Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det var en meget forventningsfuld skare mennesker, der i aftes samledes i Kastrup lufthavn for at byde Martinus velkommen hjem fra sin lange rejse til Japan og Indien. Maskinen skulle officielt lande kl. 20.55, men uheld i Rom med en af motorerne havde bevirket en forsinkelse på næsten to timer, hvad der ødelagde en lille påtænkt overraskelse til Martinus. Vi ville nemlig gerne have budt ham velkommen på Mariendalsvej og havde derfor "åbent hus" for enhver, som gerne ville hilse på ham, – og det var mange. Men forsinkelsen umuliggjorde arrangementet og reducerede antallet af dem, der kunne modtage Martinus til de, der kunne komme til Kastrup i egen vogn eller med gode venner. Alligevel blev vi efterhånden temmelig mange, der med spændte miner afsøgte det stjerneklare himmelrum for at se den store cloudmaster dukke frem. Aftenen var sjælden smuk. Det var køligt, men vejret var stille, og stemningen var dejlig. Pludselig glimtede et rødt og et grønt lys frem imellem stjernerne, og præcis kl. 23 gled "Sven Viking" ind over flyvepladsen for et øjeblik efter at tage cementen. En rejse, der for Martinus vedkommende for to dage siden begyndte i Madras og gik over Bombay, Cairo, Rom, Geneve og Düsseldorf, var endt. Der gik et gisp igennem os alle, da vi pludselig så Martinus, solbrændt og vital, komme ud af maskinen, så åbenbart glad og lykkelig over at være hjemme igen. Kort tid efter var han iblandt os og – det kan man roligt skrive – kun få får en så varm og kærlig velkomst, som den han fik!

Det vil være urigtigt at skrive, at vi har fået sovet meget i nat. Trods den lange rejse og klimaforandring fra strålende sommer til nordeuropæisk kølighed, var Martinus så spillevende, at vi måtte have det første referat af rejsens forløb. At den har været et ufatteligt eventyr for ham, var let både at se og høre. Og at den har været af uberegnelig værdi for Martinus selv, kunne ingen, der lyttede til ham, være i tvivl om. For Martinus har denne rejse været et møde ikke alene med det fysiske plans mangeartethed, men den har i langt højere grad været et møde med dette plans forfærdelige, åndelige situation. Han har mødt "Østens Vise" – og set deres utrolige begrænsning. Han har fået bekræftet, hvad han intuitivt vidste, at verdens opvoksende slægter er i grænsezonen for åndelig hungersnød. Skønne ord, om at vi skal være gode og hjælpe hverandre, har tabt deres tidligere magt over sindene. Fattigdom og overbefolkning og de deraf flydende næsten ubeskrivelige ulykker, har gjort disse ord tomme og intetsigende. Man kan ikke fatte godhedens inderste væsen, når alt omkring en er sult, elendighed og håbløshed. Og man stiller ikke længere verdens åndelige hunger og længsel med talemåder, der, hvor skønt de end er sagte og mente, ikke indeholder ny brusende vin, ny inspirerende forståelse.

For Martinus har denne rejse bekræftet hans mission på en sådan måde, at man ikke kunne undgå at se ilden i hans øjne, da han talte om de nulevende indiske Vises magtesløshed. Vi følte alle, at vi havde fået en anden Martinus hjem, et menneske der nu koncentrerer hele sin indre åndelige kraft om en opgave, der altid har eksisteret, men som nu er alt for ham: hans tankers internationale udbredelse.

Jeg sidder her med hans sidste brev til mig i hånden, og selvom det nu er post festum, vil jeg alligevel citere et lille afsnit fra det, fordi det fortæller om en oplevelse, jeg føler De alle bør have del i. Martinus var indbudt til at tale i det teosofiske hovedkvarter i Adyar, tale for alle de, der for tiden gæstede dette internationalt berømte sted. Martinus skriver:

"Og så kom aftenen. Aldrig har jeg holdt et foredrag for en sådan forsamling. Her var eliten af alt, hvad der forefandtes af repræsentanter for visdom og viden. Der var fornemme, højtkultiverede Indere, og der var gamle vismænd med stort skæg og hårfylde, der strakte sig langt ned ad ryggen på dem. Der var også små børn med. Foredraget blev holdt i hovedkvarterets fornemste hal, marmorsalen med de fornemme marmorskulpturer. Det var selve verdenssamfundets helligdom. Hovedparten af tilhørerne sad på gulvet på indisk maner med korslagte ben. Og her må alle tage skoene af. Det vil sige, Inderne er jo så at sige alle uden undtagelse barbenede. Jeg tog naturligvis også skoene af, hvad der blev sagt til mig, at jeg ikke behøvede. Men jeg ville naturligvis ikke stå med sko på et sted, andre kun betrådte med bare fødder. Det er således første gang, at jeg har holdt foredrag på strømpefødder – – .

Præsidenten holdt en lille tale for mig, hvor han fortalte tilhørerne, at jeg havde haft nogle vidunderlige oplevelser, der havde givet mig stor kosmisk viden, og at jeg nu ville give et ganske lille uddrag af det kosmiske verdensbillede.

Foredraget blev overordentlig vellykket. Anna Ørnsholt har efterhånden fået færdighed i at oversætte. Og jeg viste den side af verdensbilledet, hvor vi ser tankens indvirkninger på legemsstrukturen og atomerne i organismen. Foredraget varede præcis fem kvarter. Præsidenten kom hen og takkede efter foredraget i en lille tale. Derefter kom mange af forsamlingen hen og trykkede min hånd med begge deres hænder, hvilket ellers ikke er noget, man bruger her i Indien. De udtrykte stor glæde over mit foredrag. Og således såede jeg vor sags visdom og ånd i mange hjerter og hjerner her. Vi har fået en stor stjerne hos mange mennesker her. Nu skulle vi blot have haft en hel masse af vor litteratur oversat til engelsk. De spørger allesammen efter bøger – – de er alle hungrende og kolossalt interesserede i åndsvidenskab."

Og nu, hvor jeg igen har haft Martinus "på tomandshånd", har jeg så for alvor fået bekræftet, hvad jeg i mange år har anet. Med al respekt for teosofien, er den en døende bevægelse. Ingen – absolut ingen – ungdom fylder dens templer. Overalt oplevede Martinus det samme åndelige forfald, som vi kender det i vesterlandene. Han fik "tilstået" en samtale med Krisnamurti, der intet ønskede at vide. Et elskeligt menneske, som var stor nok til at bryde den rolle i sønder, man havde tildelt ham, men som nu lever i sin egen verden. Et menneske som forstod, at han ikke var den, verden venter, men som ikke i sig selv har den åndelige hungers smertelige brændende uro.

Martinus talte ikke engelsk. Et handicap synes måske De og jeg. Men efter at jeg nu har lyttet til Martinus, begynder jeg at forstå, at det i virkeligheden mere har været et plus end et minus for ham. For hvor har han dog brugt sine øjne!!! Med sine rige åndelige evner har han set det, der så let dør i ordenes malstrøm. Takket være det, at han mere blev tilskueren end den agerende, tog ingen sig i agt, og Martinus er vendt hjem med en sådan viden om de faktiske forhold, at han nu ganske nøje kender den vej, han vil følge. Han har i dybeste forstand indsuget de andres begrænsning, men han har også set – og oplevet – de meniges dybe hunger. Han har vundet utallige venner blandt høj og lav, og hans navn flyver idag fra gruppe til gruppe i det land, som engang var visdommens og mystikkens hjemsted, men som idag – og i fremtiden – ingen vegne vil kunne komme uden en stadigt voksende sammensmeltning med den verden, der blev Deres og min. For første gang i historien bliver det Vest, der åndeligt vil komme til at befrugte Øst. Det vidste Martinus intuitivt, før han rejste. Nu ved han det også i sin vågne, dagklare bevidsthed. Mellem ham og fremragende mennesker i dette ocean af menneskeskæbner, er der knyttet bånd, der ikke alene aldrig vil briste, men som tværtimod bestandig vil udvikles og blive de kanaler, igennem hvilke Martinus kosmiske analyser vil brede sig ud over Østens for os så fjerne lande.

 

20. december – – – – –

Sagte rinder året ud. Korte dage, for det meste grå og triste, fortæller os, at mørket kulminerer omkring os. Men mon vi alligevel ikke bør være lykkelige over at være født i et område, hvor årstidernes vekslen er markeret så skarpt, som tilfældet er? Jeg tror det! For dybt i det mørke, vi nu oplever, "vender" året i sin gang, og snart vil vi kunne begynde at spejde efter de første spæde tegn på den vår og det lys, der idag kan føles så langt borte.

På en måde er der altid noget vemodigt over et årsskifte. Et kredsløb er fuldbyrdet, og et nyt toner frem. Man ved, hvad det fuldbyrdede bragte og gør sig sine tanker om det, det tilstundende vil bringe. Er man meget ung, er hjertet sprængfyldt med gnistrende håb, er man voksen, begynder man at forstå, at den kosmiske livsrytme ikke går i spring, men at der bag enhver form for livsoplevelse, voldsom eller mere stille, fuldbyrdes en vækst, som i alt følger sin egen plan.

I sagens liv var året, der nu rinder ud, et glædens år! På baggrund af den syvårige epoke, der gik forud for 1954, føles dette år som en indledning til en epoke, i hvilken det udelukkende bliver kampen for det åndelige, der kommer til at beslaglægge tid og kræfter. Lange rejser, ganske vist betegnet som "ferie", betød tilknytningen til nye, dejlige mennesker på fremmede pladser. Mennesker fyldt af åndelig hunger og med øjne, der nu længselsfyldt spejder mod nord efter bøger, der give dem virkeligt indblik i de tanker og ideer, de nu fik en periferisk berøring med. Nu ved både Martinus og jeg, at der i lande langt herfra, sidder mennesker, for hvem hans arbejde er blevet en livssag på samme måde, som den er det for mange af os, og disse mennesker skal vide, at vi ikke giver op, før hver eneste opgave er løst. Men vi har forberedt dem på, at det vil tage tid. At få de rigtige oversættelser frem vil ikke komme til at volde os mindre vanskeligheder end alt det øvrige, vi har måttet skabe. Og det skal være rigtige oversættelser!!! Lader man her begejstringen tage føringen, kan man komme til at gøre Martinus arbejde ubodelig fortræd. Derfor må vi alle væbne os med stor tålmodighed og ikke glemme, at selvom der i de engelsktalende lande findes utallige mennesker, som længes efter at lære Martinus tanker at kende, skal centret for disse tanker være her i Skandinavien. Danmark, Norge og Sverige er af Forsynet udset til at spille deres egen rolle, i den tid vi går imøde. Det er her den nye kosmiske impuls står stærkest. Her fødes Livets Bog, og her udfra skal tankeimpulserne gå.

Dette har Martinus altid vidst, og altid indprentet mig. Nu, da vi hver for sig har haft mulighed for med egne øjne at iagttage livet uden for dette områdes grænser, er det en stor lykke for os begge, at vore iagttagelser sammenlagt har givet nøjagtigt det samme resultat. Parallelt med at vi arbejder så stærkt, vi kan for at imødekomme behovet for oversættelser til engelsk, koncentrerer vi os om at få skabt centrer i de største skandinaviske byer. Opgaven er ikke så let, som mange måske tror, men takket være gode venner på hver eneste plads, vil den lykkes! De ved, at der er skabt et center i Stockholm, men De ved ikke, hvor stort et arbejde svenske venner har gjort for at det kunne lykkes. Men De skal vide, at der i denne store, smukke by, der har en for os danske ukendt kold atmosfære, er gjort et stort arbejde af varmhjertede tilhængere af Martinus ideverden. Og det samme gør sig gældende i Malmö og inden længe i Göteborg og Oslo. Det er på disse mennesker, vi må bygge, og det er dem, vi kommer til at stå i stor taknemmelighedsgæld til. Blot et enkelt eksempel vil vise Dem det. Dag efter dag har redaktør Agne Windmark i Stockholm benyttet hver eneste tidlig morgenstund til at oversætte Livets Bog I til svensk. Det er hans store julegave til sagen, at han netop nu kan meddele, at den første rå-oversættelse er fuldbyrdet. Og som han har slidt med stoffet deroppe, har lektor J. Saxe hernede slidt med "Omkring min missions fødsel", og også den vil ligge på Martinus julebord oversat til engelsk. Om begge disse mænd ved jeg, at det har kostet mange timers slid at finde de rigtige ord og den rigtige form, fordi de begge vil, at bøgerne skal tjene sagen til ære og fremgang. Men de er ikke de eneste. Rundt omkring arbejdes der med stor intensitet på at hjælpe Martinus, både på det her nævnte og på andre områder. Det ville have glædet Dem ind i sjælen, om De havde set med hvilken energi en række unge, medens Martinus var i Indien, samledes her i huset og malede og snedkererede, for at huset kunne stråle ved hans hjemkomst. For er det ikke det virkeligt skønne ved vort arbejde, at det er vort? At vi her oplever den fællesskabets ånd, der alene er en indsats værd? Alle mennesker savner idag "indbyrdes kærlighed". På en måde oplever vi i vor tid den misforståede individualismes kulmination. Alle vil være noget, og alle vil have "særmeninger", for at man dog endelig ikke skal tro, at de er "massemennesker". Og hvad har denne indstilling så affødt andet end et hav af kværulanteri – og ulykkelig ensomhed. For ingen skal fortælle mig, at mennesket med "særmening" og med "krav om ret" til at have den, er særlig lykkelig. Nej, lykkelig er kun den, der kan "gå i spand" med andre og få noget udrettet. Og det har Martinus arbejde givet os en strålende mulighed for. Vi ved udmærket, hver især, at vi har vort eget udviklingstrin, men vi ved også, at vort fysiske liv er så uendelig flygtigt, og at det kun får virkelig værdi, om vi, når det er slut, kan se tilbage på et liv, der i videst mulig udstrækning blev "givet for de andre". Det er denne vilje til at "give for de andre", der er vor dybeste inspiration. At følge den er at gøre sit liv frugtbart, det er at få noget til at gro, som ellers ville stå i stampe og dø bort. Ser vi tilbage over året, der gik, er der een lille ting, jeg synes vi alle har grund til at være uendeligt lykkelige for, og det er vort arrangement med alle "de gamle", som i dette år fik ferie i Kosmos Ferieby. De af os, som havde den lykke at overvære ankomst- og afgangsscenerne, kan fortælle Dem, at her udfoldede vort indbyrdes sammenhold i skabelsen af vor store ferieby, en af sine skønneste blomster, og jeg tager næppe fejl, når jeg skriver, at vor indsats her vil øge bunken af kærlige julehilsner til sagens centrum temmelig eventyrligt i år. De skulle se den bunke af ansøgninger, vi allerede nu har, – den er langt større, end vi har mulighed for at efterkomme.

– – – – – – – – – – – –

Det er jul nu. Det mærkes i huset her, hvor Martinus hjemkomst ligesom har fyldt os alle med en glædens varme, vi gerne deler med enhver. Og at han var velkommen hjem føltes ved hans første foredrag efter hjemkomsten. Det lå i luften før foredraget, og det udløstes spontant, da Martinus igen stod på talerstolen overfor alle sine venner. Alle rejste sig og klappede og gav dermed udtryk for, at nok var de glade for, at han fik den rejse, men også at han igen er her, hvor han hører til.

Og nu stilner arbejdet langsomt af. Om få døgn har vi årets skønneste højtidsstund her i huset. Det mærkes allerede nu, hvor breve langvejs fra begynder at hobe sig op. Usynlige gyldne tråde går fra dette hus ud til selv de fjerneste egne af jorden. Vi ved det i det daglige, men i julen oplever vi det som noget meget virkeligt. For Martinus arbejde er ikke bare hans person. Det er i langt højere grad den ånd, han giver udtryk for. Den ånd, som har belivet alt det, vi nok vidste, men som alligevel ikke var livet for os. Gennem hans store arbejde strømmede livet igen ind i de gamle sandheder, fornyede og forskønnede dem og gav dem atter den inspirationskraft i dagliglivet, som var deres oprindelige bestemmelse. For mig personligt blev Martinus det største kristne menneske, livet lod mig møde, for igennem ham fik alt det sin gamle værdi tilbage, som engang føltes dødt og meningsløst. Ord man gerne ville elske, men som føltes uforståelige, blev igennem hans analyser både begribelige og efterlevelsesværdige. Og som det er gået mig, er det gået utallige – og vil komme til at gå utallige andre, som i dag end ikke aner hans eksistens. Det ved De og jeg. Derfor har vi kæmpet, og derfor vil vi vedblive at kæmpe på de vilkår, livet giver os.

Martinus er vendt hjem ladet med indtryk og inspiration. Mange bestemmelser skal træffes, for arbejdet må centraliseres. Vi er endnu for få om det, og Martinus skal og må have fred til at skrive sine bøger. Men om alt det senere. For nu er det jul, afspænding og dermed fred. Det menneskelige fællesskabs blide ånd svøber sig om os alle, og vore hjerter fyldes med ønsket om, at fredens og næstekærlighedens skønne blomst denne ene aften må folde sig ud over jorden og lade enhver føle, at livet ikke blot er ond kamp, men at det også er skønhed, ånd og intuition. Fra huset her skal der til hver eneste modtager af dette brev lyde en inderlig tak for alt, hvad De har betydet for os i det år, der nu rinder ud. Tak fordi De gav mig den skønne rejse til udlandet, og tak fordi De hjalp Martinus til sin store rejse, men mest af alt tak fordi De er med os, så at vi derigennem, så langt evner og vilje rækker, levendegør den indbyrdes kærlighed, forståelse og dybe tolerance, der udadtil lader mennesker opleve Martinus arbejde som et sjældent skønt bevis på næstekærlighedstankens dybe værdi!

Med de kærligste julehilsner fra Martinus og alle medarbejdere her i huset, er jeg