Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I modsætning til det ganske unge menneske, for hvem livet endnu hovedsageligt består af påbegyndte kresløb, står det mere modne menneske ofte overfor spørgsmålet om, hvorvidt det livsfundament, det har bygget sin tilværelse på, er så ægte, at det vil kunne holde til alderdommens tunge byrde, eller om det blot er kunstigt og vil bryde sammen, når yderverdenen ophører med at være dragende, når, som Bernhard Shaw udtrykte det, "al mad smager ens i munden".

Det er klart, at dette spørgsmål i nogen grad ligger udenfor det unge menneskes tankesfære. Har det ikke et direkte medfødt talent for dyberegående tænkning og søgen, vil dets begær efter livsoplevelse blive så stærkt bundet af livets rent ydre side, at det kun i modgangsperioder vil ane savnet af den "klippe", som det ægte livsfundament udgør for den, der har fundet det. Mennesket er direkte udrundet af dyreriget, og det unge menneskes liv røber i almindelighed dette tilhørsforhold stærkt igennem den enkle kendsgerning, at det hele tiden ønsker, at der skal "ske noget". Det jager fra oplevelse til oplevelse akkurat som det unge stærke dyr, og havde det ikke det jordiske menneskes bevidste indreverden, der på disse livsstadier mest afslører sig i modgangsdagene, hvor det opdager, at livet ikke altid vil det, det selv vil, ville det være endnu længere om at opdage sin egen sjæl og dens behov, end tilfældet allerede er. Men mennesket udgør mentalt det "forlængede" dyr, og prisen for denne forlængelse er den reflektionsevne, der sætter det i stand til at opdage, at enhver form for livsoplevelse kun er dele af et kresløb, og at alle disse mange små kresløb igen kun er dele af større kresløb, der alle svinger om de to poler, vi kalder sult og mættelse. Som ung er man kun sulten. Hele livet ligger foran en, og alderdommen er en noget ganske uvedkommende.

Men vi er ikke alle ens. Jeg oplevede for mange år siden, at et menneske, jeg satte meget højt, bebrejdede mig, at jeg var altfor optaget af tanker, der hørte hjemme i "livets efterår". Jeg forstod slet ikke den bebrejdelse – dengang. Idag forstår jeg den meget bedre. Ihvert fald forstår jeg, at jeg havde nået dette "efterår" meget tidligt, og at tanker, som på en måde var unaturlige for de fleste unge, for mig var så naturlige, at de måtte blive livsbestemmende – og blev det. Hvad var det da for tanker? Det var netop de tanker, der mere eller mindre levende bor i hvert eneste menneskesind og ikke levner os ro, før vi med hele vor sjæl fornemmer, at vor mentale verden, vor bevidsthed, er forankret i et livsfundament, der vil kunne holde til selv det hårdeste pres fra yderverdenens og indreverdenens side. For mennesket har to fronter at kæmpe på. Det er både i kamp med "de andre" og med "sig selv". Det har to magter at skulle stå til regnskab for: menneskenes og sin egen domstol. Og er der ikke balance mellem dommene fra disse to domstole, er det ulykkeligt. Mest dog, hvis dommene fra dets egen går det imod.

Det er indenfor det her berørte område, at det mere fremskredne menneske en dag risikerer at komme i tvivl om, hvorvidt det livsfundament dets tanke- og ideverden hviler på, er stærkt nok, om det med andre ord, er så ægte og sandt, at det virkelig udgør en urokkelig klippe. For tilværelsen har mange livsfundamenter som, sanset fra et givet synspunkt, alle synes både rigtige og meget inspirerende, men som alligevel senere hen i det store kresløb, som udgøres af barndom-ungdom-manddom-alderdom, afslører sig som så lidet holdbare, at "huset" man byggede på dem, "sank i grus".

Det første livsfundament vi møder, såsnart vi begynder at nærme os "skelsår og alder", er det, der skjuler sig bag ordet "penge". Vi er ikke ret gamle, før vi får at vide, at "penge er magt", og på mange måder sniger respekten for – og begæret efter – penge sig ind i vor sjæl. "Min søn, vil du i verden frem så buk (for penge)!" lærer vi, og det må derfor ikke undre noget menneske, at langt de fleste unge får den forestilling, at dette at eje penge i sig selv udgør tilværelsens mest sande og mest realistiske livsfundament. For de ser jo med deres egne øjne, at de, som har pengene, ejer alt det, som er "værd at eje". Disse unge ser blot ikke "sejrherren", ham, der i den store kamp vandt over de andre, og nu har sin bankkonto i orden, sidde enten hos lægen eller sjælesørgeren og gøre status. I det første tilfælde ofte med det sørgelige resultat, at lægen opgivende må ryste på hovedet og sige de onde ord: "Jeg kan ikke hjælpe Dem, De har slidt Dem selv op!" eller i det andet tilfælde, som sjælesørger, lytte til de triste ord: "Ja, nu har jeg alt det, jeg som ung drømte om, og hvad er så det hele værd?

Penge og de med dem forbundne tanker eller begær efter en stor position, altså noget rent ydre, svigter næsten som en fast regel menneskene netop på det tidspunkt, hvor livsfrugten skulle høstes. Man mindes her Enhver's møde med guden Mammon i det berømte stykke "Det gamle spil om Enhver", der hvor Mammon med hånlatter siger: "Du troede, du ejede mig – ha ha ha! Nej, jeg ejede dig, og når du er død, ejer jeg din efterfølger! (citeret frit efter hukommelsen).

Som livsfundament hører troen på pengenes magt så absolut til de uægte. Det vidste de vise, som formede ordene: "Der skal brede skuldre til at bære gode dage!", hvilket jo blot vil sige, at der skal en høj moral – høj livsindsigt – til at administrere guld. Og vi ser da også, at mange mennesker, på basis af tidligere livs alvorlige lidelser indenfor dette område, fødes med en vis uvilje imod dette at gøre sig til slave af penge og med fuldt overlæg opdrager deres børn til at være meget varsomme i deres vurdering af dette at eje, hvad "møl og rust fortærer". Penge ejer ikke helt den magt over sindene idag, som for blot hundrede år tilbage. Et nyt livsfundament har i mellemtiden trængt sig frem og spiller idag en større og større rolle, nemlig det politiske livsfundament.

For mange mennesker har religionen mistet sin inspirationsværdi. Den forekommer dem for tåget, for livsfjern i modsætning til det politiske liv, der tilsyneladende er det mest livsnære, som tænkes kan. Og vi ser da, hvorledes utallige unge her med en i virkeligheden sand religiøs iver kaster sig over tilegnelsen af de forskellige ideologier med det resultat, at disse systematiserede -ismer bliver deres livsfundament. Vi ser, hvorledes de med blanke øjne og sjælen fyldt af hellig iver sætter alle kræfter ind på at være alt for det parti, de har knyttet dem til. Grellest møder vi dette der, hvor ideologien har lært dem, at "staten er alt, individet intet". Her udarter det nyskabte livsfundament sig meget let til den rene tragedie, hvad de nys forsvundne blodige autokratier så bittert belærte os om. Men også de mere "milde former" for politik indeholder farlige sprængemner, der meget let kan koste sin dyrker både liv og førlighed, fysisk såvel som mentalt. Der lever idag jorden over utalte tusinder af mennesker, som indenfor det politiske livs område måtte – og fremdeles må – opleve, at deres nye tro ikke førte dem til det paradis, de drømte om, men derimod til en smerte, de ikke magter.

En meget stor gruppe mennesker ser i ægteskab og familieliv tilværelsens mest sikre livsfundament. Og det kan da heller ikke bestrides, at der virkelig findes mange mennesker, som indenfor dette område finder både den tryghed og den inspiration, der for dem bliver identisk med oplevelsen af livslykken og dermed tilværelsens "sande mening". Men når dette er sagt, så må det også siges, at der findes et endnu større antal, for hvem "ægteskabets sikre havn" blev alt andet end mødet med skønheden, trygheden og "livets sande mening", opfattet i lys og skøn betydning. Skilsmissekurverne rejser sig i land efter land imod himlen og forkynder, at også dette livsfundament er i fuld opløsning. Og hvorfor? Blot fordi mennesket liv efter liv bliver mindre og mindre egnet til at leve i overensstemmelse med principper og love, som skaber et lykkeligt liv for rene hanner og hunner, men som er absolut uegnet til at være livsfundament for de overgangsstadier, vi nødvendigvis må passere, før vi når den verden, der skjuler sig bag de berømte ord: "I mit rige tages der ikke til ægte".

Selvom det vil føre alt for vidt her at gå ind på Martinus strålende analyser om "Det seksuelle mysterium", skal det dog siges, at intet sted bekræfter livet selv hans kosmiske analyse af det jordiske menneskes seksuelle forvandling stærkere end gennem den ægteskabelige degeneration, vi både skjult og åbent er vidne til overalt, hvorhen vi end vender vore øjne. At man ikke kan lide den sandhed, livet her åbenbarer – og det er der mange, der ikke kan – berettiger ikke en til at bestride dens eksistens. Ægteskabet, som livsfundament betragtet, har udspillet sin rolle. At få sin datter "godt gift" er ikke det samme som at få hende "lykkelig gift", ja er, når alt kommer til alt, måske ikke nær så godt som at få hende "lykkeligt skilt". Det jordiske menneske er ikke nær så meget "handyr", som dets ønskedrømme kunne tyde på, ejheller såmeget "hundyr" som den opreklamerede "pin up-type" tilsyneladende giver udtryk for. Tværtimod indeholder hver eneste blot nogenlunde værdifuld mand og kvinde såmeget "menneske" i sig, at den tid hastigt nærmer sig, hvor lovgivningsmagten må til at finde frem til helt nye, akcepterede ægteskabelige former end de, der nu igennem århundreder har haft magten. Protesten imod den herskende "dobbeltmoral" er ikke i aftagende. Tværtimod er den så stærkt i tiltagende, at man ikke behøver nævneværdigt klarsyn for at se, at en ændring af det ægteskabelige dogme en dag vil være en kendsgerning. Sammenholder man idag det lys, ægteskabet i dets oprindelige form kaster ud i verden, med det mørke, det helt realistisk er for utalte millioner jorden over, må det tænkende menneske for sig selv åbent indrømme, at som livsfundament betragtet, har ægteskabet forlængst mistet den glorie, som en bestemt gren af litteraturen, teatret og filmen endnu lukrerer på.

Vejen frem til det sidste, urokkelige livsfundament er imidlertid spærret med flere forhindringer end de her nævnte. Overalt hvor dette alvorlige problem føres på bane, møder man ham, der med et utvetydigt udtryk for bedreviden slynger en sit berømte: "Som De måske ved, siger videnskaben– !", lige i ansigtet. Ak ja! Videnskaben har sagt og siger fremdeles meget! Men meget lidt om den sjælelige side af vor tilværelse og endnu mindre om, hvorledes vi skal møde sorgen og smerten på vor vej. Dens anvisninger af veje til indre fred og harmoni kan tælles. Ligeledes dens forklaringer på det såkaldt uforklarlige. Og det skal den ikke lastes for, for det har aldrig været dens opgave. Men den har givet os et rent materialistisk verdensbillede, og til stor ulykke for mange er dette rent materielle verdensbillede blevet gjort til et "urokkeligt livsfundament". Vi har jo alle mødt typen, der slår om sig med gener og kromosomer og "urokkelige arvelighedslove" og alt det der. Er man meget klog – eller viis –, så lader man ham rase ud og bruger den berømte kosmisk-kemiske formel: "Og eders svar skal være ja, ja og nej, nej" efter sin bestemmelse. Er man mindre klog, ja så havner man uvægerligt i den mest tåbelige krig om vejrmøller, som tænkes kan.

Blot man kunne råbe det ud for alle vinde, så enhver både hørte og forstod det, at det aldrig har været Vorherres mening, at videnskaben skulle røgte den sjælelige del af vor tilværelse. Videnskaben skal skabe vor rent materielle verden om til at blive en boplads for gudesønner. Det er dens mission, og den ser ud til at lykkes så godt, som vi kan ønske det. Men den skal ikke – og kan heller ikke – løse de problemer, der knytter sig til tilværelsens eneste urokkelige livsfundament. For videnskaben vil aldrig kunne veje og måle Gud, selvom den sikkert vil gøre sig de hæderligste anstrengelser derfor, og selvom vi sikkert også nok en dag skal få at vide, at nu er hans eksistens endeligt bevist eller ikke-bevist.

Men videnskaben spiller en stor rolle i vor tid. Så stor, at man ikke må blive forbavset over, at utallige har gjort den til deres "urokkelige livsfundament". Hvordan skal de egentlig kunne undgå det? Er ikke den samlede presse jorden over enig om at hæve den til skyerne som udtryk for menneskeåndens sande mål og dybeste hensigt? Bøjer den såkaldt kultiverede verden sig ikke i støvet for dens kittelklædte heroer, og er det berømte: "Hvad siger kirken?" ikke forlængst blevet afløst af det endnu mere berømte: "Hvad siger videnskaben?" Og videnskaben siger blandt andet, at den nu – langt om længe – har fremstillet så udmærkede bomber, at den, om det ønskes, kan standse enhver søgen efter et urokkeligt livs fundament! Siger den – ja, men passer det? Passer det virkeligt, at kloden har passeret sin enorme udvikling fra et flydende ildlegeme til en vidunderlig boplads for mennesker, for blot at blive sønderdelt af det væsen, der uden større beskedenhed har betegnet sig selv som homo sapiens? Tro det, hvem der kan! For mig er tanken blottet for logik!

