsagen til ens ulykkelige skæbne. Denne spekulation sætter mennesket, på grund af urmenneskelige instinkter og moderne intelligens, i gang for derved at hævde overfor sig selv og andre, hvor uskyldig og ren det selv er, i konflikten med den eller den næste. Og når spekulationen er lykkedes, således at dens ophav fuldt ud har suggereret sig selv til at se uskyldsrenhed i sit eget væsen, så begynder for alvor nedbrydningen af dets egne kræfter. Det bliver ikke alene nu mere bitter på objektet for dets vrede, hvad der giver det en meget stor forøgelse af nervespænding, men det bliver også deprimeret, fordi det nu på grund af selvsuggestionen kun kan se hele situationen som et martyrium. Det kommer derved til at lide af en altfor stor medynk med sig selv. Bitterhed og vrede imod et andet menneske og medynk med sig selv er nu blevet ligesom to store arbejdsfelter i dets daglige liv, der i større eller mindre grad optager dets tankefunktion. Et sådant menneske forhindrer sig selv i at blive glad, fordi dets indbildte martyrium nu holder dets normale sindsligevægt borte fra dets mentalitet. Martyrium og glæde kan ligesålidt forenes som olie og vand. Og hertil kommer så vreden og bitterheden imod det andet menneske, der hele tiden holder det i en oppositions-spekulations tilstand. Men vrede og bitterhed kan ligeledes umuligt forenes med normal livsglæde. Og da den absolutte sundheds vedligeholdelse både i sjæl og legeme umuligt kan befordres på anden måde end netop ved normal livsglæde, ser vi her, hvorledes et sådant menneske nu i virkeligheden om end ubevidst, tyranniserer sig selv ved at holde vredes- og martyriumstankerne vedlige. Da alle tanker er en strålekraft, der ikke blot gennemstrømmer og ledes gennem hjernen, men også gennemstrømmer atom- eller mikrostrukturen både i blodet, muskulaturen og nerverne, bliver det ikke ligemeget, hvilke tankearter, der således går gennem organismens mikroliv og organer. Da glædestanker udgør den normale livskraft i den animalske organismestruktur, bliver denne livskraft altså beskadiget i samme grad, som mennesket er fyldt med vredes-, depressions- og martyriumstanker. Og når livskraften er beskadiget, vil det igen betyde, at den ikke har tilstrækkelig kapacitet til at befordre den normale livs funktion, der udelukkende skal give sig udslag i en permanent livsglæde. Og dette, at man ikke har kræfter til at befordre den normale daglige livsfunktion, kan kun fornemmes som "træthed". Træthed er udelukkende symptom på livskraftmangel.

Årsagen til menneskenes unaturlige træthed skyldes således, at det ikke mere er et fortidsmenneske i renkultur. Dets udvikling igennem tiderne har ført med sig, at det ikke kan tåle at leve efter fortids- eller vildmenneskets uskrevne love, der udelukkende koncentrerer sig i magtmoralens: "Øje for øje og tand for tand". Dets nerver kan simpelt hen ikke blive ved med at tåle at gennemstrømmes af den dyriske mentalitet, der også kan udtrykkes i begrebet "Enhver er sig selv nærmest". Dertil er det blevet for meget "menneske". Men ikke desto mindre er det således i dag, at tusinder og atter tusinder af mennesker i en vældig grad i deres daglige tankefunktion befordrer vredes- og depressionstanker samlet i en martyriumsfornemmelse, der holder al livsglæde og dermed den normale livskraft borte både fra sjæl og legeme. Og vi er her ved alle sygdommes og mørke skæbners inderste årsag.

Da det moderne kulturmenneske vokser længere og længere bort fra naturmenneskets stadium, bort fra de love og betingelser der for dette stadium var en livsbetingelse, er det i tilsvarende grad kommet ind under det næste udviklingsstadiums principper og love. Det næste udviklingsstadium er det, der efterhånden skal blive det fuldkomne menneskes tilværelse og væremåde, hvilket vil sige det stadium for mentalitet, Kristus påpeger i sin guddommelige bjærgprædiken. Den normale livsglæde for det fremskredent udviklede menneske er således ikke det, at kunne slå sin fjende ned, således som tilfældet var for vikingerne eller mennesker indenfor den nordiske gudelære. Al kulturskabelse går mere og mere imod en sådan væremåde. I al fald må kulturmennesket ikke selv straffe sine fjender. I kulturstaten må dette kun ske igennem øvrighed og retsvæsen. Og udviklingen går mere og mere i den retning, ligesom man også indenfor kulturstaten i en tiltagende grad føler savnet af et lignende retsvæsen for stater. Der er allerede gjort forskellige tilløb til at danne et sådant. Hvad er "De forenede Nationer", "Folkenes Forbund", "Een Verden" og lignende sammenslutninger andet end tilløb til eller forløbere for et internationalt retsvæsen for stater? –

Vejen til sundhed for sjæl og legeme går således udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumsfornemmelsen i sit eget indre. Kun med venskab kan man fjerne fjendskabet mellem sig selv og andre. Og kun med overvindelsen af sin tendens til at føle fjendskab og hævnlyst overfor sin næste kan man fjerne den absolut sande årsag til sygdomme. Sygdom er kun en i den fysiske organisme fremtrædende reaktion af forudgående sjælelige konflikter eller disharmonier mellem organismens ophav og dets næste eller dets omgivelser. Hvis disse konflikter ikke havde eksisteret, ville væsenet aldrig være kommet ind i den svækkelses tilstand, der idag gør det modtagelig for alskens sygdom og usundhed.

Det er således ikke for ingen ting, at Kristus siger: "...men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til!" – "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder........" – "....og dersom han (din broder) angrer, da tilgiv ham! Og dersom han syv gange om dagen vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham." Senere pointerer han for apostlen Peter, at det ikke blot er syv gange dagligt, at man skal tilgive, idet han siger til ham: "ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange". Vil det ikke netop sige, at man skal tilgive alt og alle? – Når et menneske dagligt kan tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, mon det så ikke dækker, hvad det overhovedet kan komme ud for af situationer, i hvilke det skal tilgive? – Der kan efter denne daglige målestok af tilgivelse vist ikke være mere tilbage for det at tilgive. Alt skal tilgives. Hvis disse ord og begreber kun var en overfladisk fanatikers fantasifostre, ville de forlængst have været borte med blæsten. Det, der ikke er rodfæstet i virkeligheden, skal livets storme nok fjerne med tiden. Nærværende begreber og påbud har nu trodset årtusinder. Og det udelukkende i kraft af, at de udtrykker en urokkelig sandhed, en sandhed som nu er ved at blive til levende virkelighed igennem påviselige reaktioner i menneskets fysiske og sjælelige struktur og væremåde. Med næstekærligheden i sind og væremåde forsvinder den dødbringende tankespekulation, igennem hvilken man dygtiggør sig til at se "skæven i sin broders øje" uden nogen sinde at ville se "bjælken i sit eget øje." Med fjernelsen af denne skævhed i den daglige livsopfattelse har man fundet alle sygdommes og mørke skæbners medicin nr. 1. Kun igennem den går vejen tilbage til livet. For kærlighedens strålende solskin må lidelsernes domæne vige.