Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Grå og tung, men alligevel med en anelse af lidt stærkere lys end i december, hviler himlen over os. Vi er i det nye år nu, og jeg vil ikke kunne begynde dette brev til Dem, uden først at bringe Dem alle vor mest varmtfølte tak for de mange kærlige breve og kort, den nu overståede højtid bragte os! Fra nær og fjern, fra det iskolde Nordsverige og det milde og blide Haiti, fra Argentinas jungle og Indiens sletter, fra Canada og Amerika, fra de fleste europæiske lande og i overvældende mængde fra vort eget land, bragte breve og farverige kort bud om den virkning, Martinus tanker har haft i en verden, der på så mange områder er i splid og indre opgør. Der går igennem disse mange varme hilsner en dyb strøm af taknemmelighed over det, Martinus har bragt os alle. Gang på gang læser man ordene: "Hvad skulle vi dog gøre uden ham – –"

Jeg har før givet udtryk for, at julen udgør en særlig inspiration for os, som har den lykke at leve i sagens centrum. Thi også for os består året af hverdage med pligter, og de vanskeligheder som intet menneske forskånes for. Men når julen er over os, er det som om en mægtig bølge af kærlighed strømmer imod os og helt fysisk lader os mærke værdien af det, vi kæmper for. For Martinus arbejde er mere end en "sag" i almindelig forstand. Det er en organisme i vækst. En levende kraft, der påvirker hver enkelt af os og gør hver især, der er forbundet med den til en aktiv lyspartikel i det strålebundt, den repræsenterer. Endnu er ingen af os så fuldkomne, at vi kun er lys. Men med vor længsel efter at leve de idealer, vi erkender som sande og dermed retningsgivende for vor væremåde, er vi alligevel med til at omforme det liv, der omgiver os på alle sider. I det daglige, ofte besværlige liv, kan mange ting tydes derhen, at det er håbløst at kæmpe imod den tåge af åndelig uvidenhed, der har lejret sig over verden. Men når man så pludselig oplever at se, hvilken betydning Martinus kosmiske analyser har for mennesker selv på de fjerneste pladser i verden, forstår man, at det ikke alene kan nytte, men at man simpelthen har pligt til aldrig at give op i sin kamp for at bringe andre bud om det lys, der leder en selv på vej!

– – – – – – – – – – – – – – –

Ejendommeligt nok bringer en af de første dage i det nye år os meddelelsen om, at amerikanske videnskabsmænd er trængt så dybt ind i naturens "værksted", at de er kommet på sporet af muligheden for at frembringe næringsmidler helt udenom de hidtil kendte metoder. Som De vil se af vedlagte bilag, indledes meddelelsen med en tommehøj overskrift der, hvor sensationspræget den så end er, dog alligevel mangler et lille, men meget vigtigt ord. Tænk om den havde lydt – som den burde lyde – "MENNESKEFØDE AF SOL, LUFT, VAND OG LIV" – men ordet "liv" mangler altså, og det fortæller os, at vi bør tage sensationen med en smule varsomhed.

Men uanset sandheden bag den offentliggjorte sensation – og noget er der jo nok om sagen – så røber denne meddelelse dog noget, som det har stor værdi for den kosmisk interesserede at beskæftige sig med, og det er dette, at vi så ganske åbenbart nærmer os en tid, hvor vore fødemidler vil blive fremstillet udenom den hæslige proces, som opdræt af husdyr med påfølgende slagtning må være for ethvert sandt etisk indstillet menneske. Dette vil i virkeligheden sige, at den sande vegetarisme marcherer frem på tværs af enhver form for sekterisme, på samme måde som de kosmiske sandheder marcherer frem på tværs af et ethvert forsøg på at knægte dem.

For står vi ikke her ved et af dagliglivets små paradokser? Gang på gang oplever vi dog, at mennesker, som på andre områder er vokset op til at tænke frit og selvstændigt, rent ernæringsmæssigt bliver grebet af en slags hellig missionstrang og danner sammenslutninger med det formål at belære en omverden om, at de alene besidder "De vises sten", hvad sand ernæring angår. Tag nu ikke disse mine ord som en bevidst ondskabsfuldhed imod diverse vegetar- og råkostbevægelser. Jeg er ganske klar over, at de kan tydes sådan, men det er nu ikke min tanke eller hensigt. Tværtimod beundrer jeg dybt de mennesker, som ved vort århundredes begyndelse havde mod til at danne disse sammenslutninger og gå ind i en aktiv kamp for en ernæringsreform, – for dengang var der brug for det! Det er der naturligvis stadig, men studerer man dette område fordomsfrit, kan man ikke undgå at se, at springet fra en sund vurdering af en mere etisk betonet levemåde til ond og intolerant religion er meget kort. Det er i en ret høj grad faldet i min lod at kontakte netop disse grupper, både herhjemme og i udlandet.

Og dens virkninger vil altid blive "sårede og lemlæstede". Og det er netop, hvad vi kan opleve at møde indenfor de her berørte område. I modsat fald: havde samtlige vegetariske sammenslutninger, af hvad art nævnes kan, haft som mål at skabe de ydre rammer om et indre, højtkultiveret liv, hvor intolerance af enhver art ikke alene var bandlyst, men simpelthen utænkelig, kunne de meget vel være blevet netop de kulturcentrer, verden idag er så fattig på. Og skal de bestå i den fremtid, vi går imøde, og vel at mærke bestå uden alt det skrig om svigtende tilgang af nye medlemmer, umulig økonomi og urimelige diskussioner om det berettigede eller ikke berettigede i biodynamisk jordbrug osv., osv., der idag høres overalt, vil de simpelthen komme til at besinde sig og må da enten vælge undergangen eller også lære at indse, at årsagen til, at der er langt flere "uorganiserede" end "organiserede" vegetarer, ene er den, at det at være vegetar er en levemåde, man udmærket kan praktisere uden at være medlem af nogen som helst sammenslutning. Der findes idag i enhver velassorteret boghandel en så rig litteratur indenfor dette område, at man i modsætning til forholdene omkring århundredskiftet udmærket i disse storartede bøger kan finde vej frem til en vegetarisk levevis, der stemmer overens med ens eget behov.

Virkeligt udviklede mennesker afviger nu engang fra mere primitive derved, at de afskyer alt, hvad der hedder indbyrdes strid og ufordragelighed. For dem er drømmen om et liv i indbyrdes kærlighed og forståelse ikke en "blå drøm", men derimod en drøm, de søger at realisere, så langt evner og kræfter rækker. Og derfor vil man også opleve, at de altid i stilhed og god orden trækker sig tilbage fra sammenslutninger, de kom ind i, fordi de troede, at netop der var sand harmoni at finde, og så opdagede, at de havde taget fejl.

At leve i kontakt med en højere etik, både fysisk og psykisk, er en af vor tids allerstørste tanker og et mål for utallige mennesker jorden over. Men det er et åbent spørgsmål, om den tid ikke er passeret, hvor denne høje tanke kan indkapsles i en af love og rammer bundet sammenslutning. Som der på tværs af alle politiske og religiøse ideologier går en dyb længsel igennem verden efter internationalt broderskab, går der også en dyb længsel efter at kunne leve i kontakt med tilværelsens højeste love udenom foreningsdannelser. Det udviklede, moderne menneske er begyndt at blive træt af organisation eller ensrettet tænkning. Og mon det ikke er denne voksende træthed, der er den direkte årsag til såmange idealistiske bevægelsers forfald eller indre opløsning? Jeg tror det! For medens mennesket før mere var idealist på grund af en indre følelsesbetonet tilknytning til tilværelsens højeste idealer, er forholdet langsomt ved at blive det, at man idag mere er idealist på grund af en forstandskontrolleret følelse end på følelse alene. Erkendelsen kan være mere aktiv i sin natur end den blotte tro. Men medens troen mere er af kollektiv natur, så er erkendelsen så individualistisk, at den faktisk ofte inspirerer til de "forsøg med sandheden", der nu engang bedst lykkes under mere private former. Kort sagt: Forsøget på at praktisere en ny væremåde, der også omfatter en dybtgående reform indenfor ernæringsområdet, lykkes oftest bedst, når det er en ren privatsag!

Mener jeg med disse ord, at de vegetariske sammenslutninger bør opløses? Ingenlunde! Jeg mener kun, at de opløser sig selv, såfremt de ikke finder en ny arbejdsform, i hvilken det etiske sættes i højsædet, og de idag så omdiskuterede problemer om kostsammensætning, madopskrifter osv. kommer i anden række. Den rent materielle videnskab arbejder idag så hårdt og så detaljeret indenfor ethvert område, at det snart vil være en åbenlys og af alle akcepteret kendsgerning, at det er fysisk langt sundere at leve uden kød end af kød. Men livet er ikke bare et spørgsmål om fysisk sundhed. Livet er i langt, langt højere grad et spørgsmål om åndelig sundhed, og her kunne alle vegetariske sammenslutninger komme til at spille en umådelig betydningsfuld rolle, om enhver vidste om dem, at de var samlingsstedet for åndeligt frigjorte mennesker, hvis stræben efter at praktisere en høj og gennemført etisk væremåde lå på et så fornemt plan, at enhver form for smålighed var dem fremmed; at det med andre ord var noget i retning af en ære at være medlem af en sådan sammenslutning, fordi enhver der i langt højere grad var sin næstes næste end noget andet sted.

Om dette kan lade sig praktisere, har jeg ingen mening om. Men jeg ser ganske klart, at vi med hastige skridt nærmer os en tid, hvor fortidens måde at fremskaffe ernæringsmidler på vil blive distanceret af så nye metoder, at det en dag vil være en ganske naturlig ting at leve på en kødfri kost. Men er dette et mål i sig selv? For nogle mennesker måske! Men man er ikke kommet himlen nævneværdigt nærmere af den grund. Det gør man vist først, når den idag så fasttømrede skranke imellem os selv og de væsener, man så ringeagtende kalder "dyr", er smuldret hen og en ny, langt dyberegående forståelse af dyrets inderste natur og væsen har afløst den stupide ringeagt, der idag gør sig gældende i langt de fleste menneskers sind. Måske vil man den dag bedre end nu forstå, hvorfor det femte bud ikke lyder: "Du må ikke ihjelslå mennesker!", men ganske enkelt: "Du må ikke ihjelslå!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!