Som livsfundament betragtet er den materialistiske livsanskuelse lige så uægte og negativ som de øvrige, vi allerede har været i berøring med. At den har frembragt renlivede ateister, er muligvis rigtigt. Jeg har aldrig mødt en sådan og kan derfor ikke vide, om det er sandt, at de virkelig findes. Jeg tvivler dybt. Mon ikke selv det mest materialistisk betonede menneske med udsigten til at miste den, det elsker højest, vil finde den sidste udvej til den ukendte Gud: den brændende, kompromisløse bøn? Det vil jeg ihvert fald hellere tro!

Men iøvrigt er videnskabsmændene ikke nær så enige, som mange mener (se vedlagte bilag). Også indenfor deres rækker bryder og gærer det, og det er efterhånden ikke så helt få, der uden at skele til den risiko, de løber, forkynder, at deres videnskab har bragt dem frem til forståelsen af, at livet rummer andre kræfter end de, der ad rent fysisk videnskabelig vej kan måles eller på anden vis registreres. Dette får en til at sætte en meget tyk, rød streg under den kendsgerning, at det aldrig er en livsanskuelses modstandere, men derimod dens tilhængere, der bringer den til fald, såfremt den ikke er ægte!

Men så det religiøse da? Udgør den religiøse forkyndelse ikke tilværelsens absolut urokkelige livsfundament? De fleste vil vel svare ja til spørgsmålet. Men er det rigtigt?

Religion og religion er to ting. Det er primært de store Seeres egne ord og derefter den teologiske overbygning, som efterverdenen med flid rejser på de enkle, gribende åbenbaringer. Så hvis man ved ordet "religion" kun forstår den bestående kirke eller de mange bestående trossamfund, må svaret blive negativt, alt efter som det er en urokkelig kendsgerning, at mange mennesker ikke alene har "mistet troen", men også desværre altfor ofte, på bekostning af forstanden. Den religiøse forkyndelse kan blive vejen til et uhyre rigt og skønt liv, på samme måde som pengene, politiken, ægteskabet, videnskaben osv., osv. kan det – men den kan også blive vejen til unævnelig smerte, nedværdigelse og anden elendighed.

Lad os ganske kort betragte den eksisterende kristendom sådan, som den ytrer sig "for hvermand". Udgør denne kristendom en urokkelig inspiration til i alle livets forhold at være tilgivende, forstående og dermed 100% næstekærlig? Nej, den gør ikke! Den indeholder blandt andet så farlige emner som "hellig vrede" og "retfærdig harme", begreber i ly af hvilke, man kan udløse den mest gnistrende intolerance. Og allerede dermed er dens position som "urokkeligt livsfundament" sønderbrudt. Jeg ser ingen grund til at fremdrage flere områder. Mange frister, men lad det være nok med dette ene. For det er nok. I ly af denne kristne rettighed til at hade, forfølge og stå dem imod, som har en anden anskuelse end en selv, røber denne specielle religiøse form, at også den har tabt sin kamp om den menneskelige sjæl. Men når dette er sagt, skal det i samme åndedrag siges, at den har udfyldt et uhyre område i vor sjælelige udvikling og båret os frem til det stadium, hvor vi nu befinder os. Men dermed synes dens mission også at være fuldbyrdet, – – uden at dette har skygge af relation til dens skabers egne, dybe ord og væremåde.

Væremåde! Er vi ikke her ved det centrale i ethvert sandt og urokkeligt livsfundament? Kan vi tænke os en situation, hvor Kristus ville benytte sig af en væremåde, som rummer blot den fjerneste antydning af vrede, had, bitterhed eller anden form for intolerance? Man vil hævde, at han "tog svøben", men passer det? Skulle han, der på korset bad for sine fjender med de evigt skønne og evigt gyldige ord: "Fader, forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre – – " skulle han nogensinde have været offer for mental uligevægt og givet sig til at prygle løs på nogle beskedne kræmmere? Tro det, hvem der kan! Jeg hverken kan eller vil!

Et livsfundament som, skjult eller åbent, giver en ret til at hade, forfølge, fordømme eller i det hele taget giver en blot den mindste ret til at være intolerant, kan ikke være evigt eller urokkeligt. Det kan kun det livsfundament være, som klart og utvetydigt fratager en disse rettigheder! Og det gør det verdensbillede, Martinus bringer os i sit hovedværk: Livets Bog. Jeg er ganske klar over, at en og anden, som får dette brev ihænde, nu rynker på næsen og tænker: "Nå, der slap det ud! – og så måske lægger brevet fra sig. Dette har jeg ingen indflydelse på! Jeg er kun et menneske blandt over 2000 millioner andre. Men jeg afviger måske en lille bitte smule fra mange derved, at jeg kun taler og skriver om det, jeg selv har oplevet og forstået eller om det, som jeg på alle måder søger at gøre til mit eget livs ledetråd. Og jeg ville føle det som et utilgiveligt personligt nederlag, om jeg i frygt for "en og anden" tav om det, som har givet mig selv svar på de mange brændende "hvorfor" blot af almenmenneskelig frygt for "de andre"s mening. Når mit eget liv er knyttet så stærkt til Martinus verdensbillede, som tilfældet er, skyldes det netop, at jeg har oplevet det som et urokkeligt livsfundament i de storme, jeg selv har mødt, og som i deres natur kun udgør nøjagtig det enhver før mig har mødt, og som enhver efter mig skal møde.

Det er ingen større kunst at leve, så længe man i sig har en moralsk ret til at forfølge andre eller til at mene, at andre er årsag til den smerte, vi oplever. Ejheller er det nogen større kunst, sålænge vi kun opfatter mennesket som vor næste og derudover tillader os selv at "æde og drikke sammen med svinene". Men tager man disse "rettigheder" fra os, prøv da at se, hvordan livet så kommer til at se ud!

I alle livets forhold at se sig selv som første-årsag til egen smerteoplevelse, ja som årsag til selv den mindste form for skuffelse eller modgang, belærer en om udfra hvilket sindelag ordene: "Tag dit kors og følg mig!" er talt! Og midt iblandt en samling glade kødspisende mennesker at turde hævde, – uden fanatisme og uden sekterisme, blot stille og beskedent – at når man ikke spiser kød, nyder spiritus eller tobak, så er det, fordi man for det første ikke vil være årsag til noget dyrs unødvendige lidelser og dernæst føler, at vort legeme i så høj en grad er vor ånds tempel eller bolig, at dette at fylde den med unødvendige giftstoffer af en opfattes som en overtrædelse af livslovene, ja det kræver mere moralsk mod, end den, der ikke har prøvet det, forestiller sig. Martinus verdensbillede gør ikke livet lettere for os, absolut ikke. Men det gør det ubestrideligt rigere! Alle vi, der kender det og i stilhed søger at leve det, ved, at vi skylder dette verdensbillede, at vi nu ikke alene elsker og ærer Jesus så højt, som tilfældet er, men også alle de andre store vise, der før ham søgte at hjælpe menneskene til en højere moralsk og etisk væremåde.

Og sådan som vi har oplevet det, vil verden efter os komme til at opleve det. Thi Martinus giver os ikke alene svar på de mange spørgsmål, der brænder i ethvert udviklet menneskes sind, han knytter, uden selv at vide det, eftersom han aldrig læser bøger, alle de tråde, der før forbandt os med de sandheder, andre før ham udtalte, men som forekom os dunkle. Gennem ham har vi lært at læse netop de værker, som på een og samme gang tiltrak og frastødte os, fordi vi følte, at de havde noget at bringe, men sagt i en form, vi ikke kunne fatte. Ham skylder vi, at vi idag forstår, at det livsfundament, som skal hjælpe os til at "fuldende løbet og nå målet" må indeholde en kosmisk vejledning, der på een og samme tid fratager os enhver ret til at hævne, hade og forfølge, samtidigt med at det giver os svar på ethvert spørgsmål, der angår vort evige liv. På alle områder er vi idag vidne til kaos, virvar og opløsning. Livsfundamenter, som før evnede at inspirere og støtte, smuldrer lige for vore øjne. Og som vi har det, har hele verden det. Overalt det samme billede af opløsning og åndelig elendighed. Intet under at hele verden spejder efter en ny "ildstøtte" til at lede den igennem mørket frem til det morgenrødens rige, hvor vi ikke længere er "en såret flygtning mellem to riger", men derimod "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere