Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Kære læser!

Måske er der en og anden iblandt dem, som, når de ser det vedlagte bilag, trækker på skuldrene og siger: "Nu igen!" Jeg tilgiver vedkommende på forhånd, men det omhandlede problem er nu alligevel et af de interessanteste, der findes, og vi bør aldrig ophøre med at interessere os for det, og især bør vi aldrig ophøre med at lytte til tidens røster om det. De her gengivne "stemmer" rummer hver for sig noget, der på den mest træffende måde bekræfter Martinus analyser af den gamle kosmiske verdensimpuls undergang. Den første "stemme" bekræfter bl.a., at Martinus har ret, når han hævder, at det er unødvendigt for det udviklede menneske at kritisere kirken og dens væsen af den simple grund, at dens egne tjenere gør det bedre! Når man har gennemlæst pastor Svend Åge Nielsens udtalelser, må man ihvert fald indrømme overfor sig selv, at skarpere kan kirkens nuværende situation vist ikke præciseres, og man kan ikke fortænke "Ekstrabladet" i dets konklusion.

Imidlertid er det jo ikke ualmindeligt, at den organisme, livet har dømt til undergang, kæmper en sidste hård kamp for at bestå. Og kirken vil bestå langt ud i fremtiden, fordi den trods alt endnu har en ret stor mission at fuldbyrde i sit forhold til alle de mennesker, som er således åndeligt udrustet, at de evner at tro, blindt og uforbeholdent på dens dogmer og også evner at få en dyb og varmende inspiration igennem dens ritualer. Det kan synes mærkeligt, at kirken skal møde sit varmeste forsvar fra mennesker, som ikke længere har den nødig, men sådan er det! Vi – De og jeg – nødsages til at forsvare dens eksistens, fordi vi føler, at den endnu et stykke tid har en opgave at løse i det samfund, af hvilket vi selv udgør et stadigt voksende område. Men at vi akcepterer dens eksistens og gerne vil bidrage til dens beståen, indtil dens opgaver kan siges at være løste, er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se denne beståens begrænsethed i tid. For vi er selv ganske almindelige mennesker og er istand til at se, at som det er gået os, vil det gå enhver. År for år fødes der nye slægter ind på vor klode, og om dem gælder det, at en stadigt voksende procentdel af disse "nye mennesker" åndeligt er vokset op over den specielle modtagelighed, man skal være i besiddelse af, om kontakt med kirken skal opnås. Læser De det efterfølgende afsnit, vil De der lytte til en stemme, som på den smukkeste måde tolker et højere udviklingstrins indstilling. Vi lytter her til et ungt menneske, for hvem det religiøse virkelig er et problem, og som har ofret mange timer på at tænke dette problem igennem. Stykke for stykke genkalder denne røst i en selv erindringen om dengang, man selv stod midt i denne krise. Man vidste, man var religiøs, for man følte simpelthen det urimelige i, at livet ikke skulle have anden mening end penge og sex, men man kunne ikke akceptere den dødsenstriste og dømmende verden, som kirken ønskede at føre en ind i. For hvor er den dog trist og underligt forløjet! Tag f.eks. dens forhold til et så naturligt begreb som dans. Jeg var for mange år siden spejderfører indenfor K.F.U.M., og vi modtog en venlig invitation fra et andet spejderkorps om at deltage i deres årsfest med påfølgende bal. Sammen med mine øvrige kammerater modtog vi glædestrålende invitationen, men hvad skete? Ganske enkelt det, at vi fra "højeste sted" fik besked om, at vi som "medlemmer af de helliges samfund" ikke kunne deltage i noget så umoralsk som et bal! På den konto gled jeg ud af de helliges samfund! Allerede dagen efter at jeg havde deltaget i ballet, lå der et brev til mig om, at himlens port var aflåset for min vederstyggelige ringhed.

Det var dengang, og en og anden vil sige, at det har ændret sig siden. Måske, men så må det jo være djævlen, der har erobret terræn! Nej, utallige såkaldt kristelige mennesker er fremdeles dybt forargede over ungdommen "af idag". Vil man interessere sig blot det mindste for dette problem, vil man se, at det har kirken nu været i langt over hundrede år, ja i flere århundreder. Men tidligere havde det ikke samme katastrofale virkning, for dengang havde man hverken film eller sport. Det har man nu, og skal man opleve at se en virkelig kø, så bliver det ikke foran kirkens dør, men derimod foran sportspladserne og foran biograferne. Og det er i sin orden, for der føler menneskene, at de oplever noget, altså "får noget". Men hvorlænge? Absolut ikke i al evighed!

For ingen misforståelse er større end den, der går ud på, at vort samfund er ifærd med at blive afkristnet, og at ungdommen er uden moral. Ungdommen har ikke den moral, som pinte menneskene i "gamle dage", men de har en moral, som i langt højere grad er et produkt af deres egen naturlige udvikling. Man skal ikke beskæftige sig ret meget med den, før man oplever, at ungdommen af idag på visse områder er langt mere moralske end før.

Det er moderne at hævde, at livet idag er modbydeligt og ækelt og ikke værd at leve. Men det er ikke alle, der har den mening om det. Lærer man først for alvor dets inderste struktur at kende og derigennem får den første kontakt med den ufatteligt skønne virkelighed, der eksisterer bagved alle tåbelige opfattelser og forvirrede påstande, ophører man med at deltage i jammeren. For livet i dag er vort liv – Deres og mit – og vi bestemmer selv, ihvert fald i meget høj grad, hvilken farve det skal have! Giver vi andre skylden for egen modgang og skuffelse, antager det hurtigt en trist kulør, men erstatter vi vor altfor udviklede evne til at blive fornærmet på livet med en indstilling, der går ud på, at kun vi selv kan være årsag til vor egen skæbne, skifter billedet straks udseende. Da giver vi lyset i tilværelsen en fair chance for at erstatte det sure mørke. I "Politiken" for den 28. februar står der en lille artikel om en filmshelt, der er raget uklar med kirken og har fået en bog forbudt, fordi han nægter at anerkende "det Onde" som en del af Guds rige. Han kalder sin bog "All is God", og dermed blev den forbudt, selv af regeringen (Argentina). Nuvel, det er den slags, der får en til at blive lykkelig for, at man er født i dette land, hvor kirken måske nok er intolerant, men ihvert fald berøvet den magt, der forhindrer os i at forkynde, at ikke alene eksisterer der ingen djævel, men at det, vi kalder "mørket", når alt kommer til alt, er tilværelsens mest effektive åndelige undervisning, fordi vi igennem vort møde med det, lærer kunsten at tænke. Thi at se Guddommen i lyset, medgangen og selvbehaget, kræver kun ringe sjælelig udrustning. Men at se ham i mørket, i skuffelsen, modgangen eller lidelsen kræver ikke alene indsigt, det kræver også tolerance. Og det er her, at kirken af idag har tabt sit største terræn. I sin dødsforagtende selvovervurdering om at være det eneste saliggørende, og at alt andet er af det onde, måtte det gå, som det er gået. En "ny kirke" rummelig og storslået, udrenset for enhver af de slagger, der klæber ved den gamle, vokser idag frem på ruinerne af det "Guds Hus" hvis tomme sale råber til himlen om, at den ånd, der engang havde bolig her, har forladt det døde, det formbundne, til fordel for det levende! Men livet er langmodigt og afskyer det eksplosive. Derfor vil vi endnu i lang tid blive vidne til kampen mellem det nye og det bestående. At vi i denne kamp har fundet vor endelige plads, er måske det lykkeligste vort nuværende liv har skænket os!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere !