Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Så er den skandinaviske ring sluttet, idet Oslo i aftes fik sin første Martinusgruppe! Var det svært? Ja, det var det. Det var så absolut den sværeste opgave, jeg endnu har oplevet indenfor det område, og når det overhovedet lykkedes, skyldes det, næst Forsynet, udelukkende de kærlige venner indenfor sagen, som ad for mig usynlige veje, kom mig til hjælp. Da jeg for nogle dage siden landede på Fornebu flyveplads, – jeg kom direkte fra Stockholm – kendte jeg kun eet menneske i denne by, en dansk ven af Martinus arbejde gennem mange år, og han kendte ikke een interesseret heroppe! Udgangspunktet for dannelsen af en kreds kunne således ikke være vanskeligere.

Men, som skrevet, ad kanaler hvis eksistens jeg ikke kendte, men nok anede, lykkedes det at kontakte omkring et halvthundrede Oslovitter, som jeg altså mødtes med i aftes. I modsætning til de hjemlige kredse og nu også de svenske, var der her ikke tale om nogen art af atmosfære. Ingen varme, ingen kulde, blot en utrolig kølig skepsis, som næsten lammede mig, da jeg begyndte mit foredrag. Men Gud være lovet er man ikke alene i et sådant arbejde, og længe varede det da heller ikke, før det mystiske man kalder "inspiration", begyndte at gøre sig gældende. Kølige øjne blev til interesserede øjne, og da jeg omtrent halvanden time senere sluttede, var kredsen en kendsgerning.

Jeg havde fra mange sider hørt, at nordmændene var anderledes end de øvrige skandinaviske nationer. Men at de trods alt er så forskellige, som tilfældet er, fra både danskere og svenskere, havde jeg ikke ventet. Selvom jeg kun kender dem fra disse ganske få dage iblandt dem, har jeg alligevel aldrig før mødt en sådan grad af isolation som den, man her dagligt bliver vidne til. En norsk avis skrev forleden dag, at "vi nordmænd er i en sjælden grad os selv nok", og det rammer, synes jeg, i centrum. Jeg var gæst i et hjem en aften, og her kom problemet på bane. Min vært, en ældre norsk ingeniør mente, at forholdet bundede i landets natur. De mange indelukkede dale, landets eventyrlige størrelse, – drejet om sin egen akse når det forbi Rom, – og så de høje, mørke fjelde. Intet under af Björnson her kunne digte: "Ud vil jeg, ud, åh så langt, langt, langt, – over de høje fjælde. Her er så knugende, tærende trangt – –

– Efter foredraget havde jeg lejlighed til at hilse på mange af de fremmødte, og det var dejligt at fornemme, at der ingen tvivl var om, at gruppen skulle dannes. Jeg er klar over, at det vil tage sin tid, og at der her er store vanskeligheder at overvinde. Men begyndelsen er gjort, og meget fine kontakter er bragt i orden, resten vil blot blive arbejde, arbejde og atter arbejde.

Som skrevet kom jeg over fra Stockholm, hvor arbejdet i den forløbne vinter er vokset så godt, at der var fuldt hus til begge foredrag. Jeg holder der et foredrag for en ret stor forsamling om søndagen og for et mindre medarbejderhold om mandagen. Det sidste sprænger sine rammer, inden vinteren er slut, således at vi allerede nu må udvide ved den nye sæsons begyndelse. Også her var begyndelsen svær, men vi havde forud adskillige kærlige venner i Stockholm, som havde gjort et enestående arbejde. Det savnedes her i Oslo, men det vil komme nu, derom er jeg aldeles overbevist. Jeg fik i aftes så mange private invitationer, at det vil være mig ganske umuligt at overkomme dem alle, og vi har nu fået et fint bogcentrum, som fra imorgen udstiller alle Martinus bøger i byens fineste vegetarrestaurant. For her er der nemlig noget mærkeligt. Trods det, at Oslo vel knapt er mere end halvt så stor som København, har den ikke mindre end fire vegetariske spisesteder, som hver kan glæde sig ved et stort publikum. Alene det lover godt for fremtiden! Og vi har altså fået en fin kontakt med den mest neutrale af disse fire virksomheder, nemlig BIOS, der arbejder uden tilknytning til nogen speciel gruppe, og i alle forhold står aldeles frit. Jeg havde den store glæde, at der straks opstod et meget venskabeligt forhold mellem lederen af denne ret omfattende virksomhed og mig. Vi var med det samme "på bølgelængde" med hinanden, og han hjalp mig på alle måder heroppe.

Såmeget om starten i Oslo. Derudover kun dette, at byen er meget smuk. Det er jo hård vinter her, og sneen ligger overalt og funkler i solen. Jeg har oplevet vidunderlige ture ud i den skønne omegn. Rejsen har i det hele taget været en stor oplevelse for mig, idet flyveturen herover var usædvanlig skøn. Medens jeg fra København til Stockholm kun så skyer, så fløj jeg til Oslo langs en mægtig skybanke på den ene side og det åbne, solbeskinnede land på den anden side af maskinen. Turen foregik i et engelsk fly af den nye jetpropeltype, som både flyver meget hurtigere og meget lydløst, man hører så godt som slet ikke larmen fra motorerne. Og da denne maskine yderligere har meget store vinduer, var denne tur i sig selv en oplevelse, man kunne unde enhver.

Om få timer går turen så nedover til Göteborg, hvor svenske venner vil tage imod mig. Alle vanskeligheder taget i betragtning er det trods alt kun få mennesker, der har et lykkeligere liv end jeg. For hvor svært det end kan være at trænge gennem de pansre, det jordiske menneske sætter omkring sig selv, så lykkes det dog som regel. Og man har mange ejendommelige oplevelser undervejs. For eksempel sad der i flyet til Stockholm en nydelig ældre dame, som kom direkte fra Rio de Janeiro. Jeg kunne se, at hun var meget syg, og at hendes mand, der også var gammel, var dybt bekymret. Hun var svensk, og da vi landede på Bromma, fik jeg lejlighed til at hjælpe hende lidt, hvad hun var meget taknemmelig for. For at sige noget, udbrød jeg, at det var en meget lang rejse, der nu var slut for hende. Hun så uendelig venligt på mig og sagde så ganske stille: "Ja, det var en meget lang rejse, men måske begynder der en endnu meget længere inden længe!" – den slags glemmes ikke så let.

Idet hele taget giver disse lange rejser mig ofte lejlighed til at se, i hvor høj en grad menneskene trænger til Martinus verdensbillede. De fleste lever i en forfærdende grad i egne, selvskabte mentale fængsler af mere eller mindre forgyldt karakter. Jeg oplevede således i en by, det kan være ligemeget hvor, et møde med lederen af en teosofisk loge. Det var en meget smuk mand og på sin vis overordentlig tiltalende. Men da jeg kom ind på, at han burde underrette medlemmerne i hans loge om, at jeg skulle tale om Martinus, der dog havde talt i det teosofiske hovedkvarter i Adyar, stivnede han for øjnene af mig. Nej, det kunne der slet ikke være tale om! Martinus var sikkert et udmærket menneske, men – sagde han selv – han havde een gang i sit liv begået den tåbelighed at introducere en fremmed, og da havde han nær mistet alle medlemmerne, og den risiko ville han ikke løbe een gang til! Jeg syntes, at jeg bag ham anede et smil på Annie Besants læber! Idet hele taget kan det jo ikke skjules, at Martinus fremtrængen i vore nabolande har udløst en del intolerance blandt mennesker, der burde stå ham nær, om de ellers mener deres sandhedssøgen alvorligt. Men ordene: "-og de første skulle blive de sidste" – er ikke en tom påstand. De rummer netop den sandhed om mentale fængsler, som jeg her har berørt, og som man overalt får bekræftet. På den anden side er det sikkert bedst, som det er. Thi nu ved vi, at den der søger disse ting, gør det af sig selv og dermed ud fra en hunger, man kan bygge på! I modsat fald ville mange af disse skønne tanker og ideer dø strådøden indenfor lukkede cirkler og sammenslutninger eller netop det, der idag bliver såmange af Rudolf Steiners og Annie Besants tanker til del. Vi kan ikke være Martinus taknemmelig nok for, at han i alt har taget afstand fra enhver form for foreningsdannelse. Det lægger på den ene side visse byrder på vore skuldre, men på den anden side frier det os fra den fornemmelse af at være spærret inde, der i det lange løb sætter sit uundgåelige præg på enhver.

– – – – – – – –

Det grå dagslys er begyndt at sive ind af mit vindue her på hotellet, og jeg hører på de mange lyde, at livet er begyndt at vågne omkring mig. Mødet med Oslo var en mærkelig oplevelse for mig, men jeg glæder mig til at vende tilbage og fortsætte arbejdet her. Noget inde i mig fortæller mig, at når begyndervanskelighederne i denne by er overstået, vil det blive en meget stærk og levende gruppe, der vil gro frem her. De "rigtige mennesker" er allerede tilstede, og alene denne viden gør mig meget tryg for fremtiden her. Rent personlig er jeg lykkelig for, at bestemmelsen om at besøge Oslo denne vinter blev realiseret. En lille, livskraftig spire er født – det skal blive en dejlig opgave at værne om den og få den i vækst!